Hvorfor nogle er bidske og andre godmodige

I den senere tid har bullterriere fået megen avisomtale i De Forenede Stater. Mange frygter disse hunde fordi de har ry for at angribe, lemlæste og endda bide mennesker ihjel. Er bullterriere vilde af natur eller er det mennesker der gør dem vilde? Skyldes hundes temperament deres afstamning eller deres opdragelse? Måske er det som med mennesker en kombination af disse faktorer der gør dem til det de er.

FØLGENDE eksempler kunne lyde som et ubarmhjertigt anklageskrift mod bullterriere. I Californien blev James Soto på to år angrebet af naboens bullterrier og bidt i ansigtet og halsen så han døde. I Florida kravlede en bullterrier op i tremmesengen til et sovende barn og bed det ihjel. I Georgia bed tre bullterriere en fireårig dreng ihjel da han gik tværs over naboens græsplæne. En lille 16 måneder gammel pige fra Oklahoma kom for nær på en lænket bullterrier — familiens kæledyr — og døde af de alvorlige bid hun fik i halsen. I Michigan blev den kun 20 måneder gamle Kyle Corullo angrebet af en bullterrier mens han legede i sin bedstemoders baghave. Efter at have drevet barnets moder på flugt, trak den drengen hen på en ubebygget grund og flåede ham til døde. En bullterrier der vogtede en marihuanamark i Californien, maltrakterede en 21/2-års dreng dødeligt. En bullterrier der blev holdt som kæledyr i Harlem, knuste hovedet på familiens to måneder gamle spædbarn. Uden varsel gik en bullterrier til angreb på lille Melissa Larabee og dræbte hende med et kraftigt bid i struben.

Også voksne er blandt ofrene. En 67-årig sygeplejeassistent i Kansas blev i sin gård angrebet af to bullterriere der skambed hende og rev hendes hovedhud af. De to hunde var blevet optrænet til at gå til angreb på enhver der bar et våben — hun gik med en sammenrullet avis i hånden. Hun døde på hospitalet. I Ohio blev en 67-årig pensioneret læge bidt ihjel af to bullterriere i et angreb der varede 25 minutter. En bullterrier gik til angreb på en mand der stod og betragtede et fyrværkeri i Rochester i New York. Han døde på hospitalet.

Ifølge De Forenede Staters Dyreværnsforening har bullterriere siden 1983 forårsaget de 21 ud af 29 dødsfald som følge af hundes angreb på mennesker. Det vil sige at 72 procent af disse ulykker skyldes 1 procent af landets hunde. Randall Lockwood fra Dyreværnsforeningen er ekspert i bidske hunde og siger om bullterriere: „Disse dyr kan være krokodiller i svøb. De har en mørk og blodig historie.“

Efter at det i 1835 blev forbudt i England at lade hunde kæmpe mod bjørne og tyre, opdrættede kulminearbejderne i Staffordshire deres hunde til hundekampe. Vore dages bullterriere kan føres tilbage til denne tid, og en af racerne kaldes da også Staffordshire bullterrier.

Med sin lavstammede, muskuløse krop og sine kraftige kæber der kan udøve et tryk der svarer til 130 kilo pr. kvadratcentimeter, er en bullterrier en frygtindgydende kampmaskine. Den angriber ofte lydløst og uprovokeret og sætter tænderne i sit offer, der holdes som i en skruestik mens hunden rusker og river som en haj. Mange af ofrene har været ejerfamiliens medlemmer. Men en begejstret ejer af tre bullterriere lovpriser dem som værende ’trofaste og storartede kæledyr, især for en familie med børn’. Ikke desto mindre satte et af hans trofaste kæledyr tænderne i hans arm og sendte ham tre dage på hospitalet.

En aften sidste år kunne fjernseere i hele USA i tv-avisen se hvad der var sket med Florence Crowell fra Los Angeles’ Dyrekontrol under et uhyggeligt overfald. Bullterrieren Benjamin var sprunget igennem en dør med trådnet og havde knust hendes ene hånd mens den anden var blevet slemt tilredt. Hunden var blevet drevet på flugt men havde angrebet igen og bidt hende i det venstre bryst. Hun havde været på vej op til huset for at undersøge om der var hold i påstanden om at hunden tidligere havde overfaldet mennesker. Florence Crowell lå på hospitalet i fem dage. På side 23 kan man se et billede af Benjamin, stillet til rådighed af Los Angeles’ Dyrekontrol. Benjamins ejer blev sagsøgt for at have gjort sig skyldig i overfald med et dødbringende våben.

I løbet af de sidste fem år er antallet af personer i De Forenede Stater der er blevet overfaldet af bullterriere, steget til flere tusind. Derfor har hundeejere sat i hundredvis af bullterriere på gaden eller fået dem aflivet. Flere ejere følte sig ikke længere trygge ved hunden mens andre ikke ville risikere et sagsanlæg på grund af deres hunds adfærd. Nogle forsikringsselskaber nægter nu at forsikre bullterriere, dobermannpinchere og schæferhunde.

Randall Lockwood kalder ganske vist bullterriere for „krokodiller i svøb“, men siger også: „Det sørgelige er at det ikke er alle hunde af denne race der er farlige. Det er ikke sådan at enhver bullterrier er en tidsindstillet bombe der kan gå af hvad øjeblik det skal være.“

Sara Nugent fra Houston i Texas, der i 22 år har opdrættet og trænet bullterriere, er en varm fortaler for disse hunde. „Problemet ligger ikke hos hundene men hos hundenes ejermænd,“ siger hun, men indrømmer dog at „det er en vanskeligere hund at opdrage end visse andre og at ikke alle bør anskaffe sig en“. Andy Johnson fra Den Forenede Kennelklub siger: „Hvis man giver en bullterrier den rette opdragelse vil man få den dejligste hund man kan tænke sig.“ Roy Carlberg, der er bestyrelsesmedlem i Den Amerikanske Kennelklub, udtaler sig mere forsigtigt. Han siger at ’nogle bullterriere er helt tilregnelige, mens andre ikke kan styre deres voldsomme temperament og mange kræfter’.

Samuel McClain, en forhenværende sagsbehandler fra en dyreværnsforening i Philadelphia, bekræfter Sara Nugents udtalelse om at det er ejeren og ikke hunden der skal bebrejdes: „Der er ved at dukke en ny type bullterriere op — dyr der er vilde, bidske og uregerlige. Man får en idé om det når man hører hundenes navne — Morder, Springkniv og Skøre Pete. Sådanne mennesker opdrætter hvad vi kalder skøre hunde og krydser fader og datter og moder og søn.“ Men det er ikke kun indavlen der har ødelagt hunden; det har også noget med opdragelsen at gøre. Tres procent af Philadelphias 3000 bullterriere bliver brugt til hundekampe. For at gøre dem rigtig ondskabsfulde mens de er små, giver nogle dem killinger og hundehvalpe som de kan rive i småstykker.

Hundekampe er forbudt i hele USA, og en særlig grov forbrydelse i 36 stater. Men ’i weekenderne kan de opleves i enhver af de 50 stater,’ siger Eric Sakach fra Dyreværnsforeningen i Sacramento i Californien.

Flere gadebøller har anskaffet sig bullterriere. De prøver at spille hårde og skjule deres usikkerhed ved at gå med hunde som de har gjort ondskabsfulde. Den bidske hund er som en forlængelse af deres egen personlighed og udsender signalet: „Vi er barske. Af vejen!“ Teenagere i Chicago og Philadelphia skilter faktisk med deres arrige hunde på samme måde som de ville skilte med springknive og skydevåben. Stofforhandlere i disse og andre amerikanske storbyer går med bullterriere som de kalder Morder, Hitler eller „Scarface“. De gemmer kokain og dagens fortjeneste i hundens stålbesatte halsbånd. Medlemmer af motorcykelbander har gemt deres narkotika under deres bullterrieres hundehuse.

Der er også blevet begået kriminelle handlinger hvor man har brugt bullterriere som våben. Da en mand i New Jersey pudsede sin bullterrier på politiet blev han dømt for at have været i besiddelse af et dødbringende våben. Da røveren Shabu Cooper gav sin bullterrier ordre til at angribe en betjent ved undergrundsbanen, blev han anklaget for at have benyttet et dødbringende våben. Og da en bullterrier i Michigan angreb en 12-årig pige blev ejeren anklaget for overfald med et dødbringende våben.

I flere kommuner i USA har man ved lov forbudt indbyggerne at holde bullterriere. Sådanne vedtægter rettet mod en særlig hunderace har imidlertid ikke fået medhold ved domstolene. Love der forbyder „bidske hunde“ lader til at være lettere at gennemføre. „Det er nødvendigt at der bliver lovgivet om bidske hunde,“ siger Sherl Blair fra veterinærhøjskolen ved Tufts universitet. Når det kommer til stykket er bullterriere ikke de eneste aggressive hunde der angriber mennesker. Schæferhunde, dobermannpinchere, rottweilere og forskellige spidshunde som for eksempel chow-chow’en er også blandt synderne. Og i tusindvis af bullterriere der er blevet korrekt opdrættet og trænet, har aldrig gjort nogen noget.

I en artikel i avisen The Wall Street Journal stod der at læse: „Hos ansvarsbevidste hundeejere kan bullterriere blive dejlige kæledyr. De kan blive lige så legesyge som enhver anden race. De fælder næsten ikke og er lette at pleje. Og det er naturligvis overflødigt at sige at bullterriere er gode vagthunde.“

Men nu vi taler om vagthunde, hvilken type hund skal man da vælge hvis man ønsker at anskaffe sig en hund til at passe på sin familie? Vi har spurgt en professionel hundetræner for at få nogle forslag.

Hvilken hund skal man vælge til at beskytte sin familie?

„Lad mig først sige at i denne forbindelse tænker mange på hunde der er dresseret til at angribe eller være vagthunde. Sådanne hunde er farlige at have i hjemmet. De er dresseret til at være mistænksomme og hurtige til at angribe. Det svarer nogenlunde til at have et skydevåben i huset — det resulterer langt oftere i tragedie end i beskyttelse. Sådanne hunde har i mange tilfælde bidt eller endog dræbt børn i nabolaget, og i nogle tilfælde er det gået ud over medlemmer af den familie der ejer den. Hvis man har trænet sin hund til at angribe og den så bider en eller anden, er man i alvorlige vanskeligheder. Hvis det anmeldes kan man blive holdt ansvarlig. Domstolene bryder sig ikke særlig meget om hunde der er dresseret til at bide. Det er meget uklogt at holde en dresseret angrebs- eller vagthund i hjemmet.

Hvis en familie beslutter at anskaffe sig en hund for at beskytte sig, er det langt bedre at overveje at købe det man kunne kalde en „alarmhund“ — en hund der vil advare ved at begynde at gø når der foregår et eller andet mistænkeligt. De store hunde med en dyb, kraftig gøen der vil skræmme de ubudne gæster bort, men som ikke er dresseret til at bide, er de bedste. En sådan hund virker afskrækkende men er ikke til fare for familie eller naboer.“

Skal man tage hundens temperament i betragtning?

„Ja, afgjort. Der er stor forskel på hunde, selv inden for samme race. Schæferhunde der skal anvendes til blindeførerhunde, udvælges efter deres temperament. Det skal være sindige, forsigtige hunde der kan omgås mange forskellige slags mennesker. En schæfer der skal bruges som angrebshund skal derimod have et andet temperament. Den skal være vagtsom, tapper og aggressiv. En „alarmhunds“ temperament skal befinde sig et sted midt imellem. Den skal være vagtsom men ikke nervøs, besindig og rolig men ikke frygtsom.

Det vil også være bedst at få hunden fra hvalp hvad enten det er en hanhund eller en tæve. En hunhund er ofte lettere at styre. Lad den vokse op hos familien. Så føler den at familien tilhører den. Det er dens familie, og når den vokser op føler den at den må beskytte sin familie. Det er også vigtigt at den får lydighedsdressur. Den bør i det mindste lære nogle få grundlæggende ordrer, såsom: Vent! Sit! På plads! Kom! Dæk! Begynd mens hunden er lille, omkring otte uger gammel. I den alder er den meget medgørlig; den føler sig meget afhængig af dig og er ivrig efter at få din accept og ros.

Hvordan hunden irettesættes når det er nødvendigt

Det er mere effektivt at kombinere irettesættelse og belønning end blot at irettesætte. Hunden skal roses for god opførsel og samtidig irettesættes for dårlig opførsel. Når jeg siger irettesættes mener jeg ikke at man skal slå den. Det bør være en mundtlig reprimande såsom: ’Fyh! Slemme hund!’ Den opfatter din misbilligelse på tonefaldet. Forstærk rosen ved at give den en belønning — ikke i form af godbidder, men ved at give den nogle rosende klap. Det virker langt bedre end skældud. Undlad at bruge hundens navn når du revser den — det er dens opførsel og ikke den du straffer.“

Hvad angår spørgsmålet i begyndelsen af artiklen kan vi altså fastslå: Afstamningen har afgjort indvirkning på hundes temperament og kan være bestemmende for om en hund bliver bidsk eller godmodig. Men miljøet spiller også en stor rolle. Bliver hunden behandlet godt bliver den mindre bidsk og mere godmodig. En hård behandling vil gøre en hund med aggressive tendenser endnu mere aggressiv, mens en hund der er blid vil lide et knæk. Hunde der tilhører samme race kan opdrages til at lede en blind eller til at angribe en ubuden gæst. En kombination af hundens natur og opdragelse spiller ind. Men hundens egentlige natur vil altid være til stede og kan, under visse omstændigheder, dukke op til overfladen. En tilspidset situation vil måske få aggressive tendenser til at blusse op eller få en overforsigtig hund til at vige når den i virkeligheden skulle beskytte sin familie.

Til sidst skal der nævnes lidt om hundekampe. En ivrig tilhænger af hundekampe har sagt om sine bullterriere at „kampene er selve livet for dem“. Han mener at det er barmhjertigt og ikke grusomt at lade dem slås og påstår at de dør lykkelige og tilfredse over at have fået lov til at gøre det de er opdrættet og trænet til — nemlig at slås. I tråd med dette mærkelige synspunkt har en anden sadistisk tilhænger af ulovlige hundekampe fremsat denne påstand: „Mine hunde dør med logrende hale.“

De dør også med brækkede ben, perforerede ører og blødende kødsår. En kamp varer mellem én og tre timer, og hundene kæmper til døden. Randall Lockwood giver denne ironiske kommentar: „Det sker at nogle hunde springer ud fra kamppladsen og angriber tilskuerne. Det har nogle medlemmer af vores dyreværnsforening været øjenvidner til.“ Politimester Blackwood fra San Diego har sagt: „Vi har set hunde med forbenene brækket skubbe sig selv tværs over ringen for at kæmpe videre.“ Dør sådanne hunde også med logrende hale?

Bullterriere er hunde med stor styrke og et fænomenalt mod. Hvor er det afskyeligt og sørgeligt at dette mod og denne styrke misbruges på så brutal og sadistisk en måde. Disse hunde bliver gjort ondskabsfulde af endnu mere ondskabsfulde mennesker. Randall Lockwood beklager denne ondskab og de konsekvenser den får, med ordene: „Hundekampe er den største perversitet man kan forestille sig i det særlige forhold der hersker mellem hunde og mennesker. Det drejer sig om folk der udsætter hunde for den utroligste form for grusomhed. Resultatet er nu blevet at hunde bider mennesker ihjel.“

Man kan derfor fundere over om det er bullterriere der har forvoldt mennesker størst skade eller det er omvendt. Bibelens ord i Ordsprogenes bog 12:10 har vist sig at være sande: „Den retfærdige sørger for sine husdyrs sjæl, men de ugudeliges barmhjertighed er grusom.“

[Tekstcitat på side 24]

„Disse dyr kan være krokodiller i svøb“

[Illustrationer på side 23]

Bidske Benjamin . . .

. . . og godmodige Neha

[Kildeangivelse]

Los Angeles Kommunes Dyrekontrol

[Illustrationer på side 26]

Herover: Siberian Husky

Til højre: Akita Inu

Yderst til højre: Samojedhund