Vi overlevede forfølgelse i Nazityskland

VI SKAL tilbage i tiden, til Tyskland efter den første verdenskrig, hvor det var ved at trække op til en periode med voldsom forfølgelse af kristne.

Mine forældre var blevet gift i 1919, og samme år havde de indviet deres liv til tjenesten for Jehova. Jeg blev født året efter; min broder Johannes i 1921, Eva i 1922 og til sidst Georg i 1928. Vi var de eneste børn i byen Wittenberge hvis forældre var bibelstudenter, som Jehovas vidner blev kaldt dengang.

Da nationalsocialisterne eller nazisterne kom til magten i 1933 meldte mange skolelærere sig ind i partiet. Desuden var mange af mine klassekammerater medlemmer af Hitlerjugend, og de chikanerede mig ustandselig fordi jeg nægtede at sige „Heil Hitler!“ Det kulminerede da jeg ikke ville deltage i sommersolhvervsfesten, hvorunder man offentligt brændte bøger, deriblandt bibler, som nazisterne havde erklæret ulovlige.

Min broder Johannes fik lussinger i hele klassens påsyn fordi han nægtede at sige „Heil Hitler!“ Moder anfægtede lærerens ret til at gøre dette, idet hun henviste til loven om tale- og religionsfrihed der på dette tidlige tidspunkt under nazistyret blev støttet offentligt af Rudolph Hess og indenrigsminister Frick.

Læreren ignorerede hendes indsigelse og råbte: „Hvor vover De at tale på den måde! Føreren har taget magten, og alle må følge trop!“ Derefter snerrede han: „Jeg skal sørge for at De og Deres familie ender i rendestenen!“

Moder så ham lige i øjnene og svarede: „Det er noget Jehova, himmelens og jordens Gud, bestemmer, og ikke De, hr. Sienknecht!“

Forfølgelsen sætter ind

Kort tid efter kom fader en dag hjem og udbrød: „Vi er i løvekulen ligesom Daniel!“ Uden varsel var han blevet afskediget fra sit job. Det betød i praksis at ethvert synligt eksistensgrundlag var borte. Hvad skulle vi gøre?

Det viste sig at vi fik fødevarer forærende af folk fra hvem vi mindst af alt havde ventet at få hjælp. Nogle kom forsigtigt til vores hjem om aftenen. Senere begyndte fader at sælge støvsugere. Under dette arbejde benyttede han også lejligheden til at sprede Vagttårnsselskabets dengang forbudte publikationer.

I 1936 vedtog vore kristne brødre uden for Tyskland en resolution der advarede Hitlerstyret mod at fortsætte mishandlingen af Jehovas vidner. Den 12. december 1936, mellem klokken 17 og 19, uddelte forkynderne i Tyskland denne resolution over hele landet. Det var ved denne lejlighed jeg begyndte at deltage i forkyndelsen.

Det var også i december dette år at mine forældre blev stævnet for særdomstolen i Berlin. Anklagen lød: Uddeling af publikationer for en forbudt organisation. Nogle få dage senere blev alle vi fire børn tilsagt til møde i retten i Wittenberge. Hvorfor? Man hævdede at vi var blevet åndeligt vanrøgtede af vore forældre. Hvor latterligt!

Embedsmændene i retten blev slået af forbløffelse over at høre os børn på 16, 15, 14 og 8 år, forsvare vores tro ud fra Bibelen. Vi gjorde opmærksom på at udtrykket „Heil Hitler“ betyder „Frelse kommer fra Hitler“, og at vi ikke kunne bruge dette slagord eftersom frelsen udelukkende kommer fra Jehova Gud gennem Jesus Kristus. Ikke desto mindre bestemte retten at vi skulle fjernes fra vore forældre og sendes til et opdragelseshjem i Strausberg, i udkanten af Berlin.

Før myndighederne kunne nå at afhente os tog fader og moder os med til jernbanestationen og sendte os til vores bedstemoder i Wolfenbüttel. Faders og moders sag var endnu ikke færdigbehandlet, og de frygtede for udfaldet. Som vi stod dér på perronen sagde moder med tårer i øjnene, men med fasthed i stemmen: „Jehova er en bedre beskytter end vi.“ Mens fader og moder trykkede os ind til sig, for hvad de troede ville være sidste gang, citerede de Esajas 40:11: „Som en hyrde vil han passe sin flok. Med sin arm vil han samle lammene; og i sin favn vil han bære dem.“ Det var en stor trøst.

Til stor forbavselse for vore forældre blev sagen mod dem opgivet på grund af manglende beviser.

Reddet fra nazisterne

Der gik ikke lang tid før nazisterne igen var på sporet af os børn. De traf omgående forberedelse til at efterprøve vore „synspunkter“. For at undgå dem flyttede vi fra bedstemoder i Wolfenbüttel og fandt hver sit sted at bo. Jeg fik arbejde som portier i Duisburger Hof, et hotel i Rhinlandet.

En dag ventede man i hotellet spændt på at propagandaminister Joseph Göbbels skulle aflægge besøg sammen med sin stab. Da de ankom råbte alle i vestibulen den sædvanlige hilsen „Heil Hitler!“ — med undtagelse af mig. Det bemærkede en højtstående embedsmand der bagefter opsøgte mig i et baglokale. Da tænkte jeg: „Nu er det sket!“ Men pludselig blev der kaldt på ham. Dr. Göbbels havde brug for ham omgående. Jeg forsvandt med det samme i en af de mange korridorer i det store hotel og viste mig ikke resten af dagen.

Hen imod slutningen af 1943 blev de allieredes luftangreb på byerne forstærket, og for første gang satte man fanger fra koncentrationslejrene til at hjælpe med oprydning og genopbygning efter bombeangrebene. Nogle vinduer og døre i hotellet skulle repareres, og det arbejde fik nogle fanger til opgave at udføre. Jeg blev begejstret da jeg så at de på deres stribede jakker bar violette trekanter der identificerede dem som Jehovas vidner! Da jeg prøvede at tale til dem blev jeg desværre stoppet af SS-vagterne der løftede riflerne og sigtede på mig mens de råbte: „Fortsæt arbejdet!“ Jeg følte mig syg om hjertet.

På grund af de forfærdelige verdensforhold var mange af os af den opfattelse at det ville ende med Harmagedon. Men så begyndte efterretninger at sive ud om at de allierede styrker var på vej ind i Tyskland. Da vidste vi at nazityranniet nærmede sig sin afslutning.

Efterkrigstiden

Da støvskyerne efter de allieredes sejr havde lagt sig, begyndte brødrene nidkært at deltage i reorganiseringen af det offentlige forkyndelsesarbejde. Vores familie var blevet genforenet — efter at have været adskilt i ti lange år — og vi boede nu i Hannover i Nordtyskland. I 1946, det første efterkrigsår, fejrede vi mindehøjtiden i vort hjem, der var stort nok til at rumme alle de omkring 50 brødre i Hannover. Det var en mindeværdig begivenhed at fejre denne højtid sammen med brødre der nylig var blevet løsladt fra koncentrationslejrene og at se de salvede nyde symbolerne! Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

I 1946 afholdt vi også det første store stævne efter krigen, i Nordtyskland. Mange glædestårer fik frit løb ved den lejlighed. Selv foredragsholderne måtte stoppe fra tid til anden for at give følelserne luft. Det virkede helt overvældende på dem at se så mange af deres kære brødre sidde fredeligt og lytte uden at være omgivet af pigtråd! Efter dette stævne sluttede jeg mig til pionerernes rækker og fik distrikt i den nærliggende by Lehrte.

Derfra blev jeg indkaldt til at tjene på det tyske afdelingskontor i Wiesbaden. Da jeg ankom i 1947 var betelfamilien på under 20 medlemmer. Vi arbejdede midlertidigt i en stor villa, hvor pladsen var trang. Fra Betel blev jeg i 1952 indbudt til at gennemgå Vagttårnets Bibelskole Gilead i den 19. klasse. Derefter blev jeg sendt tilbage til Wiesbaden, hvor jeg fortsatte i arbejdet som oversætter.

I 1954, i en alder af 34 år, besluttede jeg at gifte mig med Edith, der var pioner skønt hun stadig havde nogle kontraktlige forpligtelser som operasanger. Efter nogen tid blev vi sendt til middelalderbyen Lohr som specialpionerer.

Snart fik vi en ny opgave. Edith blev gravid og ventede vores søn Markus, hvilket betød at vi måtte holde op i heltidstjenesten. Senere flyttede vi til Canada. Der fik vi endnu en søn, Ruben. Vores sønner er nu henholdsvis 34 og 30 år gamle. Den ene tjener som ældste og den anden som menighedstjener i Thornhill-menigheden i Ontario, nord for Toronto, hvor jeg tjener som præsiderende tilsynsmand.

Jehova velsigner udholdenhed

Med Jehovas hjælp klarede hans folk sig igennem nazistyrets rædsler og blev reorganiseret med henblik på forøget teokratisk aktivitet. Læg mærke til hvad der i modsætning hertil skete med nazisterne. I årene før krigen fejrede de deres første sejre på paradepladsen Zeppelinwiese i Nürnberg. Men i september 1946 afholdt vi et mindeværdigt stævne samme sted. Mandag den 30. september blev et virkeligt højdepunkt. Den dag holdt alle kontorer, forretninger og restauranter i byen lukket.

Men hvorfor netop denne mandag? Fordi dødsdommene over naziforbryderne ville blive offentliggjort i Nürnberg samme dag. Oprindelig skulle dommene have været bekendtgjort den 23. september, men det var blevet udsat til den 30. september. Det vil sige at samtidig med at vore tidligere forfølgere blev holdt i forvaring og hørte rettens kendelser, ja på den samme dag, på det sted hvor nazisterne tidligere havde afholdt deres parader, var vi, der var blevet forfulgt af dem, lykkelige for at kunne tilbede vor Gud!

Med alt dette i tanke ser jeg tillidsfuldt fremtiden i møde. Vi har ingen grund til at bekymre os for om den forudsagte, nært forestående ødelæggelse af dette uretfærdige og undertrykkende system tilsyneladende skulle ’tøve’. „For det skal nok komme,“ netop som Gud har lovet. „Det lyver ikke.“ Jehova er loyal. Han har fuld kontrol over det der skal ske. Når „den fastsatte tid“ er inde vil Jehova med usvigelig sikkerhed udslette sine fjender, til herliggørelse af sit eget navn og til frelse for dem der tilbeder ham. „Det vil ikke være forsinket“! (Habakkuk 2:3) — Fortalt af Konstantin Weigand.

[Illustration på side 18]

Konstantin Weigand, der her ses sammen med sin familie, overlevede Nazitysklands forfølgelse af Jehovas vidner

[Illustration på side 21]

Nazister hylder Hitler i 1937. I 1946 afholdt Jehovas Vidner et stævne på denne paradeplads i Nürnberg samtidig med at nazilederne blev dømt

[Kildeangivelse]

U.S. National Archives