Dyrkning af kulturperler — en strålende idé!

KOKICHI MIKIMOTO sad dybt koncentreret og tænkte på muslinger. Pludselig udbrød han: „Hvordan kommer perlerne egentlig ind i muslingerne?“

„Det sker vel tilfældigt,“ svarede Ume, hans elskede hustru.

„Men hvis det sker tilfældigt, hvordan kan vi da få det til at ske med vilje?“ funderede Mikimoto. „Der må findes en måde hvorpå man kan ’så’ perler og få dem til at vokse ligesom ris eller roer.“a

Allerede flere hundrede år før dette unge japanske par begyndte at overveje at ’dyrke’ de kostbare perler, var man begyndt at ’høste’ dem i havet på eksotiske steder i Østen og navnlig i Den Persiske Golf. Muslingebankerne lå tæt i havet omkring det lille ørige Bahrain. Sæsonen for perlefiskeri indledtes hvert år i maj på sheikens påbud. Med perlefiskersange på læben drog dykkerne af sted i deres træbåde, for at søge efter de prægtige perler der lå godt gemt i muslingerne på havbunden.

Naturperler

Det perlefiskerne søgte var de såkaldte naturperler. En sådan perle dannes ved at et lille fremmedlegeme, som for eksempel et sandskorn, trænger ind i muslingen, der straks begynder at omgive det med et stof som aflejres i tynde lag — det kostelige perlemor. Snart er fremmedlegemet eller kernen blevet helt indkapslet, og fremstår nu som en skinnende perle.

Lige siden man begyndte at fiske perler har der været fremsat mange teorier om deres natur. De gamle kinesere sagde at perlen er „muslingens skjulte sjæl“. Grækerne mente at perlerne blev dannet når lyn slog ned i havet. Og romerne forestillede sig at perlerne var muslingernes tårer. Alt dette understreger blot hvor megen mystik der knytter sig til perlerne og hvor sjældne de er. Selv da et hold perlefiskere i 1947 indsamlede 35.000 muslinger i løbet af en uge, fandt de kun 21 perler, hvoraf blot 3 var af en sådan kvalitet at de kunne sælges.

Indtil man rigtig lærte at slibe ædelsten var naturperlerne langt mere eftertragtede. Det fortælles at da Romerriget befandt sig i sin storhedstid, finansierede hærføreren Vitellius et helt felttog ved at sælge „blot én af sin moders øreringe“. I det første århundrede brugte Jesus ’en perle af stor værdi’ som billede på det kostelige „himlenes rige“. (Mattæus 13:45, 46) Marco Polo har beskrevet sit møde med kongen af Malabar, der blandt andet havde en rosenkrans bestående af 104 perler og rubiner der var „mere værd end en hel by“. Naturperler af høj kvalitet kunne sammenlignes med guld og perlefiskerne med guldgravere.

I begyndelsen af det tyvende århundrede var de prægtige naturperler stadig populære blandt de kongelige og de rige. På grund af prisen var perlerne imidlertid uden for almindelige menneskers rækkevidde. Men dette forhold ville ændre sig når kulturperlerne kom på markedet.

Mikimotos drøm

Hen imod slutningen af det 19. århundrede var muslingebestanden i havet omkring Japan blevet stærkt reduceret som følge af perlefiskeriet. Kokichi Mikimoto holdt meget af havet omkring sit hjem ved Agobugten i Mie-præfektoratet; han var især betaget af muslingerne og deres evne til at danne perler. Ville det mon være muligt at frembringe perler i sådanne mængder at enhver kvinde der ønskede sig en perlekæde kunne få råd til at købe en? Sådan begyndte Mikimoto at drømme.

Ideen med at indføre et fremmedlegeme i en musling for at få den til at danne en perle, havde været kendt i lang tid. Det forlyder at kineserne allerede omkring det 12. og 13. århundrede gjorde brug af denne metode til at frembringe nogle ufuldendte, halvkugleformede perler fra ferskvandsmuslinger.

Men så i 1880’erne påbegyndte Mikimoto sine eksperimenter. Med hjælp fra lokale fiskere gik han i gang og indpodede små skalstykker i tusind muslinger. Det blev en fiasko — ikke en eneste musling dannede en perle. For at overvinde sin egen skuffelse og den latterliggørelse folk udsatte ham for, mobiliserede han de midler og det mod der skulle til, og indpodede små stykker af koral, skal, ben og glas i yderligere 5000 muslinger — hvorefter han blot måtte vente. I mellemtiden forsøgte han sammen med Ume at indsætte små, skinnende stykker perlemor fra skaller i en lille bestand af muslinger der fandtes i nærheden af deres hjem.

Muslingerne har flere naturlige fjender, og en af de mest dødbringende slog til netop det år. Det var den såkaldte røde tidevandsbølge, i form af giftigt, rødligt plankton der formerede sig hurtigt og kvalte muslingerne. Fem tusind podede muslinger og fire års hårdt arbejde forsvandt med tidevandet, og Mikimotos drøm blev til et mareridt.

Kokichis hustru, Ume, gjorde trofast hvad hun kunne for at opmuntre sin mand og opfordrede ham til at undersøge de få uskadte muslinger der var tilbage. En stille dag tog hun selv ud for at se til muslingerne. Hun åbnede en, og råbte højt — der lå en glinsende hvid perle! Den var dannet som en halvkugle på indersiden af skallen. I 1896 fik Mikimoto patent på denne metode til at fremstille halvkugleformede perler, men hans drøm og hans mål var stadig den fuldendte, runde kulturperle.

Muslingernes hemmelighed afsløres

Der var imidlertid også to andre der arbejdede hårdt på at nå dette mål. I 1904 præsenterede en selvlært videnskabsmand, Tatsuhei Mise, en samling kugleformede perler for nogle japanske havforskere. Og i 1907 kunne havbiologen Tokichi Nishikawa også fremvise kugleformede perler. De steder hvor man ’dyrker’ perler i dag benytter man hovedsagelig en kombination af de metoder som disse mænd udviklede. Patentet på den fuldendte, runde kulturperle opnåede Mikimoto dog til sidst i 1916. Hvordan gik det til?

Mikimoto havde endnu en gang, i 1905, mistet sine podede muslinger på grund af den dræbende røde tidevandsbølge. Men da den efterhånden trætte Mikimoto var i færd med at gennemsøge omkring 850.000 døde og stinkende muslinger der var blevet skyllet op i Agobugten, opdagede han pludselig muslingernes hemmelighed. Han fandt fem fuldendte, runde perler, der alle var dannet i selve muslingen og ikke ud mod skallen. Nu indså han hvad han havde gjort forkert. Fordi han havde podet muslingerne mellem skallen og kødet havde han kun fået halvkugleformede perler. Men disse perler sad helt inde i muslingens kappe og var således blevet omgivet af et jævnt lag perlemor på alle sider. Resultatet var nogle fuldendte, smukke runde perler!

Offentligheden overbevises

I 1920’erne begyndte kulturperlerne at dukke op på det internationale marked. Spørgsmålet var imidlertid: Var det ægte perler eller var det kunstige? Det førte til retssager både i England og Frankrig. Men videnskabelige undersøgelser der blev foretaget i disse lande viste at naturperler og kulturperler kun adskiller sig fra hinanden i deres oprindelse. Dermed fik Mikimoto tilladelse til at eksportere sine perler som ægte perler. Desuden fik han den velfortjente titel „perlekongen“.

„Perlekongen“ skulle få skelsættende indflydelse på markedet, ikke mindst i sit eget land. Under den store depression i 1930’erne blev markedet oversvømmet med kunstige perler der var fremstillet af glas og derefter overtrukket med en ekstrakt af fiskeskæl. Dette falskneri ville ødelægge markedet fuldstændigt. Mikimoto gik i aktion og opkøbte alle de kunstige perler han kunne få fat i. Endelig en dag i 1933 lod han i fuld offentlighed omkring 750.000 kunstige perler samt nogle få kulturperler af ringere kvalitet kaste på bålet. Enhver tvivl om kulturperlernes ægthed forsvandt med røgen, og lige siden har de haft en anerkendt plads på markedet.

I vore dage er det ikke længere forbeholdt de kongelige eller de meget rige at nyde de ægte perlers skønhed. Mange kvinder, også fra de lavere indkomstklasser, kan nyde synet af fuldendte runde perler der ser ud som små måner mod det natsorte velourunderlag i juvelerens udstillingsvindue — og måske har de endog råd til selv at købe nogle! Dette er udelukkende blevet muligt fordi man nu kan ’dyrke’ perlerne. Hvilken strålende idé! — Af Vågn op!-korrespondent i Japan.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 25]

K. Mikimoto & Company Ltd.

[Kildeangivelse på side 26]

K. Mikomoto & Company Ltd.