Kan vi vide hvad der oprindelig stod i Bibelen?

MANGE sukker over nyhedsmeddelelserne nu til dags — ikke blot på grund af deres indhold, men også på grund af deres mængde. Så godt som ingen er i stand til at forstå og fordøje dem alle. Og da man ikke kan kontrollere om meddelelserne stemmer med kendsgerningerne, er nogle blevet skeptiske over for alt hvad de hører og ser. I det store og hele tages nyhedsmeddelelserne dog for gode varer. Man tænker over dem og indretter sit liv derefter.

Når det gælder Bibelen føler mange imidlertid at de er i deres gode ret til at være skeptiske. Det sker ofte at nogen spørger: „Hvorfor skulle jeg leve efter Bibelen? Hvordan kan jeg være sikker på at dens ’nyhedsmeddelelser’ kommer fra Gud, som det skal hedde sig at de gør? Og hvis de virkelig kommer fra Gud, hvordan kan jeg da vide at de efter alle disse århundreder er nået frem til os i deres oprindelige form?“

Det er naturligvis nødvendigt omhyggeligt at undersøge pålideligheden af en bog der kan bevirke varige forandringer i det enkelte menneskes personlighed — som mange mener at Bibelen bør gøre. Bibelen tilskynder selv til at man foretager en sådan undersøgelse. En bibelskribent har udtrykt det med disse ord: „I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud, for mange falske profeter er draget ud i verden.“ — 1 Johannes 4:1.

Når man foretager en sådan undersøgelse må man naturligvis være ærlig og oprigtig. Man må være villig til at acceptere sandheden når man finder den, også selv om den måske strider mod de opfattelser man indtil da har haft. Men er det virkelig muligt at finde ud af om Bibelen er pålidelig?

Bibelens pålidelighed bekræftes

Det er bemærkelsesværdigt at Bibelen, skønt den er en gammel bog, bekræftes af mange gamle håndskrifter. I biblioteker og private samlinger i hele verden findes der bogstavelig talt tusinder af gamle bibelhåndskrifter. De beviser at den bibeltekst vi har i dag, har modstået tidens tand og med nøjagtighed er blevet kopieret og bevaret til vor tid.

Dette kan kontrolleres. I Tyskland har et institut for tekststudier i Det nye Testamente for eksempel stillet omkring 95 procent af sine rundt regnet 5300 håndskrevne eksemplarer af De kristne græske Skrifter til rådighed for videnskabelige undersøgelser, i form af mikrofilm eller fotografier. De interesserede besøgende, det være sig lægmænd eller videnskabsfolk, kan således med eksperthjælp få at se med hvor stor nøjagtighed bibelteksten er blevet bevaret helt frem til vort tyvende århundrede. Tidsrummet mellem den oprindelige nedskrivning af De kristne græske Skrifter og det tidspunkt som de ældste eksisterende papyrushåndskrifter stammer fra er meget kort, kun 25 år.

Bibelen kan således med langt større ret end andre gamle skrifter hævde at være bevaret i sin oprindelige form. På side 3 i sin bog Das Buch der Bücher (Bøgernes bog) skriver Karl Ringshausen:

„Julius Cæsar skrev værket Optegnelser om Gallerkrigen i år 52 før Kristus. De ældste bevarede eksemplarer er imidlertid skrevet af en senere hånd og stammer fra det niende århundrede efter Kristus. Den græske filosof Platon levede fra 427 til 347 før Kristus; det ældste eksemplar vi har af hans filosofiske værker er dateret til 895 efter Kristus. Almindeligvis ligger der næsten tusind år eller mere mellem den første, oprindelige nedskrivning af oldtidens klassiske værker, og de ældste eksisterende afskrifter af dem.“

Om antallet af eksisterende afskrifter fra den periode hedder det i bogen The Bible From the Beginning: „De klassiske manuskripter udgør i alt blot en håndfuld i sammenligning med de bibelske. Ingen af oldtidens bøger er så godt bevidnet som Bibelen.“

Bibelen kontra nutidige værker

Hvordan står Bibelen sig i sammenligning med værker fra nyere tid? Det er interessant at bemærke at der, selv i forbindelse med værker skrevet i nyere tid af nu afdøde forfattere, er usikkerhed med hensyn til grundtekstens egentlige indhold. Der findes såkaldt kritiske udgaver, eller arbejdsudgaver, af værker skrevet af tyske forfattere som Goethe, Schiller, Hölderlin, og mange andre. I disse udgaver har man forsøgt at rekonstruere grundteksten ad videnskabelig vej. Eksperterne er ofte uenige om hvilken version der indeholder forfatterens oprindelige ord.

I nogle tilfælde er der endda politik med i spillet. Efter Mao Tse-tungs død ventede man længe på femte bind af hans samlede værker. Eksperter i kinesiske forhold var af den mening at denne nølen skyldtes intern politisk ustabilitet blandt landets ledere, som ikke kunne enes om hvilke ord der skulle antages som kommende fra Maos hånd. Da det femte bind langt om længe udkom, gav mange eksperter udtryk for tvivl om dets ægthed.

Hvorfor Bibelen skiller sig ud

Ja, Bibelen adskiller sig i høj grad fra disse værker der er skrevet langt senere! Den er ældre, men tekstens nøjagtighed sætter den i en klasse for sig. Hvordan er det gået til? Hvordan har det været muligt at bevare Bibelen over en meget længere periode og dog med en sådan nøjagtighed i behold at vi kan være sikre på den nuværende forms ægthed?

For det første har de fleste af dem der har afskrevet eller hjulpet til med at afskrive Bibelen haft stor respekt for den og dens guddommelige Forfatter. Masoreterne (en gruppe jødiske skriftlærde der levede mellem det sjette og det tiende århundrede e.v.t.) er kendt for samvittighedsfuldt at have talt hvert eneste bogstav i bibelteksten for at undgå at gøre nogen fejl eller at komme til at udelade et bogstav fra De hellige Skrifter. Muligvis har man endda længe før deres tid anvendt denne pålidelige metode for at undgå fejl ved afskrivning af Bibelen. Det var sandsynligvis denne sædvane hos afskriverne Jesus sigtede til da han i sin bjergprædiken sagde: „Snarere vil himmel og jord forsvinde end så meget som det mindste bogstav eller en lille del af et bogstav vil forsvinde fra Loven og ikke alt finde sted.“ — Mattæus 5:18.

Denne bestræbelse fra afskrivernes side på at bevare bibeltekstens renhed og nøjagtighed forklarer hvorfor Dødehavsrullerne fra det første og det andet århundrede f.v.t., som blandt andet indeholder Esajas’ bog, svarer næsten fuldstændig til den tekst vi har i dag.

For det andet var størstedelen af disse skriftlærde og afskrivere kun interesseret i selve opgaven — nemlig at afskrive De hellige Skrifter — og ikke i at søge ære for sig selv. I mange tilfælde ofrede disse mænd ære, ejendele, helbred — ja selv livet — for at sikre sig at håndskrifterne blev afskrevet korrekt og overgivet til nogle der ville anvende dem som en hjælp til at bevare bibelteksten.

I midten af det nittende århundrede var Constantin von Tischendorf for eksempel villig til at trodse ødemarkens farer og foretage en rejse gennem ørkenen for at sikre sig at et af de mest pålidelige bibelhåndskrifter fra det fjerde århundrede blev bevaret. Han havde tidligere opdaget det i en papirkurv i Katharinaklosteret ved foden af Sinaj bjerg.

For det tredje nærede mange af dem der var så stærkt interesseret i at afskrive Bibelen nøjagtigt, en inderlig kærlighed til Guds ord. De havde samme indstilling som den af salmisterne der skrev at han havde lyst til Guds ord, og de glædede sig over at kunne gøre bibelteksten tilgængelig for andre. — Salme 1:1, 2.

For det fjerde — og dette er det vigtigste — bør man ikke overse at det er Bibelens guddommelige Forfatter der har inspireret mennesker til at nedskrive De hellige Skrifter. Han gav dem der udarbejdede Bibelen den nødvendige hjælp til at nedskrive ord der vækker dybe følelser i mennesket og besvarer mange af dets spørgsmål. (2 Timoteus 3:16, 17) Det er kun logisk at slutte at han også har sørget for at hans ord er blevet bevaret til vor tid med dets oprindelige mening i behold.

Kunne du tænke dig at vide mere om de mænd som Gud gjorde brug af ved nedskrivningen af sit pålidelige ord? I et senere nummer af Vågn op! kommer der en artikel om dem der nedskrev Bibelen.

[Illustration/​ramme på side 13]

Udsnit af Biblia Hebraica Stuttgartensia fra Tredje Mosebog 11:42, hvor man har fremhævet det hebraiske bogstav waw for at markere at det er det midterste bogstav i Pentateuken.

En del af Salme 80 fra den såkaldte Aleppo Codex, hvor det i vers 14 ses at man har fremhævet det hebraiske bogstav ’aʹjin for at markere at det er det midterste bogstav i Salmerne.

[Ramme]

At man kunne finde frem til det midterste bogstav viser at masoreterne havde talt bogstaverne i hele teksten til de fem Mosebøger og Salmerne. Dette giver et indtryk af hvor store anstrengelser de gjorde sig for at afskrive Bibelen nøjagtigt.