Rugemetoder der afspejler visdom

„ET AF de utilfredsstillende træk ved hvirveldyrenes udviklingshistorie er, at man kender så lidt til krybdyrene i deres første tid, da det skalbærende æg udvikledes,“ beklages det på side 37 i bogen Krybdyr fra Sesam Biblioteket. Men ægget er kun begyndelsen. Udrugningen volder lige så meget hovedbrud — også her svigtes evolutionisterne af de fossile vidnesbyrd.

DE FLESTE FUGLE udruger selv æggene ved hjælp af deres egen kropsvarme. Her kunne fjerene være et problem. De isolerer særdeles effektivt, og kun en meget lille del af den varmemængde der er nødvendig for at udruge æggene kan overføres fra kroppen gennem fjerdragten. Skaberen af ægget, Jehova Gud, og ikke den hjælpeløse evolutionsproces, har frembragt flere løsninger på dette problem. Hos mange fugle er løsningen indbygget i form af de såkaldte rugepletter. Flere dage før lægningen af det første æg opstår disse rugepletter ved at brystdunene fældes i et eller flere begrænsede områder — visse fuglearter har op til tre rugepletter på brystet. Den blotlagte hud svulmer op samtidig med at blodkarrene i området øges i størrelse og antal. Når fuglen lægger sig på reden for at ruge, rejser den brystfjerene og foretager nogle vrikkende bevægelser for at bringe æggene i berøring med den særligt opvarmede hud. Rugningen begynder så snart disse varme rugepletter bringes i kontakt med æggene.

MEN IKKE ALLE FUGLEARTER er udstyret med rugepletter der fremkommer af sig selv. Nogle har i stedet fra Skaberens hånd fået nedlagt instinkter så de selv frembringer rugepletterne. Ænder og gæs plukker for eksempel dun af brystet for at huden kan komme i kontakt med æggene. Andre fugle udruger æggene med fødderne. Den blåfodede sule omslutter således sit ene æg med sine stærkt farvede svømmefødder. De store svømmehudsflader, der gennemstrømmes af en hurtig og varm blodstrøm, virker lige så effektivt som andre fuglearters rugepletter.

MAN HØRER SÅ MEGET om den moderlige omsorg. Hos kejserpingvinen er det dog den faderlige omsorg der må fremhæves. I den antarktiske vinters kulde og mørke lægger hunnen et enkelt æg og stikker så øjeblikkelig til havs igen. Hannen bliver alene tilbage for at udruge ægget. Han placerer det oven på sine svømmehudsbeklædte fødder der indeholder mange blodkar og derfor er forholdsvis varme. Over ægget krænger han en hudfold der fungerer som rugelomme. Denne lomme er så tætsluttende at ægget forbliver på sin varme plads selv om hanpingvinen bevæger sig omkring under rugningen. Temperaturen kan falde til minus 60 grader celsius og isnende snestorme kan hærge i dagevis. Men pingvinhannen står trofast og udruger ægget der hviler på fødderne. Sådan går omtrent to måneder, uden at den får noget at spise! Hunnen har dog ikke glemt sin familie. Efter klækningen af ægget vender hun tilbage for at fodre ungen med en fiskemasse hun gylper op fra maven. Derefter overtager hunnen pasningen af ungen mens hannen stikker til havs for at søge føde.

NOGLE FUGLE ANVENDER varme pletter på jorden som ’rugemaskiner’. Hammerhønen, der findes på den indonesiske ø Sulawesi, lægger sine æg direkte på vulkanernes skrænter hvor jorden konstant opvarmes af vulkanske dampe. På denne ø benytter andre fugle, af samme art, sig af det mørke vulkanske sand på strandene. De begraver deres æg i sandet, der på grund af sin mørke farve absorberer tilstrækkelig varme til udrugningen.

MEN FUGLENE ER IKKE de eneste der lader deres æg udruge i sandet. Om natten kommer havskildpadder op på strandene for at grave huller hvori de lægger deres æg, der somme tider tæller op til 400 eller 500 i løbet af én yngleperiode. Nilkrokodillen graver et hul i sandet og lægger almindeligvis her mellem 40 og 60 æg. Omtrent tre måneder senere, når æggene klækkes, frembringer ungerne sagte kvækkende lyde. Hunnen åbner for gruben og fører sin familie ned til vandet.

EN ENDNU STØRRE VISDOM end den der kommer til udtryk hos de førnævnte arter, afspejles hos listekrokodillen og mississippialligatoren, der bygger forholdsvis komplicerede rugepladser. De samler blade, grene, tagrør og forrådnende plantedele i en dynge nær ved en flod eller sump. I midten af disse dynger, der kan være op til én meter i højden, lægger de deres æg. Ved hjælp af halen oversprøjter de med mellemrum dyngerne med vand. Dette sætter ekstra fart i gæringen af de forrådnende plantedele, som tilvejebringer den ensartede høje temperatur der kræves for at æggene kan blive udklækket.

MEN SÅ KOMPLICEREDE disse krybdyrs ’rugemaskiner’ end er, kommer de langtfra på højde med dem der bygges af mallee-hønsene, der også kaldes termometerfugle. De lever i den golde centrale del af Australien, hvor temperaturen svinger voldsomt både mellem dag og nat og mellem de skiftende årstider. Bygningen af udrugningshoben begynder når den første efterårsregn falder, da de anvendte plantedele må være fugtige for at gæringsprocessen kan begynde. Parret er fælles om bygningen, selv om størstedelen af det hårde arbejde udføres af hanen. Hønen optræder ofte som en meget nøjeregnende tilsynsførende.

DE SKRABER et hul der kan være henved en meter dybt, fylder det med kviste og blade, dynger flere plantedele ovenpå og slutter til sidst af med et lag sand. Komposten under sandet begynder at gære, men det tager fire måneder inden temperaturen når op på de 34 grader celsius der er nødvendig før æglægningen kan begynde. Hanen udgraver et rugekammer i komposten, kontrollerer temperaturen med sit åbne næb og træder derefter til side så hønen kan lægge et æg. Men inden hun lægger ægget kontrollerer hun også selv temperaturen. Hvis hun ikke er tilfreds må hanen finde et bedre egnet sted i kompostbunken. Når stedet passer hende lægger hun ægget, hvorefter hanen skraber fordybningen til igen. Dette sker hver tredje eller fjerde dag indtil hønen har lagt omtrent 30 æg.

ALT IMENS passer forældrefuglene udrugningshøjen. De graver ind til æggene, kontrollerer temperaturen og fylder hullet igen. Afhængigt af tidspunktet på dagen og af vejret lægger de sand på eller fjerner det, eller de graver ventilationskanaler ind i højen og lukker dem når det er nødvendigt. Det er et langsommeligt og hårdt arbejde, men på den måde kan de styre rugetemperaturen så den ikke svinger mere end en grad. Hvert æg er 50 dage om at blive udruget. Når æggene klækkes graver kyllingerne sig ud af højen og stikker af, uden at deres forældre interesserer sig for dem. Æglægning, udrugning og pasning af højen varer ved i 6 til 7 måneder. Sammen med den firemåneders periode der er nødvendig for at varme højen op, betyder det næsten 11 måneders uafbrudt arbejde. Og alle disse anstrengelser gør forældrefuglene blot for at frembringe kyllinger som ikke interesserer dem det ringeste!

HVILKEN VISDOM afspejles ikke i alle disse forskellige rugemetoder! Dog er de dyr der bruger dem ikke i besiddelse af visdom. Den visdom de lægger for dagen, har Skaberen, Jehova Gud, nedlagt i dem. Som Ordsprogene 30:24 giver udtryk for, er de ’instinktivt vise’.

[Illustrationer på side 14 og 15]

Grågås

Kejserpingvin

Hammerhøne

Havskildpadde

Alligator

Mallee-høne