Unge spørger:

Hvorfor føler jeg mig så ensom?

Det er lørdag aften. Drengen sidder på sit værelse og tænker på skolekammeraterne der er taget ud for at spille bowling. Han havde opbudt alt sit mod og spurgt dem om han måtte komme med. Deres hånlatter da de gik deres vej lyder stadig i hans ører.

„Jeg hader weekenden!“ råber han. Men der er ingen på værelset til at svare ham. Han tager et blad, og hans øjne falder på et billede af en gruppe unge ved stranden. Han kyler bladet ind i væggen. Tårerne står ham i øjnene. Han bider sig i underlæben mens tårerne begynder at pible frem. Ude af stand til at holde gråden tilbage smider han sig på sengen og hulker: „Hvorfor bliver jeg altid holdt udenfor?“

HAR du nogen sinde haft det sådan — følt dig lukket ude fra omverdenen, uduelig og forladt? Har du tænkt over hvad det er der får dig til at føle dig ensom, og hvorfor det gør så ondt?

Fortvivl ikke, selv om du af og til har det sådan. Teenageårene er en svær tid for mange. Man kan føle sig helt fortabt og være meget usikker på sig selv. Det er derfor ikke så underligt at ensomhedsfølelsen er vanskeligst at tackle i teenageårene.

Det er bestemt ikke morsomt at føle sig ensom, men det er dog ikke noget man dør af. En ekspert har sammenlignet ensomhed med forkølelse, der jo er ret almindelig — „den er let at få, . . . sjældent livsfarlig, men altid ubehagelig“. Men der findes noget der kan hjælpe én over ensomhedsfølelsen.

Hvad ensomhed er

Kort sagt er ensomhedsfølelsen en påmindelse, ligesom sult er en påmindelse om at man behøver mad. Ensomhedsfølelsen gør én opmærksom på at man har behov for selskab, nærhed og fortrolighed. Vi har selvsagt brug for mad for at kunne fungere tilfredsstillende. På samme måde har vi brug for selskab for at føle os godt tilpas.

Har du nogen sinde betragtet en glødende bunke kul? Hvad sker der hvis man fjerner et stykke kul fra bunken? Kulstykket vil hurtigt holde op med at gløde. Men lægger man det tilbage i kulbunken begynder det at gløde igen. På samme måde kan vi mennesker ikke „gløde“ eller fungere ordentligt hvis vi gennem længere tid er overladt til os selv. Det er naturligt for os at ønske selskab.

Sådan forholdt det sig også med Adam, det første menneske. Første Mosebog i Bibelen siger at Adam blev anbragt i nogle omgivelser der kunne dække hans grundlæggende behov. Der var rigeligt med mad, frisk luft, en krystalklar flod at bade i, interessant arbejde at udføre, og, frem for alt, glæden ved et nært forhold til Skaberen. Alligevel sagde Jehova Gud: „Det er ikke godt for mennesket at være alene.“ Adam havde behov for et andet menneske at tale med, en han kunne dele sine følelser med. Gud dækkede dette behov ved at give ham Eva. (1 Mosebog 2:18-23) Ja, behovet for selskab ligger dybt i menneskets natur. Men betyder det at man altid vil føle sig ensom når man er alene?

Alene men ikke ensom

Det at man er alene behøver ikke at betyde at man føler sig forladt. Forfatteren Henry David Thoreau skrev: „Jeg har aldrig fundet en kammerat der var så let at omgås som ensomheden.“ Ser du også sådan på det? Det gør Bill, der er 20 år. „Jeg er naturelsker, og nogle gange tager jeg min lille båd med ud til en sø. Jeg kan sidde på søen i flere timer helt for mig selv. Det giver mig tid til at gennemtænke hvordan jeg bruger mit liv. Det er noget af det bedste jeg ved.“ Rafael på 16 tilføjer: „Jeg har tre søskende, så der er altid uro derhjemme. Jeg har en lillebroder på fire år; han er helt vild. Nogle gange ønsker jeg bare at være alene.“

En engelsk digter har skrevet: „Ensomheden er Guds audienssal.“ Det mener Steven på 21 også. „Jeg bor i en stor boligkarré,“ siger han, „og nogle gange går jeg op på taget blot for at være mig selv. Her kan jeg være alene med mine tanker og bede til Gud. Det virker helt fornyende på mig.“ Ja, hvis sådanne stunder i ensomhed bliver anvendt rigtigt kan de give én stor tilfredsstillelse. Også Jesus nød sådanne øjeblikke: „Tidligt om morgenen, mens det stadig var mørkt, stod han op og gik udenfor og gik bort til et øde sted, og dér begyndte han at bede.“ (Markus 1:35) Men hvorfor følte personer som Henry Thoreau og Jesus sig ikke ensomme når de var alene?

For det første fordi de selv havde valgt ensomheden. For det andet var de kun alene i kortere tid ad gangen. Når Jehova sagde at det ikke var godt for mennesket at være alene, mente han ikke at det var til skade for mennesket at være alene en gang imellem. Det der ikke var godt for mennesket, var at være alene hele tiden. Hvis man er alene i længere perioder ad gangen kan man blive ensom. Bibelen advarer derfor: „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.“ — Ordsprogene 18:1.

Midlertidig ensomhedsfølelse

Men nogle gange er man alene uden at man selv har valgt det. Man bliver i visse situationer ganske enkelt overladt til ensomheden på grund af omstændigheder man ikke selv er herre over — som når man for eksempel flytter til et nyt sted, bort fra nære venner — og det er denne ensomhedsfølelse der kan gøre ondt.

Steven fortæller: „Derhjemme var James og jeg venner. Vi var knyttet nærmere til hinanden end brødre. Dengang jeg flyttede var jeg klar over at jeg ville komme til at savne ham.“ Steven bliver stille, og det er som om han genoplever afskedens stund. „Da jeg skulle gå om bord i flyet kunne jeg slet ikke sige noget. Vi omfavnede bare hinanden, og så gik jeg. Jeg følte at noget dyrebart var gået tabt.“

Hvordan klarede Steven sig det nye sted? „Det var hårdt,“ siger han. „Jeg måtte igennem en svær tid hvor jeg skulle lære et nyt arbejde. Derhjemme var jeg vellidt, men her fik nogle af mine arbejdskammerater mig til at føle mig helt uduelig. Jeg husker at jeg plejede at kigge på klokken og tælle fire timer tilbage — så meget var tidsforskellen — og så tænkte jeg på hvad James og jeg kunne have foretaget os lige nu. Jeg følte mig meget ensom.“

Når tingene ikke går som de skal er vi ofte tilbøjelige til at tænke på nogle gode tider vi har haft førhen. Men Bibelen giver dette råd: „Sig ikke: ’Hvordan kan det være at de tidligere dage var bedre end disse?’“ (Prædikeren 7:10) Hvorfor siger Bibelen sådan?

Blandt andet fordi omstændighederne kan ændre sig til det bedre. Det er derfor forskere ofte taler om ’midlertidig ensomhedsfølelse’. Steven overvandt sin ensomhedsfølelse. Hvordan? „Det hjalp at tale med en der var interesseret i hvordan jeg havde det. Man kan ikke leve i fortiden. Jeg tvang mig selv til at være sammen med andre og interessere mig for dem. Det hjalp; jeg fik nye venner.“ Og hvad med James? „Jeg tog fejl. Vores venskab gik ikke i stykker selv om jeg flyttede. Den anden dag ringede jeg ham op. Vi snakkede i over en time — og det endda til den høje takst!“

Peter på 13 er i en anden situation der kan skabe ensomhedsfølelse. Han bor alene med sin moder. Peter siger: ’Jeg kommer hjem fra skole og er helt alene. Jeg har ingen at tale med. At min mor kommer fra arbejde gør ingen forskel. Hun er træt og går i seng.’

Nancy på 18 bor også alene med den ene af sine forældre, og hun har lige skiftet skole. Men Nancy føler sig ikke ensom. Hun har sat sig for at få nye venner. „Det har hjulpet mig til at tage mig sammen,“ siger hun. Ensomhedsfølelsen forsvandt. Den var midlertidig.

Nogle gange kan ensomhedsfølelsen skyldes en tragedie. „Derek og jeg havde været kammerater i Florida lige fra vi var elleve år gamle,“ mindes Bill. „Vi plejede altid at foretage os noget i fællesskab, spise pizza og spille fodbold sammen.“ Hvad skete der så? „En søndag aften blev jeg ringet op,“ fortsætter Bill. „Derek var druknet. Jeg kunne simpelt hen ikke fatte det. I tiden der fulgte følte jeg mig nogle gange så ensom at jeg drejede Dereks telefonnummer. Telefonen blev bare ved med at ringe, og så gik det op for mig: ’Derek er jo død.’ Men jeg kunne ikke få det ind i hovedet. Som 17-årig er man alt for ung til at dø.“

Bibelen beretter om en kvinde ved navn No’omi som også oplevede en tragedie. Både hendes mand og hendes to sønner døde. Da hun vendte tilbage til sit hjemland som enke sagde hun: „Jeg havde fuldt op da jeg tog af sted, men Jehova bringer mig tomhændet tilbage.“ — Rut 1:21.

Selv om sorgen over at have mistet en man holdt af måske aldrig forsvinder helt, kan ensomhedsfølelsen aftage efterhånden som tiden går og man udvikler nye venskaber. I No’omis tilfælde gav en ændring i forholdene og det at hun fik nye venner ’hendes sjæl ny styrke’. (Rut 4:13-15) Man kan også gå op i at hjælpe andre. Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.

Men hvis nu ensomhedsfølelsen alligevel ikke går væk? Så lider man måske af kronisk ensomhedsfølelse. Hvad vil det sige? Og hvordan overvindes den? Det vil blive behandlet i en kommende artikel i Vågn op!