Missionærer — takket være gode eksempler

HVORFOR skulle nogen her sidst i det 20. århundrede vælge at blive missionær? Det spørgsmål er der måske mange der tænker på når de ser den materialisme, kynisme og almindelige irreligiøsitet der er så udbredt i dag. Trods denne indflydelse er der imidlertid to gange om året elever fra Vagttårnets bibelskole Gilead der rejser ud til fremmede lande for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Sidste år var ingen undtagelse. Søndag den 8. september var der afslutningshøjtidelighed for eleverne i den 79. klasse, og de var rede til at rejse ud som missionærer.

De er naturligvis blevet tilskyndet dertil af en stærk tro på Gud, af en urokkelig tillid til hans løfter og af kærlighed til deres medmennesker. Men i mange tilfælde var der noget andet der havde givet dem det sidste skub og fået dem til at ønske at vie resten af deres liv til missionærtjenesten. Hvad var det?

En af eleverne, Terry, der kom fra Australien, fortæller hvad der tilskyndede ham: „Fra jeg var helt lille hjalp mine forældre mig til at tage sandheden alvorligt og til aldrig så meget som at overveje en anden livsform end heltidstjenesten.“ Både Terry og hans kone, Birgit, takker deres forældre for at de i dag er missionærer. Birgit siger: „I vores familie var heltidstjenesten den eneste livsform vi talte om. Gilead har således hele tiden været et mål.“ Disse forældres oplæring har nu båret god frugt, for dette lykkelige par er ved at gøre sig klar til at rejse ud for at tjene som missionærer i Papua-Ny Guinea.

Deres erfaringer er ikke usædvanlige for Gileads 79. klasse. Faktisk fortæller halvdelen af eleverne at det var deres forældres eksempel og opmuntring der gav dem ønsket om at begynde i heltidstjenesten. Paul og Anne fra England fik tildelt missionærtjeneste i Liberia. Anne siger: „Min moders ikke-materialistiske indstilling og hendes klare syn på sandheden hjalp mig til at undgå at blive engageret i en verdslig karriere og til at have missionærtjenesten som mål.“ Og Pauls forældre? „Jeg tror at deres eksempel — sammen med deres positive og opmuntrende ord fra jeg var helt lille — var den bedst tænkelige påvirkning jeg kunne få mens jeg voksede op i sandheden.“

Hvad gjorde disse forældre for at tilskynde deres børn til at begynde i heltidstjenesten? Phoebe, der er vokset op i Australien, fortæller: „Mine forældre havde ofte specialpionerer, kredstilsynsmænd og andre heltidstjenere boende.“ Nu er hun og hendes mand, Eric, på vej til Haiti som missionærer. Andre efterligner deres forældres eksempel: „Min bedstefader var en nidkær pioner i Sverige sidst i 1920rne, og begge mine forældre har været pionerer, har tjent på Betel, og har derefter været i rejsetjenesten,“ fortæller Lars. „Vi havde meget ofte heltidstjenere som gæster i vort hjem.“ Emmanuel, der kom til Gilead fra Frankrig, fortæller at hans fader selv var missionær og nu har den glæde at se sin søn og svigerdatter tage den livsform op han selv var meget glad for. Emmanuel udtrykker det på denne måde: „Jeg er altid blevet opdraget med heltidstjenesten for øje. Selv da jeg var ganske lille, ville jeg gerne gøre hvad min fader gjorde.“ Emmanuel og hans kone, Marie, skal til Guadeloupe.

Urban giver udtryk for noget lignende om den virkning hans opvækst i Sverige havde på hans ønske om at blive missionær. Han beretter: „I hele min barndom var min moder meget nidkær i tjenesten. Jeg tror at det ikke så meget var hvad hun sagde som hvad hun gjorde — altså hendes gode eksempel — der vakte et stærkt ønske i mig om at bruge mit liv i heltidstjenesten for Jehova. Og meget tidligt blev missionærtjenesten et mål som min moder tilskyndede mig til at stræbe efter. For eksempel sagde hun at det var en tjeneste hun selv gerne ville udføre hvis bare hun havde mulighed for det.“ Nu har Urban nået dette mål. Han og hans kone, Charlotte, skal arbejde som missionærer i Kenya sammen med tre af deres klassekammerater.

Hvad med dem der ikke havde den fordel at deres forældre opmuntrede dem til at begynde i heltidstjenesten? Rick og hans kone, Mari, kom til skolen fra Danmark. De ser frem til at skulle tjene i Kenya. Han fik ønsket om at blive missionær „ved at læse trofaste missionærers livsberetninger i Vagttårnet og ’Årbogen’“. Bruce og Angelika har været glade for det eksempel andre heltidstjenere har sat og for den tilskyndelse de har givet. „Det er meget, meget vigtigt at unge mennesker får tilskyndelser fra andre til at begynde i heltidstjenesten,“ siger Angelika. „Hvis du ikke bliver opmuntret, begynder du at tvivle på dig selv. Vores kredstilsynsmand, en tidligere missionær, forsikrede os igen og igen om at den der er villig og som lever op til kravene, kan blive en god missionær.“ Dette ægtepar, der kom fra Tyskland, var ivrige efter at komme af sted og begynde på deres opgave på St. Kitts så hurtigt som muligt efter afslutningshøjtideligheden.

Sirkka og hendes mand, Erkki, kom til Gileadskolen fra Finland. Hun forklarer hvad der tilskyndede hende til at stræbe efter missionærgerningen til trods for hendes frygt for at skulle lære et nyt sprog: „De der allerede var heltidstjenere tilskyndede mig alene ved deres eksempel. Det gælder især en der selv havde været missionær. Han hjalp mig til at forstå at sprog ikke ville være noget problem for mig hvis jeg virkelig ønskede at blive missionær.“ De venter nu på lejligheden til at lære spansk i deres distrikt i Colombia.

Det var moderens og mormoderens eksempel på ’tro uden hykleri’ der ledte og tilskyndede Timoteus til at blive missionær sammen med apostelen Paulus. (2 Timoteus 1:5) I dag høster mange unge gavn af den opmuntring deres forældre og andre giver, og det eksempel de sætter, og de beslutter sig til at gøre heltidstjenesten til deres livsvej. Da Charlotte blev spurgt om hun kunne anbefale at man stræbte efter dette mål, svarede hun: „Ja, selvfølgelig. Ellers ville vi ikke selv have valgt det. Det er et rigt liv fyldt med udfordringer — men også med mange velsignelser.“

Føler alle eleverne at de har valgt den rette livsvej? Erkki giver udtryk for hele klassens holdning med disse ord: „Vi modtager de største velsignelser når vi stiller os til rådighed som et redskab i Jehovas hånd og er parate til at blive brugt hvor han finder det bedst. Gileadskolen har gjort os til mere brugbare redskaber i hans hånd.“

[Ramme på side 15]

Portræt af den 79. klasse:

Antal lande repræsenteret: 10

Antal lande udsendt til: 11

Antal ugifte brødre: 2

Antal ægtepar: 11

Antal elever i alt: 24

Gennemsnitsalder (år): 29,5

Gennemsnitligt antal år i sandheden: 12,7

Gennemsnitligt antal år i heltidstjenesten: 8,2

[Illustration på side 14]

Vagttårnets bibelskole Gilead 79. klasse — 8. september 1985

Fra venstre til højre: Første række: C. Mattsson, A. Crudass, B. Petit, M. Tomaszewski, S. Mäkelä, A. Thompson. Anden række: B. Thompson, S. Toivanen, E. Östberg, P. van de Reep, M. Stephens, P. Beadle. Tredje række: L. Östberg, E. Mäkelä, M. van de Reep, J. Raivo, R. Stephens, T. Petit. Fjerde række: E. Beadle, P. Crudass, E. Tomaszewski, V. Denk, U. Mattsson, J. Raivo.