Hvad siger Bibelen?

Skal man holde de ti bud?

DET var i år 1513 f.v.t.a at Guds ’finger’ skrev på stentavlerne. Siden da er de ti bud blevet afskrevet og udbredt over hele jorden. Millioner af mennesker har læst dem, og mange kan dem udenad. Der er formodentlig ikke noget andet lovsæt der har været genstand for så megen opmærksomhed. Her i 1988, hvor der netop er gået 3500 år, er spørgsmålet: Gælder de ti bud for os i dag? — 2 Mosebog 20:1-17; 31:18.

Hvem var de ti bud tiltænkt?

Gud gav de ti bud til det folk der var kendt som israelitterne. I indledningen gjorde han det klart at det var til denne ene nation han henvendte sig: „Jeg er Jehova din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, af trællehuset.“ Dette viser at de ti bud skulle være en del af en national lovkodeks. — 2 Mosebog 20:2.

Videregivet til de kristne?

Men havde de ti bud en sådan universel karakter at de altid ville være gældende og således også omfatte ikkeisraelitter? Nej, de blev ikke videregivet til den kristne menighed, da denne flere hundrede år senere blev dannet. Hvorfor ikke? Fordi Bibelen siger at „Kristus er lovens ende“. (Romerne 10:4) Hvad betyder det?

Det kan illustreres på følgende måde: I 1912 var verdensrekorden i udendørs højdespring 2,01 meter. Femoghalvfjerds år senere, i 1987, var rekorden nået op på 2,4 meter. Der må imidlertid være en absolut grænse for hvor højt et menneske kan springe over en stang der hviler på to stolper. Den højdespringer der når denne grænse gør samtidig en ende på alle tidligere højdespringsrekorder. Man kan sige at han er ’enden’ på dem. Hvad har dette med de ti bud at gøre?

Da det israelitiske folk modtog ’loven’, der foruden de ti bud omfattede mere end 600 enkelte love og forskrifter, havde Gud dermed fastsat det højeste mål eller den højeste standard for fuldkommenhed. Han anbragte så at sige overliggeren i højde med den absolutte grænse. Denne guddommelige lov havde en så høj moralsk standard at kun et fuldkomment menneske kunne nå den. I Prædikeren 7:20 står der: „Der er intet menneske som er retfærdigt på jorden, som altid gør det gode og ikke synder.“

Overliggeren — Guds retfærdige norm — var anbragt for højt for de ufuldkomne israelitter, jøderne. Hvorfor det? Apostelen Paulus forklarer: „Den [loven] blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt, indtil det afkom [Messias, eller Kristus] som løftet var givet til, kom.“ (Galaterne 3:19) Gennem Loven viste Gud jøderne at de alle var ufuldkomne overtrædere, ude af stand til at nå det mål at blive erklæret retfærdige i kraft af deres egne gerninger.

Der var kun én der kunne passere overliggeren: Den lovede Messias eller Kristus. Derfor blev den høje standard sat frem for jøderne som noget de skulle stræbe efter, mens de ventede på den endelige Mester, Messias, der ville nå den én gang for alle.

„Leder os til Kristus“

I tråd med dette fortsætter Paulus i vers 24 i Galaterbrevets tredje kapitel: „Følgelig er loven blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro [på ham].“ På Bibelens tid var en opdrager en der fulgte barnet hen til læreren og som også selv kunne oplære og tugte barnet.

De ti bud, såvel som resten af Loven, ville således forberede jøderne på Messias’ komme og lede dem til ham. Da Jesus kom, vandrede iblandt dem og døde i fuldstændig lydighed mod Loven, blev han „lovens ende“. Derefter, kan man sige, fjernede Gud ’overliggeren’ og tilbød jøderne noget bedre. Nu kunne de endelig, „som en fri gave . . . ved hans ufortjente godhed“, blive „erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“. — Romerne 3:24.

Paulus siger også: ’I er jo ikke under lov men under ufortjent godhed,’ og: „Når I ledes af ånden, er I ikke under loven.“ — Romerne 6:14; Galaterne 5:18.

Den lov vi bør adlyde

Er de kristne nu fri for alle moralske begrænsninger eftersom de ikke er „under loven“? Så langtfra. Som Paulus viste, ledes de kristne af Guds ånd, og den leder ingen ud i synd. Den tilskynder dem til at holde sig fra synder — også de synder som de ti bud tager sigte på. Læser man for eksempel Første Korintherbrev 6:9, 10, støder man på adskillige love for kristne som har stor lighed med nogle af de ti bud. Der er forbud mod afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud, tyveri og begærlighed.

Kristus opsummerede den gamle lovsamling, som omfattede de ti bud, i disse to udtalelser: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind,“ og: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:37-39) Ved at stræbe efter at adlyde dem, ved at bede om tilgivelse når vi fejler og ved at tro på Kristi offer, vil vi modtage ufortjent godhed fra Gud og blive godkendt til evigt liv. — 2 Thessaloniker 2:16.

[Fodnote]