Kernevåbendilemmaet

ØVERST i det spinkle tårn i New Mexicos ørken hang den buttede metalkugle som mændene kaldte Gadget („Dingenot“). I nogle bunkers knap ni kilometer derfra ventede fysikere, kemikere, matematikere og militærfolk rastløst i den årle morgenstund, mens de så på deres ure og spekulerede på om Gadget virkelig ville fungere.

Det gjorde den. Femten sekunder før klokken 5.30 eksploderede Gadget og frigjorde på en milliontedel af et sekund sin kerneenergi. Der opstod en ildkugle som ville have været synlig ude fra verdensrummet, og braget kunne høres godt 300 kilometer derfra. Varmen fra eksplosionen, der i centrum var varmere end solens indre, smeltede det omliggende ørkensand til en ring af jadegrønt radioaktivt glas med en diameter på næsten en kilometer. Nogle svor på at solen den dag stod op to gange.

Den 6. august 1945, 21 dage senere, lagde den anden atombombe den japanske by Hiroshima i grus og kostede cirka 148.000 mennesker livet. Kernevåbenalderen var begyndt.

Det er nu 43 år siden, og i mellemtiden er våben med en sprængkraft på op imod 4000 gange Hiroshimabombens blevet afprøvet. Det anslås at de eksisterende kernevåbensprængladninger tilsammen har en sprængkraft der svarer til 20 milliarder tons TNT — mere end en million gange Hiroshimabombens ødelæggelseskraft!

Opfordringer til at afskaffe kernevåben

Ifølge en undersøgelse som Verdenssundhedsorganisationen foretog i 1983, ville en altomfattende kernevåbenkrig øjeblikkelig kræve en milliard ofre. Endnu en milliard ville senere dø på grund af trykbølgen, brandene og strålingen. Undersøgelser af nyere dato tegner et endnu mere dystert billede. Man forstår derfor at mange har hævet røsten for at få kernevåbnene fuldstændig afskaffet.

Der er dog nogle der ønsker dette af andre end rent humanitære årsager. Nogle fremfører at kernevåben blot har ringe eller ingen værdi som kampmidler. Deres frygtindgydende ødelæggelseskraft bevirker at kun den mest yderliggående provokation kan retfærdiggøre brugen af dem. Derfor blev de ikke taget i anvendelse af USA i Korea og Vietnam, af Storbritannien på Falklandsøerne eller af Sovjetunionen i Afghanistan. Som USA’s tidligere forsvarsminister Robert McNamara har sagt: „Kernevåben tjener overhovedet intet militært formål. De er aldeles nytteløse — bortset fra at de kan afskrække en modstander fra at anvende sine egne.“

Kernevåben gør heller ikke megen nytte som diplomatisk pressionsmiddel eller trumfkort over for andre nationer. Supermagterne er lige sårbare; og hvad angår de nationer der ikke har kernevåben, drister de sig hyppigt til at trodse supermagterne uden særlig frygt for gengældelse med kernevåben.

Endelig er der udgifterne. Ifølge en undersøgelse der er blevet offentliggjort i Bulletin of the Atomic Scientists producerede alene USA i perioden 1945 til 1985 cirka 60.000 kernevåbensprængladninger.a Hvad var prisen? Næsten 82 milliarder dollars (godt 530 milliarder kroner) — ikke så ubetydelig en sum for noget man håber aldrig at få brug for.

Bomben som afskrækkelsesmiddel

Afskrækkelsespolitikken er sandsynligvis lige så gammel som krigen selv. Men i kernevåbenalderen har afskrækkelsen antaget nye dimensioner. Enhver nation der måtte overveje et kernevåbenangreb, kan være vis på en omgående og altødelæggende gengældelse med kernevåben.

General B. L. Davis, øverstbefalende for USA’s Strategiske Luftkommando, siger i den forbindelse: „Meget taler for at kernevåbnene . . . har gjort verden til et mere sikkert sted at leve. De har langtfra gjort ende på krig; der dør fortsat i tusindvis hvert år i konflikter som for de indblandede nationer er alt andet end ’småkrige’. Men supermagternes indblanding i sådanne konflikter sker først efter omhyggelige overvejelser for at undgå direkte konfrontation, på grund af risikoen for at krigen optrappes til en verdensbrand — med anvendelse af kernevåben eller konventionelle våben.“

I ethvert hus hvor der opbevares ladte skydevåben er der imidlertid en risiko for vådeskud. Det samme gælder i en verden der er fuld af kernevåben. Følgende omstændigheder kunne udløse en kernekrig:

(1) En fejlfunktion i datamater eller mekanik der får et land til at tro at det er under kernevåbenangreb. Reaktionen ville være et modangreb med egne kernevåben.

(2) Kernevåben kan falde i hænderne på ekstremister eller terrorister der ville have færre skrupler ved at bruge dem end de nuværende kernevåbenmagter har.

(3) En mindre krig der optrappes i et af supermagternes fælles interesseområder — for eksempel Den Persiske Bugt.

Trods disse risici har nationerne indtil nu opretholdt en sikkerhedspolitik der bygger på afskrækkelse. Men i en verden der er fyldt til bristepunktet med kernevåben føler folk sig ikke sikre. Magtbalancen er i virkeligheden en terrorbalance, en selvmordspagt med verdens milliarder af indbyggere som ufrivillige medunderskrivere. Hvis kernevåbnene kan sammenlignes med damoklessværdet, er afskrækkelsen det tynde hår der holder igen på sværdet. Men tænk hvis afskrækkelsen slog fejl. Følgerne ville være så rædselsvækkende at vi slet ikke tør tænke den tanke.

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

VIRKNINGERNE AF EN BOMBE PÅ 1 MEGATON

Lys og varmestråling: En kernevåbensprængning frembringer et skarpt lysglimt der midlertidigt eller permanent berøver folk synssansen — på afstande op til 21 kilometer i dagslys og 85 kilometer om natten.

I umiddelbar nærhed af nulpunktet (direkte under den eksploderende bombe) får den stærke hede fra ildkuglen mennesker til at fordampe. Længere borte (op mod 18 kilometer) pådrager folk sig anden- og tredjegradsforbrændinger på ubeskyttet hud. Tøj bryder i brand. Tæpper og møbler antændes. Under visse forhold opstår der en ildstorm der fanger folk i et flammehav.

Trykbølgen: Kernesprængningen afstedkommer vinde af orkanstyrke. I nærheden af nulpunktet er ødelæggelsen altomfattende. Længere borte er folk der opholder sig indendørs, i fare for at blive knust af nedfaldende bygningsdele; andre kvæstes eller dræbes af flyvende genstande. Atter andre kvæles i de tætte støvskyer når byggematerialer pulveriseres. Overtrykket sprænger trommehinderne og forårsager blødning i lungerne.

Radioaktiv stråling: Der afgives store mængder neutroner og gammastråler. Lettere stråledoser forårsager kvalme, opkastning og udmattelse. Blodlegemerne tager skade sådan at ens modstandskraft mod sygdomme nedsættes og læsioner er længere om at hele. Hos svært bestrålede opstår der krampeanfald, rystelser, letargi og manglende koordinationsevne. Døden indtræder i løbet af 1 til 48 timer.

Hos de øvrige stråleramte øges kræftrisikoen. Der er også større risiko for at de videregiver arvelige defekter til deres afkom, deriblandt nedsat frugtbarhed, spontane aborter, deforme eller dødfødte børn, samt diverse andre medfødte svagheder.

Kilde: Comprehensive Study on Nuclear Weapons, udgivet af De Forenede Nationer.