Efterårsløvets farveprægtige afskedsforestilling

DET er almindeligvis frosten der får æren for opvisningen, men den har faktisk intet med den at gøre. Løvet optræder, men er tvunget til det. Træerne sætter forestillingen i gang, men de gør det i selvforsvar. Og det gådefulde handlingsforløb er i al ubemærkethed iscenesat med guddommelig visdom. Forestillingen virker på én gang blændende og gribende på tilskuerne. Og allerede mens den ødsle pragtudfoldelse er på sit højeste venter næste års medvirkende i kulisserne.

I begyndelsen af oktober går tæppet op så forestillingen kan begynde, stilfærdigt og uden lydeffekter. Et tyndt cellelag der danner overgang mellem bladfoden og kvisten, begynder at løsnes og tørre ind, og mellem disse celler og kvisten begynder et lag korkagtige celler at vokse. Det er arvæv der dannes allerede før bladet falder af.

Forestillingen begynder præcis til tiden — hvordan det går til, er endnu en af de uudgrundelige gåder der er så mange af i skaberværket. På denne årstid er dagene solrige og nætterne kølige og klare, hvilket er en forudsætning for at det farverige udstyrsstykke kan tage sin begyndelse. Men modsat af hvad mange tror, har frosten slet ingen indflydelse på handlingsforløbet.

Efterhånden som det korkagtige cellelag hærder, tilstoppes de hårfine karstrenge der tilfører bladene saft. Samtidig tørrer det andet cellelag ind og løsner sig. Saftstrømmen til bladene er nu ophørt, men der går endnu to uger før bladene falder. Efterårets farvepragt er nu på sit højeste. Når der er lukket for saften indstilles fotosyntesen i løvet og det grønne klorofyl i bladene ødelægges af solens stråler.

Nu kommer disse farvestoffer helt frem i rampelyset. Særlig iøjnefaldende er stoffet karoten, hvis navn kommer fra karotten, guleroden, med dens stærke, gule farve. Blade af sukkerahorn rummer karoten i orange og gule nuancer, mens birkeblade udelukkende rummer gult karoten.

Men hvorfra stammer den højrøde farve hos ahornbladene, purpurfarven hos egeløvet og blommefarven hos asketræets blade? Disse kulører kommer først til at bidrage til farvepragten efter at det korkagtige cellelag har standset bladenes safttilførsel. Hvis vejret er koldt og klart fortsætter bladene et stykke tid med at producere sukker, som nu bliver tilbageholdt i bladet og forvandles til stoffer der kaldes anthocyaner. Hvis saften er syrlig, bliver anthocyanerne røde; hvis den er alkalisk, bliver de blå eller blåligrøde.

Nu nærmer forestillingen sig sin afslutning. Men når bladene falder, er det ikke fordi den tiltagende kulde har haft en finger med i spillet. Træerne fælder selv løvet for at spare på vandbeholdningen. Om vinteren kan et træ kun hente sparsomme vandforsyninger op af den frosne jord, og da løvfældende træer afgiver store mængder vand gennem bladenes enorme overflade, ville de snart komme til at lide af vandmangel. Derfor kaster træerne deres løv og lukker de åbne sår med et korklignende arvæv.

Samtidig dannes der bittesmå skud på størrelse med et knappenålshoved. Her ligger de kommende blade, blomster, kviste og stilke gemt. Men først midt på sommeren får disse bittesmå knopper den næring der er nødvendig for at de kan udvikle sig og vokse sig store. Når sommeren går på hæld ligger næste forårs blade og blomster, stilke og kviste tæt pakket i vandtætte svøb i disse knopper. Her er de beskyttet mod udtørring og frost og venter uforstyrret i syv måneder på forårets komme. I denne ’skindøde’ tilstand kaldes de vinterknopper.

Når du i ærefrygt og forundring betragter det farverige udstyrsstykke efterårsløvet opfører inden sin afsked, tænk da på at næste års medvirkende står ubemærket i kulisserne og venter på at det skal blive deres tur til at fryde dit øje og hjerte.

Tænk også på hvem der har iscenesat forestillingen, og tak ham. Kan nogen alvorligt benægte at kun Gud kan frembringe sådanne træer?