Hjemløs — men i live!
Af „Vågn op!“-korrespondent i Japan
DE FØRSTE skibe med evakuerede anløb havnene langs Izuhalvøen om aftenen den 21. november. Senere besluttede man at sende de evakuerede til Tokyo, eftersom Oshima er underlagt Tokyos bystyre, der i samarbejde med regeringen tog initiativ til at organisere nødhjælpen. Der blev også iværksat nødhjælpsarbejde af Jehovas vidner i Izu- og Tokyoområderne samt fra deres afdelingskontor i Ebina, der ligger kun 80 kilometer fra vulkanen Mihara.
Da de almindelige fjernsynsprogrammer blev afbrudt af meldinger om vulkanudbruddet, blev de Jehovas vidner der bor i disse områder meget bekymrede for deres åndelige brødre og søstre ude på øen. Nogle brødre, deriblandt Nobumasa Obata fra Itomenigheden, satte sig i forbindelse med Jehovas vidner i Izuområdet og traf foranstaltninger til at modtage deres evakuerede trosfæller. Klokken 18.30 samme dag var der Jehovas vidner til stede i alle havnene på Izuhalvøen og ved Atami, forberedt på at tage imod deres trosfæller fra Oshima.
Da Jiro Nishimura sammen med fire andre ankom til Atami ved titiden samme aften havde nogle Jehovas vidner taget opstilling på anløbsbroen med bladene Vagttårnet og Vågn op!, parate til at tage imod dem. Eftersom myndighederne endnu ikke havde besluttet hvad der skulle ske, fik de evakuerede lov til at tage hen hvor de ville. De tog straks af sted til Yugawara, hvor broder Nishimuras søn tjener som ældste i den lokale menighed. Her blev de installeret i en lejlighed der kom til at tjene som kontaktcenter for de evakuerede fra Oshimamenigheden.
Udvalget på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Ebina trådte sammen den følgende morgen klokken otte og besluttede omgående at sende to repræsentanter fra Selskabet til Izuområdet og to til Tokyoområdet for at organisere nødhjælpsarbejdet.
Mens Selskabets repræsentanter drøftede organiseringen af nødhjælpsarbejdet med broder Nishimura, ankom broder Mitsuo Shiozaki med nødforsyninger fra menigheden i Numazu. De evakuerede var navnlig glade for at få tøj, for mange af dem havde ikke andet end det de gik og stod i. De var også meget taknemmelige for den mad de fik.
Der blev nedsat udvalg i Izu og Tokyo til at bistå medlemmerne af Oshimamenigheden med økonomisk hjælp. Disse udvalg skulle også sørge for at de evakuerede fik deres åndelige behov dækket.
Nødhjælpsarbejdet i Tokyo
Den 21. november ved 22-tiden, efter at nogle skibe med evakuerede var afgået mod byerne på Izuhalvøen, gav myndighederne i Tokyo ordre til at de evakuerede skulle transporteres til Tokyo. Yoshio Nakamura, der tjener som ældste i Mitamenigheden af Jehovas Vidner i Tokyo, blev bedt om at organisere nødhjælpsarbejdet dér. Broder Nakamuras lejlighed blev således hovedkvarter for nødhjælpsarbejdet i Tokyo.
Broder Nakamura bad nogle fra sin egen menighed og fra Shinagawamenigheden om at hjælpe ham. Ved totiden om natten tog ti af disse af sted til de anløbsbroer hvor skibene fra Oshima efter planen skulle lægge til. Brødrene var forsynet med skilte hvorpå der stod: „Medlemmer af Oshimamenigheden af Jehovas Vidner, henvend jer til os!“
Disse brødre gik frem og tilbage mellem de to anløbsbroer hvor skibene lagde til, indtil det sidste skib var i havn — men da var klokken også over ti lørdag formiddag. Nogle brødre fra Chuomenigheden tog også til en anden anløbsplads hvor der ankom skibe fra Oshima. Eftersom vennerne i Tokyo ikke vidste på hvilke skibe deres trosfæller befandt sig, bestræbte de sig for at møde op ved samtlige skibe som anløb Tokyo.
Kazuyuki Kawashima beretter: „Jehovas Vidner var den eneste gruppe der havde sendt repræsentanter ud for at tage imod deres trosfæller på anløbsbroen. Af ikkereligiøse grupper var kun lærerforeningen repræsenteret ved modtagelsen af de evakuerede.“
Ved aftenstid lørdag havde medlemmer fra Mita- og Shinagawamenighederne frivilligt indsamlet tøj og andre fornødenheder, der omgående blev fordelt blandt deres åndelige brødre fra Oshima. Vennerne fyldte disse forsyninger i en varevogn og kørte rundt til de steder hvor deres evakuerede medtroende opholdt sig. Både Jehovas vidner fra Oshima og udenforstående der opholdt sig sammen med dem nød godt af disse nødhjælpsforsyninger.
Opmuntret af andres omsorg
Et af de evakuerede Jehovas vidner fortæller: „Da vi forlod Oshima vidste vi ikke hvad der skulle blive af os. Men da vi gik fra borde fik vi øje på et skilt hvor der stod ’Jehovas Vidner’. Det var fantastisk! Min kone næsten græd af lettelse over at vore brødre var kommet for at møde os dér på anløbspladsen.
Næppe var vi ankommet til sportshallen i Kotodistriktet og havde ringet til broder Nakamura før afdelingskontorets repræsentanter mødte op for at opmuntre os. Al denne omsorg rørte os dybt, og vi kunne ikke finde ord for vores taknemmelighed.“
I ugens løb besøgte medlemmer af udvalgene for nødhjælpsarbejdet alle de steder hvor deres trosfæller opholdt sig for at danne sig et skøn over deres behov. De konstaterede at de lokale menigheder sørgede godt for deres evakuerede trosfæller. Hver dag inviterede flere af menighedernes medlemmer også nogle der ikke var tilknyttet deres trossamfund hjem til sig til et måltid mad. De nødstedte værdsatte meget denne omsorg fra nogle som de slet ikke havde kendt før katastrofen.
Denne evakueringsaktion gik som den skulle fordi der blev advaret på bedste måde og fordi folk gav agt på advarslerne. Men i vor tid står hele menneskeheden over for en endnu større fare der nærmer sig med stor hast. Folk bliver nu advaret om hvordan de kan undgå denne fare og bevare livet. Vil du give agt på denne advarsel?
[Illustration på side 7]
Jiro Nishimura undersøger om hans trosfæller er i sikkerheda
[Fodnote]
a I februar 1987 døde denne meget afholdte tjener for Jehova.
[Illustrationer på side 8]
Mitsuo Shiozaki uddeler hjælpeforsyninger
Mange af de evakuerede sov på kolde gulve i gymnastiksale