Døden ved daggry! En tragedie i Mexico

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Mexico

„DER er udbrudt krig!“ „Der er blevet kastet en bombe!“ Sådanne råb hørtes i en af Mexico Citys forstæder tidligt om morgenen den 19. november 1984. Hvad var der sket?

Fire store lagertanke der hver indeholdt cirka 1.600.000 liter flydende gas, var eksploderet. Det samme var 48 mindre tanke. Serien af eksplosioner forvandlede hele området til et gigantisk bål. Ti dage senere blev det officielle antal omkomne opgjort til 452, og omkring 5000 mennesker var såret, heraf mange alvorligt. Desuden var omkring 1500 personer forsvundet.

Ja, tragedien ramte ved daggry San Juanico, et andet navn for San Juan Ixhuatepec, der er en forstad til Mexico City. Mindre end en time efter eksplosionerne, nemlig klokken 6.40, modtog vi en ekspressamtale fra Victor Vazquez, der er kredstilsynsmand. Han var dybt bekymret for hvordan det var gået med de omkring 150 af vore brødre der bor i det område som var berørt af eksplosionerne.

Derfra hvor vi var, omkring 25 kilometer borte, kunne vi se den enorme paddehattesky der lignede den der opstår ved en atombombeeksplosion. Man kunne endog høre eksplosionerne herude. Det blev øjeblikkelig aftalt at to af os skulle tage hen til området for at se hvordan vore brødre klarede sig.

Stillet over for katastrofen

Isidro Rodriguez og hans familie boede mindre end hundrede meter fra eksplosionsstederne. „Da eksplosionerne indtraf,“ fortæller han, „føltes det som om vort hjem sank. Øjeblikkelig fik jeg min familie samlet, og vi flygtede.“

„Ilden og den brændende hede fyldte gaderne,“ fortæller Dalio Diaz os. „Sammen med min svigerinde var jeg ude for at købe mælk da vi mærkede den enorme eksplosion, efterfulgt af en voldsom hede. Jeg kastede mig ned bag en stenmur for at beskytte mig, og kun min ene hånd blev forbrændt. Min svigerinde, derimod, blev fanget i ilden og blev forbrændt over hele kroppen.“

„Da jeg mærkede eksplosionerne løb jeg hurtigt ud på gaden,“ forklarer Josué Calderon. „Jeg følte det som om der skulle gå ild i mig. Min frygt steg da jeg så en mand brænde levende. Kødet faldt af ham og der var ild i hans hår. Jeg blev ved at løbe i ring indtil jeg fik kontrol over mig selv.

Derefter lykkedes det mig at få fortalt min kone, der stadig var inde i huset, at hun skulle flygte sammen med vore børn. Hun fik pigerne ind i en bil der standsede for at samle dem op, men da der ikke var plads til hende selv måtte hun flygte en anden vej.“

Josués højre arm blev forbrændt. Senere fandt han ud af at hans kone var uskadt og befandt sig i et af brødrenes hjem. Pigerne var også uskadte og i sikkerhed hos en anden familie.

Det er svært at beskrive den panik der opstod efter eksplosionerne. Skrækslagne mennesker løb omkring og stødte ind i hinanden. Mange brændte ihjel; andre blev knust da store stykker stål fra de eksploderende gastanke blev slynget gennem luften og landede oven på deres huse. Et af disse stykker lavede et 50 centimeter dybt hul i en betonvej.

Hjælp fra mange sider

Regeringen var hurtig til at mobilisere forskellige afdelinger af politi og militær der kunne komme ofrene til undsætning og hurtigt bringe dem til steder hvor de kunne blive behandlet og få mad. For at forhindre tyveri blev der posteret vagtposter rundt omkring i det område hvor husene var forladt. Stærkt forbrændte mennesker blev bragt til de nærliggende hospitaler.

Den mandag transmitterede radio- og fjernsynsstationer nyheder om katastrofen til hele landet. Mad, tøj, medicin og penge begyndte at strømme ind til det ramte område. Selv fra andre lande blev der sendt nødhjælp. På den måde blev der ydet hjælp og beskyttelse til de hundredvis af mennesker der i alvorlig grad var berørt af ulykken.

Mange var i stand til at flygte til trods for at det regnede med stykker af stål, træ og sten. Nogle nåede hen til motorvejen mellem Mexico og Pachuca og blev dér samlet op af forbipasserende biler. Andre blev reddet af hjælpearbejdere der var udsendt af myndighederne, og blev taget med til midlertidige nødhjælpssteder.

Næstekærlighed vist i praksis

Brødrene i fjernereliggende områder gik med det samme i gang med at hjælpe og tage sig af de brødre der var blevet ofre for katastrofen. Disse kærlige og omsorgsfulde brødre åbnede gæstfrit deres hjem og skaffede logi og hjælp på enhver måde.

Da det blev klart at mange af brødrene savnedes, organiserede de ældste i området en systematisk eftersøgning af dem. Lidt efter lidt begyndte man at finde frem til de savnede. En familie var taget helt til staten Veracruz, 400 kilometer fra katastrofeområdet. Andre var blevet anbragt i klasseværelserne på Det nationale polytekniske Institut. Derfra var de blevet flyttet hen til vennernes hjem, hvor man tog sig kærligt af dem.

Inden længe havde man opsporet alle brødrene fra katastrofeområdet. En broder og hans søn i teenagealderen døde som følge af deres alvorlige forbrændinger. De ældste traf forberedelser til begravelsen, og enken og hendes øvrige børn har modtaget fuld støtte, både materielt og åndeligt.

Eftersom nyheden om eksplosionerne hurtigt spredtes, blev brødrene snart klar over situationen, og det var som om alle prøvede at komme igennem til Selskabets kontor samtidig. De ville gerne vide hvordan deres brødre og søstre klarede sig og hvordan de kunne hjælpe dem. Der blev indsendt så meget i form af tøj, fødevarer og penge at det udvalg der skulle sørge for hjælp til ofrene, fik nok at gøre med at få nødhjælpsforsyningerne frem til dem der havde et behov.

Denne katastrofe var ikke nogen behagelig oplevelse, men den gav Jehovas tjenere en lejlighed til at vise kærlighed, venlighed og gæstfrihed. De reagerede på samme måde som deres brødre i det første århundrede da disse hørte at deres trosfæller i Judæa var i nød. — 1 Korinther 16:3; 2 Korinther 8:1-4.

Til forskel fra folk i almindelighed var Jehovas tjenere ikke bekymrede over deres materielle tab. For eksempel sagde familien Jara: „Vi har lært at vi ikke skal bekymre os om vore materielle ejendele men om at bevare livet.“

Hvilken indvirkning har en sådan tragedie i det store og hele på sande kristne? Måske blev det meget enkelt vist af den fireårige Michel fra byen Puebla. Da hun så katastrofescenerne i TV bad hun sin fader om at slukke så hun kunne bede en bøn. Hun sagde blandt andet: „Jehova, vi beder for vore brødre. Vil du beskytte dem og hjælpe dem så de ikke har det så slemt. Vil du også hjælpe min søster Adriana så hun ikke bliver ked af det der sker med menneskene der hvor det eksploderer. Hjælp hende til at tænke på noget godt, på Paradiset som du har lovet vil komme.“

[Illustrationer på side 17]

Fire enorme tanke som dem til venstre eksploderede først. Derefter eksploderede 48 mindre tanke som den der er vist herunder, hvoraf nogle blev slynget flere hundrede meter bort