Et firedages byggeri på Trinidad
„HVIS I kan rejse den kirke på fire dage, vil jeg levere al den is I behøver, gratis!“ tilbød issælgeren udfordrende da han hørte at den stedlige menighed af Jehovas Vidner skulle forsøge at bygge en rigssal på blot fire dage. Han turde endda vædde på at de ikke kunne klare det. Når alt kom til alt var dette jo Trinidad, hvor overskredne byggefrister ikke var noget særsyn, og Siparia-menigheden bestod kun af 72 forkyndere. Men da Jehovas vidner hverken spiller eller vædder, købte de i stedet en stor forsyning is af forhandleren til kolde drikke til de 300 svedende frivillige, og gik i gang. — Esajas 65:11.
Kunne de klare det? Det mente de. Trods alt var der gået et halvt års planlægning forud. Fundamentet var blevet støbt en måned forinden, samtidig med at noget blikkenslagerarbejde og nogle elektriske installationer var blevet fuldført, og de nødvendige materialer lå på byggepladsen.
Med nysgerrige naboer som tilskuere begyndte arbejdet fredag aften den 17. maj 1985, da over hundrede frivillige samledes på byggepladsen. Ved daggry lørdag den 18. maj var skelettet færdigt, tagdækningen påbegyndt og murerne i gang med at lægge mursten. Ved middagstid var tagdækningen fuldført og højttalersystemet installeret, og der blev opsat et skilt der udtrykte forsigtig optimisme:
Her bygges en rigssal
Anslået byggetid: 4 dage
18., 19., 25., 26. maj
Men hvem var disse arbejdere? Arbejdsstyrken var sammensat af folk med vidt forskellig baggrund. En ung læge malede med næsten kirurgisk præcision. En kvinde var med til at bygge platformen; hun er enlig moder og ernærer sig som taxachauffør. En murer med 40 års erfaring arbejdede side om side med en der var udgået fra den tekniske skole og for nylig havde fuldført sin mureruddannelse. Og så bør man også nævne alle de søstre der ikke alene lavede mad, men også gravede ud til kloakledninger, malede, anlagde plæne, slæbte mursten og gik murerne til hånde.
Hvordan reagerede offentligheden? På et tidspunkt løb man tør for vand og det så ud til at man måtte indstille murerarbejdet. Men en brandchef i nabolaget der var overvældet af den arbejdsiver han så, sendte tre gange i aftenens løb en vandvogn fra brandvæsenet med vandforsyninger. Han tog endda nogle venner med derhen så de selv kunne se hvad der blev udrettet. En kvindelig genbo til rigssalen tillod venligt brødrene at oplagre materialer på sin grund. Hun var også til stede ved det første møde i rigssalen.
Så den føromtalte issælger nu anderledes på projektet? På andendagen var al isen opbrugt. Men han havde set hvad der var udrettet indtil da og tilbød brødrene penge så de kunne købe mere is. Nu er han overbevist om at Jehovas vidner kan klare det!