Ord der ikke altid virker trøstende

HVIS du nogen sinde har oplevet en dyb sorg, har du måske været ude for at andre har sagt noget til dig der føltes sårende. De fleste forstår at sige nogle trøstende ord, men andre kommer tankeløst til at sige noget der bestemt ikke hjælper den sørgende. I en artikel i den tyske avis Kieler Nachrichten har Ursula Mommsen-Henneberger skrevet at nogle forældre „bliver dybt sårede når andre siger: ’Men I har da stadig de andre børn.’“ Hun forklarer: „De andre børn er måske nok en trøst, men de kan ikke erstatte det barn der er dødt.“

Kathleen Capitulo, der rådgiver mennesker som netop har mistet en de holdt af, siger til Vågn op!: „En anden vending man bør undgå er: ’Jeg forstår godt hvordan du har det.’ Sandheden er jo at ingen kan vide hvad andre må gennemgå. Men man kan give udtryk for accept af deres følelser. Man kan forsikre dem om at det er normalt at føle som de gør.“

I bogen Recovering From the Loss of a Child citeres en mand ved navn Abe Malawski for at have sagt at han „afgjort mener at kun en der selv har mistet et barn, kan sætte sig ind i hvad det vil sige. . . . Om man så har femten børn, gør det ikke nogen forskel. Man kan ikke erstatte ét barn med et andet.“

I tilfælde af spontan abort eller dødfødsel er der andre floskler man bør undgå fordi de bestemt ikke virker trøstende: „Du bliver snart gravid igen, og så glemmer du alt om det her.“ „Det var sikkert det bedste der kunne ske, når man tænker på at barnet var vanskabt.“ Og: „Det var såmænd held i uheld at barnet døde.“ Tomme klicheer som disse — hvor velmente de end er — kan ikke dulme smerten i sorgens stund.

De religiøse banaliteter nogle præster strør om sig med, kan også være et irritationsmoment for et sørgende forældrepar. Påstanden om at ’Gud havde brug for en engel til’, skildrer Gud som grusom og selvisk — og er i virkeligheden blasfemisk. Desuden er den hverken logisk eller bibelsk.

Er det rigtigt af en kristen at sørge?

Hvordan er det passende at kristne reagerer når de mister et barn? Somme tider citerer nogle Paulus’ ord til thessalonikerne: ’I skal ikke sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.’ (1 Thessaloniker 4:13) Forbød Paulus de kristne at sørge? Nej, han understregede blot at kristne der har et håb ikke sørger på samme måde som dem der ikke har et håb. — Johannes 5:28, 29.

Hvordan reagerede Jesus for eksempel da Maria fortalte ham at Lazarus var død? Vi læser: „Da Jesus så at [Maria] græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes.“ Og da Jesus blev ført hen til det sted hvor Lazarus var blevet lagt, ’gav han tårerne frit løb’. Kan det da være forkert at sørge? Er det et udtryk for at man ikke tror på Guds løfte om en opstandelse? Nej, det er snarere et vidnesbyrd om dyb kærlighed til den afdøde. — Johannes 11:30-35; jævnfør Johannes 20:11-18.

Andre bemærkninger der skader mere end de gavner, er de nedladende ord: ’Husk at tiden læger alle sår.’ Det er også bedst at undgå spørgsmålet: „Er du kommet over det?“ Som en engelsk kvinde siger: „De der spørger: ’Er du kommet over det?’ har vist ingen anelse om hvad det vil sige at miste en man er så nært knyttet til som et barn. Vi kommer ikke over det før vi får ham tilbage i opstandelsen.“ Shakespeare havde sikkert ret da han skrev: „Enhver kan beherske en sorg undtagen den, den rammer.“

Somme tider går folks tankeløshed ud over faderen. En mand der har mistet sit barn blev vred når folk spurgte: „Hvordan tager din kone det?“ Han siger: „De ville jo aldrig spørge min kone hvordan hendes mand tog det. . . . Det er så forkert, så urimeligt. Faderen bliver da lige så hårdt ramt som moderen. Han sørger også.“

Skal man være ’tapper’?

I mange kulturer anses det for mest passende at mænd lægger skjul på deres følelser, deriblandt sorg. De må helst ikke fortrække en mine. Den engelske forfatter Oliver Goldsmith, der levede i det 18. århundrede, talte om „sorgens tavse mandighed“. Men er det bedste man kan gøre for at bearbejde sin sorg mon at være ’tavs og mandig’?

I bogen The Bereaved Parent fortæller Harriet Sarnoff Schiff om sin egen mand: „Her var en mand, en far, der fulgte sit barn til graven og ifølge samfundets vedtagne konventioner skulle ’være tapper’.“ Hun tilføjer: „Han kom til at betale dyrt for sin tapperhed. I stedet for med tiden at arbejde sig ud af sin sorg, sank han dybere og dybere ned i den.“

Måske kan andre genkende mandens følelser, som han beskriver med ordene: „Jeg føler det som vandrede jeg tværs over Nordpolen. Jeg er meget træt. Jeg ved at jeg vil falde i søvn hvis jeg lægger mig ned for at hvile lidt. Og jeg ved også at hvis jeg falder i søvn vil jeg fryse ihjel. Men jeg er ligeglad. Jeg kan ikke længere bekæmpe min træthed.“

Hvilket råd kan Harriet Schiff give? „Glem alt om den ’gode gamle angelsaksiske stoicisme’, og græd. Lad blot tårerne få frit løb. . . . De er med til at skylle sorgen bort.“ Forfatterne til bogen Surviving Pregnancy Loss giver et råd der gælder både kvinder og mænd: „Man vinder måske nogles agtelse ved at være tapper og stoisk, men kun ved at bearbejde sin sorg kan man med tiden befri sig for den.“ (Kursiveret af os.) Ellers er der fare for at man synker ned i en tilstand af „ufærdig sorg“, som kan få katastrofale konsekvenser i flere år derefter.

„Ufærdig sorg“ opstår hvis man bremser sorgprocessen i stedet for at lade den gå sin gang indtil man når frem til accept af dødsfaldet. Tilstanden kan ytre sig på mindst tre måder — som undertrykt, forsinket eller kronisk sorg. Hvad kan andre gøre for at hjælpe?

Der kan være behov for professionel hjælp. En omsorgsfuld læge eller åndelig rådgiver kan måske være løsningen. Forstående familiemedlemmer kan også hjælpe. Den sørgende har brug for hjælp til at lade sorgprocessen gå sin gang.

Jess Romero indrømmer for eksempel at han græd åbenlyst da han havde mistet sin datter og sin kone ved en flyulykke. Han siger til Vågn op!: „Efter nogle uger kom mine søstre og hentede mig hjem fra hospitalet, og da jeg gik ind i huset fik jeg øje på et billede af min datter på væggen. Min svoger så at jeg blev berørt af det, og sagde: ’Du skal bare græde.’ Det gjorde jeg så — og det hjalp mig til at slippe af med noget af min indestængte sorg.“

Sorgprocessen kan dulme smerten noget. Men kun på én måde kan savnet fuldstændig fjernes, nemlig ved et gensyn med de afdøde slægtninge. Men er der et håb for de døde? Vil der ske en opstandelse? Disse spørgsmål besvares i den sidste artikel i denne serie.