Unge spørger:
Bør jeg sladre om en ven?
„JEG kunne ikke tro at han gjorde sådan noget,“ husker Lee. Lee var ude at cykle sammen med sin fætter, da han så sin bedste ven, Chris, sammen med en flok andre unge.
Chris røg.
Lee var rystet, for det stred mod Chris’ kristne tro — for slet ikke at tale om hans forældres ønsker. (2 Korinther 7:1) Chris lod lige så stille cigaretten falde ned på jorden og tværede den ud med foden, men Lee lod sig ikke narre. Senere fandt han ud af at rygning blot var ét af de problemer Chris var kommet ud i på grund af sin dårlige omgangskreds. Lee var klar over at hans ven havde brug for hjælp, og han vidste samtidig at han ikke selv var i stand til at hjælpe ham. Men han ville nødig fortælle andre om det. Lee forklarer: „Han var min ven, og jeg havde ikke spor lyst til at sladre.“
Måske har du befundet dig i en lignende situation, hvor du pludselig er blevet klar over at en af dine venner tager stoffer, leger med kønslig umoralitet, bedrager eller stjæler. Et populært blad for unge siger det på denne måde: „Sladderhank. Politibetjent. Stikker. Sådan føler nogle teenagere at de er hvis de fortæller noget om en kammerat.“
Man dækker over hinanden
Misforstået loyalitet er tilsyneladende den hyppigste grund til at unge undlader at fortælle om deres kammeraters overtrædelser. De mener at de gør deres venner en tjeneste ved at dække over dem fordi de betragter tugt som noget negativt eller skadeligt. Tv- og filmindustrien har støttet denne opfattelse ved at fremme den forestilling at det kun er stikkere og „lokkeduer“ der sladrer om deres venner. Derfor er der ofte en underforstået tavshedspligt blandt de unge. Det er som en ung mand ved navn Carl udtrykker det: „Man skal dække over sine venner. Hvis nogen vil have at man sladrer om andre, så tier man bare stille!“
Hvis nogen bryder denne tavshedspligt bliver han latterliggjort og mister måske sine venner. En artikel i ’Teen beretter om en pige ved navn Debbie der opdagede at hendes veninde, Karen, var butikstyv. For at hjælpe hende besluttede hun sig til at sige det til Karens forældre. Bagefter ville Karen ikke tale med Debbie, og Debbies venner begyndte at undgå hende og drille hende med at hun var en sladderhank. „Det pinte mig frygteligt, ja det gjorde helt ondt,“ siger Debbie.
Skal man sige noget?
Hvis Lee ’sladrede’ risikerede han at få lignende problemer, men det holdt ham ikke tilbage. „Min samvittighed blev ved med at plage mig, for jeg vidste at jeg var nødt til at fortælle det til nogen,“ siger han. Dette minder os om en begivenhed der omtales i Første Mosebog 37:2: „Da Josef var sytten år gammel arbejdede han som hyrde blandt småkvæget sammen med sine brødre . . . Så bragte Josef den dårlige omtale af dem til deres fader.“ Denne omtale drejede sig sikkert ikke om småting, for det hebraiske ord der er oversat med „dårlig“ kan også betyde „ond“. Måske satte Josefs brødre på en eller anden måde familiens økonomiske interesser på spil. Uanset hvad det var, vidste Josef at hvis han ikke fortalte om det ville det bringe hans brødres åndelige helbred i fare.
Hvis man prøver at overse en overtrædelse eller en ubibelsk tankegang er det næsten som at have tandpine uden at lade sig mærke med det. Man kan godt prøve at lade som ingenting, men hullet forsvinder ikke af den grund — det vil snarere blive større. Synden er også en nedbrydende kraft. Får den lov til at virke uhindret vil den automatisk gøre skaden større. (Galaterne 6:8) Med andre ord, hvis en kammerat der er kommet på afveje ikke får hjælp — måske i form af fast bibelsk tugt — vil han eller hun sikkert komme endnu længere ud i uføret. — Prædikeren 8:11.
Man kan ikke hjælpe en kammerat ved at dække over ham. Derimod kan man volde ham ubodelig skade. Det er derfor ikke så mærkeligt at Josef følte sig tvunget til at fortælle om sine brødres overtrædelse. Hvordan så med kristne i dag? Bibelen tilskynder: „Brødre, selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd.“ (Galaterne 6:1) Forståeligt nok føler du måske ikke at du har åndelige kvalifikationer til at hjælpe en ven der er kommet på afveje. Men ville det så ikke være fornuftigt af dig at sørge for at sagen blev forelagt en der har de fornødne kvalifikationer? Hvis du ikke gør det, kan du blive ’meddelagtig i andres synder’! (Første Timoteusbrev 5:22; jævnfør Tredje Mosebog 5:1.) Det kunne rejse tvivl om din egen troskab over for Gud og hans retfærdige normer. — Salme 18:25.
Hvordan du taler med din ven
Som du kan se, er det nødvendigt at du går direkte til din ven og taler med ham om hans overtrædelse. (Jævnfør Mattæus 18:15.) Det vil kræve både mod og frimodighed af dig. Da vi alle er tilbøjelige til at undskylde os selv, skal du ikke blive overrasket hvis du møder en vis modstand. Vær fast og fremlæg overbevisende vidnesbyrd om hans overtrædelse, idet du fortæller præcis hvad du ved og hvordan du har fået det at vide. (Jævnfør Johannes 16:8.) Lov ikke at du ’ikke vil fortælle det til nogen’. Da Gud fordømmer at man dækker over overtrædelser, ville et sådant løfte være ugyldigt i hans øjne. — Ordsprogene 28:13.
Ordsprogene 18:13 advarer imidlertid: „Når nogen svarer før han hører hvad sagen drejer sig om, bliver det til dårskab og ydmygelse for ham.“ Måske foreligger der en misforståelse. Det kan også være at din ven bliver lettet over at hans problem er kommet frem og at han nu har nogen at tale med og betro sig til. Så må du være en god tilhører. (Jakob 1:19) Du må ikke hindre ham i at give udtryk for hvad han føler, ved at komme med fordømmende udtalelser som: ’Det skulle du aldrig have gjort,’ eller: ’Hvis det havde været mig, ville jeg have . . .’. Det vil kun forstærke din vens skyldfølelse. Det vil også gøre situationen værre at komme med udbrud som: ’Hvordan kunne du gøre det!’ eller andre udtryk for at man er rystet.
Husk den bibelske beretning om Job og hans tre „trøstere“, der stort set kun fordømte Job. Efter at være blevet udsat for deres ydmygende beskyldninger udbrød Job: „Den trøst I giver er kun til pine! Vil I da blive ved med at tale? . . . Hvis I var i mit sted og jeg i jeres . . . ville jeg styrke jer med råd og stadig tale for at trøste jer.“ (Job 16:1-5, Today’s English Version) Prøv at vise medfølelse og at sætte dig ind i hvordan din ven har det. (1 Peter 3:8) Det kan mildne hvad du siger og hvordan du siger det.
Men selv om du gør hvad du kan for at opmuntre din ven, er der ofte behov for mere hjælp end du er i stand til at yde. Forlang at han går til sine forældre eller til andre ansvarlige voksne og fortæller dem om overtrædelsen. Hvad skal du gøre hvis din ven nægter dette? Forklar ham at hvis han ikke får det ordnet inden for en rimelig tidsfrist vil du, som hans sande ven, tale med nogen om det på hans vegne.
Vær en sand ven
Ordsprogene 17:17 kommer med denne påmindelse: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ Du må derfor tage det roligt hvis din ven til at begynde med måske ikke forstår eller værdsætter at du tager et sådant skridt, ja måske endda bliver vred og ubesindigt afbryder jeres venskab. Giv din ven tid til at få rede på sine følelser og opdage at du er oprigtigt interesseret i hans varige bedste.
Lee siger: „Jeg ved at jeg gjorde det rette da jeg fortalte om det til nogen. Jeg havde god samvittighed da Chris fik den hjælp han havde brug for. Senere kom han til mig og sagde at han ikke var vred på mig fordi jeg havde sagt det, og det var jeg også glad for.“ Det er sandt at ikke alle venner vil reagere gunstigt. Debbie tænker tilbage og siger: „Jeg kunne ikke bare lade Karen fortsætte og måske ende i ungdomsfængsel.“ Senere holdt Karens venner op med at komme med ubehagelige bemærkninger. Debbie siger videre: „Jeg fik nye venner, kom over det og lærte noget af det hen ad vejen.“
Hvis din kammerat bliver ved med at være sur på dig på grund af din modige handling, har han åbenbart aldrig været nogen virkelig ven. Sande kristne vil imidlertid beundre dine høje principper, og nogle vil muligvis endda søge dit venskab som følge deraf. I det mindste vil du have den tilfredshed at vide at du har bevist din troskab mod Gud og at du har vist dig som en sand ven.
[Tekstcitat på side 19]
Hvis din ven ikke selv vil søge hjælp, kan det være nødvendigt at du gør det for ham
[Illustration på side 21]
Hvad bør du gøre hvis du finder ud af at en ven er kommet på afveje?