Er det forkert at sige „farvel“?

DET sker ikke så sjældent at man hører folk sige: „Jeg kan ikke lide at sige farvel. Det lyder så definitivt — som om man aldrig vil få hinanden at se igen.“

Sandt nok siger man farvel i de sørgelige situationer hvor man frygter at man aldrig vil gense en nær ven eller slægtning. Men det betyder ikke at det er forkert at bruge ordet ved andre lejligheder. Hvorfor? Svaret kan vi finde i ordets oprindelse.

Med „farvel“ udtrykker man i virkeligheden et ønske om at det må gå den anden godt; ’gid du må fare vel’. Noget lignende er tilfældet med det engelske „goodbye“, som er en sammentrækning af „God be with you“. Med denne afskedshilsen, der var almindelig i det 16. århundrede, udtrykte man et oprigtigt ønske om at Gud måtte være med vedkommende. Både „farvel“ og „goodbye“ udtrykker altså interesse og omsorg for andres velfærd, og vidner derfor om næstekærlighed. I andre sprog findes der lignende udtryk. Tanken bag det franske adieu og det spanske adiós er at man overgiver vedkommende i Guds varetægt.

Ganske vist bruger nogle disse udtryk uden at tænke over deres dybere betydning, men det behøver ikke at afholde andre fra at give udtryk for deres oprigtige følelser ved at bruge ordene på en meningsfyldt måde.

Bibelen beretter om gudfrygtige mennesker der brugte udtryk som svarer til „farvel“. Efter at have undervist en skare mennesker sendte Jesus dem bort for at få lejlighed til at bede i ensomhed, og i den forbindelse sagde han farvel. (Markus 6:46, Schindler) Paulus „sagde farvel til de kristne for at rejse til Syrien“. (Apostelgerninger 18:18, Ny Testamente — på hverdagsdansk) I Efesus sagde han også farvel da han tog afsked med sine brødre, skønt han tilføjede: „Om Jehova vil, vender jeg tilbage til jer.“ (Apostelgerninger 18:21, The Bible in Living English) Man sagde altså ikke kun farvel i situationer hvor man frygtede at afskeden var endelig. — Se også Apostelgerninger 21:6, Ny Verden-oversættelsen, og Andet Korintherbrev 2:13, Seidelin.