Kul — stadig et brændende problem
TRODS de forbedringer der er gennemført i de senere år, anses underjordisk kulbrydning stadig for at være den mest farefulde beskæftigelse. Arbejdet foregår flere hundrede meter under jordoverfladen. Adskillige tusind tons kul, sten og jord kan når som helst bryde gennem afstivningerne, og flygtige gasser der ikke kan opdages af lugtesansen rummer en lurende eksplosionsfare. Man anslår at der siden 1910, i Amerika alene, er blevet dræbt 114.000 mænd i minerne. Dertil kommer de 1,5 millioner invaliderende ulykker der har ramt minearbejdere siden 1930. Det forlyder at der forekommer mere end 1000 dødsfald om året i forbindelse med minearbejde. En af dødsårsagerne er den frygtede „sorte lunge“, en sygdom der forårsages af kulstøv.
’Arbejdere er billigere end kul’
Selv om arbejdsforholdene under jorden er blevet stærkt forbedret i de senere år, er sikkerheden fortsat et brændende problem. En skribent har sagt: „Traditionen tro har minernes ledelser bekæmpet de øgede omkostninger der er forbundet med større sikkerhedsforanstaltninger, som en trussel mod produktionen og udbyttet.“ Eller, som nogle kritikere fremfører: „For minernes ledere er arbejdere billigere end kul.“ En utilfreds minearbejder har udtalt: „De store mineselskaber vil hellere sætte vore liv til end deres egne penge.“
Foruden de fremskridt der er gjort for at gøre minearbejde under jorden mere sikkert end det har været tidligere, er der gjort endnu større fremskridt når det drejer sig om selve kulbrydningen. I stedet for at man sender mænd og drenge ned i jorden med hakker og skovle, bliver der nu mejslet op til 12 tons kul ud af væggene i minuttet af kæmpemæssige maskinuhyrer. De skraber også de løse kul op på transportbåndene der fører dem op til jordoverfladen.
For at lofterne ikke skal falde ned over minearbejderne efterhånden som maskinen æder sig vej gennem jorden, borer trykluftbor med en øresønderrivende støj dybe huller ind i klipperne, hvor man bagefter monterer ekspansionsbolte der skal forhindre sammenstyrtninger. For at binde kulstøvet og så vidt muligt forhindre „sorte lunger“ og eksplosionsfare, sprøjter minearbejderne gange og arbejdspladser med pulveriseret kalksten.
For hver ny bekvemmelighed der udvikles og hver ny maskine der bygges for at gøre kulbrydningen lettere og mere sikker, rammes minearbejderne imidlertid af en lammende bivirkning — arbejdsløshed. Hvor man før ansatte fem arbejdere for hvert ton kul der blev produceret, kan man nu i kraft af de mere effektive maskiner stryge fire af disse af lønningslisten. I visse egne er minesamfundene blevet ramt af dyb fattigdom og forarmelse.
For de tilbageværende minearbejdere opstod der først i 80erne et nyt problem. Disse kolossale mekaniske monstre er kostbare, og mineejerne fik nervøse trækninger i ansigtet blot ved tanken om at se dem stå stille et øjeblik. De krævede at minearbejderne holdt disse maskiner i gang alle døgnets 24 timer, syv dage om ugen. Minearbejderne gjorde oprør, de nægtede at arbejde om søndagen. Det blev et af de væsentlige stridsspørgsmål i forbindelse med kulminearbejdernes strejke i 1981. Men denne gang huskede mineejerne den 111 dage lange strejke tre år tidligere, og gav efter.
Mens året 1984 gik på hæld, kæmpede England med efterkrigstidens hidtil alvorligste udbrud af uroligheder på arbejdsmarkedet — der ene og alene stammede fra kulmineindustrien. På gaderne sloges syv tusind kulminearbejdere med tre tusind britiske politifolk i en kamp der var erklæret som „åben krig“. Fra stillinger bag barrikader af væltede el-master kastede minearbejderne sten, murbrokker, flasker, røgbomber, kuglelejer, kraftige metalstykker og sømbesatte kartofler. De lagde tilmed fælder for at lemlæste politiets heste og så på at biler de havde antændt skulle blive flammernes bytte.
„Der forekom brutalitet af en utrolig karakter,“ sagde formanden for minearbejdernes fagforbund, der havde opfordret til strejken. Hundreder blev såret i disse sammenstød. Fra midten af marts 1984 havde landet været plaget af strejke. I løbet af dette år var 132 af de 175 britiske kulminer blevet lammet. Det medførte arbejdsstop for 130.000 minearbejdere, og kostede regeringen mere end 16,8 milliarder kroner. I marts 1985 blev strejken endelig afblæst.
Der foregår også kulbrydning i åbne miner, såkaldt „strip-mining“. Geologer i De forenede Stater havde længe vidst at vældige kulreserver på flere milliarder tons lå udstrakt i lag kun 15 til 60 meter under jordoverfladen. Da den industrielle revolution tog fart efter den anden verdenskrig og industriens behov for kul voksede, blev „strip-mining“ en blomstrende forretning. Ved hjælp af sprængninger løsnedes jorden over kulforekomsterne, hvorefter kæmpemæssige lastbiler rullede frem for at køre jord og kul væk.
Folk der boede i disse områder mindedes imidlertid da bjergene og bakkerne var frodige og grønne. Men nu var kraftige gravemaskiner, så store at de i en skovlfuld kunne tage 325 tons jord, forslugent ved at æde sig gennem bjergsiden. Underjordiske vandstrømme blev omledt. Kilder tørrede ud. Vilde dyr måtte søge efter andre skovområder, og jorderosionen skred frem med lavineagtig fart efterhånden som minefolkene efterlod sig hæslige, afgrundsdybe huller i jorden på deres jagt efter nye kulreserver.
Der blev vedtaget love som påbød kulgraverne at efterlade stedet i samme stand som de fandt det. Den jord man havde fjernet for at få adgang til kullagene skulle igen fyldes i hullerne og overfladen formes så den passede til det omgivende landskab. Hvis træer var blevet fjernet måtte der plantes nye. Hvis græsarealer var blevet ødelagt måtte de genoprettes. Hvis grundvandet var blevet syreholdigt måtte det først neutraliseres, da det ellers ville virke dræbende på fiskelivet når det blev pumpet op og ledet ud i vandløbene. Kravene er mange, og der er store omkostninger forbundet med at genetablere landskaberne. Størstedelen af dem der driver „strip-mining“ adlyder lovene, men desværre er der stadig nogle der blot stikker af og efterlader det arrede landskab i en sørgelig forfatning.
Kul — og syreregn
Så kom regnen — syreregnen! Det er det nyeste brændende problem som kullene har forårsaget. Ved forbrænding af kul frigøres der svovldioxid og kvælstofoxider. Når de kulforbrugende kraftværker og fabrikker udspyr deres forbrændingsprodukter i luften gennem skorstenene, kan indholdet af svovldioxider og kvælstofoxider omdannes til svovlsyre og salpetersyre som drives højt til vejrs af luftstrømmene for derefter at blive ført bort over store afstande, i nogle tilfælde i tusindvis af kilometer, før det igen falder til jorden i en form for nedbør.
„Mange forskere,“ skriver U.S.News & World Report, „er overbeviste om at regn og tåge der indeholder syre, forårsager udvaskning af væsentlige næringsstoffer fra jorden og fra træernes løv.“ Syreregn er ikke blot et lokalt problem. Rapporten fortsætter: „Den forringelse af skovenes sundhedstilstand som man oplever i Europa, er uden fortilfælde og kaldes ’skovdøden’. . . . Tyskland, Tjekkoslovakiet, Polen, Ungarn og Sverige er ramt af ødelæggelserne. I Schweiz har skovenes forsvinden sat nyt liv i skrækken for laviner fra de nøgne bjergsider.“
Enhver der som hobby holder fisk i et akvarium véd at vand med for højt syreindhold kan dræbe fiskene. Når syreindholdet i regnen der falder er over 700 gange højere end normalt, som man for nogle få år siden målte i en af de østlige stater i USA, er det ødelæggende for fiskelivet. „Flere hundrede søer i staten New York og tusindvis af søer i Skandinavien og Canada indeholder nu så meget syre at fiskene ikke længere kan leve i dem,“ fortæller bladet Good Housekeeping fra juni 1984.
Fra alle steder i verden råbes der gevalt. Syreregnen er et voksende problem. Men miljøforkæmperne og industrien kan ikke blive enige om at løse problemet.
Ikke desto mindre er kul igen ved at vinde frem som energikilde. Mange industrier går over til at drive generatorer og turbiner med kul som brændsel. Der kan fremstilles mange ting af kul — olie, benzin, nylon, plastic, parfume, kunstige sødestoffer, hovedpinetabletter, og meget, meget mere.
Det ser altså ud til at vi stadig vil have kul, med alle dets brændende problemer, i nogen tid fremover.
[Tekstcitat på side 19]
Så kom regnen — syreregnen. Og i dens kølvand døende skove, døende søer
[Illustration på side 18]
Kæmpemæssige maskiner bryder 12 tons kul i minuttet
[Illustration på side 18]
Ekspansionsbolte monteres til forhindring af sammenstyrtninger