Et indholdsrigt liv skønt jeg er blind

JEG er vokset op i Ecuador. Som dreng mistede jeg 10 år gammel både min højre hånd og mit højre øje ved en eksplosionsulykke. Mit venstre øje blev også beskadiget. Godt 50 procent af dets synsevne blev dog reddet ved en operation.

Men så begyndte jeg langsomt at miste synet på det raske øje. Ved en undersøgelse fik jeg at vide at jeg ville blive fuldstændig blind i løbet af få måneder. Jeg var knust. Det er umuligt med ord at beskrive hvor deprimeret jeg blev.

På det tidspunkt døde min fader og efterlod min moder alene med to drenge — Eddie, min to år ældre broder, og mig. Min moders kærlighed og min broders forståelse hjalp mig til at klare tilværelsen et stykke tid. Men jeg følte at jeg var en byrde for dem. Derfor besluttede jeg at jeg ville begå selvmord hvis min moder døde.

Tiden mellem mit 23. og mit 30. år var meget vanskelig at klare. Dag ud og dag ind tænkte jeg ikke på andet end at søge efter et arbejde. Men svaret var altid det samme: For at arbejde må man have både sine hænder og sit syn. Det var ikke få gange min moder sagde til mig: „Bed blot Gud om trøst.“

„Hvis Gud var til,“ kunne jeg bittert udbryde, „ville jeg ikke have mistet min hånd eller mine øjne! Hvilken synd kunne jeg have begået i en alder af 10 år som betød at Gud måtte straffe mig ved at gøre mig til invalid?“ Som sædvanlig efterlod en sådan samtale min moder i gråd, hvilket kun gjorde min nedtrykthed endnu værre.

Jeg grublede over min situation og tænkte at mit liv ville være mindre ulykkeligt hvis jeg blot var troende. Derfor besluttede jeg at opsøge en munkeorden i nærheden af mit hjem. De gav mig nogle bøger som min broder, Eddie, skulle læse højt for mig. Men bøgerne gav mig ingen trøst. Til sidst bad jeg om en bibel, og de lånte mig en. Når Eddie læste op fra den virkede det meget beroligende på mig, også selv om jeg ikke helt forstod det han læste. Inden længe skulle Bibelen dog afleveres igen.

Jeg ser lys for første gang

Kort tid efter besøgte jeg en ven der studerede Bibelen sammen med nogle protestanter — det troede jeg de var. Damen, der hed Beatriz, var meget venlig og prøvede at inddrage mig i deres samtale, men jeg var afvisende. Jeg anså protestanterne for at være den kapitalistiske imperialismes repræsentanter; på det tidspunkt var jeg medlem af Ecuadors kommunistparti.

Beatriz var imidlertid ikke protestant men et af Jehovas vidner. Min indstilling tog dog ikke modet fra hende; hun fortsatte med at tale venligt til mig. Hun gav mig endda sin adresse og opfordrede mig til at kontakte hende hvis jeg havde nogen spørgsmål som jeg ønskede at få besvaret. Ikke længe efter tog jeg hen til hende.

Hun var ikke hjemme, men det var hendes tante, Castorina, der også var et af Jehovas vidner. Hun modtog mig meget venligt. Da hun talte til mig om Gud, kan jeg huske at jeg svarede: „Jeg tror ikke på noget som helst, hverken på Gud, Jomfru Maria eller helgenerne; hvis jeg skal tro på noget må jeg have beviser!“ Men da jeg forlod hende var jeg blevet mere ydmyg; jeg var overrasket over hendes svar og lovede at komme igen for at studere Bibelen.

I januar 1965 begyndte jeg at studere Bibelen ved hjælp af bogen „Gud maa være Sanddru“. Jeg husker at jeg spurgte: „Hvordan finder I på alle de spørgsmål I stiller mig?“ Beatriz og hendes tante forklarede at der var trykte spørgsmål nederst på hver side med det formål at fremhæve hovedpunkterne i de enkelte paragraffer. Det gav mig et nyt problem. Hvordan kunne jeg forberede mig til studiet? Jeg var virkelig ivrig og besluttet på at lære. Derfor bad jeg igen min broder Eddie om at læse højt for mig.

For første gang i 20 år begyndte „lyset“ at trænge igennem — nej, ikke gennem mine øjne, men gennem mine ører. Freden begyndte langsomt at berolige mit oprørte sind. Jeg talte til alle om det nye jeg lærte. Da vi var færdige med at studere bogen „Gud maa være Sanddru“, var jeg overbevist om én ting, nemlig at Gud er til!

Nu begyndte jeg at gøre noget jeg aldrig ville have drømt om at gøre tidligere — at gå ud for at tale med andre om Bibelen! En dag da vi gik fra hus til hus, traf vi en dame der sagde til os: „De må hellere tale med doktoren selv.“ Jeg forventede at møde en almindelig læge, så det var temmelig overraskende at blive stillet over for en katolsk præst, der i øvrigt bad os komme igen samme aften fordi han var optaget!

Om aftenen blev vi meget venligt modtaget af præsten. Jeg spurgte først: „Må vi have lov at bruge Bibelen?“ Han forsikrede mig om at det var i orden. Vor samtale drejede sig om helvedeslæren. I begyndelsen af vor drøftelse gav han selvsikkert udtryk for at han ved hjælp af Bibelen kunne bevise at helvede var et sted med ild og pine. Samtalen varede i to timer, og han kunne ikke underbygge sin opfattelse ved hjælp af Bibelen. Vi fortsatte drøftelsen i de næste tre uger.

„Nu kan jeg vise jer ud fra Bibelen at der findes et sted med evig pine i ild,“ påstod han ved et af vore besøg. „I Mattæus det 25. kapitel siger Jesus til bukkene at de skal gå bort fra ham ’til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle’.“

Hertil svarede jeg: „Hvis ilden er beredt Djævelen og hans dæmoner, hvorfor tror De så at de arme bukke bliver kastet i ilden sammen med dem?“

„Åh! men de bukke der omtales her er ikke bogstavelige dyr. De symboliserer onde mennesker,“ svarede han.

„Så må ilden også være symbolsk,“ sagde jeg.

Til slut indrømmede han: „Måske er vi ikke i stand til at bevise ud fra Bibelen at helvede er et sted med pine, men det kan underbygges filosofisk.“ Dermed var det afgjort! Jeg indså at han ikke havde sandheden.

Senere hændte noget lignende i en samtale med en protestantisk missionær. Jeg drøftede treenighedslæren med ham. Efter en længere samtale indrømmede han: „Bibelen giver udtryk for at Faderen er større end Sønnen, men jeg foretrækker nu alligevel at tro at Jesus Kristus er Gud.“ Jeg foretrak at tro på Bibelen! Nu var jeg overbevist om at jeg havde fundet sandheden. Den 25. september 1965 blev jeg døbt som et af Jehovas vidner.

Glæden ved at undervise andre

Jeg fandt stor glæde ved at undervise andre i Bibelen, og jeg begyndte at bruge det meste af min tid i dette arbejde. Naturligvis var det nødvendigt at jeg fulgtes med en der kunne læse op fra Bibelen. Som altid hjalp min kære broder, Eddie, mig med forberedelsen ved at læse publikationerne højt for mig.

I april 1966 blev jeg almindelig pioner (heltidsforkynder). Jeg var lykkelig for at kunne bruge mit liv på noget der virkelig var værd at have med at gøre! Fire måneder senere giftede min broder sig, og kort tid efter modtog jeg et tilbud om at blive specialpioner, hvilket betød at jeg nu måtte anvende 150 timer om måneden i forkyndelsen af den gode nyhed. Men hvordan skulle jeg klare det? Hvordan kunne jeg lede bibelstudier alene?

Da bogen Sandheden der fører til evigt liv blev udgivet i 1968, lærte jeg svarene udenad på alle spørgsmålene i de 22 kapitler. På den måde var jeg i stand til at undervise andre ved hjælp af bogen. Jeg lærte også svarene udenad på spørgsmålene i en række andre hjælpemidler til bibelstudium, udgivet af Vagttårnsselskabet. Da den rigt illustrerede Min bibelhistoriebog blev udgivet i 1978, lærte jeg hurtigt udenad på hvilke sider illustrationerne fandtes.

Da den nye illustrerede studiebog Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden blev udgivet i 1982, udviklede jeg en lignende undervisningsmetode i forbindelse med den. Jeg har aldrig set billederne, men jeg har fået at vide hvad de forestiller så jeg kan forklare dem når jeg underviser andre. Når jeg bruger bogen, tæller jeg ganske enkelt siderne hen til den illustration jeg ønsker at forklare. Den metode gør det meget lettere for mig at lede bibelstudier ved hjælp af denne bog.

For øvrigt besluttede jeg, efter at jeg var begyndt i specialpionertjenesten, at forsøge at få min broder Eddie til at tage imod tilbudet om at studere Bibelen regelmæssigt sammen med mig. Han indvilligede i det, dog uden den store begejstring. Jeg var overrasket da det gik op for mig at han praktisk talt ikke havde forstået noget som helst af alt det han så tålmodigt havde læst højt for mig gennem tiden. „Eddie, hvordan kan det være at du ved så lidt om Bibelen når du i så lang tid har læst højt af den for mig?“ spurgte jeg ham en dag. Da han svarede at han udelukkende havde gjort det for at hjælpe mig, indså jeg hvilken prægtig broder jeg havde. Det varede dog ikke længe før han begyndte at værdsætte Bibelens dyrebare sandheder og gøre åndelige fremskridt.

Farer og modgang

Som enhver sikkert kan forestille sig, medfører det visse problemer når man ikke kan se. Flere gange har jeg været nær ved at miste livet af den grund! For eksempel var jeg en aften på vej hjem da jeg kom til at gå ind i en mand. Vredt spærrede han vejen for mig. Pludselig mærkede jeg noget hårdt på min skulder. På grund af det kolde vejr var min krave slået op, så jeg kunne ikke mærke hvad det var. Jeg prøvede at sige undskyld og forklarede at jeg var blind.

Men manden var beruset og ænsede ikke hvad jeg sagde til ham. Jeg mærkede at han løftede et eller andet fra min skulder, mens han i et truende tonefald sagde: „Og hvad så?“ Jeg løftede mit hoved og spurgte: „Hvilket?“ Med ét gik det åbenbart op for ham at jeg virkelig var blind og hans tonefald ændrede sig. Så forstod jeg hvilken fare jeg havde befundet mig i. Den hårde genstand han havde lagt på min skulder var knivsbladet af en machete, en lang, krum kniv der anvendes her i Sydamerika. Han havde været nær ved at skære halsen over på mig! Jeg havde ikke vist noget tegn på frygt af den enkle årsag at jeg ikke var klar over faren. Manden gik sin vej, og jeg vendte hjem i god behold.

Der har været andre vanskeligheder, men de har kun tjent til at vise mig at Jehovas arm ikke er for kort. Efterhånden bestod vor familie af syv medlemmer — min moder, min broder, Eddie, samt hans kone og tre børn, og mig. På grund af arbejdsløshed var Eddie tvunget til at tage arbejde i en anden by, og vi andre fulgte ham. Dér blev mulighederne for arbejde imidlertid forringet. Eddie mistede sit job og var uden arbejde i næsten et år.

Lykkeligvis var jeg i stand til at fortsætte som specialpioner. Ikke en eneste dag manglede vi det nødvendige af føde og klæder. Jeg indså virkelig sandheden i Jesu ord: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:33.

En frugtbar tjeneste

I årenes løb har jeg flere gange erfaret hvordan Gud har velsignet min tjeneste. Jeg husker en dag da jeg aflagde besøg i en protestantisk families hjem. Vi kom øjeblikkelig ind i en drøftelse af helvedeslæren. De sendte bud efter præsten, der boede i nærheden. Præsten holdt fast på at helvedeslæren var korrekt, og samtalen forløb som følger:

„Der var engang en hersker i inkariget ved navn Atahualpa. Han døde for mange år siden,“ begyndte jeg. „Han var afgudsdyrker, polygamist og brodermorder. Hvor befinder hans sjæl sig?“

„Så må han være i helvedes ild,“ svarede præsten

„Men denne hersker kendte intet til den sande Gud; han havde aldrig læst Bibelen eller kendt noget til den.“

„Så må han være i himmelen,“ svarede han.

„Men Første Korintherbrev 6:9 siger at afgudsdyrkere ikke vil arve Guds rige,“ svarede jeg.

Stilhed! — Da der ikke kom noget svar, sagde en gymnasielærer der fulgtes med præsten: „Hvis præsten ikke er i stand til at svare på jeres spørgsmål, vil I så ikke være så venlige selv at fortælle os hvor Atahualpas sjæl befinder sig?“

Jeg viste dem så ud fra Bibelen at de døde ligger i graven hvor de er uden bevidsthed og at Gud har fastsat et tidspunkt i fremtiden hvor opstandelsen og dommen vil finde sted. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 17:31) Forklaringen skulle vise sig at få varig virkning på skolelæreren, for senere opsøgte han af sig selv Jehovas Vidner. Han tjener nu som menighedstjener i en af Jehovas Vidners menigheder her i Ecuador.

Mit hjerte er fyldt med glæde fordi hele min familie nu er Jehovas Vidner. Eddie og hans kone samt hendes søster, der ellers var i gang med forberedelserne til en tilværelse som nonne, blev døbt i 1969. Min moder fulgte efter i 1970. Jeg er meget taknemmelig for den godhed min familie, såvel som andre trosfæller, har vist mig. Men mest af alt er jeg Jehova Gud taknemmelig fordi han har åbnet mine øjne (i åndelig forstand, naturligvis) og givet mit liv mening. Med hans hjælp har jeg været i stand til at leve et indholdsrigt liv trods min blindhed. — Fortalt af Rodrigo Vaca.

[Tekstcitat på side 23]

„Hvis Gud var til, ville jeg ikke have mistet min hånd eller mine øjne!“ udbrød jeg bittert

[Tekstcitat på side 25]

Ved at huske alle svarene, samt på hvilke sider illustrationerne findes, er jeg i stand til at lede bibelstudier

[Tekstcitat på side 25]

Jeg spurgte: ’Atahualpa var afgudsdyrker og polygamist — hvor er hans sjæl?’

[Illustration på side 24]

Jeg finder stor glæde ved at undervise andre i Bibelen