Jeg var i dæmonernes magt

JEG var åndemedium, troldmand, en mandlig heks. Jeg levede af spådomskunst. Jeg tog varsler. Jeg bandt andre med besværgelser. Jeg praktiserede sort magi og voodoo. Faktisk øvede jeg de fleste af de spiritistiske handlinger som Bibelen fordømmer i Femte Mosebog 18:10-12.

Apostelen Paulus’ rejseledsager Lukas skrev: „En tjenestepige med en spådomsånd kom os i møde. Hun plejede at skaffe sine herrer en stor fortjeneste ved at øve spådomskunst.“ (Apostelgerninger 16:16) Ligesom tilfældet var med denne pige, forsynede en dæmon også mig med en viden som jeg ikke kunne have fået på normal vis.

For eksempel vidste jeg det på forhånd da min bedstemoder skulle dø; og når en slægtning blev gravid vidste jeg det før alle andre. Dette var ikke blot gisninger der tilfældigvis holdt stik — det jeg fik kundskab om, skete næsten altid. Hvis jeg ønskede at en studiekammerat, en lærer eller en slægtning skulle blive syg, blev han det uvægerlig.

Engang blev jeg vred på min bedstemoder og ønskede at hun måtte komme til skade. Jeg påkaldte dæmonerne og bad dem sørge for at hun ville skære sig. Samme eftermiddag skar hun sig på en kniv.

Ved en anden lejlighed ønskede jeg at min broder skulle lade mig være i fred. Jeg praktiserede voodoo, og ved hjælp af forskellige klædningsstykker lavede jeg en dukke der forestillede ham. Når som helst han derefter kom inden for en afstand af 3 meter fra mig, fik han stærke smerter i brystet og åndedrætsbesvær. På den måde fandt han ud af at det var bedst at lade mig være i fred.

Engang betvivlede en af mine bekendte spottende min evne til at påkalde dæmonerne. Jeg vidste at han handlede med stoffer, så jeg fortalte ham at han ville blive arresteret og derefter løsladt. Dæmonerne gjorde nøjagtig som jeg bad dem om. Inden der var gået to måneder blev han arresteret. Derefter blev sagen opgivet, og han blev løsladt. Denne mand satte aldrig mere spørgsmålstegn ved mine evner.

Okkultismen griber mig

Min familie var dybt rodfæstet i de religiøse ritualer og hedenske skikke der fandtes i området ved Ozark Mountains i De forenede Stater, hvor folk brugte elskovsdrikke og lignende. Jeg blev født efter at mine forældre var flyttet til San Francisco. De ønskede egentlig ikke at få børn — det ville forstyrre deres frie livsform. Derfor blev jeg forsømt og manglede i den grad kærlighed at mit følelsesliv led skade. Jeg blev en enspænder og hadede andre mennesker.

Jeg var ikke ret gammel da jeg begyndte at fatte interesse for det okkulte. Jeg så alle de film og TV-programmer der handlede om dette emne. Da jeg var omkring seks år benyttede jeg regelmæssigt et Ouija-bræt. Jeg var åben for, og endda ivrig efter, at få en kommunikation i gang med åndeverdenen. Jeg vidste at dæmonerne eksisterede og talte meget gerne med dem. De begunstigede mig med særlige evner og en særlig viden.

Jeg begyndte at læse alle de bøger om okkultisme jeg kunne få fat i, fra de offentlige biblioteker og navnlig fra boghandeler. En forretning, hvis ejer var et åndemedium, henvendte sig især til dem der praktiserede heksekunst eller sort magi. Ved at læse gamle bøger om okkultisme lærte jeg navnene at kende på de dæmoner som spiritister før i tiden havde været i kontakt med.

Jeg begyndte at bruge disse navne når jeg underholdt mig med dæmonerne. Det var som om hver enkelt dæmon adskilte sig fra de andre ved sin personlighed og den måde den gjorde tingene på. På den måde lærte jeg et utal af dæmoner at kende ved navn.

Ud fra det jeg havde læst om okkultisme vidste jeg at dæmonerne var engle som havde mistet Guds gunst og at de ikke var afdøde menneskers ånder eller sjæle. Jeg havde medlidenhed med disse engle og navnlig med Satan. Jeg blev satandyrker, men samtidig — selvmodsigende som det var — bad jeg til Gud. Når mine bønner blev besvaret troede jeg at det var Gud der svarede mig. Satan havde grundigt bedraget mig. — 2 Korinther 11:14.

Selv om dæmonerne udrustede mig med særlige kræfter hjalp de mig ikke til at blive et bedre menneske. Tværtimod fordrejede de min tankegang så jeg begyndte at hade andre fremfor at holde af dem. Jeg blev med tiden utugtig, tyv, dranker, stofmisbruger og homoseksuel.

I januar 1974 døde min bedstemoder. Det bedrøvede mig meget, da hun var den eneste jeg virkelig havde holdt af. Mens jeg var barn havde hun læst for mig fra Bibelen og fortalt om opstandelsen. Nu ville jeg gerne lære mere om opstandelsen. Fra barnsben havde jeg ønsket at leve evigt, og dæmonerne havde givet mig løfte om evigt liv. Men det stod ikke helt klart for mig hvordan det ville blive muligt.

En vigtig kontakt

Kort tid efter min bedstemoders begravelse kom jeg over for en arbejdskammerat — en pige ved navn Gwen — til at nævne at verdens ende var nær men at ingen troede på det. Gwen sagde at hun troede på det, og hun var synligt overrasket over min udtalelse. Jeg havde fået det at vide af dæmonerne, men Gwen viste mig ud fra Bibelen hvordan det forholdt sig.

Gwen talte altid om Jehova og sagde at han var den der ville gøre ende på den nuværende tingenes ordning. Jeg sagde til hende at jeg afskyede navnet Jehova og bad hende om ikke at bruge det. Det sårede hende, og hun sagde at hun helst ikke ville tale med mig mere hvis hun ikke kunne bruge navnet på den hun holdt mest af, for Jehova er Guds eget navn.

Jeg var aldeles forbløffet. Samme aften da jeg kom hjem tog jeg King James-oversættelsen af Bibelen, som havde tilhørt min afdøde bedstemoder. Jeg begyndte at blade den igennem for at finde navnet Jehova. Jeg vidste at hvis jeg fandt det i denne bibel, så havde Gwen ret i at Jehova er Guds navn. Men jeg var overbevist om at det ikke stod der. Jeg blev rystet da jeg fandt Anden Mosebog 6:3, hvor der står: „Jeg åbenbarede mig for Abraham, Isak og Jakob ved navnet Gud den Almægtige, men ved mit navn JEHOVA var jeg ikke kendt af dem.“

Jeg indså med det samme at Jehova faktisk er Gud og at Satan slet ingen magt har i forhold til ham! Efter at jeg i Bibelen havde set det navn jeg afskyede, og hørt mere om opstandelseshåbet, indvilligede jeg i at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner.

Udfrielse fra dæmonernes herredømme

Kort efter tog Gwen mig med til et af Jehovas Vidners møder. Foredraget handlede om vilddyret med tallet 666, der omtales i Åbenbaringens bog i Bibelen. Gennem dæmonerne havde jeg fået temmelig mange modstridende oplysninger om dette vilddyr, og det overraskede mig at det også var omtalt i Bibelen. Min interesse var stor, så jeg bad Vidnerne om at studere Bibelen regelmæssigt med mig fra den følgende uge.

Dæmonerne ønskede naturligvis ikke at jeg skulle studere Bibelen. Men jeg vidste at det var sandheden jeg lærte, og jeg ville ikke opgive den selv om dæmonerne forsøgte at stoppe mig. De slog mig når jeg lå i min seng. Engang slog de mig så hårdt at jeg havde ondt i hovedet i flere timer. Jeg bad Jehova om hjælp, og fra det øjeblik holdt han dem ude af mit værelse.

Men dæmonerne gav ikke op. Udefra klaprede de med vinduerne i soveværelset. De blev ved hele natten så jeg kun fik nogle få timers søvn. De forsøgte at gøre mig mør. Men jeg blev ved med at bede til Jehova og at overvære alle møderne sammen med Jehovas vidner — og Jehova hjalp mig.

Det er sandt at dæmonerne besidder stor magt. De kan endog slå folk ihjel, som de gjorde med Jobs ti børn. (Job 1:18, 19) Og jeg er sikker på at de også ønskede at slå mig ihjel. Jeg havde været deres tjener som de havde begunstiget med særlige evner og kræfter, men nu havde jeg vendt dem ryggen for at tjene deres fjende, Jehova Gud. Jehovas evne til at beskytte mig er derfor et bevis på at vi ikke behøver at frygte dæmonerne.

I sommeren 1974 overværede jeg Jehovas Vidners områdestævne på Oakland-Alameda-stadion. Ved den lejlighed besluttede jeg at jeg ville lade mig døbe ved næste områdestævne. Så den 18. juli 1975 blev jeg døbt på det samme stadion, og i oktober samme år giftede jeg mig med en af mine trosfæller.

Selv efter at Mari og jeg var blevet gift, blev dæmonerne ved at genere os — fra tid til anden gjorde de min hustru rædselsslagen. Mari tilhørte den menighed hvor jeg var begyndt at overvære møderne. Hun kendte hele min baggrund før vi giftede os. Hun har endog fortalt at hun havde mistanke om at jeg var en mandlig heks, dengang jeg begyndte at komme i rigssalen. Jeg havde også en uhyggelig fremtoning. Jeg var klædt helt i sort og talte ikke til nogen. Jeg kom blot til møderne og satte mig ned.

På et tidspunkt troede vi ikke at vi ville blive fri for dæmonernes plager før de blev kastet i afgrunden sammen med Satan. (Åbenbaringen 20:1-3) Men fordi vi har holdt os nær til Jehova i bøn og taget imod al den åndelige føde han tilvejebringer gennem sin organisation, er det nu flere år siden dæmonerne har generet os.

Vi er blevet velsignet med tre dejlige piger, og i de sidste fire år har Mari tjent som heltidsforkynder. Vi ser frem til den tid hvor Satan og hans dæmoner vil blive udslettet for evigt! Indtil da må vi huske på at selv om dæmonerne ikke længere generer os direkte, må vi fortsat kæmpe imod deres indflydelse, som apostelen Paulus skrev: „For os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men . . . imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ (Efeserne 6:12) — Fortalt af Ralph Anderson.

[Tekstcitat på side 12]

Hver enkelt dæmon adskilte sig fra de andre ved sin personlighed