Når livet hænger i en tynd tråd

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Spanien

MENS vi kredser rundt i luften for at foretage vores planmæssige landing, forsøger vi forgæves at få øje på landingsbanen der hvor den plejede at ligge. Den er på uforklarlig vis blevet brudt op og alle faciliteter til de rejsende er blevet ødelagt. Det ugæstfri, spolerede område rykker hele tiden nærmere, så vort liv hænger i en tynd tråd.

Denne tragiske situation befinder mange trækkende vandfugle sig i når de ankommer til deres vinterbosteder. De vådområder der har været deres sædvanlige tilflugtssteder i århundreder lider ubodelig skade som følge af den by- og landbrugsmæssige udvikling. Disse naturområder er ofte blevet betragtet som værdiløse, og selv om de er livsvigtige for tusindvis af dyrearter er de hurtigt ved at forsvinde fra jordens overflade.

Truslen mod Coto Doñana

For nogle år siden var et af de største områder med marskland i Sydeuropa således truet. Tusinder af vadefugles liv hang i en tynd tråd. Bekymrede naturfredningsfolk der anmodede en dansk jagtklub om midler til at bevare dette uvurderlige naturområde, skrev advarende: „Hvis søerne ved Coto (i Spanien) får lov at forsvinde, vil der om fem år ikke være flere andefugle i Danmark.“

Det naturområde der blev hentydet til var naturreservatet Coto Doñana, som ligger i det sydvestlige Spanien. Sammen med det tilgrænsende Guadalquivirbækkens vidtstrakte marskområder regnes området blandt Europas tre eller fire vigtigste hvilesteder for trækfugle. Det er også fast hjemsted for 125 andre fuglearter og for talrige pattedyr og krybdyr.

Ved et møde som Ornitologernes Verdensråd holdt i New York 1962, blev der fremsat følgende bemærkning: „Guadalquivirs marskland udgør det sidste sikre tilflugtssted for den lyserøde flamingo og for visse fiskehejrearter; . . . det er yngleplads for så sjældne og smukke fugle som den hvidhovedede and, kamblishønen, den sydeuropæiske sultanhøne og utallige andre arter.“

Gennem århundreder har det 700 kvadratkilometer store område stort set været skånet for menneskers overgreb. Det skyldes dels jordens ringe kvalitet og områdets utilgængelighed, dels den status det har haft som jagtområde for konger og adelsfolk. På et tidspunkt truede forureningen, byudviklingen og tørlægningen af landområder imidlertid reservatets fortsatte eksistens.

Behovet for international opbakning bag købet af Coto Doñana førte til oprettelsen af Verdensnaturfonden i 1961. Den første opgave denne internationale forening påtog sig var, sammen med den spanske regering, at købe en del af Coto Doñana. På denne måde fik reservatet en frist.

’Økologisk forbrydelse’

Marsklandet var stadig overvejende på private hænder og konstant truet af forureningen fra de omkringliggende landbrugsjorder. I 1973 blev en kraftig insektgift sprøjtet ud over nogle rismarker i nærheden, hvilket forårsagede at omkring 40.000 vandfugle døde. Det blev af en naturforkæmper beskrevet som en katastrofe „uden sidestykke i de økologiske forbrydelsers historie“. De næsten uberørte kystområder blev eftertragtet af byggeentreprenører, og der var planer om at anlægge en hovedvej midt gennem området. Samtidig blev marsken ubønhørligt drænet med henblik på nye landbrugsprojekter.

Endelig, i 1978, erklærede den spanske regering hele området for nationalpark. Forureningen blev underkastet nøje kontrol, man trak vejplanerne tilbage og installerede et hydraulisk system til opretholdelse af marsklandets naturlige vandstand. Reservatet begyndte igen at trives.

Man kan allerede se de gavnlige virkninger: Eksotiske fugle, som flamingoen, vokser i tal, mens andet truet dyreliv nu ikke længere går tilbage i antal. Besøgende i nationalparken kan iagttage mange arter på deres naturlige levesteder fra observationsposter der ikke forstyrrer fugle- og dyrelivet. Der arrangeres ture så offentligheden med egne øjne kan se de hjorteflokke og vildsvin der græsser inden for reservatets grænser. Men lad os kigge på nogle af parkens attraktioner.

Parkens betydning for fugletrækkene

Fra Sovjetunionen og Skandinavien ankommer omkring 40.000 gæs og helt op mod 200.000 ænder. Mange vadefugle endog helt fra Polarcirklen overvintrer på de stille kyster eller søger føde i de lavvandede søer. Om foråret rejser vintergæsterne bort igen, og fra Afrika ankommer skestorke, fiskehejrer, glenter og mange andre fugle som yngler her i sommermånederne.

Talrige andre fuglearter gør holdt for at hvile sig og indtage føde på deres træk til fjerne lande. I august samles i hundredvis af storke før de krydser Gibraltarstrædet på vej til Afrika. Det samme gælder mange rovfugle der ikke kan tilbagelægge de store afstande over havet på grund af den manglende termik, de opadgående varme luftstrømme, som sætter dem i stand til at flyve i stor højde med et minimum af kraftanstrengelse.

Parken har imidlertid en fast indbygger som vækker alle de besøgendes interesse og beundring, nemlig kejserørnen.

Kejserørnen

I dette århundrede er antallet af kejserørne gået faretruende ned de få steder de lever. Ægsamlere har skånselsløst plyndret deres reder mens andre har jagtet de voksne fugle for at skaffe museumstrofæer eller i den fejlagtige tro at ørnen er ude efter det bytte jægerne selv ønsker. Spanske kejserørne, der på flere punkter adskiller sig fra de østlige kejserørne, gik stærkt tilbage i antal. I 1970’erne var der kun 30 par tilbage i Spanien, og det syntes uundgåeligt at endnu en art ville komme på listen over arter der er udryddet på grund af menneskets ufølsomhed.

Ikke desto mindre har naturfredningsfolkenes samvittighedsfulde arbejde allerede givet positive resultater. Parken har nu omkring 14 ynglende par, det største antal den kan rumme, da hvert par kræver et område på 50 kvadratkilometer. Hver rede bliver omhyggeligt overvåget, og er der for eksempel tre æg i én rede og kun ét æg i en anden, flytter man forsigtigt et æg, så begge reder indeholder to æg. Kejserørne er nemlig kun i stand til at opfostre to unger ad gangen.

At se ørne og glenter svæve på himmelen, eller tusinder af flamingoer gå yndefuldt rundt i Doñanasøernes blå vand, eller vildsvin springe rundt under fyrretræerne, er en oplevelse som fortæller noget om den store variation og skønhed der findes i Jehovas skaberværk. I det tætbefolkede Europa er sådanne naturområder meget sjældne, og den særlige agtpågivenhed deres beståen kræver bliver mere end rigeligt belønnet.

Når gæssene og ænderne ankommer om efteråret, storkene i januar, og skestorkene, fiskehejrene og glenterne om foråret, venter der dem et beskyttet tilflugtssted hvor de kan hvile sig, overvintre eller yngle. Her findes masser af liv i alle dets afskygninger. De omkring 300.000 årlige besøgende er utvivlsomt taknemmelige for at livet atter har fået lov at trives, i det mindste i dette naturparadis hvis fortsatte eksistens hang i en tynd tråd.

[Illustration på side 16]

Kolbeand

[Kildeangivelse]

J. L. González/​INCAFO, S. A.

[Illustrationer på side 17]

Skestorke

[Kildeangivelse]

A. Camoyán/​INCAFO, S. A.

Sydeuropæisk sultanhøne

[Kildeangivelse]

A. Camoyán/​INCAFO, S. A.

[Illustration på side 18]

Kejserørn beskytter sin unge mod den brændende sol

[Kildeangivelse]

J. A. Fernández/​INCAFO, S. A.