Hvad stiler den katolske kirke i Indien imod?

AF Vågn op!-​korrespondent i Indien

Den repræsenterer en minoritet i befolkningen. Flertallet, der er tilsluttet trosretninger som menes at være opstået i Indien, betragter den ofte med skepsis og som en ubuden, fremmed gæst. Men der hersker ingen tvivl om at den katolske kirke i Indien har skaffet sig fodfæste på dette subkontinent og fortsat ønsker at forblive solidt grundfæstet. Hvad gør kirken for at nå dette mål? Vil det lykkes for den? Kort sagt, hvad stiler kirken imod?

DEN katolske kirke er måske ikke den mest indflydelsesrige af Indiens religioner. Med sine 14 millioner medlemmer udgør den mindre end to procent af landets befolkning. Men da pave Johannes Paul II i februar 1986 aflagde et tidages besøg i Indien, afspejlede det hvilken betydning den katolske verden tillægger den katolske kirke i Indien. Hans rundrejse til 14 byer omfattede et besøg i staten Kerala, hvor den største koncentration af Indiens katolikker findes.

I kirkens øjne skinner Kerala som en juvel. Den er sæde for den katolske magt i Indien, og kirken er en af de største organiserede institutioner i staten. Man anser desuden Kerala for at være kristendommens arnested i Indien. Ifølge traditionen kom Thomas — en af Jesu Kristi tolv apostle — til Malabarkysten ved Kerala efter Messias’ død.

Det var imidlertid først omkring 1400 år senere at den katolske kirke kom til Indien. De portugisiske opdagelsesrejsende og de missionærer der ledsagede dem, bragte romerkirken til Goa, en nu forhenværende portugisisk koloni på Indiens vestkyst. Herfra drog de troende mod syd til Kerala.

Lokalbefolkningen har længe betragtet den katolske kirke som et paradoks. Selv om mange roser kirken for dens undervisningsmæssige, sociale og lægelige indsats i hele landet, foragter de det de anser for den egentlige hensigt med kirkens tilstedeværelse — hvervningen af proselytter.

Stiler kirken mod at hverve proselytter?

Da fundamentalistiske hinduorganisationer advarende fremførte at pavens besøg i sig selv ville være en opfordring til masseomvendelse til kristendommen, gjorde kirken alt hvad der stod i dens magt for at afvise tanken om at den ønskede at omvende inderne. „Der er ingen der behøver at være bange,“ sagde formanden for den katolske bispekonference i Indien. „Den Hellige Fader er ikke kommet for at omvende folk.“ En indisk ærkebiskop sagde udtrykkeligt: „Den katolske kirke er stærkt imod at man hverver proselytter. Det er i konflikt med religionsfriheden. Vi fordømmer det.“

Hvad mener paven selv? „Den katolske kirke erkender de sandheder der findes i Indiens religiøse traditioner, og det er denne erkendelse der muliggør en ægte dialog,“ udtalte han over for en forsamling der repræsenterede hinduismen, zarathustrismen, buddhismen, jainismen, sikhismen, jødedommen, islam og nogle der bekendte sig til kristendommen. Senere gav han udtryk for hvor ligesindet han var med andre trosretninger idet han sagde: „Vi vil gerne udtrykke vor solidaritet med vore hinduiske og muslimske brødre og søstre og dem der følger andre religiøse traditioner.“

Denne solidaritet kom ikke til udtryk i ord alene. Under pavens besøg fik han hængt en blomsterkrans om halsen af en præst fra Calcuttas berømte Kalitempel i Kalighat.a Ved en anden lejlighed smurte en hindupræst vibhuti, hellig aske, på hans pande, og på et tidspunkt iførte han sig et muslimsk ponnadai (sjal) med islamiske symboler.

Trods alt dette sagde paven i en tale til de indiske biskopper at „forkyndelsen af evangeliet“ var en af de hovedopgaver som ville berøre kirkens trivsel i Indien. Men hvilken form for evangelieforkyndelse havde paven i tanke? Det er ikke overraskende at han lagde vægt på at evangeliets udbredelse skulle ske ved hjælp af programmer der skulle fremme social retfærdighed og forbedrede økonomiske vilkår.

Paven udtalte at „kirkens forkyndergerning omfatter en energisk og vedvarende kamp for retfærdighed, fred og nødvendig menneskelig udvikling. Hvis man undlader at påtage sig disse opgaver vil man forråde evangeliseringsarbejdet; det ville være utroskab mod Jesu eget eksempel.“

„Enhver som har fremmet sine brødres og søstres menneskeværdighed og frihed, er i Kristi øjne velsignet,“ erklærede paven. Derfor skrev den indiske presse meget passende: „Ingen — ikke engang de varmeste fortalere for en tilstand af status quo eller de mest konservative medlemmer af kirkens hierarki — taler i dag om at forkynde den gode nyhed i den snævre, bogstavelige forstand at man ønsker at udbrede kristendommen som religion betragtet.“

En hindu-katolsk kirke?

I en bestræbelse for at gøre katolicismen mindre fremmedartet og mere indisk, har kirken foreslået at man prøver at tilpasse gudstjenesten. Derfor vil man kunne opleve katolske præster fremsige bønner mens de sidder på gulvet som i en hinduisk ashram; vediske mantraer kan anvendes i stedet for salmer af vestlig oprindelse, og man kan tænde hinduiske nilavilakku (messingolielamper) i forbindelse med mange kirkelige handlinger.

Ifølge en katolsk lægmand „skal dette skildre de universelle elementer i hinduismen og andre religioner og indflette de symboler og ritualer der er forbundet hermed i vores tilbedelse, for at støtte og fuldstændiggøre den“. De religiøse ceremonier og tilbedelsesformer der anvendes i mange af Keralas kirker er i virkeligheden en blanding af katolske traditioner og hinduiske skikke.

Hvad stiler kirken imod?

Med sigte på Mohandas Gandhis lære slog paven under sit besøg i Indien til lyd for at „ethvert folks ledere må tro og handle ud fra den overbevisning at løsningen på verdens problemer skal findes i menneskets hjerte“. Han opfordrede også de unge til at „følge fordums dages store vismænd hvis udtalelser indeholder ’en evigvarende visdom og sandhed’ og som vil inspirere dem til at fortsætte fremad i livet“.

Sådanne udtalelser lyder meget anderledes end det Jesus Kristus lærte. Hovedtemaet i hans lære var Guds riges komme, den verdensregering der fuldstændig vil fjerne fattigdom, sociale uretfærdigheder og sygdomme. (Mattæus 9:35) Hele Bibelen fremhæver dette rige som den eneste løsning på menneskehedens problemer. Jesus viste sin ubetingede tillid til Guds løfte da han i en bøn sagde: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Og til sine disciple sagde han: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed.“ — Mattæus 6:33.

Hvad har Bibelen at sige om det at have samfund med andre trosretninger? De sande troende advares med ordene: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed?“ — 2 Korinther 6:14; 5 Mosebog 12:30, 31.

Så alt imens den katolske kirke i Indien mener at bevæge sig i en positiv retning — en retning der vil sikre dens stilling i dette land — trækker den sig i virkeligheden længere bort fra Bibelens sande lære. Flere og flere mennesker opfordres imidlertid til at skelne mellem den katolske kirkes lære og Jesu lære. Hvordan?

I øjeblikket fremholder over 7000 Jehovas vidner målbevidst Bibelens sandhed i hele Indien. Deres ønske er at hjælpe interesserede til at få indblik i Guds løfte om evig fred under hans riges styre. Og i modsætning til den katolske kirke og andre religioner tager de ikke del i nationernes krige eller politiske stridigheder. (Esajas 2:2-4) Hvis du gerne vil vide hvorfor Jehovas vidner er anderledes og hvordan de er i stand til at rette deres liv ind efter Bibelen, kan du skrive til udgiverne af dette blad og få dine spørgsmål besvaret.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 15]

Billede af Jesus Kristus i hinduisk yogastilling. Nedenunder ses ’om’-mantraet, og derunder davidsstjernen

Billede af Maria iført sari med hinduisk mærke på panden