Forureningens årsager

DER er ganske vist mange der har fået fjernsyn, mikrobølgeovn og persondatamat. Men hvad er der blevet af den friske luft, det rene vand og de sunde fødevarer? Hvorfor er den teknologi der kan bringe mennesker til månen tilsyneladende ikke i stand til at dække vore mest grundlæggende behov? Hvorfor bliver forureningens dødbringende virkninger stadig mere og mere udtalte?

„Alt vokser“

I et tysk videnskabeligt tidsskrift skriver en professor ved navn Kurt Hamerak at „alle miljøproblemer dybest set skyldes vækst, frem for alt den overraskende voldsomme befolkningstilvækst“. Siden 1950 er verdens befolkningstal mere end fordoblet. Dertil kommer at vi lever i det en undersøgelsesrapport fra De Forenede Nationer betegner som „en verden af byer der sprænger alle rammer“. Man regner med at tre fjerdedele af befolkningen i industrilandene i år 2000 vil bo i byområder. Med væksten i befolkningstætheden øges også mulighederne for forurening.

Når flere og flere gør krav på de goder som den øgede viden og teknologiske udvikling muliggør, medfører det forøget produktion og handel. Det betyder nye fabrikker og kemiske industrier — og dermed nye forureningskilder. Disse industrier har behov for energi, derfor må der bygges flere kraftværker. Af samtlige kraftværker i verden drives omkring 400 ved kernekraft.

Desuden får folk stadig mere fritid. Derfor har de i højere grad tid og lejlighed til at tage ud i det fri, uden for byerne, hvor de ofte forurener jorden, luften og vandet, og forstyrrer dyre- og plantelivet.

I stedet for at nedbringe forureningen har den moderne civilisation i realiteten medvirket til at forøge den, ved at fremme materialismen, som i bedste fald er en blandet fornøjelse. Mange ansvarsbevidste personer advarer nu om at ubegrænset vækst vil føre til ødelæggelse. I bogen Dommedag konkluderer forfatteren G. R. Taylor: „Indtil nu har det set ud som om det materialistiske syn . . . måtte sejre. Pludselig bliver det mere og mere klart at det ikke kan sejre.“

Ja, „alt vokser,“ siger professor Hamerak, „også problemerne.“ Men der er andre, mere afgørende, grunde til at der ikke sker fremskridt i kampen mod forureningen.

Utilstrækkelig viden

Man „ved . . . praktisk taget intet om de vekselvirkninger, der sker mellem flere forureningsstoffer, som er til stede på samme tid,“ hedder det i bogen Dommedag. Det er ligeledes usikkert hvor store doser et menneske kan tåle af giftstoffer eller radioaktiv stråling før det får alvorlige konsekvenser. Toksikologen L. Horst Grimme fra universitetet i Bremen hævder at „det er umuligt at sætte tal på den risiko der er forbundet med produktionen, brugen og spredningen af forurenende stoffer“. Han mener ikke at der findes nogen måde hvorpå man med sikkerhed kan afgøre hvor meget der skal til af et givet stof før det får skadelige virkninger. „I mange tilfælde,“ siger han, „er eksperternes viden simpelt hen for utilstrækkelig til at de kan fastsætte antagelige grænseværdier.“ Desuden er forskningen af så relativt ny dato at ingen kender de eventuelle langtidsvirkninger selv om de såkaldte „antagelige grænseværdier“ overholdes.

Et andet uløst problem er hvordan man skal skille sig af med giftigt affald. Alene i Vesteuropa produceres der flere millioner tons om året. (Se kortet.) Der er hovedsagelig seks måder at bortskaffe affaldet på: (1) dumpning i havet; (2) lossepladser på landjorden; (3) langtidsopbevaring; (4) fysisk, kemisk eller biologisk behandling; (5) afbrænding til lands eller til vands, samt (6) genudvinding eller genbrug. Ingen af disse metoder er helt tilfredsstillende eller sikre.

Menneskelige fejl og begrænsninger

En stormfuld nat i marts 1978 svigtede roret på supertankeren Amoco Cadiz, der grundstødte ved Bretagnes kyst. Mere end 200.000 tons råolie løb ud i havet og dannede en kæmpemæssig olieplet der dræbte omkring 10.000 fugle, ødelagde muslingefiskeriet og forurenede mere end 160 kilometer strand. Hele miseren skyldtes forsømmelighed.

Et endnu mere rystende eksempel på følgerne af menneskelig efterladenhed forekom i april 1986. Ved et alvorligt uheld på et kernekraftværk i Tjernobyl i Sovjetunionen blev omkring 30 personer dræbt, og 135.000 måtte evakueres. Desuden blev et ukendt tusindtal af menneskeliv bragt i fare. Avisen The Wall Street Journal oplyser: „Mange forskere siger at der vil gå adskillige år før man kan vide noget om de sundhedsmæssige konsekvenser det på længere sigt vil få for de sovjetborgere og europæere der blev udsat for stråling efter uheldet på kernekraftværket. . . . [Forskerne] forventer et øget antal tilfælde af leukæmi samt kræft i lunger, bryst og skjoldbruskkirtel.“ Ifølge en rapport i Pravda skyldtes katastrofen „uansvarlighed, grov pligtforsømmelse og manglende disciplin“.

Dette uheld var imidlertid ikke det første af sin art. Ifølge bladet Der Spiegel „har menneskeheden adskillige gange befundet sig en hårsbredde fra katastrofen“. Bladet hævder at være i besiddelse af 48 ud af de mere end 250 rapporter om reaktoruheld der er registreret af Den Internationale Atomenergiorganisation, uheld der er sket så forskellige steder som i Argentina, Bulgarien og Pakistan. Mange af disse uheld, deriblandt den delvise nedsmeltning af en reaktorkerne i kraftværket på Tremileøen i De Forenede Stater i marts 1979, skyldtes angiveligt menneskelige fejl.

Ja, mennesker er ikke alene tilbøjelige til at begå fejl, men deres kontrol over naturkræfterne er stærkt begrænset. Eftersom de fremherskende vinde i Mellemeuropa kommer fra vest, blæser der forurenet luft fra England ind over Vesttyskland, mens forureningen fra Vesttyskland hovedsagelig plager Østtyskland og Tjekkoslovakiet. Men vind og vejr kan opføre sig uberegneligt. For eksempel kom vinden fra skiftende retninger da katastrofen i Tjernobyl indtraf. Derfor blev Polen, de baltiske lande og Skandinavien — for ikke at tale om Sovjetunionen selv — mere alvorligt forurenet af radioaktivt nedfald end andre dele af Europa.

Mere alvorlige mangler

I mange tilfælde er folk ikke ærlige og objektive i deres vurdering af de faktiske forhold når det gælder forurening. Mens miljøbeskyttelsesforkæmpere måske overdriver de negative sider for at støtte deres argumentation, overdriver deres modstandere tilsvarende de positive sider. For eksempel har en ekspert sagt om de forurenede floder: „En stor del af Elben, der ved århundredskiftet var højt skattet på grund af sit rige fiskeliv, har længe været biologisk død.“ Tilsvarende udtalelser er blevet fremsat om Rhinen, navnlig efter Sandozaffæren. En tals- mand for den kemiske industri hævder derimod at „Rhinen, selv efter branden hos Sandoz, er i en bedre tilstand end den var for ti år siden“.

Dette er muligvis sandt, for i 1983 var der endelig tegn på at den vesttyske regerings antiforureningslovgivning var begyndt at virke og at Rhinen havde fået det væsentligt bedre. Og om Themsen i England oplyser bladet National Geographic: „I de forløbne 30 år er forureningen blevet reduceret 90 procent.“ Det har kun været muligt at opnå sådanne resultater gennem en bevidst indsats. Men ifølge journalisten Thomas Netter er det netop det der savnes i mange lande, eftersom „økologiske katastrofer stadig i vid udstrækning betragtes som andres problem“.

Dette er uden tvivl en af grundene til at regeringerne har så vanskeligt ved at enes om forureningsbekæmpelse på internationalt plan. For eksempel var det i flere år ikke lykkedes Canada og De Forenede Stater at nå til enighed om en fælles indsats mod syreregnen. Men i 1986 blev der langt om længe gjort små fremskridt. Som en canadisk talsmand har givet udtryk for, havde diskussionen indtil da været frugtesløs og „død, ligesom fiskene i vandet“. Og selv om 31 lande i 1987 blev enige om at halvere produktionen af spraydåser med stoffer der åbenbart ødelægger jordens ozonlag, vil dette mål ikke være nået før omkring årtusindskiftet. For at fremme det internationale samarbejde udråbte Det Europæiske Fællesskab 1987 som „Miljøåret“.

Der vil imidlertid kun ske ringe fremskridt så længe der findes begærlige eller selviske mennesker som forurener med vilje, for at kunne tjene penge eller for egen bekvemmeligheds skyld. Hvis forureningsbekæmpelsen skal lykkes, må alle være interesserede i deres medmenneskers velfærd og være villige til at erkende deres personlige ansvar. „Jeg er overbevist om at forureningsbekæmpelsen begynder i hjemmene,“ siger den vesttyske miljøminister Klaus Töpfer. Hver eneste borger må altså gøre sin del. Den lille mand peger måske selvretfærdigt på den store mand — de kemiske industrier og fabrikkerne — men er han bedre selv hvis han strør om sig med affald?

Bibelen har forudsagt at mennesker i „de sidste dage“ vil være „egenkærlige, pengekære, . . . uforsonlige, . . . uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:1-5) Eftersom det netop er disse egenskaber der får mennesker til at forurene, kan udsigterne umiddelbart virke triste. Ikke desto mindre har vi grund til at tro at de forhindringer der står i vejen for en verden uden forurening vil blive fjernet — meget snart!

[Ramme på side 6]

Forhindringer i menneskets kamp mod forureningen

■ Ukontrolleret vækst

■ Utilstrækkelig viden

■ Menneskelig ufuldkommenhed

■ Manglende evne til at kontrollere naturkræfterne

■ Selvisk tilsidesættelse af andres velfærd

[Oversigt/​kort på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Anslåede mængder af giftigt affald produceret i et af de senere år, angivet i tons

Finland: 87.000

Norge: 120.000

Sverige: 550.000

Holland: 280.000

England: 1.500.000

Vesttyskland: 4.892.000

Schweiz: 100.000

Frankrig: 2.000.000