Hvorfor nogle har svært ved at læse

MANGE betragter læsning som en sur pligt. Det er der flere grunde til. For mange består problemet først og fremmest i at de aldrig rigtig har lært at læse mens de gik i skole. En 34-årig kvinde har givet udtryk for at når hun betragter en tekstside, ser hun ikke andet end „et meningsløst sammensurium“. I nogle tilfælde kan det tage hende op til to minutter at læse en enkelt sætning.

En student sagsøgte for nylig skolevæsenet i San Francisco med krav om en erstatning svarende til omtrent fem millioner kroner, fordi det havde udstedt eksamensbevis til ham selv om han på det nærmeste var analfabet. Det forlyder at han læste som en tiårig da han modtog sit eksamensbevis. Som følge heraf erfarede han, da han skulle søge arbejde, at han ikke var i stand til at udfylde ansøgningsskemaet korrekt. Hvordan kunne det gå til?

Forskellige metoder i læseundervisningen

Desværre synes visse undervisningsmetoder at have vist sig mangelfulde i alvorlig grad. I de senere år er „ordbilledmetoden“ blevet stærkt kritiseret. Ifølge denne metode lærer eleven at genkende hele ord uden at kunne udtale de enkelte stavelser eller bogstaver som udgør ordene. Hovedindvendingen imod ordbilledmetoden er at eleverne efter denne metode bliver læsere som gætter sig til ordene, som har svært ved at læse nye ord, og som let læser forkert fordi de forveksler ord der ligner hinanden.

Her er et eksempel: I sin bog Why Johnny Still Can’t Read (Hvorfor Johnny stadig ikke kan læse) gengiver forfatteren Rudolf Flesch et brev som han modtog fra en kvinde, der omtaler sig selv som offer for „ordbilledmetoden“. Hun skrev: „Vi så på billeder, for eksempel et der forestillede et æble [der på engelsk hedder apple]. Læreren fortalte også at vi ville huske ordet ’apple’ bedre når vi tænkte på at der var to p’er i det. Det betød at jeg, hver gang jeg så et ord med to p’er, troede at der stod ’apple’.“

Det er blevet anslået at „ordbilledmetoden“ ikke sætter et barn i stand til at genkende mere end cirka 350 ord efter det første skoleår. Efter andet skoleår har eleven lært at genkende omtrent 1100 ord mere, efter tredje skoleår endnu 1200 ord og efter fjerde skoleår yderligere 1550 ord. Dermed har barnet et ordforråd på i alt 4200 ord.

I modsætning hertil har man anslået at børn der lærer at læse efter „lydmetoden“ kan forventes at have et ordforråd på op til 40.000 ord efter fire års skolegang. Ved „lydmetoden“ lærer eleven ikke bogstavernes navne, men hvordan de lyder i ordene. Eleven lærer som regel først vokalerne og senere konsonanterne. Disse sættes sammen til korte ord og stavelser på to, tre og fire bogstaver. Disse stavelser sættes så sammen til ord, som senere kombineres i udtryk og hele sætninger. (Se Vågn op! for 8. november 1967, siderne 8-12.) Uafhængige prøver synes at understøtte værdien af „lydmetoden“ i læseundervisningen.

Sagen kompliceres imidlertid yderligere fordi nogle lærere har en negativ indstilling til deres elevers indlæringsevne. En ekspert har i den forbindelse udtalt: „Om børnene socialt set er mere eller mindre gunstigt stillet, om de er hvide eller sorte, rige eller fattige, har ingen betydning for hvor godt de lærer at læse. Ifølge mine egne faglige erfaringer er sådanne forklaringer kun undskyldninger for ikke at ville lære børnene at læse.“ — Kursiveret af os.

Andre faktorer der påvirker læsningen

Fjernsynet er blevet omtalt som endnu en grund til at mange ikke læser. Man har anslået at en 70-årig amerikaner i hele sit liv vil have brugt 70.000 timer til at se fjernsyn. Kun på at arbejde og sove har han brugt mere tid! Bladet TV Guide fortæller: „En stadig voksende mængde videnskabeligt underbygget bevismateriale bekræfter uforeneligheden mellem små skolebørns storforbrug af fjernsyn og deres beherskelse af grundlæggende skrive- og læsefærdigheder. Undersøgelser . . . antyder at selv børn fra miljøer hvor læsning sættes højt, er udsatte for at få læsevanskeligheder hvis de får lov at se meget fjernsyn.“

Også andre faktorer har direkte indflydelse på ens mulighed for at udvikle gode læsefærdigheder. „Et barn hvis øjne ikke fungerer som de skal, kan lide af hovedpine, overanstrengelse af øjnene, nervøse spændinger og andre dårligdomme som gør det meget ubehageligt at læse.“ I en almindelig skoleklasse bliver der som regel ikke ofret megen opmærksomhed på elever med sådanne problemer. — Diagnostic and Remedial Teaching, side 49.

En defekt hørelse er i nogle tilfælde årsag til læsevanskeligheder. Børn med nedsat høreevne vil naturligvis være handicappede i skoleklasser hvor lydmetoden anvendes i undervisningen.

Følelsesmæssige faktorer spiller tillige en væsentlig rolle. For eksempel vil „et barn der har været ude for begyndervanskeligheder i læsningen, hyppigt udvikle en følelsesmæssig holdning til læsning som virker hindrende på yderligere fremskridt,“ siger en autoritet og tilføjer: „Blot synet af en bog eller det at ordet læsning nævnes, kan få nogle til at blive anspændte og føle sig utilpasse.“ Miljøet i et opløst hjem, usikkerhed i hjemmet eller neurotiske forældre kan også i mange tilfælde have indflydelse på de fremskridt et barn gør med hensyn til læsefærdigheder.

Den mest betydningsfulde af alle faktorer som har indflydelse på den svage læser, er at vedkommende forsømmer at læse. Sagen er at ingen nogen sinde har lært at læse uden at beskæftige sig med læsning. Årsagen til at man undlader at læse kan ofte være en eller flere af de fysiske eller følelsesmæssige faktorer vi allerede har behandlet.

Hvis man gør sig en virkelig anstrengelse for at overvinde sit læsehandicap, uanset hvad årsagen til det måtte være, vil det med tiden give resultater. I den følgende artikel vil vi give nogle forslag der kan være en hjælp.

[Illustration på side 5]

Børn der får lov at se for meget TV er særlig udsatte for at få læsevanskeligheder