Musikken var mit liv
MINE tidligste minder om musik knytter sig til min bedstemoder. Hver søndag samledes hele familien for at spise middag hos hende. Hele dagen blev der spillet musik. Vi hørte irsk folkemusik, let operamusik, musicalmelodier og andre former for musik.
Da jeg var omkring otte år begyndte jeg at lære at spille guitar, men på grund af manglende interesse holdt jeg snart op. Alligevel blev jeg dengang helt tryllebundet når jeg hørte vores lokale orkester øve sig.
De følgende år begyndte jeg at interessere mig for popmusik og rock. Ligesom så mange andre fra min generation havde jeg altid radioen tændt. Jeg tog guitarundervisningen op igen, og spillede inden længe i lokale orkestre. Vi begyndte at spille regelmæssigt til baller i omegnen. I mellemtiden var jeg gået over til basguitar og købte efterhånden alt det udstyr der hører til.
I løbet af denne periode var der noget andet der begyndte at udvikles i mig. Det var den lokale sognepræst der hyrede os til at spille ved ballerne, og ved at have med ham at gøre fik jeg øjnene op for hykleriet inden for kirken. Men jeg havde ikke nogen anelse om at dette senere skulle få stor indvirkning på mit liv.
Miljøet
I disse år hvor vi spillede rock and roll, rejste vi temmelig meget. De mange barer og danselokaler i og uden for New York holdt os travlt beskæftiget i en del år, men det var ikke noget sundt miljø at færdes i. Der var megen umoralitet, let adgang til narkotika, og en meget nedslående atmosfære.
Vi havde fået en lille fanskare af narkomaner. Vi var ligeglade med hvad de var. De kunne lide vores musik og vi kunne lide deres støtte. Jeg kan huske en aften hvor en bestemt fyr løb ud af klubben mens han råbte som en gal. Han havde taget LSD og havde set os gå helt op i musikken, både fysisk og psykisk. Det var mere end han kunne klare!
Skønt vi høstede anerkendelse og begyndte at give koncerter, var jeg ved at blive grundig træt af det hele. Jeg fandt livet som musiker meget utilfredsstillende. De dårlige vaner hos dem jeg var omgivet af, begyndte også at påvirke mig — jeg begyndte at tage narkotika. På grund af alt dette blev mit liv mere og mere trist og glædesløst. Jeg begyndte derfor at lede efter en bedre form for musik — og blev opmærksom på den klassiske musik.
Min karriere inden for musikken
Da jeg begyndte at lytte til klassisk musik opdagede jeg en helt anden verden. Før i tiden havde vi altid haft stor respekt for jazzmusikere der var gode til at improvisere, men her, inden for den klassiske musik, var der nogle der også kunne skrive deres improvisationer ned og få et helt symfoniorkester til at spille dem. Det var rigtige musikere!
Nu havde jeg fået lyst til at dyrke denne form for musik. Jeg lod mig derfor indskrive ved et universitet og begyndte at studere musik. Mit instrument var kontrabassen. Jeg lærte at synge fra bladet og at synge i kor, jeg studerede harmonier og lærte begyndelsesgrundene til klaverspil. Jeg følte at jeg langt om længe var begyndt at lære noget. I de følgende par år fortsatte jeg med dette.
Så traf jeg en ny beslutning. Jeg gjorde ganske vist fremskridt, men jeg følte at jeg havde evner til mere. Derfor besluttede jeg mig til at forsøge at komme ind på et konservatorium. Jeg var dog godt klar over at min musikalske baggrund var meget mangelfuld. Jeg var jo begyndt sent. De der gør denne musikform til en levevej har som regel ’fået den ind med modermælken’. For at råde bod på dette begyndte jeg at øve mig fire timer om dagen.
Jeg aflagde prøve og blev optaget på Manhattans konservatorium i New York. Jeg mente at jeg nu rigtig kunne udvikle mig som musiker, og begyndte at øve mig seks timer om dagen. Det blev nærmest rutine for nattevagten at komme hen og bede mig om at pakke sammen fordi han skulle låse for natten. Så skulle jeg med undergrundsbanen hjem, og næste dag begyndte det hele forfra.
Som året gik syntes jeg at jeg lærte meget. Men jeg besluttede at skifte fra Manhattans konservatorium til Juilliard-skolen, der også ligger i New York. Denne skole var mere anset, men atmosfæren på den var også mere konkurrencebetonet. Den følgende sommer aflagde jeg prøve og blev optaget. Men omkring dette tidspunkt skete der noget på et andet felt af mit liv.
Et savn
Gennem alle disse år tog jeg narkotika. Problemet var imidlertid at stofferne gav mig mindre og mindre tilfredsstillelse. Jeg var nået til det punkt hvor det eneste der gav mit liv mening var musikken.
Jeg var også blevet noget af en enspænder. Jeg lavede bogstavelig talt aldrig andet end at spise, sove og gå i skole. Jeg blev også mere og mere bekymret. Jeg kunne overhovedet ikke tale med mine gamle venner der kom for at besøge mig. Jeg havde ikke mere et naturligt forhold til andre.
Hvad skulle jeg gøre? Jeg brugte min tid på det jeg hele tiden havde ønsket, men inderst inde følte jeg et savn. Jeg begyndte at undersøge Østens religioner for at finde vejledning og fred i sindet. Jeg søgte efter det jeg kaldte sandheden, men fandt så meget hykleri og så mange mennesker der var fuldstændig ligeglade med sandheden. Jeg ville derfor ikke have noget at gøre med dem eller med nogen som helst andre.
Mit liv blev stadig mere trist. Efter at jeg på et tidspunkt havde siddet oppe det halve af natten for at øve mig, følte jeg at jeg befandt mig på randen af et sammenbrud. Jeg bad derfor til Gud, hvem eller hvor han end var, og anmodede ham om at hjælpe mig.
Jeg finder det jeg savnede
Nogen tid forinden havde to af mine venner fået forbindelse med Jehovas vidner. De begyndte at fortælle mig om det de lærte, men jeg ville overhovedet ikke have noget med det at gøre! Jeg mødte også selv et af Jehovas vidner, og han fortalte mig om Bibelen og viste mig noget læsestof der forklarede den. Men jeg ringeagtede det og mente ikke at det var værd at læse.
Nogle få uger efter at jeg havde bedt Gud om hjælp, var jeg en aften ved ellevetiden på vej hjem fra skolen. Tom, den forkynder der havde talt med mig, samlede mig op i sin taxa. Han begyndte igen at fortælle mig om Bibelen, men jeg modsagde ham så godt jeg kunne. Alligevel vidste jeg inderst inde at det han sagde var sandt! Jeg stillede mange vanskelige spørgsmål, som han roligt gav mig et nøjagtigt svar på. I fem timer kørte vi rundt og snakkede!
Mens vi talte sammen begyndte den uro der havde plaget mig i de foregående år at forsvinde. Jeg begyndte at forstå hvad det var Tom havde forsøgt at fortælle mig gennem alle disse måneder. Det lyder måske som om jeg havde en meget følelsesbetonet oplevelse, men det havde jeg nu ikke. Jeg forstod blot at jeg havde fundet sandheden. Det Tom fortalte mig lød fornuftigt og logisk. Jeg forstod for eksempel at det er mislykkedes for menneskene at løse deres største problemer, som Tom påpegede. Ingen af denne verdens politiske, økonomiske eller religiøse ordninger har kunnet give menneskene fred, lykke, sundhed eller liv — hvad de har et fortvivlende stort behov for. Kun den regering som Jesus talte om kan gøre dette. — Jeremias 10:23; Mattæus 6:9, 10.
Jeg fandt også Bibelens oplysninger om Guds syn på menneskene meget opmuntrende. Han bedømmer ikke mennesker efter det ydre og begunstiger ikke én nationalitet fremfor en anden. Det der tæller hos ham er hvad et menneske har i sit sind og hjerte. — Apostelgerninger 10:34, 35.
Den standard jeg så hos Jehovas vidner gjorde også et stort indtryk på mig. Jeg begyndte derfor at komme til møderne i en af deres rigssale. Alle de tilstedeværende var pæne og venlige mennesker. Jeg indså snart at jeg måtte indrette mit liv efter Guds krav og holde op med at tage narkotika. Det var jeg kun glad for at gøre, eftersom min tidligere livsform havde vist sig at være meget utilfredsstillende!
Musik er ikke længere det vigtigste
Efter sommerferien tog jeg hul på et nyt semester på skolen, men nu havde jeg en helt anden holdning til tingene. Mit ønske om at udvikle mig som musiker var ikke så stærkt som det engang havde været. Jeg vidste nu at livet er andet og mere end musik, og at musikken ikke længere kunne være det vigtigste for mig.
I rigssalen så jeg en dag Tom gå rundt med en ansøgning i hånden. Det var en ansøgning om heltidstjeneste. Hans glæde hjalp mig til at blive klar over hvad jeg ville bruge mit liv til. Også jeg ønskede at tjene Jehova på heltid og fortælle andre om de vidunderlige ting jeg havde lært: at det er hans hensigt at gøre ende på denne utilfredsstillende verden og erstatte den med en ny og paradisisk ordning. — Salme 37:10, 11, 29; Lukas 23:43.
Jeg kan også tydeligt huske min faders reaktion på min beslutning. Han slog i bordet og sagde strengt at jeg ville blive smidt ud hjemmefra hvis jeg meldte mig ud af skolen. Jeg gjorde det nu alligevel. To måneder senere blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Gud, og kort tid efter begyndte jeg i heltidstjenesten. Efter nogle få år indbød min fader mig kærligt til at flytte hjem igen. Han havde jo set at jeg ikke vaklede i min beslutning om at tjene Jehova.
Så modtog jeg et nyt privilegium. I 1979 ansøgte jeg om tjeneste i Jehovas Vidners hovedkontor i New York, der kaldes Betel („Guds hus“) — og blev antaget! Det er noget af det dejligste der er hændt mig. Jeg havde beundret de flere tusind trofaste mænd og kvinder der arbejdede der. Nu blev det min forret at arbejde sammen med dem. Mange af dem kunne have valgt et godt betalt arbejde i denne verden, men havde i stedet besluttet at blive i heltidstjenesten for Skaberen.
Det er nu ikke noget driverliv at tjene på Betel! Men det havde jeg heller ikke regnet med. Denne form for heltidstjeneste kræver betydelig selvopofrelse. Der er meget vigtigt arbejde der skal gøres, og vi må være flittige.
Beteltjenesten har lært mig at man ikke finder den sande lykke ved at opfylde sine personlige ønsker. Den kan man kun finde ved at tjene Skaberen, som ved nøjagtig hvad der skal til for at vi kan være virkelig lykkelige. Jeg spiller stadig, men kun en brøkdel af den tid jeg førhen brugte på det. Nu og da spiller jeg også for mine venner, og jeg har endda den forret at spille med i et orkester bestående af Jehovas vidner. Det giver mig al den berøring med musikken jeg ønsker.
Musikkens rette plads
Hvilket råd kan jeg give unge der holder meget af musik? Husk at musikkens muse er meget skinsyg (hun er, ifølge myten, datter af den hedenske sagngud Zeus). At gøre musikken til en levevej kræver at man går helt og fuldt op i den. Derved kommer musikken til at konkurrere med Skaberen og det at gøre hans vilje. Musikken kan være næsten som en sygdom. Det er meget let at blive alt for optaget af den. Jeg har set musikere begynde at studere Bibelen men holde op igen fordi de syntes studiet kom i vejen for musikken. Hvilket tåbeligt valg, når det at tjene Gud kan give fred og tilfredshed nu, og ikke blot det, men et evigt liv på en paradisisk jord inden for den nærmeste fremtid!
Jeg er rent ud sagt begyndt at betragte musikinstitutionerne som nutidens tilbedelsestempler, der kræver at folk vier deres liv til musikken. Men derved gør man jo musikken til en gud, og dét er bestemt ikke noget Skaberen har behag i. Sandt nok er musikken en gave fra Jehova, men den må holdes på sin rette plads.
Husk også at den form for musik vi spiller eller lytter til, påvirker os i god eller dårlig retning. Vi må derfor være meget omhyggelige i vort valg af musik. Musik bør være god og opbyggende, men meget af det der spilles i dag virker nedbrydende, både i ånd og tekst. Hvis du ønsker at lære musikkens grundbegreber at kende, kan du ikke gøre noget bedre end at benytte den sangbog Jehovas Vidner har udgivet. Den indeholder god musik, og den er forsynet med en becifring til angivelse af harmonier.
I musikken har Gud givet os en vidunderlig gave. Den indre glæde man kan opnå ved at spille et stykke musik så det lyder godt og værdsættes af tilhørerne, er en løn i sig selv. Men for at finde sand glæde ved musikken må man holde den på dens rette plads — efter tilbedelsen af vor store Skaber, Jehova. — Fortalt af William Mullane.
[Tekstcitat på side 20]
Jeg begyndte at lede efter en bedre form for musik
[Tekstcitat på side 21]
Jeg kunne overhovedet ikke tale med mine gamle venner der kom for at besøge mig
[Tekstcitat på side 23]
Den standard jeg så hos Jehovas vidner gjorde også et stort indtryk på mig
[Illustration på side 22]
Jeg glæder mig stadig over at spille for mine venner og har undertiden den forret at spille med i et orkester der udelukkende består af Jehovas vidner