Jagten på lykken

I DE forenede Staters uafhængighedserklæring nævnes retten til ’liv, frihed og stræben efter lykke’. Mange vil sikkert i dag opfatte stræben som nøgleordet i dette. Man stræber ivrigt efter lykken og fylder hvert minut med hektisk aktivitet. Man strømmer ind på stadionner til sportskampe, hænger over datamater med elektroniske spil, sidder klistret til fjernsynet for at få aftenerne til at gå, planlægger weekender der er pakket med spænding, flyver verden rundt — man lader sig villigt rive med af en malstrøm af begivenheder. Mange begynder endda at tage euforiserende stoffer for at opnå en slags lykkefølelse. Ja, nogle vil gøre hvad som helst for at undgå tomrum hvor de kunne blive tvunget til at se sig selv — og kedsomheden — i øjnene. Men man finder ikke den sande lykke ved at jage efter den på denne måde.

Nogle prøver at finde frem til nye livsmønstre i deres jagt på lykken. Ægteskabet betragtes ikke længere som bindende — hvad der kommer let, går let. Man lader sig skille af en hvilken som helst grund eller uden nogen grund overhovedet, og børn bliver kastebold mellem forældrene. Ugifte dyrker ’fri sex’ med mange forskellige partnere. Mange par lever sammen uden at være gift — så har de ikke forpligtet sig til noget og føler sig fri til at gå fra hinanden når som helst det falder dem ind. Homoseksuelle lever sammen i faste forhold eller dyrker deres unaturlige seksuelle ønsker med skiftende partnere. Ved således at eksperimentere ’sår man med henblik på kødet’ — og man vil høste sjælekvaler, skyldfølelse, jalousi, problemfyldte skilsmisser, og sygdomme der i mange tilfælde er uhelbredelige. Frugterne af „den nye moral“ medfører endnu større elendighed end gamle tiders umoralitet gjorde.

Andre sætter lighedstegn mellem lykke og mange materielle ejendele, men deres ’samlen til huse’ øger kun deres voksende begær, der kræver stadig større opmærksomhed. Og reklamebureauerne plejer og passer med glæde dette begær ved at fremstille betagende forbilleder, ’images’, som man kan anlægge ved at gå i det rigtige tøj, drikke den rigtige vin, køre i den rigtige bil, bo i det rigtige hus — og omgive sig med en endeløs stribe andre ’goder’ af det rigtige mærke.

Videnskaben har forstærket den materialistiske flodbølge, som biologen René Dubos beklagende siger: „Alt for ofte benyttes videnskaben nu til teknologiske foretagender, der ikke har nogen forbindelse med menneskelige behov, og som kun sigter mod at skabe nye kunstige behov.“ Når disse behov dækkes, „har de hverken gjort folk væsentligt lykkeligere eller givet dem en mere indholdsrig tilværelse,“ fortsætter han. I de velstående lande er teknologien blevet udnyttet til en tåbelig produktion der fremmer et ikke mindre tåbeligt forbrug. For nogles vedkommende er det store forbrug nærmest ved at blive en tvangstanke. Åndelige værdier er druknedøden nær i denne materielle overflod.

Da Stewart L. Udall var indenrigsminister i De forenede Stater, sagde han: „Vi har flere biler end noget andet land i verden — og de værste lossepladser. Vi er det mest mobile folk i verden — og vi finder os i alle mulige former for sammenhobning. Vi er dem, der producerer mest energi, og det er os, der har den dårligste luft.“ Han udtalte dette for flere år siden, og kaldte det „en katastrofe af kontinentale proportioner“. Siden da er det blevet en katastrofe af globale proportioner. For nogle år siden sagde borgmesteren i en stor amerikansk by sarkastisk: ’Hvis vi ikke passer på, vil vi blive husket som den generation, der landsatte en mand på månen, mens den selv stod til knæene i skarn.’ Mange videnskabsmænd advarer nu om at vi måske bliver den sidste generation.

Hvis vor selvtillid udelukkende afhænger af materielle ejendele og ikke af indre værdier vil den snart blive undermineret og vi vil blive grebet af en gnavende utilfredshed. Materialismen med dens overfladiske flitterstads kan ikke dække menneskets dybe, indre behov — og den kan aldrig bringe lykke. „Ubegrænset opfyldelse af alle ønsker fører ikke til trivsel endsige lykke eller bare maksimal nydelse,“ har psykoanalytikeren Erich Fromm udtalt. Men endnu før Fromm blev født havde en inspireret vismand sagt det på en endnu mere utvetydig måde: „Jeg har også lært hvorfor folk arbejder så hårdt for at få succes. Det er fordi de misunder de ting deres naboer har.“ — Prædikeren 4:4, Today’s English Version.

I deres skuffelse og rodløshed søger nogle tilfredsstillelse ved at beskæftige sig med selvet i en helt meningsløs grad. Om dette hedder det i bogen Narcissismens kultur: „Uden håb om at kunne forbedre deres liv på nogen væsentlig måde har folk overbevist sig selv om, at dét, der betyder noget, er psykisk selvforbedring: at komme i kontakt med sine følelser, at spise helsekost, at danse ballet eller mavedans, at fordybe sig i Østens visdom . . . De dyrker mere levende erfaringer, søger at banke liv i dvask flæsk, prøver at genoplive den slunkne appetit.“ — Siderne 20, 23.

Stræber man efter sand og varig lykke ved at lade sig rive med af en malstrøm af hektisk aktivitet, ved at eksperimentere med nye livsmønstre, ved at blive opslugt af materialisme eller ved at dyrke selvet — så finder man den ikke.

Hvad skal der da til for at man kan blive lykkelig?