Når man mister en man holder af

Ricky og MaryAnne havde været lykkeligt gift i 18 år og havde et barn. Men i et års tid havde Ricky haft ondt i skulderen. I sommeren 1981 blev det værre og han begyndte langsomt at blive lammet. Ved en operation viste det sig at han havde en kræftsvulst højt oppe på rygraden. Nogle få måneder senere, den 2. februar 1982, døde Ricky i en alder af 48 år. „Det var svært at acceptere,“ siger MaryAnne. „I lang tid havde jeg en fornemmelse af at han kunne træde ind ad døren hvornår det skulle være.“

HAR du, eller nogen du kender, oplevet noget lignende? Når en i den nærmeste familie dør, kan det fremkalde følelser og holdninger som er helt nye for en. Måske spekulerer man over om man nogen sinde bliver sig selv igen. Eller man kan som MaryAnne have svært ved at acceptere dødsfaldet — selv efter længere tid.

Men det er muligt at komme over det. Man vil ikke glemme det, men man vil få det på afstand. ’Hvordan?’ spørger du måske. Før vi besvarer det spørgsmål vil vi imidlertid komme lidt ind på hvilke følelser der opstår når man mister en man holder af. Vågn op! har i den senere tid talt med flere der har mistet en nær slægtning, og deres ord citeres i denne artikelserie. Hvis man står i samme situation kan det virke beroligende at erfare at andre har haft det ligesom man måske selv har det nu; og det kan være en stor hjælp at vide hvordan de har bearbejdet deres følelser.

MaryAnne husker hvordan hun havde det umiddelbart efter Rickys død: „Jeg talte ustandselig om ham. Det var en måde at ’holde ham i live’ på. I det første år befandt jeg mig i en choktilstand. Der er så meget man må gøre for at få orden i tingene, og det bliver man så optaget af at man ikke har tid til at bearbejde sine følelser.

Det endte med at jeg blev indlagt på hospitalet med for højt blodtryk. Da jeg lå der og var borte fra presset i hjemmet og alt det andet, kunne jeg endelig se i øjnene hvad det var der var sket. Jeg begyndte at tænke: ’Hvordan kommer jeg videre?’“

En usædvanlig reaktion? Nej, egentlig ikke. Meddelelsen om at en ven eller en slægtning er død udløser som regel et psykisk chok. Andre der har stået i denne situation siger: „Man hører hvad der bliver sagt til en, men det trænger ikke ind. Sindet registrerer kun en del af virkeligheden.“

Et psykisk chok kan virke næsten som et bedøvelsesmiddel. Hvordan det? Bogen Death and Grief in the Family (Død og sorg i familien) forklarer: „[Chokket] er en slags beskyttelse der får forståelsen af hvad der er sket, til at melde sig gradvis.“ Det kan skåne en for den fulde følelsesmæssige effekt af det tab man har lidt. Som Stella, en enke fra New York, siger: „Man er lammet. Man føler ikke noget som helst.“

„Der må være tale om en fejltagelse!“

Det er ikke ualmindeligt at man samtidig med denne første ’følelsesløshed’ gennemgår forskellige stadier af benægtelse af det skete. „Der må være tale om en fejltagelse!“ er ofte de efterladtes umiddelbare reaktion. Nogle har svært ved at acceptere dødsfaldet, navnlig hvis de ikke var hos deres slægtning da det skete. Stella husker: „Jeg var ikke hos min mand da han døde; det skete på hospitalet. Derfor havde jeg svært ved at tro at han var død. Han var gået ud at købe ind den dag, og jeg følte det som om han ville komme tilbage.“

Selv om man ved at vedkommende er død vil det måske ikke rigtig trænge igennem til ens hukommelse og vaner. Lynn Caine forklarer for eksempel i bogen Widow (Enke): „Når der skete noget sjovt sagde jeg til mig selv: ’Ih, hvor jeg glæder mig til at fortælle Martin om dette i aften! Han tror det aldrig.’ Mens jeg var på arbejde skete det flere gange at jeg rakte ud efter telefonen for at ringe til ham og snakke lidt. Men virkeligheden nåede altid at lægge sig imellem før jeg drejede nummeret.“

Andre har gjort lignende ting, for eksempel hver gang sat for mange tallerkener på bordet til middag eller rakt ud efter den afdødes yndlingsspise i supermarkedet. Nogle har endda livagtige drømme om den afdøde eller tror at se ham eller hende på gaden. Det er ikke usædvanligt at de efterladte frygter at de er ved at gå fra forstanden. Men dette er ganske normale reaktioner på en så drastisk forandring i tilværelsen.

Til sidst bryder smerten dog igennem og bringer måske andre følelser med sig som man ikke var forberedt på.

„Han har svigtet os!“

„Mine børn blev kede af det og sagde: ’Han har svigtet os!’“ fortæller Corrine, hvis mand døde for godt to år siden. „Jeg sagde til dem: ’Han har ikke svigtet jer. Han havde ikke nogen indflydelse på det der skete med ham.’ Men bagefter tænkte jeg ved mig selv: ’Her står jeg og siger det, og jeg føler selv nøjagtig som dem!’“ Ja, så overraskende det end kan forekomme, ledsages sorg ofte af vrede.

Man bliver måske vred på læger og sygeplejersker, og synes at de burde have gjort mere for at passe og pleje den nu afdøde. Eller man bliver vred på venner og slægtninge der tilsyneladende altid siger og gør det forkerte. Nogle bliver vrede på den afdøde fordi de mener at han eller hun ikke passede godt nok på sit helbred. Stella fortæller: „Jeg kan huske at jeg var vred på min mand fordi jeg vidste at det kunne have været anderledes. Han havde ganske vist været meget syg, men han havde ignoreret lægernes advarsler.“

Det sker også at man bliver vred på den afdøde på grund af de byrder som hans eller hendes død pålægger de efterladte. Corrine forklarer: „Jeg er ikke vant til at bære ansvaret for huset og familien. Man kan ikke sende bud efter andre hver gang en lille ting skal ordnes, og det gør mig somme tider vred.“

I vredens kølvand følger der ofte skyldfølelse.

„Han ville ikke være død hvis jeg bare havde . . .“

Vreden fremkalder skyldfølelse hos nogle — de bebrejder sig selv at de er vrede. Andre mener at det er deres skyld at dødsfaldet skete. „Han ville ikke være død,“ siger de med overbevisning til sig selv, „hvis jeg bare havde fået ham til at gå til læge noget før“ eller „til at søge en anden læge“ eller „til at passe bedre på sit helbred“.

Andre, navnlig dem hvis pårørende døde pludseligt og uventet, kan lide under en mere omfattende skyldfølelse. De begynder måske at tænke på de gange hvor de blev vrede på den nu afdøde eller kom op at skændes med vedkommende. Eller de føler måske at de ikke var alt hvad de skulle have været for den afdøde. De pines af tanker som: ’Jeg skulle have gjort — eller undladt at gøre — det eller det.’

Mike, en unge mand i begyndelsen af 20rne, beretter: „Jeg havde aldrig haft et godt forhold til min fader. Det var endda først i de senere år at jeg begyndte at snakke med ham. Nu [siden hans fader døde] er der så meget som jeg føler jeg burde have gjort eller sagt.“ At det nu er for sent at rette op på situationen kan naturligvis kun forværre frustrationen og skyldfølelsen.

Så vanskeligt det end er at miste en ægtefælle, en fader, en moder, en broder eller en søster i døden, betragter nogle det dog som mest tragisk af alt når et barn dør.

[Ramme på side 5]

Almindelige reaktioner ved sorga

Chok — („Jeg føler ikke noget som helst“)

Benægtelse — („Der må være tale om en fejltagelse!“)

Vrede — („Hvordan kunne han svigte mig på denne måde?“)

Skyldfølelse — („Han ville ikke være død hvis jeg bare havde . . .“)

Bekymring — („Hvordan skal det nu gå mig?“)

Frygt for sindssyge — („Jeg tror jeg er ved at gå fra forstanden“)

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

„Død? Umuligt!“

[Illustration på side 5]

I mange tilfælde får de efterladte skyldfølelse: „Hvis jeg bare havde . . .“