Den bedste regering vil snart overtage magten!
HVOR der ingen regering er, hersker der anarki. Dette har vist sig gang på gang når der har været strejke inden for de lovhåndhævende instanser, eller de af en anden grund har været sat ud af kraft. Hvad har resultatet været? Et lovløst mindretal har udnyttet situationen til at røve og plyndre. Dette understreger at en regering som håndhæver lov og orden til alles gavn, er en betingelse for at et fredeligt samfund kan eksistere.
Nogle vil sikkert indvende at man plyndres på anden vis når man er underlagt en regering — politikere og forretningsmænd bruger deres indflydelse til at fylde lommerne. Bestikkelse, svindel og korruption hører i mange lande til dagens orden inden for politik. Indbringende kontrakter på offentlige arbejder gives til „venner“ i forretningsverdenen. Som følge deraf har mange mistet tiltroen til politik og politikere, og synes end ikke at det er besværet værd at stemme. Hvorfor ikke? En af grundene er at mange regeringer har undladt at sikre ret og retfærdighed for alle.
Hvordan kan det være at politik i mange tilfælde har virket så splittende og nedbrydende — trods høje idealer og ’menneskerettighedserklæringer’?
Den skjulte indflydelse bag politik
For at besvare dette spørgsmål må vi gå over 1950 år tilbage i historien, til et bjerg i Palæstina. Her blev der ført en usædvanlig samtale, en samtale som er nøglen til svaret på spørgsmålet om hvorfor det er mislykkedes for menneskene at oprette en retfærdig regering. Jesus Kristus skulle snart påbegynde sin offentlige tjeneste. Satan, Guds største rival til det universelle herredømme, benyttede lejligheden til at prøve Jesus i den hensigt at få ham til at bryde sin uangribelighed. I beretningen hedder det at Satan i et syn „viste [Jesus] alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: ’Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.’“ — Mattæus 4:8, 9.
Til evig velsignelse for menneskeheden afslog Jesus tilbudet. Men hvad fortæller denne afgørende samtale os om Satan og om denne verdensorden, om „alle verdens riger“? At Satan er „denne verdens [usynlige] hersker“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) Apostelen Johannes kunne derfor skrive: „Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ — 1 Johannes 5:19.
Det er Satans fordærvede ånd der gennemtrænger verdens politiske systemer. Det er ham der står bag de principper Machiavelli opstillede. Satan er „den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“, han er „herskeren over luftens myndighed“. — Efeserne 2:2.
Nogle har måske svært ved at tro at der findes en ond, usynlig åndemagt der står bag verdens politiske herskere. Men på dette hviler hele Bibelens beretning om en konflikt i forbindelse med den universelle suverænitet. (Åbenbaringen 12:7-9) Satan har benyttet sig af politik for at splitte menneskeheden og lede dens opmærksomhed bort fra det sande håb om et retfærdigt herredømme, nemlig Guds rigsregering ved Kristus. — Mattæus 4:23; 9:35.
Disse planer er i stort omfang lykkedes for ham. I sin udnyttelse af splittende politik og nationalisme har han gjort brug af mænd der „ophøjede staten som guddommelig . . . eller identificerede den med Guds ledelse af historien“. For nogle var „tilbedelsen af staten som personificeringen af nationens ånd en nødvendighed for at ’nationens bestemmelse’ kunne realiseres“. (Ideas in Conflict af Edward Burns) Nazitidens Tyskland er et klassisk eksempel. „Intet blev støttet så meget som tilbedelsen af nazismen og dens Fører,“ skriver professor Palmer. Til skade for menneskeheden gør politikere den dag i dag brug af sådanne metoder for at nå deres mål. På grund af politisk egennytte står vi nu ansigt til ansigt med risikoen for udslettelse.
Hvad kan redde os fra atomkatastrofen? Findes der nogen regeringsform som kan forene menneskeheden? Hvordan kan man få alle til at underordne sig den samme retfærdige regering?
Fred og enhed — hvordan?
Historikeren Edward Burns har skrevet: „At nationalismen skal holdes under kontrol, begrænses og erstattes af en effektiv verdensorganisation, er uden tvivl et af de vigtigste anliggender i nyere tid.“ (Kursiveret af os.) Mange andre har forsøgt at finde en løsning der kunne skabe enhed. Den spansk-amerikanske filosof George Santayana „kunne ikke se nogen anden måde at afskaffe krig på end gennem dannelsen af en universel regering der er i stand til at gennemtvinge sine ønsker over for alle jordens stater. En organisation som Folkeforbundet eller De forenede Nationer er ikke tilstrækkelig.“ — Kursiveret af os.
Hvordan kan det være at politikerne ikke har kunnet realisere dette ideal og oprette en universel regering? En af grundene er at snæversynet nationalisme kommer i vejen. Som en historiker har sagt: „At begrænse eller fjerne [nationalismen] ved hjælp af noget som helst andet end oplæring i menneskeligt broderskab, vil være vanskeligt så længe vi har en verden der præges mere og mere af had og frygt.“ (Kursiveret af os.) Forfatteren H. G. Wells har draget denne slutning: „Det er nødvendigt at alle er optaget af tanken om menneskelig enhed, og at forestillingen om menneskeheden som én familie bliver et anliggende som man undervises i og får forståelse for i hele verden.“ — Kursiveret af os.
Kan en sådan oplæring gennemføres? Ja — den er faktisk allerede en realitet! Hvor? Blandt flere millioner Jehovas vidner i 203 lande. Disse Jehovas vidner har mærket en forandring i deres sind og hjerte, og dette berører andre fire millioner der kommer sammen med dem. Hvilke forandringer er der sket blandt dem? På grundlag af kristen kærlighed har de formået at knytte venskaber på tværs af alle landegrænser. De har vendt sig bort fra nationalismen, som er „forbundet med racisme, snæversyn, skinhellighed, intolerance, forfølgelse og fanatisme“. — Ideas in Conflict, side 502.
Bibelen har forudsagt dette store undervisningsarbejde som foregår i denne generation. Gennem sin profet Esajas gav Jehova dette løfte: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ (Esajas 54:13) Denne oplæring vil fortsætte indtil hele jorden er „fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9.
Som en del af tegnet på de sidste dage for det nuværende politiske, kommercielle og religiøse system sagde Jesus: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Dette forklarer hvorfor Jehovas vidner udfører en omfattende undervisningskampagne fra hus til hus nu i det 20. århundrede. De forkynder om den rigsregering der snart fra himmelen vil „knuse og gøre ende på alle disse [nuværende politiske] riger, men selv bestå evindelig“. — Daniel 2:44.
Hvad rummer den nærmeste fremtid?
Det fremgår imidlertid af Bibelens profetier at visse begivenheder vil indtræffe før denne teokratiske rigsregering ved Kristus overtager herredømmet over hele jorden. I Åbenbaringens bog præsenteres aktørerne for os. De er:
„En kvinde . . . ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger’.“ (Åbenbaringen 17:3-5) Hun repræsenterer den falske religions verdensimperium som øver indflydelse på mange „folk og skarer og nationer og tungemål“. — Åbenbaringen 17:15.
„Et skarlagenrødt vilddyr“ som kvinden sidder på. Dette vilddyr er et billede af det større „vilddyr“ der er nævnt tidligere i den åbenbaring Johannes fik, og symboliserer den internationale organisation som under ét har samlet repræsentanter for så godt som alle denne verdens politiske systemer. Førhen var det Folkeforbundet, nu er det De forenede Nationer. Denne organisation er i virkeligheden en sammensværgelse mod Guds rige, idet den har som mål at gøre dét kun Guds rige kan — indføre varig fred. — Åbenbaringen 13:1, 2, 15; 17:3, 8; 20:4.
Hvad er det da for begivenheder der snart vil indtræffe? Åbenbaringen oplyser os om at ’det skarlagenrøde vilddyr’ og dets politiske magthavere „vil hade skøgen og gøre hende øde . . . og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:16) Hvad ligger der i denne malende beskrivelse? At politiske elementer som er repræsenteret i De forenede Nationer, vil vende sig mod den falske religions verdensimperium for at ødelægge det. Derefter vil de vende sig mod de sande repræsentanter for Guds rige ved Kristus, nemlig Jehovas vidner.a Hvad vil resultatet blive?
Dette vil fremkalde en reaktion fra himmelen, fra ’ham som sidder på en hvid hest og som dømmer og fører krig med retfærdighed’, det vil sige „Guds Ord“, Jesus Kristus. (Åbenbaringen 19:11-16) Nationerne vil således blive kastet ud i Guds krig ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:16) Med denne retfærdige krig mod Satan og hans verden vil der blive gjort ende på alle politiske systemer. Efter krigen vil der atter blive indført en teokratisk styreform i hele verden. Selve jorden bliver omdannet til et paradis og befolket med ydmyge mennesker der gør Guds vilje. Nedbrydende politik vil ikke længere findes på jorden. — Salme 2:2, 9; 37:29.
Da det er så åbenlyst at intet politisk system kan dække menneskenes mest grundlæggende behov, vil det da ikke være klogt af os at se hen til den regering der kan gøre dette? Tiden er kort for den nuværende ordning, og vi vil derfor gerne opfordre dig til at kontakte de lokale Jehovas vidner så du kan få mulighed for mere omhyggeligt at undersøge beviserne for at Guds rigsregering snart vil overtage herredømmet over jorden. — Lukas 21:25-33.
[Fodnote]
a En mere detaljeret behandling af hvilken betydning Åbenbaringens bog har for os der lever i dag, findes i bogen „Babylon den Store er faldet!“ Guds rige hersker!, der er udgivet af Vagttårnsselskabet.
[Tekstcitat på side 12]
På grund af politisk egennytte står vi nu ansigt til ansigt med risikoen for udslettelse
[Tekstcitat på side 13]
Det er nødvendigt . . . at forestillingen om menneskeheden som én familie bliver et anliggende som man undervises i og får forståelse for i hele verden. — H. G. Wells