Det begyndte i Katmandu
Fortalt af Bishnu og Tara Chitrakar
„TARA, jeg vil gerne have at du skal møde en mand som vi tror kan blive dig en god ægtefælle!“ Med disse ord overbragte min fader mig nyheden på det hospital i Katmandu i Nepal hvor jeg arbejdede som læge. Jeg var dengang 28 år, og fire uger senere, efter at begge forældrepar havde givet deres samtykke, blev vi gift.
Manden hed Bishnu Chitrakar. Han var 34 år og havde studeret landbrugsteknologi. I årenes løb havde jeg af og til set ham på gaden i Katmandu men havde aldrig truffet ham personligt. Måske lyder denne fremgangsmåde mærkelig i vesterlændinges ører, men i mit hjemland, Nepal, har det i århundreder været skik og brug at forældrene arrangerede børnenes ægteskab — og skilsmisseprocenten er meget lav. Lad mig forklare det lidt nærmere.
Når en kvinde i Nepal bliver gift flytter hun ind hos sine svigerforældre. Det er ugleset hvis sønnen flytter. Man forventer nemlig at han bliver i hjemmet og fortsætter med at støtte familien. Forældrene er derfor særdeles omhyggelige når de udvælger sig en svigerdatter, for hun skal både passe til deres søn og til dem selv. På den måde bliver mange års erfaring bragt i anvendelse når der skal vælges ægtefæller.
Jeg selv var blevet uddannet som læge ved Moskvas medicinske fakultet, og nu var jeg blevet gift med en mand der ville tage mig med til De Forenede Stater. Men det vil jeg fortælle mere om senere. Først vil Bishnu fortælle sin historie.
Fra landbrugsteknologi til psykologi
Bishnu: Da jeg i begyndelsen af 1960’erne arbejdede hjemme i Nepal for De Forenede Staters Departement for Internationalt Udviklingssamarbejde, var jeg ikke det mindste interesseret i om der fandtes en Gud, eller hvilken tro der var den sande. Jeg havde en hinduisk og buddhistisk baggrund hvor det eneste der betød noget var om man besøgte templerne. Mit samarbejde med amerikanerne gav mig et stærkt ønske om at komme til De Forenede Stater og få en uddannelse. Jeg fik mit ønske opfyldt i 1965 da en af mine venner fra Kansas i USA som var uddannet inden for landbrugsteknologi, gjorde det økonomisk muligt for mig at rejse derover.
Fra 1965 til 1969 studerede jeg landbrugsteknologi, først ved University of Hawaii og senere ved Oregon State University. Her blev jeg udpeget til at være vejleder for de studerende i det kollegieafsnit hvor jeg boede. Det gav mig mulighed for at arbejde med mennesker og deres problemer. Derved gik det op for mig at jeg var mere interesseret i mennesker end i kanalbyggeri og landbrugsmaskiner. Efter at have studeret landbrugsteknologi i omkring fem år opgav jeg disse studier og begyndte i stedet at studere psykologi. Det endte med at jeg tog „masters“-eksamen i klinisk psykologi ved Wichita State University.
I 1971 tog jeg hjem til Nepal på et kort besøg. Forestil jer min overraskelse da min moder fortalte mig at hun kendte en sød pige der var ud af en god familie, og spurgte mig om jeg var interesseret i at blive gift med hende. Jeg tænkte at det kunne jeg måske godt når jeg efter et års tid havde færdiggjort mine studier. Men det endte med at vi blev gift fire uger senere. Der blev holdt et traditionelt nepalesisk bryllup som varede i to dage, og eftersom vi begge var fra chitrakar-kasten var mange af vore slægtninge inviteret med til brylluppet.
Måske spekulerer du på hvordan et sådant ægteskab kunne blive lykkeligt, når det var vores forældre der havde valgt for os, og når vi kun havde et overfladisk kendskab til hinanden. Svaret er at vi stolede på deres dømmekraft, og det har vist sig at de havde ret. I stedet for at følge det der er skik og brug i den vestlige verden, hvor man kommer sammen for at lære hinanden at kende, fulgte vi vort eget lands tradition og lod vore forældre bedømme om vi passede sammen med hensyn til karakter og egenskaber.
Efter at vi var blevet gift, fortsatte Tara med at arbejde som hospitalslæge i Nepal. Men hun var ikke tilfreds i åndelig henseende. Hun var blevet opdraget som hindu, og den religiøse side af tilværelsen betød virkelig noget for hende. Hun vil selv fortælle om de spørgsmål hun havde.
Studietiden i Sovjetunionen
Tara: Lad mig først forklare hvordan jeg kom til Sovjetunionen. Den sovjetiske stat skænkede mig et studielegat så jeg kunne studere medicin i Moskva. Først skulle jeg dog lære russisk. Normalt var det sådan at de studerende først blev sendt et år til Sovjetunionen for at studere sprog. Men på grund af en forsinkelse inden for administrationen ankom jeg til Moskva seks måneder senere end beregnet. Nu havde jeg altså kun et halvt år til at lære russisk i. Umiddelbart herefter kom jeg ind på det medicinske fakultet for at påbegynde min seksårige uddannelse.
Jeg bliver ofte spurgt hvad jeg syntes om Sovjetunionen. Nu er alt i livet jo relativt, og dengang havde jeg kun udviklingslandet Nepal som sammenligningsgrundlag. Derfor blev jeg meget imponeret af de rene byer og det veludviklede transportnet, især i Moskva. Hvad sovjetborgerne angår, gik det op for mig at de har de samme grundlæggende behov som alle andre mennesker — behov for tilstrækkeligt med føde og klæder, og for et arbejde så de kan forsørge deres børn. De havde lidt meget under den anden verdenskrig og kunne derfor indse behovet for fred.
Som lægestuderende fandt jeg ud af at lægerne og professorerne elskede deres arbejde selv om lønnen ikke var særlig høj. Som stipendiat fik jeg faktisk langt flere penge (90 rubler om måneden) end mine russiske studiekammerater. Mange af lægerne og kirurgerne, samt flere af hospitalets afdelingsledere, var kvinder.
Hindu og metodist
Efter at have færdiggjort min uddannelse i Moskva tog jeg tilbage til Nepal, hvor jeg, som I nu ved, blev gift. Få måneder senere rejste jeg med Bishnu til De Forenede Stater. Men jeg savnede visse sider af tilværelsen hjemme i Nepal. Som hindu var jeg vant til at besøge templerne i Katmandu. Skønt man inden for hinduismen kun lægger begrænset eller slet ingen vægt på lærespørgsmål, savnede jeg et ydre udtryk for det åndelige, et „tempel“.
Lige over for posthuset i Winfield i Kansas, hvor jeg hver dag hentede vores post, lå der en metodistkirke. En dag faldt Bishnu i snak med metodistpræsten, og siden begyndte vi at komme i denne kirke.
Præsten og hjælpepræsten vidste at jeg var hindu og havde gudebilleder hængende i mit hjem, men det gjorde de aldrig indsigelse imod. I de fire år vi kom i denne kirke fik jeg imidlertid ikke stillet min åndelige hunger. Vi kendte ikke ret meget til Bibelen.
Ubesvarede spørgsmål
Som læge havde jeg været vidne til mange lidelser. Ved en lejlighed i Katmandu oplevede jeg hvordan en kvinde kom i choktilstand da hun fik en blodtransfusion med uforligeligt blod. Laboratoriearbejdet blev ikke altid samvittighedsfuldt udført, og der skete af og til uheld der resulterede i dødsfald.
Nogle spørgsmål som hverken hinduerne eller metodisterne kunne besvare, blev ved med at plage mig: Hvorfor dør vi? Hvorfor er der så megen nød i verden? Hvem er ansvarlig for alle de lidelser mennesker kommer ud for? Jeg spekulerede på hvordan jeg nogen sinde skulle få svar på mine spørgsmål.
En dag fik vi besøg af Jehovas vidner. Jeg fortalte dem at vi kom i metodistkirken. Men da forkynderne spurgte os om vi kunne tænke os at forstå Bibelen, syntes Bishnu godt om ideen, og jeg gjorde derfor ingen indsigelser. Inden længe fik jeg et logisk, bibelsk svar på mine spørgsmål. Jeg var nu mere end nogen sinde interesseret i at lære Bibelen at kende og indså at en kærlig Gud umuligt kan være ansvarlig for alle de lidelser verden må døje. Ud fra Bibelen lærte jeg at det er Satans indflydelse kombineret med menneskers egensindighed der medfører lidelser og død. — 5 Mosebog 32:4, 5; 1 Johannes 5:19; Åbenbaringen 12:9-12.
Det stod også klart for mig at når det inden for hinduismen var vigtigt at kende gudernes navne for at kunne skelne dem fra hinanden, måtte det være endnu vigtigere at kende navnet på den sande Gud, Jehova, for at kunne skelne ham fra alle de falske guder der findes. (Salme 83:18) Jeg frydede mig ved udsigten til en ny verden hvor der vil råde fred og harmoni. (Åbenbaringen 21:3, 4) Nu var jeg ved at få min åndelige hunger stillet, men Bishnu lod sig ikke så let overbevise.
Først skeptisk — siden overbevist
Bishnu: Tara accepterede på sin side Bibelens svar, men jeg kunne ikke forenes med tanken om at der kun skulle være én sandhed. Så når jeg studerede Bibelen med Jehovas vidner var det for at finde fejl. Men forkynderne besvarede tålmodigt alle mine spørgsmål ud fra Bibelen. Og lidt efter lidt blev jeg overbevist.
Et stykke tid efter flyttede vi til Arlington i Virginia, og i december 1979 indviede vi os og blev døbt. Vi besluttede os nu til i højere grad at bruge vort liv til Jehovas pris. Vi blev enige om at kun den ene af os skulle have fuldtidsarbejde så den anden kunne bruge mere tid på forkyndelsen. En tid arbejdede jeg på et psykiatrisk behandlingscenter for vietnamesiske flygtninge.
Fra psykolog til buschauffør
I november 1980 flyttede vi til Winchester i Virginia, hvor Tara fik arbejde inden for det offentlige sygehusvæsen. Nu var det bare mig der skulle finde et arbejde. Efter omkring ni måneders søgen var det stadig ikke lykkedes mig at få arbejde som psykolog. Tara havde arbejde, men jeg var arbejdsløs. Det eneste jeg ønskede mig var et deltidsarbejde så jeg kunne bruge mere tid i forkyndelsen.
Det var en tid med store prøvelser. Jeg blev nedtrykt og begyndte at overveje om jeg alligevel skulle tage et heltidsarbejde. Men det lykkedes mig at modstå fristelsen. Til sidst fik jeg tilbudt deltidsarbejde ved et rehabiliteringscenter for narkomaner, hvor jeg skulle rådgive mennesker med alkohol- og narkotikaproblemer. Det passede mig udmærket, for jeg kunne selv vælge mine arbejdstider. Men så opstod der en ny situation. Jeg fik valget mellem at begynde at arbejde på heltid eller blive fyret. Nu stod jeg igen uden arbejde, og jeg måtte have arbejdsløshedsunderstøttelse. Min stolthed var såret. Der ventede os imidlertid en overraskende udfordring.
Bladet Vågn op! for 8. november 1984 behandlede emnet arbejdsløshed, og en af artiklerne indeholdt nogle jobforslag. Da vi gennemgik listen over arbejdsmuligheder uden for hjemmet pegede Tara på en mulighed som tiltalte mig — arbejde som skolebuschauffør! Dette job kunne fint indpasses i min timeplan.
Selv om jeg holdt af at køre, ville det blive en stor forandring for mig at være buschauffør. Men jeg bed min stolthed i mig og gik op for at tale med skolenævnet. De tilbød mig stillingen — og gav mig derefter en af de mest problemfyldte ruter med nogle af de mest oprørske elever. Her kom mit kendskab til psykologi mig virkelig til gavn.
Ved en lejlighed skulle jeg køre med nogle børn hvoriblandt der var en flok spektakelmagere der ikke ville forholde sig i ro. Jeg standsede bussen og forklarede børnene at det var med henblik på deres egen sikkerhed at jeg ikke måtte distraheres under kørselen. Hvis uroen fortsatte ville jeg holde ind til siden indtil der igen var ro. Efter at have standset et par gange sørgede flertallet af børnene for at spektakelmagerne holdt sig i ro.
Men det var som forkynder jeg lærte mest. Nu kunne jeg regelmæssigt komme ud fra hus til hus. Jeg blev oplært af Lansing Anderson, en dygtig pioner og ældste i Winchester West menighed. I 1985 oplevede Tara noget der skulle ændre vort liv.
En ny udfordring i New York
Tara: I 1984 og 1985 havde jeg tre gange lejlighed til at besøge Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, som læge. På dette sted, der kaldes Betel, er der omkring 2700 ulønnede Jehovas vidner fra hele verden, som bor, spiser og arbejder her. Til dækning af personlige udgifter får de en lille godtgørelse. De arbejder på frivillig basis og er stærkt interesserede i at den gode nyhed om Guds rige bliver forkyndt i hele verden. (Markus 13:10) Mange arbejder i forbindelse med den store trykkerivirksomhed for at fremstille bibler og bibelske publikationer på mange sprog. Andre er beskæftiget med kontorarbejde og administrative opgaver som for eksempel det at få et betelhjem til at fungere. Denne lille „by“ på Brooklyn Heights har også sin egen lægestab.
Jeg glædede mig over at arbejde i et sådant kristent fællesskab. Det er meget tilfredsstillende at arbejde blandt mennesker der er rene på legeme og i sind og som har den samme tro som en selv. Det var på dette tidspunkt vi fik en stor overraskelse. Vagttårnsselskabet indbød os til at arbejde på heltidsbasis på Betel. Nu er jeg en af de fire læger — to mandlige og to kvindelige — der betjener medarbejderne her. Vi har både voksne og børn blandt vore patienter (en af lægerne har fire børn), og vi har brødre og søstre der er over 90 år gamle — og som stadig går på arbejde! Men lad Bishnu fortælle hvori hans arbejde består.
Lykkeligere med mindre
Bishnu: Jeg har fået til opgave at tjene som beteltilsynsmand, hvilket vil sige at jeg skal føre tilsyn med noget af det arbejde der udføres i beboelsesafsnittene. Her skal jeg ikke beskæftige mig med alkoholisme eller stofmisbrug, for alle efterlever Bibelens principper. Det er interessant at se hvordan disse principper ofte svarer til det man i dag kalder anvendt psykologi.
Vi har ganske vist ikke længere et hus og en stor indkomst, men vi har lært at være tilfredse med mindre. Vi har fået kundskab om den sande Gud, universets suveræne Herre, Jehova. Og vi kom helt fra Katmandu i Nepal for at finde den!
[kort/illustrationer på side 15]
Byen og dalen Katmandu i Nepal, hvor vi er født
[Kort]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
NEPAL
Katmandu
KINA
INDIEN
[Illustration på side 16]
Kort efter vort bryllup i Nepal
[Illustration på side 17]
Tara læste til læge i Sovjetunionen
[Kildeangivelse]
USSR Mission to the UN
[Illustration på side 18]
Tara (til venstre) hjælper med at lave mad i sin svigermoders køkken