Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g88 8/2 s. 18-20
  • Hvordan undgår jeg hjertesorg?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan undgår jeg hjertesorg?
  • Vågn op! – 1988
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Farerne ved ung kærlighed
  • Lær først hinanden at kende
  • Vær ærlige over for hinanden
  • Kom ikke for tæt på
  • Kan jeg begynde at komme sammen med en?
    Unge spørger — Svar der duer
  • Faste bekendtskaber og valg af ægtefælle
    Hvordan du får det bedste ud af din ungdom
  • Hvordan får man størst udbytte af forlovelsestiden?
    Unge spørger — Svar der duer
  • Hvorfor er det godt at vente med at komme sammen med en?
    Vågn op! – 2001
Se mere
Vågn op! – 1988
g88 8/2 s. 18-20

Unge spørger:

Hvordan undgår jeg hjertesorg?

PSYKOANALYTIKEREN Erich Fromm citeres for at have sagt: „Der er næppe noget andet forehavende end kærligheden der påbegyndes med så store håb og forventninger og dog så ofte slår fejl!“

Når en forelskelse slår fejl medfører det ofte smerte og hjertesorg. Og det er en af livets barske realiteter at den eneste sikre måde at undgå hjertesorg på, er ved at undgå at blive forelsket. For kristne er det at komme sammen med en af det andet køn en alvorlig sag, for det er den måde man vælger sig en egnet ægtefælle på. Ikke desto mindre er det forbundet med en vis risiko for skuffelse. Det er ikke usædvanligt at to mennesker i den bedste hensigt begynder at komme sammen — for så at finde ud af at de simpelt hen ikke passer til hinanden.

Farerne ved ung kærlighed

Der er størst risiko ved at begynde at komme sammen med nogen når det sker allerede i teenageårene. Man er stadig i „ungdommens vår“ og følelserne bliver let vakt. (1 Korinther 7:36) Dr. Ari Kiev siger: „For de fleste unge bliver betagelsen af det modsatte køn . . . ofte oppisket som følge af en mængde forvirrede seksuelle drifter.“ Det er derfor ikke så underligt at unge mennesker har så let ved at blive forelskede. „Efter at jeg havde truffet ham,“ fortæller en ung kvinde ved navn Barbara, „skrev vi sammen i cirka et år. Og så skrev han i et af sine breve at han elskede mig. Jeg tænkte ved mig selv: ’Jeg har kun mødt ham én eneste gang. Hvordan i alverden kan han så vide at han elsker mig?’“

Men selv når teenagepar forsøger at lægge bånd på sig selv, og endda når de mener at de passer godt sammen, er der stor sandsynlighed for at de ikke vil blive ved med at passe sammen! Hvorfor? Fordi man som teenager hele tiden forandrer sig. Man er ved at finde ud af hvem man er, hvad man egentlig synes om og hvad man vil med sit liv. Ting der har betydning for en i dag, kan måske synes uden værdi i morgen. Teenageforelskelser er ofte dømt til at mislykkes og ender sjældent med ægteskab.

Bibelen anbefaler derfor viseligt at man venter med at gifte sig til man er „ude over ungdommens vår“. (1 Korinther 7:36) Dette udelukker at to begynder at komme sammen mens de stadig er meget unge. Dette råd vil måske ikke altid være let at følge. Men det vil i høj grad hjælpe unge til at ’fjerne græmmelse fra deres hjerte og holde ulykke langt fra deres kød’ hvis de venter til de er gamle nok før de begynder at komme sammen med en af det modsatte køn. — Prædikeren 11:10.

Lær først hinanden at kende

Imidlertid bliver man ikke immun over for hjertesorg blot fordi man bliver ældre. I sin bog Love Lives (Kærligheden lever) viser Carol Botwin hvordan selv voksne mennesker kan komme galt af sted: „De kaster sig alt for hurtigt ud i et forhold . . . De ønsker for hurtigt at det skal være bindende.“ Hvis man taber sit hjerte til en man knap nok kender, vil det med stor sandsynlighed ende i ulykkelig kærlighed.

„I ser på tingene efter deres ydre,“ skrev apostelen Paulus til de kristne i Korinth. (2 Korinther 10:7) Begå ikke samme fejl ved at blive forelsket i en person udelukkende fordi vedkommende ser godt ud. Forsøg først at finde ud af hvordan han eller hun er som menneske. Hvis der ikke er mulighed for at lære vedkommende at kende på sikker afstand, kan du måske diskret forhøre dig hos andre om hvorvidt den person du er interesseret i har et godt omdømme.

Bibelen siger at en duelig hustrus gerninger vil „prise hende i portene“. (Ordsprogene 31:31) Man kan på tilsvarende måde forvente at en moden kristen mand eller kvinde har et godt omdømme. Hvis det viser sig at han eller hun har et tvivlsomt rygte — og måske er kendt for at indlede det ene bekendtskab efter det andet og bakke ud af dem igen når det begynder at blive alvor — så pas på! Du bliver måske den næste hvis følelser vedkommende træder på.

Vær ærlige over for hinanden

Selv hvis han eller hun tilsyneladende har et godt omdømme, og interessen er gensidig, er det stadig for tidligt at tænke på ægteskab. Når man lærer vedkommende bedre at kende kan det meget vel vise sig at han eller hun har en alvorlig personlighedsbrist eller er åndeligt svag. Hvordan finder man ud af hvordan vedkommende virkelig er? Der er ikke noget forkert ved at man foretager forskellige fritidsaktiviteter sammen, men den tid hvor man skal lære hinanden at kende udnyttes bedst hvis man også taler alvorligt og fortroligt sammen. — Jævnfør Ordsprogene 15:22.

Hvilke mål har I? Hvilke interesser? Hvordan ser I på det at få børn? Eller på det at lægge et budget? Det er af største vigtighed at I er ærlige over for hinanden og ikke prøver at fordreje sandheden af frygt for at miste den anden. (Efeserne 4:25) Før eller siden vil ens sande jeg komme frem. Så du er bedre stillet hvis du lader den anden vide nøjagtig hvem du er og hvad du venter dig af livet end hvis du indleder et bekendtskab som sandsynligvis vil ende i skuffelse — eller et ulykkeligt ægteskab.

Men hvad nu hvis den anden part giver sig ud for at være noget han eller hun ikke er, blot for at holde liv i bekendtskabet? Bibelen advarer: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ (Ordsprogene 14:15) Hermed være ikke sagt at du skal være overdrevent mistænksom, men du gør klogt i at overveje om den andens handlinger taler lige så tydeligt som vedkommendes ord.

Man bør lige fra begyndelsen komme på det rene med hvad den anden mener om spørgsmål af afgørende betydning — og ikke først senere når følelserne for alvor er vakt. Steve søgte for eksempel efter en ægtefælle der var lige så glad for den kristne tjeneste som han selv. Han blev kort efter interesseret i en pige som han syntes vældig godt om. Han fortæller: „Men efterhånden fandt jeg ud af at hun ingen mål havde, og at hun ikke var særlig aktiv i den kristne tjeneste.“ Steve afbrød derfor klogeligt sit forhold til hende igen.

Kom ikke for tæt på

Dette leder tanken hen på noget andet som er vigtigt hvis man skal undgå hjertesorg. Judy udtrykker det på denne måde: „Jeg ved af egen erfaring at det er meget nemt at blive følelsesmæssigt engageret. Af og til lader man en person komme for tæt på én, og selv om man opdager at man ikke elsker hinanden, er man alligevel så stærkt følelsesmæssigt engageret at man er bange for at såre den anden.“

Sjulamitten på Bibelens tid var tydeligvis udmærket klar over hvor stærke følelser det drejer sig om. Så da den mægtige kong Salomon friede til hende, sagde hun til sine veninder: „Jeg lader jer sværge, . . . at I ikke prøver at vække eller at ægge kærligheden i mig førend den har lyst.“ (Højsangen 2:7) Ja, det kan være fornuftigt at beherske sine følelser med hård hånd indtil man har fået et godt kendskab til den person man er interesseret i.

Derfor må man også undgå på upassende måde at give udtryk for sin kærlighed på et for tidligt tidspunkt. Her gælder følgende princip: „Kan en mand samle ild i sin favn uden at hans klæder brændes?“ (Ordsprogene 6:27) Det er ikke godt hvis man allerede i den indledende fase af et bekendtskab begynder at holde i hånd eller at kysse hinanden. Dette vækker ikke alene et umoralsk seksuelt begær men hæmmer også ens evne til at bedømme tingene rigtigt og objektivt. Det er næsten umuligt at se nøgternt på hinanden når lidenskaberne først er vakt. Desuden kan det at man har givet for stærkt udtryk for sin kærlighed forøge smerten hvis forholdet af en eller anden grund må afbrydes.

Da Judy til sidst begyndte at komme sammen med en ung mand, sørgede hun for at forholdet udviklede sig langsomt. Hun holdt en vis afstand indtil hun var nogenlunde sikker på at han var den mand hun ønskede at blive gift med. „Så vidste jeg at det var i orden at jeg begyndte at lade mine følelser for ham vokse,“ fortæller hun.

Den første tid hvor man skal lære hinanden at kende kan både føre til glæde og til sorg. Måden at gribe det an på har stor betydning for hvordan det siden vil gå. Det er sandt at det er umuligt at garantere et heldigt udfald. Selv om du træffer alle mulige forholdsregler kan du alligevel komme til at opleve en ulykkelig forelskelse. Men ved at vente med at komme sammen med nogen til du er gammel nok til at gifte dig, og ved at holde dine følelser under kontrol og udvise passende forsigtighed, kan du gøre meget for at undgå hjertesorg. Chancerne for at din forelskelse ender med et lykkeligt ægteskab vil derved øges.

[Illustration på side 18]

Teenageforelskelser fører sjældent til ægteskab men ofte til hjertesorg

[Illustration på side 20]

Lær vedkommende godt at kende inden du forelsker dig

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del