Hvorfor afviste socinianerne treenighedslæren?

’Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre Guder, men én Gud.’ Sådan defineres treenigheden i den athanasianske trosbekendelse. Denne lære, som kirken nu har fremholdt i mere end 1600 år, bliver betegnet som „kristendommens centrale lære“. Men er den det? I århundredernes løb har nogle få mænd og kvinder modigt — ofte med livet som indsats — vovet at fremføre at Bibelen faktisk lærer noget andet.

DEN ansete læge Michael Servet var en af disse. Han måtte ustandselig flygte for livet. Ved daggry en forårsdag i 1553 undveg han fra fængselet, kun iført slåbrok og nathue, og flygtede gennem Frankrig. Michael Servets retstrætte med de katolske myndigheder i Vienne havde taget en ugunstig vending. De vidste alt om ham, for deres egen arvefjende, den protestantiske leder Johannes Calvin, havde været så hjælpsom at forråde Servet til dem.

Så stærkt hadet mellem protestanter og katolikker end var i disse første år under reformationen, var de to parter forenede i et endnu stærkere had til denne ene mand. Hvori bestod hans forbrydelse? Michael Servet stod anklaget for kætteri fordi han havde skrevet flere bøger der viste at kirkens lære om treenigheden var ubibelsk. Som han sagde: „Den papistiske treenighed, barnedåben og pavedømmets andre sakramenter er dæmoners lærdomme.“

Hvor kunne Servet tage hen? Han har sikkert vidst at han havde en lille gruppe tilhængere i Norditalien, som han satte kursen mod, alt imens han søgte at holde sig skjult. Men da han i Schweiz kom gennem Genève blev han opdaget på trods af sin forklædning. Calvin angav ham til myndighederne og fremskyndede hans henrettelse. Den 27. oktober 1553 blev Michael Servet brændt levende på bålet med en af sine bøger bundet til låret. Til det sidste bad han for sine fjender og nægtede at afsværge sin tro. Dette gjorde så stærkt indtryk på nogle af tilskuerne at også de vendte sig mod treenighedslæren!

Denne brutale henrettelse bevægede Lelio Sozzini (Lælius Socinus), en af de italienere der allerede var blevet påvirket af Servets skrifter, til selv at undersøge treenighedslæren. Han nåede ligeledes til den konklusion at den ikke har noget bibelsk grundlag. Lelio delte sine tanker med sin yngre nevø Fausto, hvem han overlod alle sine papirer og skrifter. Dette greb Fausto så stærkt at han efterhånden besluttede sig til at forlade sin komfortable tilværelse ved hoffet for i stedet at dele de sandheder han havde lært fra Bibelen med andre.

Jaget af den katolske inkvisition drog Sozzini mod nord. I Polen mødte han en lille gruppe anabaptister der kaldte sig „Brødrene . . . der har afvist treenigheden“. I Sozzinis øjne var dette trossamfund afgjort det der var nærmest på sandheden i Bibelen. Følgelig slog han sig ned i Kraków og begyndte at skrive til forsvar for deres sag.

Hvad gik deres tro ud på?

Socinianerne, som de senere blev kaldt, ønskede først og fremmest at genoprette den rene kristendom i overensstemmelse med Bibelen. Efter deres opfattelse havde den protestantiske reformation blot skummet en del af den katolske kirkes fordærv og ritualer bort mens den stadig beholdt kirkens ubibelske læresætninger.

Ligesom andre trossamfund på deres tid gjorde socinianerne sig skyldige i mange fejl. Men af alle trossamfund i reformationstiden holdt denne lille gruppe sig nærmere til Bibelen end de fleste. Her følger nogle eksempler. Prøv at sammenholde dem med de citerede vers i din egen bibel!

I lighed med anabaptisterne lærte de at barnedåb er ubibelsk — Bibelen omtaler kun dåb af voksne. Socinianerne holdt også fast ved det bibelske påbud om at man skal elske sin næste, og som følge deraf nægtede de at bære våben. Mens katolikker og protestanter med glødende iver gennemvædede Europa med blod, nægtede socinianerne at gå i krig under nogen omstændighed. Mange af dem døde for dette bibelske standpunkt. Desuden ville de heller ikke påtage sig offentlige embeder eftersom de derved kunne blive medskyldige i krigene.

Socinianerne lod sig ikke påvirke af den nationalistiske ånd der var så fremherskende på den tid. De var af den opfattelse at sande kristne er udlændinge uanset hvilket land de befinder sig i. (Johannes 17:16; 18:36) De var kendt for deres høje moralske standard, og de ekskommunicerede eller udstødte enhver iblandt dem som nægtede at leve efter eller at anerkende den socinianske udlægning af Guds ord. — 2 Johannes 10; 1 Korinther 5:11.

Socinianerne tøvede heller ikke med at bruge Guds egennavn, Jehova. De satte især pris på ordene i Johannes 17:3, hvor der står at det betyder evigt liv at man tilegner sig kundskab om ham og hans søn. De betragtede udsigten til evigt liv som det storslåede håb for alle sande kristne. De afviste blankt læren om sjælens udødelighed. De lærte i stedet, som det fremgår af Bibelen, at sjælen dør og at håbet om fremtidigt liv er grundlagt på løftet om en opstandelse. — Ezekiel 18:4; Johannes 5:28, 29.

De forkastede også læren om et brændende helvede som ubibelsk. Sozzini indså klart det fornuftstridige i at hævde at Gud vil pine et menneske i ild til evig tid, for at straffe det for synder det har begået i løbet af blot 70 til 80 år! Nogle af de første socinianske ledere forkyndte endog om Kristi tusindårige herredømme over jorden. — Prædikeren 9:5; Åbenbaringen 20:4.

Hvorfor afviste de treenighedslæren?

I lighed med deres forgænger Michael Servet var socinianerne mest af alt kendt for at afvise kirkernes treenighedslære. Hvorfor gjorde de det? Deres ræsonnement gik i to retninger. Først og fremmest erkendte de at denne lære er ubibelsk.

Mange lærde har indrømmet at tanken om en treenig guddom ikke findes noget sted i Bibelen, at den er et resultat af ’kreativ teologi’, et forsøg på at forene det 4. århundredes „kristendom“ med græsk filosofi. Hvilken plads kunne en sådan lære have i en bevægelse der havde sat sig for at genoprette den sande kristendom? Ingen!

Som en historiker har sagt om Servet: „I stedet for en lære hvis grundbegreber — treenighed, hypostase, person, substans, væsen — ikke var hentet fra Bibelen men udviklet af filosoffer, og hvis Kristusskikkelse ikke var meget andet end en filosofisk abstraktion, ønskede han at bevæge mennesker til at tro på en levende Gud, på en guddommelig Kristus som en historisk realitet og på en hellig ånd der altid er virksom i menneskers hjerter.“ Han troede udelukkende på enhed mellem disse tre som den beskrives i Johannes 17:21 og betragtede den hellige ånd som Guds aktive kraft, ikke som en person.

Desuden fandt socinianerne at den såkaldte bibelske argumentation for treenighedslæren var temmelig svag. Det var allerede velkendt at teksten i det ene af treenighedstilhængernes yndlingsskriftsteder, Første Johannesbrev 5:7, var forvansket ved en senere og uinspireret tilføjelse. Det andet skriftsted, Johannes 1:1, giver kun mening når man forstår at Kristus her betegnes som „guddommelig“ eller „en gud“ og ikke som Gud den Almægtige.

Det mest sønderlemmende slag mod treenighedslæren var dog at Bibelens beskrivelse af Gud, Jesus og den hellige ånd i sig selv udelukkede at de hver især kunne være en del af en treenighed. Hvordan kan det forklares? For det første viser Bibelen at den hellige ånd slet ikke er en person men Guds aktive kraft. (Lukas 1:41; Apostelgerninger 10:38) For det andet kan Kristus og Faderen ikke på nogen måde være „lige evige og lige store“, eftersom Bibelen siger at Kristus er skabt af sin Fader og underlagt ham. (Johannes 14:28; Kolossenserne 1:15) Og for det tredje kunne man spørge hvordan Jehova, der så ofte beskrives som den ene Gud, kunne være en del af en trefoldig guddom. — 5 Mosebog 6:4; Esajas 44:6.

Socinianerne havde således et bibelsk grundlag for at afvise treenighedslæren. Men de afviste den også af rent fornuftmæssige grunde. Ifølge en reformationshistoriker „var Sozzini af den opfattelse at . . . selv om Bibelen måske indeholder noget som står over fornuften . . . indeholder den intet som er i strid med fornuften“. Treenighedslæren med sine selvmodsigende forestillinger om én Gud der samtidig er tre personer, hører ganske åbenbart hjemme i den sidste kategori. En historiker har beskrevet Servets følelser for treenighedslæren på denne måde: „Den forvirrede hans sind og formåede hverken at varme hans hjerte eller at inspirere ham til handling.“

Ikke desto mindre tog socinianerne fejl i forbindelse med andre vigtige bibelske lærepunkter. For eksempel benægtede Sozzini og hans disciple princippet om genløsningen ved Kristus. Men Bibelen viser klart at Kristus, ved sin død, betalte den pris hvorved menneskeheden kunne løskøbes fra sin syndige tilstand. (Romerne 5:12; 1 Timoteus 2:5, 6) Endvidere benægtede Sozzini, i modstrid med Bibelens klare lære, at Kristus havde haft en førmenneskelig tilværelse. — Johannes 8:58.

En kort og tragisk historie

Den Lille Reformerte Kirke (som socinianerne officielt hed) virkede i Polen i næsten hundrede år og bestod på et tidspunkt af helt op til 300 menigheder. Socinianerne oprettede en koloni i Raków, nordøst for Kraków, hvor de opstillede et trykkeri og grundlagde et universitet der blev opsøgt af studenter og ansete lærere fra nær og fjern. Ved hjælp af trykkeriet fremstillede de omkring 500 forskellige småskrifter, bøger og pjecer, på omkring 20 sprog. Disse tryksager blev spredt over hele Europa af missionærer og omrejsende studenter. Det forlyder at de antisocinianske skrifter der blev udgivet som reaktion på disse publikationer i løbet af de følgende to århundreder, kunne fylde et helt bibliotek!

Hadet som de var af både katolikker og protestanter, havde socinianerne ikke fred ret længe. Sozzini selv blev overfaldet, slået og næsten druknet for sin tro. Endnu før Sozzini døde i 1604, var jesuitterne i deres iver efter at genvinde den katolske kirkes overherredømme i Polen, langsomt men sikkert begyndt at manøvrere sig ind i positioner hvor de kunne øve indflydelse på kongen.

Forfølgelsen af socinianerne tog til i styrke. I 1611 blev en velhavende socinianer frataget sin ejendom og dømt til at få tungen, en hånd og en fod skåret af for derefter at blive halshugget og brændt. Naturligvis kunne han få lov at leve i fred hvis han blot ville skifte tro. Men han var urokkelig til det sidste, da han blev henrettet på markedspladsen i Warszawa.

I 1658 nåede jesuitterne endelig deres mål. På deres indtrængende opfordring befalede kongen at alle medlemmer af Den Lille Reformerte Kirke skulle være ude af Polen inden tre år, og at de ellers ville blive henrettet. Hundreder valgte at forlade landet, og en brutal forfølgelse blussede op. For en tid eksisterede der enkelte små forsamlinger af landsforviste socinianere i Transsilvanien, Preussen og Holland, men efterhånden forsvandt også disse isolerede grupper.

Den socinianske arv

De socinianske skrifter øvede dog fortsat indflydelse. Rakower-Katekismen, der var grundlagt på Sozzinis skrifter og blev udgivet kort efter hans død, var i 1652 blevet oversat til engelsk af John Biddle. Men det lykkedes det engelske parlament at få eksemplarerne af dette værk konfiskeret og brændt og at få Biddle sat i fængsel. Han blev ganske vist løsladt efter nogen tid, men kom igen i fængsel, hvor han døde.

I England var det imidlertid ikke så let at bringe indsigelserne mod treenighedslæren til ophør. Mange lærde og fornuftige personligheder indså at disse argumenter var helt i overensstemmelse med Bibelen. Sir Isaac Newton, en af de største videnskabsmænd i historien, afviste treenighedslæren i sine skrifter og bliver somme tider omtalt som socinianer. Joseph Priestley, den berømte kemiker der opdagede grundstoffet ilt, blev også kaldt socinianer. Den store digter John Milton vedkendte sig heller ikke treenighedslæren. I den forbindelse fandt den franske filosof Voltaire det morsomt at mænd som Luther, Calvin og Zwingli, hvis skrifter Voltaire betegnede som „ulæselige“, havde fået det meste af Europa på deres side, mens „tidens største filosoffer og bedste skribenter“, som Newton og andre socinianere, kun havde fået tilslutning af en forsvindende lille skare.

Disse mænd understregede, ligesom Sozzini havde gjort, hvor stor betydning det har at der er fornuft i gudsdyrkelsen. Sådan bør det også være. Bibelen selv tilskynder os til at yde Gud ’fornuftmæssig tjeneste’. (Romerne 12:1) Men inden for den unitariske bevægelse der opstod i England på baggrund af socinianismen, begyndte man efterhånden at tillægge fornuften større vægt end Bibelen. Og i midten af 1800-tallet begyndte unitarer i England og Amerika „at afvise Bibelen som den vigtigste sandhedskilde“, som det hedder i en historisk beretning om deres bevægelse.

Ikke desto mindre satte de første socinianere et eksempel som mange trossamfund i dag ville gøre vel i at følge. For eksempel har en presbyteriansk præst rost dem for deres holdning til krig, i sammenligning med den „kraftesløshed [de moderne kirkesamfund] udviste under [den første] verdenskrig“. Han udtrykte håb om at alle kristenhedens kirker snart ville tage standpunkt imod krigsførelse. Men disse ord blev skrevet i 1932. Blot nogle få år senere brød den anden verdenskrig ud, og igen gav kirkerne deres støtte til blodsudgydelserne. I dag raser der krige i næsten alle egne af verden. Religion er snarere med til at forårsage krig end til at forhindre den.

Hvordan forholder det sig med den kirke du tilhører? Har din kirke, ligesom så mange andre i dag, mistet respekten for Bibelen? Er det den fremholder i virkeligheden menneskers lærdomme? Hvad siger den om lærespørgsmål som sjælens udødelighed, et brændende helvede eller treenigheden? Har du undersøgt om disse læresætninger egentlig stemmer overens med Bibelen? Det gjorde socinianerne. Vi opfordrer dig til at gøre det samme.

[Illustration på side 21]

Michael Servet — hans bøger viste at treenighedslæren er ubibelsk

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra U.S. National Library of Medicine