Blodets hellighed — et gammelt stridsspørgsmål

JEHOVAS VIDNER nægter som bekendt at tage imod blodtransfusion. Hvorfor indtager de dette standpunkt? Det gør de fordi Bibelen tydeligt viser at blodet er helligt eftersom det repræsenterer en skabnings liv eller sjæl. Da Noa efter Vandfloden fik tilladelse til at spise dyrekød, fik han samtidig denne indtrængende advarsel: „Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.“ (1 Mosebog 9:4) Dette forbud blev udtrykkeligt gentaget i den lov Gud gav Israels folk. (3 Mosebog 17:10) Senere fik også de kristne befaling gennem den hellige ånd og apostlene til at ’afholde sig fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt’. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Jehovas Vidner er en af de få grupper der stadig overholder det guddommelige forbud mod at spise blod. Er dette standpunkt urimeligt? Dertil kommer at de tilsyneladende er de eneste der i vor tid har draget den slutning at dette forbud også gælder blodtransfusion. Er Jehovas vidner de eneste bibelforskere nogen sinde der har ræsonneret på denne måde?

Guds og menneskers syn på det at spise blod

Lad os overveje det første spørgsmål: Respekten for blodets hellighed har faktisk i lange tider kendetegnet Guds tjenere, hvorved de har adskilt sig fra mennesker i almindelighed. Op gennem historien har man i vid udstrækning benyttet blod som næringsmiddel og endda som gift, samt til at inspirere sandsigersker, besegle aftaler og styrke forbindelsen mellem sammensvorne. Hvordan Gud derimod ser på sagen finder vi udmærket beskrevet af bibelforskeren Joseph Benson: „Man bør lægge mærke til at forbudet mod at spise blod — et forbud som blev givet Noa og alle hans efterkommere og som i den mest højtidelige form blev gentaget over for israelitterne under den mosaiske administration — aldrig er blevet hævet, men tværtimod er blevet stadfæstet under Det nye Testamente (Apostlenes Gerninger xv), og derved gjort til en varig forpligtelse.“a

Mange har i århundredernes løb trofast bestræbt sig for at adlyde denne guddommelige lov. Det fremgår for eksempel af den udtalelse en kvinde ved navn Biblis fremsatte i 177 e.v.t., da hun tog til orde imod religiøse modstandere der falskeligt anklagede de kristne for at spise spædbørn. Hun sagde: „Hvorledes skulle disse kunne spise Børn, de, som ikke engang har Lov til at spise Blodet af umælende Dyr?“b Tertullian (ca. 160-230 e.v.t.) bekræfter at de kristne på hans tid nægtede at spise blod. Og Minucius Felix, en romersk sagfører der levede til omkring 250 e.v.t., giver udtryk for samme tanke: „Saa bange er vi for Menneskeblod, at vi ei engang benytter Blodet af Dyr i vore Spiser.“c

Nogle få århundreder senere, nærmere bestemt under den trullanske synode i Konstantinopel i 692, fremsatte man følgende regel: „At spise dyreblod er forbudt i De Hellige Skrifter. En gejstlig der spiser blod skal straffes med afsættelse, en lægmand med ekskommunikation.“d

Omkring 200 år senere viste den tyske abbed Regino af Prüm at det bibelske forbud mod at spise blod stadig blev respekteret på hans tid. Han skrev: „Af brevet fra apostlene i Jerusalem fremgår det at disse ting nødvendigvis må overholdes. (Apostelgerninger 15) Desuden [må kristne afholde sig fra at spise] noget der er blevet dræbt af et dyr, eftersom det ligeledes er kvalt; og fra blod, hvilket vil sige at [kødet] ikke må fortæres så længe blodet er i det. . . .

Samtidig må man også være opmærksom på følgende: at indtagelse af noget som er kvalt, og blod, betragtes på samme måde som afgudsdyrkelse og utugt. Det bør derfor gøres kendt for alle hvor alvorlig en synd det er at spise blod, eftersom det sidestilles med afgudsdyrkelse og utugt. Hvis nogen overtræder dette bud fra Herren og apostlene, må han udelukkes fra det kirkelige fællesskab indtil han viser tilbørlig anger.“e

I det 12. århundrede e.v.t. betragtede man stadig blodet som helligt. Teologen Joseph Priestley (1733-1804) skrev for eksempel: „I 1125 medvirkede biskop Otto af Bamberg til pomeranernes omvendelse . . . Det bør bemærkes at der blandt de pålæg som disse mennesker modtog i forbindelse med deres nye religion, var et forbud mod at spise blod eller kvalte dyr, hvoraf det fremgår at man på den tid, i Europa såvel som i andre dele af den kristne verden, betragtede den slags føde som forbudt.“f

Teologen Étienne de Courcelles fra det 17. århundrede (1584-1659) var ligeledes overbevist om at kristne ikke bør spise blod. Han forklarer Apostelgerninger 15:28, 29 på denne måde:

„Det var ikke apostlenes hensigt her at videregive advarsler om noget der naturligt vakte afsky, og som var forbudt ifølge hedningernes love, men om noget der forekom almindeligt i datiden og som nyligt omvendte hedninger ikke ville have opfattet som synd medmindre de var blevet advaret derom. For selv om de ganske givet var klar over at de måtte undgå enhver form for afgudsdyrkelse, indså de ikke umiddelbart at de burde afsky det der havde været ofret til afguderne; og skønt de anså det for en forbrydelse at udgyde et menneskes blod, betragtede de ikke det at spise dyreblod med samme alvor. Med denne forordning ønskede apostlene at råde bod på disse menneskers uvidenhed. Mens de fritog dem for det åg som omskærelsen og andre lovbestemte forskrifter udgjorde, rådede de dem ikke desto mindre til at følge disse forordninger der allerede fra gammel tid var blevet overholdt af de fremmede blandt Israels folk, [forordninger] som også var blevet overgivet Noa og hans sønner.“g

I det 18. århundrede gav den anerkendte videnskabsmand og bibelforsker Sir Isaac Newton udtryk for sin interesse i spørgsmålet om blodets hellighed. Han sagde: „Denne lov [om at afholde sig fra blod] stammede fra før Moses’ tid, idet den blev givet til Noa og hans sønner, længe før Abrahams tid. Da apostlene og de ældste ved mødet i Jerusalem bekendtgjorde at hedningerne ikke var forpligtede til at lade sig omskære og holde Moseloven, gjorde de derfor en undtagelse med hensyn til denne lov om ikke at spise blod og noget der var kvalt, eftersom Gud havde fremsat den på et langt tidligere tidspunkt, og den ikke alene gjaldt for Abrahams sønner, men for alle mennesker.“h

Endnu i vor tid anerkender man i visse kredse forbudet mod at spise blod. I Encyclopedia of Bible Difficulties, der blev udgivet i 1982, hedder det for eksempel: „Der ligger tydeligvis i dette at vi stadig er forpligtede til at respektere blodets hellighed, eftersom Gud har fremholdt det som et symbol på Jesu Kristi offerblod. Ingen troende der ønsker at adlyde Bibelen kan derfor spise blod.“

Mange har altså været af den opfattelse — og nogle er det stadig — at oprigtigt troende skal overholde forbudet mod at spise blod. Jehovas vidner kan helt tilslutte sig dette synspunkt. Det er sandt at de fleste „kristne“ i vor tid ikke følger denne bibelske lov, men det betyder ikke at Jehovas vidners standpunkt er ufornuftigt. Det er snarere endnu et tegn på hvor langt kristenheden har fjernet sig fra den sande kristendom.

Men hvordan forholder det sig når blodet bliver anvendt til transfusioner? Selv ikke ortodokse jøder, der omhyggeligt undgår at spise blod, har tilsyneladende noget at indvende imod denne praksis. For eksempel hedder det i værket Jewish Medical Ethics: „Det har hele tiden været tilladt at give blod, også selv om formålet er at oplagre det midlertidigt i blodbanker eller det gives mod betaling.“ Vil det sige at Jehovas vidner er de eneste der er af den opfattelse at befalingen om at afholde sig fra blod også gælder blodtransfusion?

Brug af blod i lægebehandling

Hvordan ville de første kristne i almindelighed have stillet sig til brug af blod i lægebehandling? Flere hundrede år før apostlenes tid skrev en læge til kong Asarhaddon om en behandling han gav kongens søn. Lægen berettede: „Shamash-shumu-ukin har det meget bedre; min herre kongen kan være lykkelig. Fra og med den 22. dag giver jeg (ham) blod at drikke, han vil drikke (det) i 3 dage. I yderligere 3 dage vil jeg give (ham blod) til indvortes behandling.“i Ville en trofast jøde på den tid, eller en sand kristen på et senere tidspunkt, have billiget en sådan behandling?

Lægen Aretaios fra Kappadokien, der levede i det 2. århundrede, beskriver hvordan man på hans tid brugte blod i behandlingen af epilepsi: „Jeg har set nogle holde et bæger under såret på en mand der netop var blevet dræbt, og derefter drikke en slurk af blodet!“j Også naturforskeren Plinius fra det første århundrede beretter om at man brugte menneskeblod til behandling af epilepsi. Flere århundreder senere anvendte man stadig blod på denne måde, til medicinske formål. Historikeren Reay Tannahill nævner et eksempel fra 1483: „Louis XI af Frankrig lå for døden. ’Hans tilstand forværredes dag for dag, og lægemidlet hjalp ham ikke, skønt det var af en ganske særlig art: for han håbede stærkt på at blive rask ved at drikke menneskeblod som han fik fra nogle børn.’“k

Ja, brugen af helblod i lægebehandling har en lang historie. Mange har uden tvivl troet på dets lægende kraft — skønt Aretaios havde sine tvivl. Bibelen giver imidlertid ikke rum for undtagelser med hensyn til at overholde budet om at ’afholde sig fra blod’. Nogle vil måske indvende at disse eksempler på „behandling“ med blod drejer sig om det at man indtager det gennem munden — at man drikker det. Men hvordan forholder det sig med hensyn til at anvende blodet medicinsk ved blodtransfusioner?

Blodtransfusion og det apostolske påbud

Man mener at den første dokumenterede blodtransfusion blev foretaget på pave Innocens VIII i 1492. En samtidig beretning lyder: „I den forløbne tid har der ingen ende været på trængslerne og dødsfaldene i byen [Rom]. Først og fremmest er tre ti-årige drenge døde kort tid efter at en vis jødisk læge (der havde lovet at gøre paven rask) havde tappet blod fra deres årer. Jøden havde nemlig sagt til dem at han ville helbrede paven, hvis blot han kunne få en vis mængde menneskeblod, frem for alt fra unge mennesker. Derefter gav han ordre til at tappe blod af de tre drenge, hvorefter han gav dem en dukat hver; men kort efter døde de. Jøden flygtede naturligvis, og paven blev ikke helbredt.“l

I den sidste halvdel af 1600-tallet blev der foretaget yderligere eksperimenter med blodtransfusioner. Den italienske læge Bartolomeo Santinelli betvivlede deres medicinske værdi. Men der var også en anden grund til at han var modstander af denne behandlingsform. Han skrev:

„Tillad os for en stund at krydse lægevidenskabens grænser. Eftersom der allerede er ført medicinsk bevis for blodtransfusionens uegnethed skal vi, for til overmål at tilfredsstille den nysgerrige læser, lade dette blive yderligere bekræftet af De Hellige Skrifters vidnesbyrd, for derved vil ikke bare læger, men alle slags lærde se hvor afskyeligt det er. . . . Skønt forbudet mod at bruge blod ganske rigtigt kun blev fremsat med henblik på at man ikke måtte spise det, hvilket kunne antyde at det ikke i væsentlig grad angår vort tilfælde, er vor tids transfusionspraksis ikke desto mindre i strid med dette påbuds hensigt, hvilket vil sige at den der anvender [blodtransfusion] faktisk sætter sig op imod Gud der viser nåde.“a

Ja, Santinelli betragtede blodtransfusion som en overtrædelse af Guds lov. Den danske forsker Thomas Bartholin var af samme opfattelse. I 1673 skrev han: „[Hvad angår] transfusionskirurgi udført af novicer er man i de senere år gået for vidt, eftersom man gennem en åben vene ikke alene har indført opkvikkende væsker i hjertet på et sygt menneske, men varmt blod fra dyr eller [blod] fra ét menneske til et andet . . . den lærde mand Elsholtz undskylder ganske vist denne fremgangsmåde med at det apostolske dekret udelukkende må opfattes som et forbud mod det at indtage blod gennem munden, og at det på ingen måde gælder når det indføres i venerne. (New Clyster, kap. 7) Men begge måder at indtage [blod] på har ét og samme formål, nemlig at blodet skal medvirke til at nære eller læge det syge legeme.“b

Det fremgår således klart at spørgsmålet om hvorvidt blodet bør bruges som fødemiddel eller til transfusioner ikke er af nyere dato. Det er et gammelt stridsspørgsmål. De blodtransfusioner der blev foretaget før i tiden var ganske vist ikke særlig vellykkede set fra en lægelig synsvinkel, men det der især optog visse forskere var at denne praksis var i strid med Guds lov.

De blodtransfusioner man foretager i vore dage er langt mere vellykkede i den forstand at flere patienter overlever behandlingen. Trods dette kan Jehovas vidner i vor tid, i lighed med oprigtige bibelforskere før dem, ikke bifalde den udbredte medicinske brug af blod på måder som Gud har forbudt. Uanset hvor mange misforståelser Jehovas vidner kommer ud for på grund af deres standpunkt er de for deres del fast besluttede på at adlyde den apostolske befaling: „Afhold jer fra . . . blod.“ — Apostelgerninger 15:29; 5:29.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 21]

Respekten for blodets hellighed har i lange tider kendetegnet Guds tjenere frem for andre

[Tekstcitat på side 22]

„Saa bange er vi for Menneskeblod, at vi ei engang benytter Blodet af Dyr i vore Spiser.“ — Minucius Felix

[Tekstcitat på side 22]

„En gejstlig der spiser blod skal straffes med afsættelse, en lægmand med ekskommunikation“

[Tekstcitat på side 23]

’Det bør gøres kendt for alle hvor alvorlig en synd det er at spise blod, eftersom det sidestilles med afgudsdyrkelse og utugt’

[Tekstcitat på side 24]

’Den der anvender blodtransfusion sætter sig op imod Gud der viser nåde.’ — En læge fra det 17. århundrede

[Tekstcitat på side 25]

’Uanset om man indtager blod gennem munden eller gennem en vene har det samme formål, nemlig at blodet skal medvirke til at nære eller læge det syge legeme.’ — En forsker fra 1600-tallet

[Illustration på side 21]

Fremstilling af et forsøg med blodtransfusion fra en hund, 1693

[Illustration på side 24]

Patient der får tilført blod fra et lam, 1874