Løvskovsnonnen — et ukueligt insekt
„DE er alle vegne,“ klagede en ung kvinde til sin mand mens hun fortvivlet viftede med armene for at holde en håret, mørkebrun larve væk, som af vinden blev ført hen mod hende. Hun havde ret. Larverne var alle vegne. De kravlede på træstammer og grene eller hang og dinglede i usynlige, silkeagtige tråde. De var en plage.
En plage? Ja, deri holder myndighederne med det unge par. I 1980 afløvede disse larver godt 2 millioner hektarer skov i den nordøstlige del af De forenede Stater. Endnu værre gik det i 1981: Da hærgede larven et rekordstort område på over 5 millioner hektarer. „De har trodset ethvert angreb der er blevet rettet mod dem,“ hedder det i tidsskriftet Smithsonian, „så grænsen for deres udbredelse nu er en bølget og utydelig linje der strækker sig fra Virginia og Maryland gennem West Virginia og ind i den vestlige del af Pennsylvanien og New York, med adskillige isolerede ’lommer’ spredt på den anden side af denne linje.“
Fjenden lader til at være ukuelig. De cirka 3 millimeter lange larver, som kommer ud af æggene i slutningen af april eller begyndelsen af maj, foretrækker egeblade men spiser om nødvendigt blade af 500 andre arter af buske og træer. De bæres fra træ til træ af vinden, der griber fat i deres silkeagtige tråde, eller de sætter sig på biler, campingvogne eller havemøbler og bliver derved ført ind i nye områder. I USA kaldes insektet derfor ’sigøjnermøl’. Når larverne har nået deres fulde længde (6,5 centimeter), kan hver enkelt af dem sætte 77 kvadratcentimeter blade til livs på 24 timer. Når de huserer i et område kan de være en virkelig plage — de kravler rundt på vejene, dratter ned på tallerkenerne når man spiser udendørs, og frembringer en vedvarende regn af ekskrementer og halvspiste blade. Når de viser sig fra deres allerværste side kan de slå træer ihjel.
Løvskovsnonnen blev ved et uheld indført i Amerika i 1869, da et vindstød væltede en kasse larver importeret af en fransk naturforsker der arbejdede i byen Medford i Massachusetts. Larverne kravlede ud ad vinduet. Tyve år senere vrimlede det med løvskovsnonner i Medford. I de næste ti år satte skadedyrsbekæmpere i Massachusetts ind på at udrydde insektet ved hjælp af fakler, kreosotmaling, skrabere, fluepapir og sprøjtning med blyarsenat og andre giftstoffer, og de nåede næsten deres mål. Men samtidig med at løvskovsnonnernes antal faldt, mindskedes interessen for at bekæmpe dem.
De blev derfor ved med at brede sig. I 1900 havde de spist sig vej gennem Massachusetts. I 1901 slog de sig ned i Rhode Island, i 1905 flyttede de til New Hampshire, i 1906 til Connecticut, i 1912 til Vermont, og i 1922 til New York. I 1934 nåede de frem til Pennsylvanien. Men selv om deres område voksede, var det forskelligt hvor meget skov de afløvede, hvilket gjorde det svært for skadedyrsbekæmperne at forudsige fjendens næste træk.
Da man i 1950erne begyndte at sprøjte med DDT fra luften, vakte dette et svagt håb om at man nu ville blive i stand til at udrydde løvskovsnonnen. Men skadedyrsbekæmperne blev tvunget til at gå over til mindre giftige kemikalier da DDT blev forbudt på grund af dets dødbringende virkning på det øvrige dyreliv. I mellemtiden havde man udviklet bekæmpelsesmetoder der virkede mere præcist end DDT. Et meget anvendt bakteriologisk middel, Bacillus thuringiensis, virker kun dødbringende på møl og sommerfugle. Et andet giftstof dræber kun løvskovsnonner, men er meget dyrt og kan ikke skaffes i større mængder. Desuden har omkring et dusin af de cirka 45 af løvskovsnonnens naturlige fjender og parasitter der er blevet indført i Nordamerika, vundet fodfæste.
Men på trods af at man har anvendt millioner af dollars på giftstoffer og biologiske våben, trænger insektet stadig mod vest og syd med 8 til 25 kilometer om året. Nogle eksperter hævder at den udbredte brug af insektgifte får løvskovsnonnerne til at brede sig yderligere. Hvordan det? Jo, de løvskovsnonner der bevæger sig forholdsvis langsomt eller som ikke er immune over for giftstoffer, dræbes hurtigt. De overlevende synes derfor at være mere mobile og modstandsdygtige over for gift. Disse hårdføre insekter formerer sig desuden med en forbløffende hastighed, da der ikke er nogen konkurrence om føden og da deres naturlige fjender er blevet udryddet af de mest anvendte giftstoffer.
Biologen Jack Schultz fra Dartmouth College foreslår at vi sætter vores lid til naturens egne forsvarsmidler. Han har påvist at der på afløvede træer vokser nye blade frem som har et højt indhold af garvesyre — hvilket gør dem mindre tillokkende for larverne. „Lad træerne og planterne være i fred,“ råder han. „Bladenes tilpasningsevne er et mere virksomt middel end regelmæssig sprøjtning, og garvesyre indfører ikke giftstoffer i miljøet.“ Interessant nok gør flere naturlige begrænsningsmidler — virussygdomme, rovdyr, og stress på grund af fødemangel — sig gældende når bestandene af løvskovsnonner bliver for store. Dette har bevirket at afløvningen af skovene er mindsket væsentligt siden 1981.
I Danmark er løvskovsnonnen ikke noget problem — vi bor for nordligt til at den kan trives her. Men den almindelige nonne, dens slægtning, har visse steder hærget ret alvorligt blandt nåletræer.
Synet af en egeskov der står med lutter nøgne og tilsyneladende døde træer fordi den midt på sommeren er blevet hærget af sultne larver, er chokerende. Men skoven er måske ikke så død som den ser ud til. Nogle har fremsat den teori at afløvning af træerne i skovene i den østlige del af USA får bøg, sukkerløn og tsuga til at vokse hurtigere. Løvskovsnonnen er ikke så begejstret for disse træsorters blade. Måske demonstrerer naturen her en naturlig bekæmpelsesmetode der en dag vil begrænse løvskovsnonnens vilde hærgen. Tidsskriftet Conservationist har draget denne slutning: „De langsigtede biologiske konsekvenser af løvskovsnonnens invasion i skovene synes nu forudsigelige og måske endda gavnlige.“ Man kan lige så godt anlægge et positivt syn på sagen. De små skabninger er her trods alt for at blive.
[Illustrationer på side 28 og 29]
En fuldt udviklet løvskovsnonne lever kun en uge, hvilket er længe nok til at den kan nå at parre sig. Hunnen lægger ægmasser der kan indeholde op til tusind æg
[Kildeangivelser]
USDA Forest Service
USDA Forest Service