Hvad skal der til for at finde lykken?

DET siger sig selv at man må trække vejret, spise, drikke og sove. Det er de grundlæggende krav ens legeme stiller for at man kan opretholde livet. Men der skal mere — meget mere — til før man kan sige at man er lykkelig. Man må først og fremmest have tøj og et sted at bo. Dertil kommer andre materielle fornødenheder samt nogle enkle bekvemmeligheder og glæder. Mange siger at de ville være lykkelige hvis de havde en masse penge — men også mange rige er ulykkelige.

Hvad skal der da til for at man kan være lykkelig?

Tænk over følgende illustration. Du køber en bil. Fabrikanten fortæller dig hvad den har brug for: Brændstof i tanken, vand i køleren, luft i dækkene, olie i krumtaphuset, og så videre. Du sørger for at disse behov dækkes — og motoren spinder.

Men hvilke behov har vi som mennesker? De er i hvert fald langt mere komplicerede end nogen maskines. De krav menneskesindet stiller kan ikke dækkes af materielle ting, og medmindre de dækkes vil vi hverken opnå tilfredshed eller lykke. For at blive lykkelige må vi så at sige arbejde med vort sind. Sådan er vi skabt. Både legemets og sindets behov må dækkes. Dette påpegede Jesus: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ — Mattæus 4:4.

Man må finde en balance mellem det materielle og det åndelige behov. Forsømmes det ene, opstår der en mangel. Af disse to er det ofte det vigtigste der forsømmes mest. En overflod af luksus kan ikke garantere én et lykkeligt liv. Lykkelige mennesker er ikke tilfredse med glæder der er fremstillet kommercielt som på samlebånd, eller med diskoteks- eller natklubversionen af „morskab“. De har indset visdommen i Jesu ord: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ (Mattæus 5:3) Men desværre forsømmer mange det åndelige og tilgodeser kun det materielle behov. De er utilfredse og har ikke fred i sindet — men finder aldrig ud af hvorfor.

Nogle respekterede videnskabsmænd ved hvad grunden er: Der er noget alvorligt i vejen med den nuværende tingenes ordning.

René Dubos har sagt: „Den videnskabelige teknologi vil snart lede den moderne civilisation ind på en kurs, der vil vise sig selvmorderisk, hvis ikke vi i tide slår roret om. . . . [De velstående lande opfører sig] som om den øjeblikkelige tilfredsstillelse af alle deres luner og behov var det eneste adfærdskriterium . . . Det er derfor ikke kun et spørgsmål om voldtægt mod naturen, men om selve menneskehedens fremtid . . . Jeg tvivler på, at menneskeheden ret meget længere vil kunne finde sig i vor absurde livsform uden at sætte det bedste i menneskeligheden til. Enten vil det vestlige menneske vælge sig et nyt samfund, eller også vil et nyt samfund afskaffe mennesket.“

Erich Fromm er enig i dette, men mener at „virkeliggørelsen af det nye samfund og det nye menneske . . . kun [er] mulig, hvis de gamle motiver, profit og magt, erstattes af nye: væren, fællesskab og forståelse“. Han henviser til nogle rapporter fra Romklubben hvori det hedder at menneskeheden kun gennem radikale økonomiske og teknologiske forandringer kan „afværge en større og i sidste ende global katastrofe“. Erich Fromm giver udtryk for at disse forandringer kun kan udvirkes hvis der først er sket „en fundamental forandring i nutidsmenneskets karakter. . . . For første gang i historien afhænger menneskehedens fysiske overlevelse af en fundamental ændring af menneskehjertet“. Også Albert Schweitzer mente at problemerne „til syvende og sidst kun kan løses gennem en indre karakterændring“.

’En fundamental forandring i menneskets karakter? En ændring af menneskehjertet?’ Ja, det er hvad der skal til! Og det påpegede Bibelen allerede for 1900 år siden: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ Et andet sted i Bibelen siges der: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ — Romerne 12:2; Kolossenserne 3:9, 10.

„Efter billedet af ham som skabte den?“ Ja, efter billedet af Jehova Gud, i hvis lighed mennesket blev skabt. (1 Mosebog 1:27, 28) Dette billede eller denne personlighed bør vi søge at efterligne. Det er vi skabt til. Vort åndelige behov er nedlagt i os ved skabelsen, og først når dette behov dækkes, bliver vi lykkelige.

Jehova er en Gud med en hensigt, og han er i færd med at gennemføre denne hensigt. Eftersom mennesket er skabt i hans billede, har også dét en trang til at udføre et arbejde der har mening og hensigt. Dette frembyder dog et problem. „Under de nuværende industrielle forhold,“ siger psykiateren Smiley Blanton, „finder flere og flere at de . . . stort set ikke er andet end små bitte hjul i et kæmpestort maskineri der køres af en fjern virksomhedsledelse. Arbejdet er blevet specialiseret og splittet op til et punkt hvor dets egenværdi er begrænset, og arbejderen selv er forvandlet til en anonym pedal som en anden træder på.“

I denne ordning virker de fleste former for arbejde meningsløse og stressfremkaldende. Men vi har alle et fortvivlende stort behov for en meningsfyldt tilværelse. Psykiateren Viktor Frankl har skrevet: „Menneskets søgen efter mening er en primær kraft i dets liv. . . . Jeg vover at sige, at intet i verden giver en så effektiv hjælp til at overleve selv de værste forhold som kundskaben om, at der er en mening i ens liv.“

Men hvordan kan vi føle at vort liv har mening? I sammenligning med det umådelige univers er jorden kun et støvgran. Hver af os er kun ét ud af fire milliarder mennesker på dette støvgran. Hvordan skulle vi kunne have nogen betydning? Bibelen sammenligner mennesker med græs og blomster der visner, med en skygge der glider forbi og med en tåge der viser sig men snart forsvinder. (Salme 103:15, 16; 144:4; Jakob 4:14) Ja, så flygtigt er vort liv — medmindre vi har forbindelse med den mægtige Skaber af universet, ja, medmindre Han der skabte os har en hensigt med os. Først da kan vort liv få sand mening og ophøre med at være lige så flygtigt som græs, blomster, skygger og tåge.

Og Gud har en hensigt med os. Mennesket blev skabt af Gud og fik til opgave at tage sig af jorden og dens planter og dyr. Det var i høj grad et meningsfyldt arbejde — men det er ynkeligt mislykkedes for menneskene. De har ikke blot forsømt at vogte jorden — de har ligefrem ødelagt den. (1 Mosebog 1:28; 2:15; Åbenbaringen 11:18) Derved har de mistet den eneste varige mening med livet.

Mennesker har behov for at kende Gud, en indre trang der driver dem til at „søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os“. (Apostelgerninger 17:27) Den store Skaber genspejles af himmelen og jorden. Hans usynlige egenskaber — magt, visdom, guddommelighed — ses i det han har frembragt. De der stik imod al fornuft hævder at jorden og livet på den er opstået ved et blindt tilfælde, er derfor uden undskyldning. Når de ikke desto mindre påstår dette, forkaster de derved de vejledende principper og værdinormer mennesket har så stærkt brug for. Blindt leder de deres blinde tilhængere bort fra den eneste mulighed for at opnå dyb og sand lykke. — Romerne 1:20; Mattæus 15:14.

Alle mennesker, selv de avancerede intellektuelle, famler imidlertid efter en Gud — og i mange tilfælde finder de enhver anden gud end netop Gud den Almægtige. Mange psykiatere har erkendt at mennesket har et medfødt behov for at tilbede en højere magt. Rollo May har sagt at den enkelte ved at tro på Gud vil få „en fornemmelse af sin egen lidenhed og ubetydelighed i forhold til universet og Guds hensigt dermed. . . . Han vil erfare at der er forehavender som bevæger sig i langt større baner end hans egen lille klode, og han vil stile efter at bringe sig i harmoni hermed.“

C. G. Jung har sagt: „Det menneske der ikke er forankret i Gud, har ikke i sig selv modstandskraft over for verdens fysiske og moralske tillokkelser. . . . Religion . . . er en instinktiv holdning som er særegen for mennesket, og man kan se at den har ytret sig så længe mennesket har levet. . . . Forestillingen om et overmægtigt, guddommeligt væsen findes overalt, om ikke bevidst, så dog ubevidst . . . Jeg anser det derfor for klogest at anerkende forestillingen om Gud bevidst, thi ellers bliver blot noget andet til gud, i regelen noget meget utilstrækkeligt og dumt.“

Af hele menneskehedens historie fremgår det klart at mennesket har et medfødt behov for at tilbede. I såvel de mest primitive som i de mest civiliserede samfund har menneskene opstillet guder for sig selv — ofte i dumhed. Mennesker har tilbedt sten, træer, bjerge, dyr, jordiske ledere, penge, deres egen bug, ja selv Satan Djævelen (og det var jo netop dét Satan ønskede at Jesus skulle gøre). Den uvidenskabelige evolutionsteori er blevet en religion for mange — en religion der udelukkende er baseret på „lykkeguden“. Mange af dem der hævder at tilbede den sande Gud, ærer ham desuden kun med læberne og ifører sig blot „en ydre form for gudhengivenhed“. (Esajas 65:11; 2 Timoteus 3:5; Filipperne 3:19; Kolossenserne 3:5; Mattæus 4:9; 7:21) Medmindre vi ved at tilbede den eneste sande Gud, Jehova, får vort åndelige behov dækket på den eneste rette måde (og samtidig får dækket alle vore andre behov), kan vi ikke opnå nogen dyb tilfredshed eller varig lykke. Forholdet til Gud er en uundværlig del af det der skal til for at vi kan være lykkelige.

Jehova er kærlighedens Gud. Hans søn, Jesus, gav sit liv på grund af sin kærlighed til os. De to største bud befaler os at elske Gud og næsten. Kærlighed dækker over en mængde synder. Kærlighed giver os en tugt der opøver os til retfærdighed. Kærlighed er enhedens fuldkomne bånd der knytter os sammen. Kærlighed er kendetegnet på Jesu disciple. Denne form for kærlighed, den menneskekærlighed der på græsk kaldes agape, svigter aldrig. — 1 Johannes 4:8; Johannes 15:13; Mattæus 22:36-40; 1 Peter 4:8; Hebræerne 12:6, 11; Kolossenserne 3:14; Johannes 13:35.

Det er denne guddommelige kærlighed apostelen Paulus beskriver i så smukke vendinger i Første Korintherbrev 13:4-8: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“

Denne guddommelige egenskab, kærlighed, må vi genspejle. Det er et åndeligt behov som må dækkes hvis vi skal være lykkelige. „Det princip det kapitalistiske samfund hviler på, kan ikke forenes med kærlighedens princip,“ udtaler Erich Fromm. Han tilføjer: „Kærlighed er den eneste fornuftige og tilfredsstillende løsning på menneskelivets problem . . ., i sidste instans har ethvert menneske et reelt behov for kærlighed.“ Smiley Blanton mener at det er livsvigtigt at dette behov dækkes: „Uden kærlighed mister vi livsviljen. . . . En vis portion kærlighed til sig selv er et normalt kendetegn for ethvert sundt menneske. At man har en passende selvrespekt er en betingelse for at man kan udføre et stykke arbejde eller udrette noget som helst andet. Hvis vi er for strenge og kritiske over for os selv, kan vore skyldfølelser måske svække livsviljen, og, i ekstreme tilfælde, fremkalde en egentlig selvudslettelse.“

Længe før dette blev sagt påpegede Jesus at man skal holde af sig selv såvel som af andre: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Kærlighed er som en muskel der styrkes ved at blive brugt, og ligesom troen er kærligheden død uden gerninger. For at høste kærlighed må man så kærlighed. Kærlighed er at give. „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer.“ Den der viser kærlighed og giver til andre, gør det ikke for at få noget igen. At give bærer lønnen i sig selv. Som Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ Man giver og man får, men man giver ikke for at få. — Mattæus 22:39; Lukas 6:38; Apostelgerninger 20:35; Jakob 2:26.

At dele er beslægtet med det at give. Her tænker vi ikke på materielle ting, men på det at dele tanker, erfaringer, glæder, længsler, dybe følelser, ja selv sorger med andre. En psykiater har sagt: „En af de største former for menneskelig lykke [er]: fælles glæde.“ Har du nogen sinde betragtet en smuk solnedgang ganske alene? Ønskede du da ikke at du havde haft en ven eller en slægtning ved din side, en som du kunne dele oplevelsen med? Eller har du prøvet at modtage en spændende, god nyhed — og manglet nogen at fortælle den til? Eller har du med dyb ærefrygt stået og set ud over et oprørt hav med vældige bølger der slog mod en klippekyst så skummet sprøjtede højt op i luften — og ærgret dig over at der ikke var nogen hos dig som du kunne dele det imponerende syn med? Eller har du oplevet noget meget sørgeligt der bedrøvede dig dybt, og ønsket at nogen havde været hos dig i det øjeblik, fordi du aldrig bagefter ville kunne forklare det til andre så de helt og fuldt kunne forstå dine følelser? Vi har alle en stærk trang til at dele vore følelser med nogen. Og apostelen Paulus tilskyndede os til at gøre dette: „Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder.“ — Romerne 12:15.

Det er ikke alene enkelt — det er også sandt. Psykiateren James Fisher har sagt: „Store tænkere . . . har advaret mod farerne ved at stræbe efter jordiske værdier, og har indtrængende anbefalet en enkel livsform.“ Sande glæder findes i enkle ting og i Guds storslåede skaberværk: Den sorte kuppel hvorfra myriader af stjerner blinker. Varme solstråler, kølige briser. Blomsterduft, fuglesang, dyrs yndefulde bevægelser. Bløde bakker og knejsende klipper. Brusende floder og dovne bække, saftige enge og dunkle skove. Sollysets glimten i sneen, regnens trommen på taget, græshoppernes sang i græsset, frøernes kvækken i dammen, og fisk der med et slag med halen sender cirklende krusninger ud over stille søers overflade.

Endnu større glæde er at finde i samværet med andre, for mennesket er selskabeligt anlagt og skabt med et behov for at have et nært forhold til andre. En venlig tanke, et medfølende klap på skulderen, en blid gestus, et varmt smil, en kærlig handling, et legende barn der ler, et spædbarn der pludrer i vuggen, en gammel mand med værdighed, visdom og livserfaring — alt dette fylder os med dyb glæde.

Det der tæller er ikke hvad vi ser ud til at være, men hvad vi er. Det er ikke vor position i samfundet, men vor kærlighed. Det er ikke hvad vi kan få, men hvad vi kan give. Det er ikke det guld vi har samlet os her på jorden, men de værdier vi har i himmelen. Det der har betydning er at vi er tilfredse med lidt i stedet for at bekymre os over meget. Den rige unge mand der spurgte Jesus om hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, havde mange materielle ejendele men var ikke lykkelig. Farisæerne så ud til at være hellige men var det ikke. At have Guds tanker som kan gøre os vise, at bruge vore kræfter i overensstemmelse med hans visdom, at følge hans principper for at sikre at retfærdigheden sker fyldest, at efterligne ham ved at vise kærlighed — alt dette er nødvendigt for at vi kan dække de behov han har skabt os med.

Dette er hvad der skal til for at vi kan være lykkelige.

[Tekstcitat på side 5]

Vor overlevelse ’afhænger af en fundamental ændring af menneskehjertet’

[Tekstcitat på side 7]

„Menneskets søgen efter mening er en primær kraft i dets liv“

[Tekstcitat på side 9]

„Uden kærlighed mister vi livsviljen“

[Ramme på side 10]

Lykke gennem visdom fra Gud

„Lykkelig er den der handler hensynsfuldt mod den ringe.“ — Salme 41:1

„Lykkelige er de der overholder ret, øver retfærdighed til hver en tid.“ — Salme 106:3

„Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“ — Salme 144:15

„Lykkeligt er det menneske der har fundet visdom, ja, det menneske som opnår dømmekraft; at erhverve sig den er nemlig bedre end at erhverve sig sølv, og at have den som udbytte er bedre end guld.“ — Ordsprogene 3:13, 14

„Lykkelig er den der viser de nødstedte sin gunst.“ — Ordsprogene 14:21

„Lykkelig er den der stoler på Jehova.“ — Ordsprogene 16:20

„Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — Mattæus 5:3

Lykken kommer fra den der har nedlagt et åndeligt behov i menneskene, Skaberen, Jehova Gud

[Illustration på side 6]

Da mennesket var blevet skabt af Gud fik det til opgave at tage sig af jorden og dens planter og dyr

[Illustration på side 8]

Sande glæder findes i enkle ting