Hvad andre kan gøre

„HVIS der er noget jeg kan gøre, må du endelig sige til,“ siger vi måske til en ven eller slægtning der lige har mistet en af sine kære. Vi mener det skam også. Vi ville gøre hvad som helst for at hjælpe.

Men sker det nogen sinde at en af de efterladte ringer til os og siger: „Jeg har tænkt på noget du kan gøre for at hjælpe mig“? Nej, som regel ikke. Det er os der skal tage initiativet hvis vi skal være til hjælp og trøst for en der sørger over tabet af en af sine kære.

Et bibelsk ordsprog lyder: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ (Ordsprogene 25:11; 15:23) Det kræver visdom at vide hvad man skal sige og hvad man ikke skal sige, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. Her følger nogle få nyttige forslag der er baseret på hvad nogle som har mistet en af deres nærmeste har udtalt til Vågn op!

Hvad man bør gøre . . .

Lyt: Det der vil hjælpe den sørgende mest er at vi deler hans følelser ved at lytte. Spørg derfor: „Har du lyst til at tale om det?“ Lad det være op til ham selv. En mand ved navn Talmadge husker da hans fader døde: „Det var en stor hjælp for mig når andre spurgte hvad der var sket og lyttede opmærksomt til svaret.“ Lyt derfor tålmodigt og deltagende. „Græd med dem der græder,“ anbefaler Bibelen. — Romerne 12:15; Jakob 1:19.

Trøst: Forvis den sørgende om at han har gjort alt hvad der stod i hans magt (eller om noget andet positivt som du ved er sandt). Sig til ham at hans følelser slet ikke er unormale. Fortæl ham om nogle du kender som har forvundet et lignende tab. — Ordsprogene 16:24; 1 Thessaloniker 5:11, 14.

Vær til rådighed: Stil dig til rådighed, ikke blot i de første par dage mens mange venner og slægtninge er til stede, men i månederne derefter når andre er vendt tilbage til deres daglige dont. „Vore venner sikrede sig at vi havde noget at gøre om aftenen så vi ikke behøvede at tilbringe alt for megen tid alene derhjemme,“ fortæller Teresea, hvis barn døde ved en bilulykke. „Det hjalp os til at overvinde den følelse af tomhed vi led under.“ — Se Apostelgerninger 28:15.

Tag initiativet: „Mange gik bare i gang med at gøre noget for mig,“ husker Cindy. „De nøjedes ikke med at spørge: ’Hvad kan jeg gøre?’“ Ja, tag selv initiativet. I stedet for at sige: „Kom når som helst du har lyst,“ så fastsæt en dato og et tidspunkt. Måske siger den sørgende nej i første omgang, men giv ikke op for let. Vær som den gæstfri kvinde Lydia, der er omtalt i Bibelen. Efter at have været inviteret hjem til hende sagde Lukas: „Hun ligefrem pressede os.“ — Apostelgerninger 16:15.

Forvent negative følelser: Bliv ikke overrasket over det den sørgende kan finde på at sige i begyndelsen. Husk at han måske er vred eller lider under skyldfølelse. Hvis et følelsesladet udbrud rettes mod dig, vil det kræve indsigt og medfølelse ikke at lade sig mærke med noget. — Kolossenserne 3:12, 13.

Skriv et brev: Værdien af et kondolencebrev overses ofte. Hvilke fordele er der da ved det? Cindy svarer: „En af mine venner skrev et dejligt brev til mig. Det var en stor hjælp for mig fordi jeg kunne læse det igen og igen.“ Et sådant brev behøver ikke at være langt, men ordene i det bør komme fra hjertet.

Bed med den sørgende: Undervurdér ikke værdien af bønner for og sammen med den sørgende. Bibelen siger: „En retfærdigs bøn har megen kraft.“ (Jakob 5:16) Når han hører dig bede for ham kan det måske hjælpe ham til at overvinde negative følelser som for eksempel skyldfølelse. — Se Jakob 5:13-15.

Hvad man IKKE bør gøre . . .

Pres ham ikke til at lade være med at sørge: „Så, så, græd nu ikke,“ har vi måske lyst til at sige. Men måske er det bedre at lade tårerne få frit løb. „Jeg tror det er vigtigt at lade den sørgende vise sine følelser og give dem luft,“ siger Katherine med sin mands død i tanke. — Romerne 12:15.

Sig ikke: ’Du kan da få et andet barn’: „Jeg blev vred når folk sagde til mig at jeg kunne få et andet barn,“ siger Teresea. De mener det måske godt, men for forældrene kan ord der antyder at det døde barn kan erstattes, føles som „sværdhug“. (Ordsprogene 12:18) Ét barn kan ikke fuldt ud erstatte et andet.

Undgå ikke nødvendigvis at nævne den afdøde: „Mange ville end ikke nævne min søn Jimmys navn eller tale om ham,“ husker Geneal. „Jeg må indrømme at det sårede mig lidt.“ Føl derfor ikke at du er nødt til at skifte emne. Spørg den efterladte om han har lyst til at tale om den afdøde. Nogle kan godt lide at høre venner fortælle om hvilke særlige egenskaber hos den afdøde der fik dem til at holde af vedkommende.

Vær ikke for hurtig til at sige: ’Det var det bedste’: Det virker ikke altid som en trøst at prøve at finde noget positivt ved dødsfaldet. Cindy beretter: „Andre sagde: ’Nu lider hun ikke mere’ eller: ’Nu har hun fået fred.’ Men det var slet ikke dét jeg havde lyst til at høre.“

Måske er det bedst at lade være med at sige: ’Jeg forstår hvordan du har det’: Gør du virkelig det? Kan du for eksempel på nogen mulig måde vide hvad en fader eller moder føler når et barn dør, hvis du aldrig selv har stået i den situation? Og hvis du har været ude for noget lignende, bør du huske at andre måske ikke nærer de samme følelser som du gjorde. — Se Klagesangene 1:12.

Det vil kræve medfølelse, dømmekraft og stor kærlighed af dig at hjælpe en der har mistet en af sine kære. Vent ikke på at han eller hun skal komme til dig. Lad det ikke blive ved ordene: „Hvis der er noget jeg kan gøre . . .“ Tag selv initiativet og hjælp til hvor det er nødvendigt.

Et spørgsmål er endnu ubesvaret: Hvordan kan de efterladte bearbejde deres følelser og komme over det tab de har lidt?