En jernlady skuer ud over Paris
Af „Vågn op!“-korrespondent i Frankrig
„BONJOUR, Pierre! Velkommen til Paris. Jeg håber du vil synes om dit ophold her. Hvad vil du gerne se først?“
„Eiffeltårnet!“
„Det er fint. . . . Nu er vi her. Er du imponeret?“
„Bestemt!“
„Det overrasker mig ikke. Hun imponerer alle! Den gamle lady er 305 meter høj og har fjernsynsantenne i toppen.“
„Men hvad i alverden kan sådan en kæmpemæssig jernkonstruktion bruges til?“
„Det er et spørgsmål der kræver at vi ser nærmere på et par ting. Mens vi står i kø her for at få vore elevatorbilletter, vil jeg give dig nogle baggrundsoplysninger. For omkring hundrede år siden besluttede de franske myndigheder at holde en verdensudstilling i anledning af hundredåret for den franske revolution (1789). De lokale myndigheder i Paris bad Alexandre Gustave Eiffel, en berømt civilingeniør, om et forslag. Overrasket dykkede Eiffel ned i sine arkiver og fremdrog et projekt der knap nok havde fanget hans opmærksomhed indtil da, nemlig et 300 meter højt jerntårn.
Udstillingskomiteen fandt projektet interessant og udskrev en byggeprojektkonkurrence. Alle slags vilde ideer blev fremlagt, såsom en kæmpeguillotine til minde om den franske revolution. Et andet forslag var et murstenstårn, men beregningerne og erfaringer man tidligere havde gjort viste at det ville blive meget vanskeligt at lave en stenkonstruktion der var højere end det 169 meter høje Washington Monument, som De forenede Stater nogle få år tidligere havde fået færdigt med møje og besvær. Til sidst valgte man Eiffels projekt. Men mærkeligt nok var den oprindelige idé til det tårn der gjorde ham verdensberømt, ikke hans egen.“
„Mener du at Eiffel ikke selv tegnede sit tårn?“
„Ja, det er rigtigt. Han byggede det, men tårnet var tegnet af to af hans medarbejdere, Maurice Koechlin og Emile Nouguier. Det bør dog nævnes at det ikke havde været muligt at fuldføre tårnet på blot to år hvis man ikke havde brugt Eiffels byggemetoder, og det er en af grundene til at udstillingskomiteen valgte hans projekt.“
„Var Eiffel også kendt før han byggede sit tårn?“
„Ja, han var blevet berømt for sine store jernkonstruktionsbroer, som for eksempel Maria Pia-broen over Dourofloden i Oporto, Portugal. Han havde også bygget Garabit-jernbaneviadukten i Sydfrankrig. Det var den højeste buebro dengang — den rejste sig 122 meter over vandoverfladen. Og det bør ikke glemmes at han også spillede en vigtig rolle i forbindelse med bygningen af den bærende jernkonstruktion til et andet verdensberømt monument — Frihedsgudinden.
Ved alle Eiffels konstruktioner var vinden et stort problem. Da han byggede Eiffeltårnet, benyttede han sin sædvanlige metode idet han arbejdede med et netværk af relativt tynde dragere.“
„Er du sikker på at der ingen fare er når det er stormvejr?“ spurgte Pierre forsigtigt.
„Du skal ikke være bange. Det store jerngittertårn påvirkes ikke meget af vinden. Selv i storme med vindstød på over 180 kilometer i timen — det stærkeste der hidtil er målt i Paris — svajer tårnet kun 12 centimeter. Ja, faktisk påvirkes det mere af solen. Den side der vender mod solen og opvarmes af den, udvider sig en lille smule, hvilket får toppen til at bevæge sig hele 18 centimeter.
Tårnet er dog relativt let. Det vejede lidt under 7000 tons da det blev bygget. I sammenligning hermed ville en miniaturemodel på 30 centimeter kun veje syv gram! Ja, forholdsmæssigt udøver hver af dets fire fodstykker ikke større tryk pr. kvadratcentimeter end benene på en stol hvori der sidder en mand af gennemsnitsstørrelse.
For at kunne fuldføre dette tårn på den tildelte tid, gjorde Eiffel i udstrakt grad brug af præfabrikerede dele. Nittehullerne blev på forhånd boret nøjagtig de rigtige steder, og to tredjedele af de 2.500.000 nitter blev også sat i på forhånd. Ingen af de præfabrikerede dragere vejede mere end tre tons, hvilket forenklede arbejdet med at hejse jerndelene på plads. Høje kraner blev brugt i begyndelsen, og da bygningen blev for høj til at de kunne bruges, blev Eiffels sindrige mobilkraner taget i anvendelse. De kørte op ad de ’skinner’ der senere skulle bruges af elevatorerne. Denne velfungerende metode bidrog til sikkerheden, som var en af de ting der lå Eiffel stærkt på sinde. Der skete ingen dødsulykker i hele byggeperioden, i sandhed en bemærkelsesværdig bedrift — dengang såvel som i dag!“
„Men hvordan fik de alt dette stillet op?“
„Lad os starte fra grunden. Fordi Seinen ligger så tæt ved, benyttede Eiffel sig af den metode han også havde anvendt ved brobyggerier. Hver af de 16 fundamentsænkekasser havde et arbejdskammer der holdt vandet ude ved hjælp af komprimeret luft. Arbejderne kunne således grave jord og sten væk og få det fjernet uden at blive generet af indtrængende vand.
Hverken Eiffel eller hans folk var bange for tårnets højde, for de var vant til at arbejde under farlige vilkår. Paradoksalt nok var den første platform et af Eiffels mest kritiske problemer. Massive træstilladser blev brugt til at understøtte de fire skrå piller og de store dragere til den første platform. Den øverste del af de fire piller hvilede på sandfyldte metalcylindre. Ved at lukke sandet ud lidt efter lidt, kunne man sænke pillerne på plads. Desuden muliggjorde hydrauliske donkrafte i pillefundamenterne den endelige tilpasning af de fire søjler så de passede med jerngitteret på den første platform.
Da denne platform var placeret fuldstændig vandret, blev den fastgjort sikkert til pillerne, og donkraftene blev fjernet. Man kunne da genoptage byggearbejdet på selve tårnet. Langsomt men sikkert skred arbejdet frem, og det fik de parisere der så tårnet rejse sig mod himmelen, til at give udtryk for beundring og forbavselse. Den 31. marts 1889, mindre end 26 måneder efter at man var begyndt på udgravningen, kunne Eiffel invitere nogle af de mere sportstrænede standspersoner op ad de 1710 trin til det han kaldte en ’uformel arbejdsplads-fête’ for at indvi tårnet. Men du skal ikke være bange Pierre, vi tager elevatoren derop!“
„Se! Der kommer den. Tager vi direkte op til toppen?“ spørger Pierre spændt.
„Nej, vi skal skifte elevator på den anden platform. Ja, selv den anden elevator går ikke helt op til toppen, men vi vil være over 275 meter oppe, og udsigten er enestående. Når vejret er klart, kan sigtbarheden være op til 65 kilometer. Som du kan se, kører vi i jernsøjlerne med den første elevator. Dette frembød noget af et problem, for det krævede et system der lod elevatoren passere bøjningen mellem første og anden platform. Kun ét firma, nemlig Otis, kunne klare problemet, og det blev derfor valgt til at lave elevatoren.
For nylig blev den gamle hydrauliske elevator erstattet af fire moderne elektriske elevatorer. Teknologien kom således igen til undsætning, som den havde gjort for lang tid siden; ellers ville jernladyens elegante silhouet nu desværre ikke være at finde på Paris’ horisont.“
„Hvad mener du med det?“
„Nu skal jeg forklare. Den oprindelige kontrakt som Eiffel underskrev indeholdt en bestemmelse om at tårnet skulle demonteres efter 20 år. Men i 1903 brugte general Ferrié, en pioner inden for trådløs telegrafi, det til sine eksperimenter. Så tårnet blev bevaret af militære grunde. I 1921 gik den første direkte radioudsendelse i luften, sendt fra Eiffeltårnet. Fra 1922 og fremefter blev der sendt regelmæssige programmer fra Radio Tour-Eiffel. Tårnet har også tjent som fjernsynsmast i næsten 30 år, og med antennen måler det nu 320,75 meter. I over 40 år var Eiffeltårnet verdens højeste menneskeskabte bygning, indtil det i 1930 blev overgået af New Yorks Chrysler Building.“
„Jeg spekulerer på hvad pariserne selv mener om Eiffeltårnet.“
„Meningerne har skiftet gennem årene, lige fra kærlighed til had. Så langt tilbage som i 1887 underskrev en gruppe kendte forfattere, blandt andre Alexandre Dumas (den yngre) og Guy de Maupassant, og komponisten Charles Gounod et protestbrev hvori de fordømte det de kaldte det ’højst latterlige tårn der dominerer Paris ligesom en gigantisk fabriksskorsten’. De tilføjede: ’I tyve år vil vi kunne se den modbydelige skygge af den væmmelige søjle af jern og bolte der breder sig som en blækklat over hele byen.’
Men disse følelser er nu ikke længere så stærke, og pariserne i dag accepterer Eiffeltårnet som en del af bybilledet. Jernladyen har stået tidens prøve, også takket være de 57 tons maling der hvert syvende år bruges til at give hende en ansigtsløftning. I 1989 kan hun fejre sit hundredårs jubilæum.
Det er sandt at ikke alle betragter Eiffeltårnet som den digter der sammenlignede hende med en ’hyrdinde’ blandt sin ’hjord af [Paris’] broer’. Dog strømmer turister til fra hele verden for at se det — ligesom du, Pierre — over tre millioner om året! Nogle tager op i toppen for at nyde udsigten. Andre er interesseret i at købe souvenirs i butikkerne, eller de vil blot sende et postkort fra det særlige posthus på første platform. Atter andre kommer for at spise et typisk fransk måltid i en af restauranterne på første eller anden platform.“
„Tak for turen og for alle de ting du har fortalt mig. Når jeg ser mine venner igen, vil jeg fortælle dem at jeg mødte en statelig gammel dame på næsten hundrede år der stadig står sikkert på sine ben og skuer ud over Paris.“
[Tekstcitat på side 14]
Eiffel inviterede nogle af de mere sportstrænede standspersoner op ad de 1710 trin for at indvi tårnet
[Tekstcitat på side 15]
Den oprindelige kontrakt indeholdt en bestemmelse om at tårnet skulle demonteres efter 20 år
[Illustration på side 13]
Gitterværket bevirker at tårnet er let i forhold til dets størrelse