Tahiti — Sydhavets juvel
TAHITI — selve navnet får os til at se vidunderlige scenerier for vort indre blik. Den franske opdagelsesrejsende Bougainville kaldte øen Ny Kythera, fordi den mindede ham om den smukke og sagnomspundne ø i Middelhavet der bærer navnet Kythera. Tahitis skønhed har inspireret malere og digtere, og for nogle er Tahiti nærmest et andet ord for paradis.
Men en befolkningsgruppe på Tahiti har nu i mange år talt om et kommende paradis. Det samme budskab forkyndes i alle beboede områder jorden over. Men er der nogen grund til at forkynde et sådant budskab netop på Tahiti? Ja. Det vil du forstå når vi har fortalt lidt mere om denne ø.
Det smukke Tahiti
Er der lige så smukt på Tahiti som man siger? Ja, afgjort! Det er ikke nogen stor ø — den er blot 1041 kvadratkilometer (mindre end Lolland) og kantes af en 121 kilometer lang kystvej. Øens højeste bjerg er til gengæld ikke mindre end 2237 meter højt.
En af Tahitis herligheder er den turkisfarvede lagune der omkranser øen. Længere ude bliver havet mørkeblåt, og grænsen mellem det dybe hav og den lysere lagune dannes af et koralrev hvorpå brændingen lægger en guirlande af hvidt skum. Set fra luften ligner Tahiti derfor en juvel i et turkisfarvet smykkeskrin. Nogle har endog kaldt øen Sydhavets juvel.
Hvordan er klimaet? Det er varmt og fugtigt, men mildnes af forfriskende passatvinde. Fra november til marts er det regntid, og i den periode er både temperaturen og luftfugtigheden særlig høj. Vegetationen er frodig og tæt. Navnlig langs kysten og i dalene kan man finde masser af kokosnødder, mangofrugter, brødfrugter, avocadoer og bananer — alt hvad der hører hjemme i et tropisk paradis!
Hvilke blomster vokser der på Tahiti? Luk engang øjnene og forestil dig at den luft du indånder dufter af jasmin. Se et væld af hibiscus og bougainvillea for dit indre blik, og prøv at forestille dig den usædvanlige flamingoblomst og tiare tahiti, den hvide, duftende blomst som tahitiske mænd og kvinder smykker deres hår med. Ja, der vokser en overflod af blomster på Tahiti.
Der er mange havfugle på Tahiti, men kun få dyrearter har deres naturlige levested på øen. Dette opvejes dog af dyrelivet i det omgivende hav. De smukke koraller rummer en mangfoldighed af konkylier og skaldyr. Både i lagunen og i det dybe ocean frydes øjet af farverige papegøjefisk, læbefisk, doktorfisk, aborrer og muller. En der også betragter sceneriet — men ikke for at beundre dets skønhed — er den glubske muræne der lurer i klippespalter. Længere ude holder farlige hajer til.
Øens beboere
Denne smukke ø blev oprindelig opdaget af polyneserne, disse dygtige søfarere, omkring det 5. århundrede. De lærte at sætte pris på dens uberørte skønhed og at ernære sig af dens frugtbare jord og righoldige have. De tilbad en gud ved navn Taaroa, som formodedes at blive opvartet af underordnede guder. Deres religiøse ceremonier blev afholdt i firkantede indhegninger kaldet marae. Ved disse pladsers ene ende stod der et alter for de hellige tiki-afguder, og på dette alter ofrede man mennesker.
I over tusind år levede disse første beboere uforstyrret på Tahiti. Deres efterkommere, tahiterne, bor faktisk stadig på øen. I det 18. århundrede blev øen imidlertid „opdaget“ på ny, denne gang af europæiske søfarere, som Wallis, Bougainville og Cook. Tahiti blev verdensberømt. De nyankomne bragte forskellige ting med sig som var til gavn for tahiterne, for eksempel metal, klæde, et skriftsprog og, først og fremmest, Bibelen. De bragte dog også problemer med sig. Tahiti blev indblandet i konflikter som resulterede i at den tahitiske konge Pomare V i 1880 skænkede Tahiti til Frankrig. I dag virker Tahiti som administrationscenter for en øgruppe der er kendt under navnet Fransk Polynesien.
De tahitiske kvinders gyldne hud og lange, ravnsorte hår er ofte blevet skildret af malere, som for eksempel Paul Gauguin. Nu om stunder, da tahitere gifter sig med kinesere, europæere og andre folkeslag, er racen blevet temmelig blandet. Det tahitiske sprog som de oprindelige beboere på Tahiti talte, er dog stadig meget udbredt. Det er et smukt sprog, men det mangler mange af de ord der er nødvendige i det moderne samfund. I daglig tale hører man derfor kinesiske, engelske og andre udenlandske ord blandet med tahitiske. Der tales også fransk på Tahiti, eftersom øen er under fransk administration.
Forholdene ændres
Øen er dejlig og menneskene indtagende. Beboerne på Tahiti behersker stadig den traditionelle polynesiske kunst at lave billedskærerarbejder i perlemor og træ. Af de muslingeskaller der findes på stedet laver de smukke halskæder og smykker, og de forstår at væve blade af kokospalmer og skruepalmer til måtter, kurve og hatte. Det de er allerbedst til er dog at synge og danse. De benytter enhver lejlighed til at feste med dejlig mad, smukke blomster, musik, sang og dans (og, desværre, megen alkohol og tobak).
Ikke desto mindre bærer Tahiti et umiskendeligt præg af det 20. århundrede. Der drives rovdrift på en stor del af øens skønne natur. Af kommerciel interesse finkæmmes havene for muslingeskaller, mens hajer jages for deres tænder og skildpadder for deres skjold. Og de engang så talrige havfugle er ved at blive fortrængt af det voksende antal mennesker der slår sig ned langs kysten.
Også forurening er et problem. Tahiti har nogle smukke strande, og ved mange af dem er sandet overraskende nok sort. Men havet skyller frastødende affald op på nogle af strandene.
I mange år har beboerne på Tahiti haft et velfortjent ry for venlighed, gavmildhed og gæstfrihed. Koloniseringen og turismen har desværre lagt en dæmper på denne naturlige impuls, der til en vis grad er blevet offer for den moderne verdens realiteter. Andre problemer tog deres begyndelse i 1960erne med Frankrigs afprøvning af kernevåben i den sydlige del af Stillehavet og med anlæggelsen af en international lufthavn. Siden da har materiel velstand ført en del fordærv med sig.
Det kommende paradis
Tahiti har naturligvis aldrig været et paradis i ordets fulde betydning. På trods af øens skønhed har beboerne til alle tider måttet kæmpe med de problemer der plager hele menneskeheden, som for eksempel sygdom og død. Dertil kommer at mange — med tanke på hvad Tahiti var engang og hvad det er ved at blive — frygter for hvordan det vil gå i fremtiden. De håber at ødelæggelserne vil ophøre, men hvem kan love dem det?
De første missionærer for kristenheden kom til Tahiti i slutningen af det 18. århundrede. De oversatte Bibelen til tahitisk, og den er stadig den mest respekterede bog på øen. I dag findes der mange trossamfund på Tahiti, hvoraf de fleste kalder sig kristne. Samtidig er der imidlertid megen kriminalitet, vold, racediskrimination og nationalisme. Kristenheden har tilsyneladende ikke kunnet vise hen til en løsning på disse problemer.
Det er grunden til at Jehovas vidner fortæller beboerne på Tahiti om det sande paradis der kommer. De forklarer hvilke hensigter Gud har, den Gud hvis navn, Jehova, forekommer tusinder af gange i den tahitiske oversættelse af Bibelen. De viser alle der vil høre, at denne Gud har profeteret at menneskeheden ville begynde at ’ødelægge jorden’, selv de mere fjerntliggende og smukke dele af den. (Åbenbaringen 11:18) Og de er glade for at kunne fortælle at Jehova ikke vil lade dette fortsætte. Hans rige ved Kristus Jesus vil bringe et virkeligt paradis, ikke blot til Tahiti men til alle jordens øer og kontinenter. (Salme 98:7-9) Guds rige vil også løse de problemer, for eksempel sygdom, lidelse og død, som beboerne på Tahiti — selv da øen i højere grad mindede om et paradis — måtte kæmpe med. (Åbenbaringen 21:3, 4) Tahitianerne opmuntres således til at vise deres legendariske gæstfrihed ved, til deres evige velsignelse, at underlægge sig Guds riges kommende herredømme.
[Ramme på side 25]
Jehovas vidner på Tahiti
Tahiti har en befolkning på 172.100. Til at betjene denne befolkning med Bibelens gode nyhed er der 10 menigheder af Jehovas Vidner. I tjenesteåret 1984/85 nåede antallet af forkyndere op på 622. Der er et Jehovas vidne for hver 277 indbyggere på øen. I løbet af tjenesteåret blev der døbt 44 nye Jehovas vidner, og den omstændighed at der blev ledet 762 bibelstudier viser at der er udsigt til yderligere vækst. Den årlige højtid til minde om Kristi død blev i 1985 overværet af 1883, over tre gange så mange som antallet af forkyndere.