„Religionen spiller en rolle i det store moralske sammenbrud“
DENNE overskrift i avisen El Heraldo, der udkommer i byen Barranquilla i Colombia, er i sig selv overraskende. Men den bliver endnu mere bemærkelsesværdig når man opdager hvem der har sagt disse ord — den katolske jesuiterpræst Alberto Múnera, doktor i teologi ved Roms gregorianske universitet.
Han siger videre om det moralske sammenbrud i Colombia: „Hele Colombia er katolsk. Vi kan ikke ignorere at religionen spiller en rolle i det store moralske sammenbrud vi oplever. Som teolog må man spørge sig selv: Hvad er der i vejen med vor katolske tro når den synes at være utilstrækkelig til at kunne opretholde et folks moral eller sætte det i stand til at gå en ny epoke i møde på anstændig vis, at gå fra én situation til en anden uden at hele samfundsstrukturen bryder sammen?“
Efter detaljeret at have beskrevet det politiske og moralske sammenbrud, herunder narkohandelen, de politiske attentater og den væbnede vold, spørger han: „Hvem er det der står bag? Er det nogle der tilhører islam eller buddhismen . . . eller er det irreligiøse mennesker? Eller er det nogle vi har set under de religiøse ceremonier, nogle som fromt har modtaget nadveren og bedt Vorherre fremme deres hænders værk?“
Ifølge Jesus og hans disciple var det en kristen adfærd der skulle kendetegne den sande kristendom — ikke deltagelse i ritualer. Jesus sagde: „Den kærlighed, I har til hinanden, vil vise verden, at I er mine disciple.“ (Johannes 13:35, Ny Testamente — på hverdagsdansk) Er det kærlighed der ligger bag når en katolik hader eller dræber et medmenneske, eller stjæler, voldtager, lyver eller forhandler narkotika? Er det et udtryk for kristen kærlighed når kirken intet gør for at befri sine rækker for sådanne groft umoralske elementer? Tværtimod ses det modsatte ofte: at rige forbrydere æres med imponerende begravelser eller andre kirkelige ceremonier.
I den kristne menighed i det første århundrede tugtede man imidlertid dem der havde gjort sig skyldige i alvorlige synder og som ikke angrede. Apostelen Paulus skrev: „Jeg [skriver] til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan.“ Alligevel hører man kun yderst sjældent om ekskommunikationer, og da kun i tilfælde af at en har tilsluttet sig en ateistisk, politisk retning, eller har gjort sig skyldig i kætteri. — 1 Korinther 5:9-11; 6:9-11, da. aut.
I stedet for at kræve at dens medlemmer gav agt på Bibelens undervisning og iførte sig den nye kristne personlighed, har den katolske kirke i århundredernes løb stillet sig tilfreds med at de bad Rosenkransbønnen, overværede messen og skriftede deres synder for en præst. (Efeserne 4:17-24) Resultatet er blevet det moralske sammenbrud vi ser i dag, og den svindende støtte kirken finder i befolkningen. Jesuiterpræsten Alberto Múnera siger om den katolske kirkes situation i Colombia: „En religion som denne er tydeligt nok ikke til nogen nytte for os i hverdagen. En af de grundlæggende årsager til at vor kristendom synes så nedslidt . . . er at [katolikker] ikke i nogen henseende synes at være kristne i dag.“
Nutidens moralske sammenbrud omfatter naturligvis tilhængere af alle religioner. Mange lyver, stjæler, bedrager og lever utugtigt uden at deres kirke påtaler det — skønt de er døbt og måske gift i kirken og forventer at blive begravet samme sted. Selv mange fængslede forbrydere fortæller at de har et religiøst tilhørsforhold — at de for eksempel er katolikker, protestanter eller jøder. Men deres handlinger viser at deres religion ikke har kunnet give dem en ny personlighed. Det kan være deres egen fejl og/eller det kan skyldes at deres religion ikke har påvirket deres tankegang og handlemåde. Religionen udvandes fordi der lægges mere vægt på kvantitet end på kvalitet.
Mange er nøjagtig som Paulus forudsagde at mennesker ville være i „de sidste dage“: „De [har] et skær af frelsthed, men ikke frelsens kraft. De mennesker skal du holde dig fra.“ — 2 Timoteus 3:1-5, Seidelin.
Religion efter vandfloden
Edmond og Jules de Goncourt, to franske forfattere fra det 19. århundrede, skrev: „Hvis der findes en Gud, må han opfatte ateismen som en mindre forhånelse end religionen.“ Ja, falsk religion er en hån mod menneskenes Skaber. Ved at udslette al falsk religion ved vandfloden i år 2370 f.v.t. beviste han imidlertid at han ikke for evigt vil finde sig i at blive forhånet.
Denne fundamentale sandhed stod fast, selv om der på et senere tidspunkt igen opstod falsk religion. I århundrederne efter vandfloden bredte den sig til hele jorden — og den berører endda os der lever i dag! Artiklen „En jæger, et tårn og dig“ i næste nummer forklarer hvordan.
[Illustration på side 9]
Megen religion er overfladisk og evner ikke at forhindre racehad, kriminalitet og umoralitet