Singapores fuglepark

„AFFYR kanonen!“ På dyrepasserens befaling bøjer Sudden Shot, en smuk blåpandet amazonpapegøje, hovedet og trykker på aftrækkeren med sit stærke næb. Straks kommer en plastickugle der minder om en bordtennisbold, farende ud af metalrøret. Men den får ikke lov at komme langt. Mr. Horn, en velplejet tukan, venter på den. Med et behændigt hovedkast griber han med største lethed kuglen i sit mærkværdige, orangefarvede næb.

Dyrepasseren belønner den fjerklædte duo med frø som han har parat, samtidig med at tilskuerne i det lille amfiteater sætter i med et spontant bifald.

Fugleparken Jurong i Singapore besøges årligt af op imod trekvart million gæster. Parkens 20 hektarer er blevet hjemsted for over 3000 fugle af mere end 300 arter fra hele verden. Og der er nok at betages og frydes over!

To hektarer af parken udgør nu „verdens største indhegnede voliere med publikumsadgang“, som det hedder i parkens officielle håndbog. Vi er omgivet af fugle på alle sider mens vi spadserer omkring under det fine net der er udspændt højt oppe over træerne. Papegøjer i strålende farver skræpper højlydt, og en blåfugl smutter lydløst fra træ til træ. En sultanhøne spankulerer i fuldendt ligevægt på sine gigantiske fødder hen over åkandebladene. Talrige vandfugle plasker omkring i et vandløb der har tilførsel fra et 30 meter højt, kunstigt vandfald. For enden af stien slutter vi os til en gruppe turister for at beundre en stolt påfugl med fuldt udfoldet hale.

Til gengæld er der fuldstændig stille i fugleparkens natafdeling. Sjældne ugler bliver siddende ubevægeligt mens vi hvisker til hinanden i de mørklagte korridorer. En almindelig nathejre og en australsk nathejre venter tålmodigt i deres mangrovesumpmiljø. Men vi ser intet til de sjældneste af de fugle vi havde håbet at få at se, nemlig kiwierne, New Zealands nationalsymbol. Derefter iagttager vi den særprægede australske frømund, der overraskende stirrer ned på os.

På ny ude i det fri passerer vi på vej til nogle roligere gangstier søen med dens iøjnefaldende flok af flamingoer. Vi falder i forundring over rovfuglene og går derpå videre for med tilbageholdt åndedræt at iagttage kolibrierne der nænsomt suger nektar fra hibiscusblomsterne. Hvad sætter denne fugl, som er verdens mindste — nogle vejer under 28 gram — i stand til at præstere op til 70 vingeslag i sekundet? Et mesterstykke inden for skaberværket!

Det er en formidabel opgave at passe indbyggerne i Jurong-fugleparken. Der stilles store krav til fodring og miljø. Men trods Singapores tropehede befinder Humboldt-pingvinerne fra de kolde farvande ud for Sydamerikas vestkyst sig så udmærket her at de yngler lige så godt som de naturligt hjemmehørende sangfugle.

Vi kommer lige i rette tid til at se araen Mac cykle på line. Børnene hviner af fryd idet han tramper af sted hen over den stråtækte scene. „Det tog tre måneder at lære Mac dette nummer,“ fortæller Jerry Tan, parkens pressesekretær, „og vi træner mellem 50 og 60 fugle om året.“ Trænerne må være venlige og tålmodige. Fuglene bliver belønnet, men aldrig straffet. „Vi er stadig på udkig efter yderligere to fugletrænere.“

Men vi kan ikke påtage os arbejdet. Vi må snart sætte kursen mod vore hjemlige, nordlige himmelstrøg, hvor den muntre rødhals med sit røde bryst er med til at sætte i hvert fald en lille smule farve på vores have. Til den tid vil vi med fornøjelse tænke tilbage på det prægtige skuespil vi lige har set. — Indsendt.

[Illustrationer på side 16, 17]

Almindelig nathejre

Gulbrystet blå ara

Brun kiwi

Flamingo