Julegavernes tid — glædens eller skuffelsernes tid?
FØLGENDE brev adresseret til julemanden er typisk for de breve som små børn skriver og giver til deres forældre og lærere efter at have fået løfte om at brevene vil blive behørigt afsendt til Nordpolen:
„Kære julemand!
Hvordan har du det? Jeg har det godt. Jeg håber du får en god jul. Jeg håber du har en masse dejligt legetøj, for der er mange ting jeg ønsker mig. For det første vil jeg gerne have en lillebror. Min far siger at du ikke har babyer på Nordpolen, men så kan du i stedet give mig en hundehvalp. Jeg vil også gerne have et haglgevær, et maskingevær, en ti-gears racercykel og en båndoptager. For resten, julemand, er det her det sidste brev du vil få fra mig, for til næste år tror jeg ikke længere på julemanden. Men i år gør jeg.“
Har du set et sådant brev før? Virker det på en eller anden måde bekendt? Lyder det måske som et brev du selv har skrevet da du var barn? Posthuse i mange lande får hvert år i massevis af sådanne breve fra forhåbningsfulde børn der har adresseret det til den mytiske gaveleverandør vi kender så godt under navnet „julemanden“.
Kun få af disse breve indeholder ordet „tak“. Nogle breve er rørende, andre begærlige. Jo mindre barnet er, jo mindre beder det om. Jo ældre barnet er, jo flere gaver skal der til for at stille det tilfreds, og derved stiger forventningerne om større og flottere gaver år for år.
Der findes legetøj til børn i enhver alder. Der er legetøj der virker udviklende, legetøj der afprøver barnets evner, og legetøj der leder tanken hen på vold. Der er solidt legetøj og legetøj der går i stykker efter få dages brug. Der er legetøj der er uskadeligt og legetøj der er så farligt at myndighederne forsøger at få det fjernet fra markedet. Der findes desuden legetøj hvis udseende synes dæmoninspireret — for eksempel bolde med ansigter så groteske og frygtindgydende at de kan give mareridt — og trods forældres protest var sådanne bolde den helt store dille i USA sidste år. Over to måneder før selve højtiden bliver børnenes opmærksomhed rettet mod julen. Man skulle derfor tro at folk gik rundt i en atmosfære af glæde — glæde over at give og modtage gaver.
Når skuffelserne rammer
Men ak, i løbet af få dage er det hele overstået. Børnene er blevet trætte af deres gaver hvad enten de har været mange eller få. Virkeligheden har ikke levet op til forventningerne. Kedsomheden melder sig. Hverken julens glimmer eller de mange gaver man fik viste sig at være det universalmiddel man havde forventet. I en kommentar til dette oplyser børnepsykologen dr. Nancy Hayes at juletiden „er den tid hvor der procentvis er flest tilfælde af depressioner og selvmord blandt børn“. Hun bemærker at mange børn bliver deprimerede når julen ikke giver de „magiske løsninger på problemerne“ som de havde forventet. Dertil kommer børnenes skuffelse når de finder ud af at julemanden blot er en myte, og at deres forældre er gået temmelig langt for at holde en løgn i live.
Lige fra børnene er små lærer de at bede om, skrive efter og forvente gaver ved juletid. Men det er ikke kun børn der har det sådan. Venskaber mellem voksne bliver til tider vurderet ud fra værdien af de gaver der udveksles. Ofte bliver venskabsbånd spændt til bristepunktet fordi en har givet en gave der var dyrere end den han modtog. Der findes højst sandsynligt ikke noget andet tidspunkt på året hvor udtalelsen: „Det er tanken der tæller,“ gælder mindre.
Kreditkort bliver brugt til det yderste. Der udskrives så mange checks at bankkonti bliver overtrukket. Den endeløse vandren i tætpakkede forretninger resulterer i tyndslidte nerver. At se hvordan kunder kæmper med næb og kløer for at få fat i tilbudsvarer der er ved at blive udsolgt, kan få selv den modigste til at trække sig tilbage. Dette sindsoprivende vinterritual bliver ikke mindre stressende af at man ikke aner hvad man skal købe og at ens fødder gør ondt. Ja, juleindkøbene kræver deres ofre.
En ekspedient har sagt: „Man ser folk løbe omkring for at få en gave til den og den, og de er virkelig gnavne. Folk giver ikke gaver med glæde.“ Det er ikke så underligt at en præst har kaldt julen „den årlige sæson for depression og neuroser“.
Frustrationerne skyldes ofte at mange gaver købes og gives af ren og skær pligt, mange gange med et selvisk motiv. En professor i sociologi har denne kommentar: „Giveren har ikke blot den bekymring at han skal prøve at gætte hvad modtageren vil synes om, men også den ekstra bekymring at han skal stille et passende billede af sig selv til skue.“
Hvilken dag er årstidens travleste? I mange tilfælde den første forretningsdag efter jul. Forretningerne bliver da stuvende fulde af kunder der gerne vil have deres gaver byttet og i mange tilfælde foretrækker at få pengene tilbage. Men hvis de havde fået en pengegave, ville mange have betragtet det som usmageligt. Al frustrationen, de tyndslidte nerver, de trætte ben, de knotne mennesker, den ihærdige søgen blandt utallige varer, indpakningen, båndene og sløjferne — alt dette har ofte været spildt. Mange gaver bliver slet ikke værdsat.
Det er langtfra alle der finder at julen er forbundet med glæde.
Det kræver ingen anledning at give gaver
At samles for at nyde et fælles samvær med familien kan være forbundet med stor glæde. At have gaver med kan også være et udtryk for dybtfølt kærlighed. Jesus opfordrede de kristne til at ’gøre sig det til en regel at give’. Både kristne og ikkekristne citerer ofte Jesu ord: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Lukas 6:38; Apostelgerninger 20:35) Man behøver altså ikke udelukkende at give gaver ved specielle højtider. Men der er også en anden grund til at julen med dens udveksling af gaver er ude på et sidespor.
Det egentlige problem med julen er at den er grundlagt på en løgn. Julen giver sig ud for at være en højtid hvor man fejrer Jesu fødselsdag. Men i Bibelen finder vi ikke datoen for hans fødsel. Derimod falder julen sammen med fejringen af solens „fødsel“ — et ritual man havde i forbindelse med soldyrkelsen.
I sin bog The Story of Christmas skriver Michael Harrison: „Først og fremmest må det bemærkes at det, til trods for utallige lærdes anstrengelser, endnu ikke er blevet bevist hvilken dag . . . Kristus blev født.“ Det er kun datoen for Jesu død Bibelen slår fast, og dette er den eneste dato som Jesus påbød sine disciple, de sande kristne, at fejre. Det er derfor ikke forbavsende at læse i The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge: „Der findes ingen historiske beviser for at vor Herres fødselsdag blev fejret på apostlenes tid eller i tiden lige efter.“
Overvej følgende: Ville Jesus acceptere eller se gennem fingre med fejringen af en højtid der giver det udseende af at være til ære for ham, men som i virkeligheden har dybe rødder i hedenske ritualer og skikke? Ville han bifalde en højtid hvorunder der begås flere mord end på noget andet tidspunkt i årets løb, og hvor drikkegilder og umoralitet udgør en fuldt accepteret del af festlighederne? Ville han mon godtage en højtid der var kendt for at være årsag til depressioner, neuroser og selvmord? For sande kristne er svaret indlysende.
De har erfaret at ægte gavmildhed ikke bør begrænses til en bestemt årstid. Den gavmilde vil opdage at det altid er „sæson“ for ægte gavmildhed, og at en velment gave altid vil bringe både giveren og modtageren sand glæde. Gaver i form af tid, energi og medfølelse eller venlige og betænksomme ord, men bestemt også bogstavelige gaver der dækker et behov, bringer både giveren og modtageren stor glæde og lykke.