Frihedens pris

Mine sønner var ganske vist ude af koncentrationslejren, men måtte ikke forlade landsbyen. Vi havde ingen fremtid i Vietnam, og efter nogle få måneder, i maj 1978, flygtede to af mine sønner, samt min datter og jeg. Da vi boede ret langt fra havet måtte vi rejse dertil ad flodvejen i en lille båd. Hele vejen frygtede vi for at blive standset af en kommunistisk patrulje og sendt i fængsel.

Om natten stod vi omsider ud på havet — vi var 53, de fleste kvinder og børn — i en lille, overfyldt båd beregnet til flodsejlads. Den havde motor men blev styret med et simpelt ror. Vi styrede sydpå mod Malaysia mere end 600 kilometer borte. En let brise krusede havoverfladen og forfriskede os mens fuldmånen klart oplyste søvejen for os. Lykkelige over vores heldige flugt brød vi ud i sang.

De næste to dage var havet forholdsvis roligt, og vi skød en god fart. Den tredje var den smukkeste; havet var fuldstændig roligt og spejlblankt. Vi kastede anker og tog tid til lidt personlig hygiejne i havet. Men derved tiltrak vi en hel del hajer, og da vores båd var så lille at de kunne beskadige den, lettede vi anker og sejlede videre.

Vi håbede at møde et udenlandsk skib på den internationale sejlrute og måske blive budt om bord, eller i det mindste at få mad og vand. Ved 10-tiden om formiddagen fik mændene så øje på et stort fartøj. Vore hjerter bankede hurtigere; vi håbede på at blive hjulpet og måske reddet. Men da det kom nærmere, blev vore værste anelser bekræftet — det var et thailandsk piratskib. Vi havde hørt hvordan piraterne plyndrede hjælpeløse flygtninge fra vores land og hensynsløst voldtog kvinderne.

I piraternes vold

Piraterne ventede på dækket med knive i hænderne og ansigterne bemalet som groteske dyrehoveder. Skrækslagne skubbede vi de unge kvinder ind i et rum foran i båden og fik lige i rette tid barrikaderet det. Piraterne sprang om bord, fór omkring som en stormvind og rev alt det til sig de ville have — guldkæder, armbånd og øreringe. De tog vore tasker og ledte i vore punge efter guld og sølv. Alt hvad de ikke ville have kastede de i havet — deriblandt tøj, og mælk og mel til børnenes mad. De forlod os lige så pludseligt som de var kommet, og lod os lamslåede tilbage.

Piraternes anfører, en høj, fuldstændig skaldet og sværlemmet mand, bar en kæde om halsen med et kranium som hang ned på maven. Han lagde hovedet tilbage og lo højt af glæde over et vellykket sørøveri. Med en håndbevægelse gav han så vores båd fri.

Vi fortsatte ad vores rute, men efter blot en times tid begyndte en storm at rejse gigantiske bølger, større end båden. Vi blev ubønhørligt slynget frem og tilbage. Snart var næsten alle søsyge, og det flød med slimet opkast. Jeg skreg da jeg opdagede at min lille niece, som jeg holdt, ikke trak vejret. Men det lykkedes mig at genoplive hende med kunstigt åndedræt efter mund-til-mund-metoden.

Så begyndte båden at ligge roligere i søen. Min søn havde ændret dens retning så den drev med vinden og bølgerne. Dette ville imidlertid føre os tilbage i retning af piratbåden! Ganske rigtigt, efterhånden fik vi den i sigte. Da de så os, lettede de anker og kom i retning af os. De skrækslagne passagerer på vores båd skreg anklager mod min søn. Men som han senere forklarede: „Kun på den måde kunne båden og passagererne reddes.“

Med taknemmelighed kunne vi nu læse en vis medfølelse i piratanførerens øjne. Han gav tegn til os om at manøvrere tættere på og kastede en line over til os så vi kunne fortøje os til hans skib. Men stormen var så stærk at passagererne ikke kunne holde ud meget længere. I samme øjeblik krydsede en af piraterne over til vores lille båd og tilbød os ly. En efter en blev vi alle 53 hjulpet over til det meget større piratskib.

Det var langt ud på eftermiddagen, og en anden kvinde og jeg tilberedte aftensmad af de ris og fisk som piraterne gav os. Bagefter satte jeg mig over i et hjørne med min lille niece, som nu havde det bedre. Stormen var løjet af, men der blæste en kold vind, og jeg havde ikke andet end en sweater som jeg svøbte min niece i. Jeg rystede af kulde.

En af mændene som jeg respektfuldt tiltalte som „fisker“, hjalp mig. Han sagde at han tænkte på sin moder når han så på mig. Hun og jeg var omtrent jævnaldrende. Han elskede sin moder og var ked af altid at være så langt borte fra hende. Så spurgte han om jeg havde et sted at tilbringe natten, og uden at afvente svar sagde han at jeg kunne sove på et dæk ovenover. Han tog min niece i armene, og jeg fulgte ham, men brød mig ikke om at være afskåret fra de andre nedenunder. Jeg glemte ikke at manden faktisk var pirat skønt han viste mig venlighed.

Ovenfra så vores båd så lille ud i forhold til skibet. Jeg sukkede. Hvordan kunne vi tilbagelægge mere end 600 kilometer på oceanet i sådan en båd uden Guds hjælp? Jeg følte hvor ubetydelige vi var sammenlignet med universets storhed og evighed. „Åh Gud,“ bad jeg, „hvis du sendte dette skib for at redde os fra stormen, så beskyt os igen mod overlast fra piraterne.“

Piraten førte mig til et stort rum og rakte mig min lille niece. Men jeg var bange for at være alene, og da han var gået, gik jeg nedenunder igen og tog syv andre med op. I nattens løb blev jeg vækket af gråd og jamren der kom nedefra. Frygtsomt vækkede jeg de andre, og skønt klokken kun var omtrent 2 om morgenen, besluttede vi at se hvad der var sket nedenunder.

Alle var vågne. Nogle af kvinderne græd så deres skuldre rystede. Mændene stod sammen agterude, i nærheden af kabyssen. Vi fik at vide at en pirat havde kæmpet med en af mændene og derpå voldtaget hans kone. Jeg bad om lov til at tilberede noget mad, og vi fik alle noget at spise. Ved daggry lod piratanføreren os tage af sted, og vi fortsatte mod Malaysia.

I Malaysia

Nogle talsmænd fra vores båd gik i land for at bede om tilladelse til at lægge til, men fik afslag. Embedsmændene truede med ellers at kaste os alle i fængsel. I mellemtiden kom de lokale beboere på stranden til og tog os nysgerrigt i øjesyn. De var forbløffede over at sådan en båd kunne krydse oceanet. De vidste hvem vi var, for der havde været andre flygtninge fra Vietnam. Vi sprang i havet for at blive rene for en uges snavs, mens vi lo og morede os foran vores voksende tilskuerskare.

Med ét råbte en høj, lyshåret fremmed os an fra stranden og lovede os mad, drikkevand og medicin. „Hvis malaysierne ikke tillader jer at gå i land,“ råbte han, „så ødelæg båden og svøm i land.“ Den fremmede holdt ord, for senere på eftermiddagen bragte en lille båd os mad og drikkevand samt en sygeplejerske der tog de syge med på hospitalet og sendte dem tilbage samme aften. Hvor var vi glade over at være sikre på ikke at skulle sulte ihjel!

Vi beskadigede hemmeligt bådmotoren så det var umuligt at komme nogen vegne. Efter at myndighederne den næste dag havde undersøgt den, sagde man at man ville bringe os hen hvor den kunne blive repareret. Man slæbte os op ad en flod til en stor sø og efterlod os dér. Tre dage gik, og vi løb tør for mad — den fremmede havde ikke fundet os. Skønt bådens ejer gerne ville redde den for at kunne sælge den, besluttede vi at sænke den og svømme i land.

Beboerne gav os sandelig en varmhjertet velkomst! De havde iagttaget vores båd, og da vi alle var kommet sikkert ind på bredden, løb de ned til os med brød, kiks og ris. Vi blev en dag på det sted vi var kommet i land og blev så overført til flygtningelejre. Der fandt vi ud af at den venlige fremmede på stranden var ingen anden end flygtningehøjkommissæren for Sydøstasien.

Mine tre børn og jeg blev over seks måneder i forskellige flygtningelejre i Malaysia, hvor vi led afsavn på alt. Så fik vi lejlighed til at udvandre til USA, hvor vi nu bor. Men hvordan gik det med mit løfte til Gud?

[Tekstcitat på side 21]

En pirat kæmpede med en af mændene og voldtog hans kone

[Illustration på side 21]

Vi flygtede i en båd som denne

[Kildeangivelse]

U.S. Navy photo