Holokaust — En historisk kendsgerning!

OVERRASKENDE nok findes der nogle, ganske vist få, som hævder at Holokaust ikke er foregået sådan som den nyere historie skildrer det. I skriftet Did Six Million Really Die? The Truth at Last (Var der virkelig seks millioner som døde? Omsider sandheden) siger Richard Harwood: „Påstanden om at 6 millioner jøder døde under den anden verdenskrig som en direkte følge af den officielle tyske udryddelsespolitik, er fuldstændig ubegrundet.“

Der rejser sig derfor visse spørgsmål: Befalede nazisterne under den anden verdenskrig at jøderne skulle udryddes? Døde der virkelig fire til seks millioner jøder i koncentrationslejrene? Fandtes der gaskamre? Eller er der blot tale om en forvanskning af Tysklands historie?

Visse revisionistiske historikere hævder at disse begivenheder aldrig har fundet sted. De hævder at der højst omkom nogle få tusinde jøder og at størsteparten blev evakueret til andre lande.

For nylig kastede en retssag i Canada yderligere lys over denne polemik. En tysk indvandrer var blevet sagsøgt for „med vidende og vilje at have offentliggjort falske oplysninger som antagelig ville skade den sociale og racemæssige tolerance“ ved at benægte at Holokaust nogen sinde har fundet sted, skriver Torontoavisen The Globe and Mail. Manden blev idømt 15 måneders fængsel, og der blev nedlagt forbud mod at offentliggøre skriftet med hans revisionistiske betragtninger om Holokaust.

I Vesttyskland vedtog man i 1985 en injurielovgivning der giver selv ikkejøder mulighed for at føre klagemål mod „enhver der bagtaler, fornærmer, taler nedsættende eller ærekrænkende om personer som ’har mistet livet for nationalsocialisternes hånd eller som følge af andre former for tyrannisk eller despotisk styre’“. Denne lov „gør det strafbart at benægte at jøderne blev myrdet i koncentrationslejrene under nazistyret,“ hed det i Hamburger Abendblatt.

Benægtelsen af Holokaust er blevet kaldt „Auschwitzløgnen“. Auschwitz (nu Oświȩcim) var den berygtede koncentrationslejr i Polen hvor nazisterne begik massemord. Ifølge de vesttyske medier har højreekstremistiske personer søgt at skjule eller benægte disse begivenheder, og derved er udtrykket „Auschwitzløgnen“ opstået.

Udvandring eller udslettelse?

At der i dag findes millioner af jøder af europæisk afstamning er et vidnesbyrd om at det ikke lykkedes nazisterne at udrydde alle Europas jøder. Historikeren William L. Shirer bekræfter at mange jøder overlevede forsøget på at slå dem ihjel i koncentrationslejrene. I sin bog 20th Century Journey — The Nightmare Years 1930-1940 skriver han: „Det var ikke alle Østrigs jøder der omkom i de nazistiske lejre og fængsler. Mange jøder fik lov til at købe sig fri af fangenskabet og udvandre. Normalt kostede det dem hele deres formue. . . . Måske lykkedes det for næsten halvdelen af Wiens 180.000 jøder at købe sig fri før Holokaust begyndte.“ Denne politik blev især benyttet i 1930’erne.

William Shirer forklarer imidlertid at „Kontoret for jødisk udvandring“, der blev oprettet under Reinhard Heydrich, „efterhånden [skulle] blive et organ, ikke for udvandring, men for udryddelse, og kom til at organisere drabet på over fire millioner mennesker, hovedsagelig jøder“. Denne „Endlösung“ eller „endelige løsning på jødespørgsmålet“ blev ledet af Karl Adolf Eichmann, som til sidst blev henrettet i Israel for sine krigsforbrydelser.

Koncentrationslejrene var ikke det eneste middel hvormed nazisterne søgte at udrydde dem de betragtede som undermennesker eller som tilhørende en laverestående race. Der fandtes også de frygtede Einsatzgruppen (enheder af specielt udvalgte SS-folk). Disse dødspatruljer som rykkede frem i hælene på okkupationsstyrkerne „havde ene og alene til opgave at nedslagte jøderne en masse. . . . Da de befandt sig umiddelbart bag den fremrykkende frontlinje var det kun få der undslap. I de første seks måneder af felttoget myrdede ’die Einsatzgruppen’ en halv million jøder som enten blev skudt, brændt, torteret, levende begravet, slået til døde med geværkolber eller stukket ihjel med bajonetter.“ — Hitler’s Samurai — The Waffen-SS in Action af Bruce Quarrie.

Er det vanskeligt at tro på at det drejede sig om så mange? Det ville „blot“ kræve at de 3000 mand i denne gruppe i gennemsnit skulle begå mindre end ét mord om dagen. Da disse specialenheder nåede frem til sovjetisk territorium blev det anslåede antal dødsofre opgjort til „mere end 900.000, hvilket kun var to tredjedele af det samlede antal jødiske ofre i de mobile operationer“. — The Destruction of the European Jews af Raul Hilberg.

En kommandants tilståelse

Hvilke vidneudsagn har man fra dem der deltog i henrettelserne i koncentrationslejrene? Rudolf Höss, der var kommandant i Auschwitz, sagde siden beklagende: ’Tro mig, det var ikke altid nogen fornøjelse at se på bjergene af lig og gå i lugten af den uophørlige ligbrænding.’ Han gav også udtryk for „forundret misbilligelse over at jødiske særkommandoer (Sonderkommandos) for en kort forlængelse af deres eget liv villigt hjalp til med at gasse medlemmer af deres egen race“. (The Face of the Third Reich af Joachim C. Fest, side 285) Den tyske forfatter tilføjer: „Man fornemmer ekspertens ensidige, perfektionistiske stolthed i følgende udtalelse af Rudolf Höss: ’På Reichsführer SS’ [Heinrich Himmlers] ønske blev Auschwitz det største center for menneskeudryddelse man har kendt,’ eller da han med den dygtige planlæggers tilfredshed konstaterer at kapaciteten i lejrens gaskamre var ti gange større end Treblinkas.“

Rudolf Höss skrev i sin selvbiografi: „Uden at vide det var jeg blevet et hjul i Det tredje Riges store udryddelsesmaskine.“ „Reichsführer SS [Himmler] sendte ved flere lejligheder højerestående partimedlemmer og SS-førere til Auschwitz, for at de kunne se på udryddelsen af jøderne. Det gjorde dybt indtryk på dem alle.“a

De blev dog åbenbart ubehageligt berørt af kontrasten mellem frasen „den endelige løsning på jødespørgsmålet“ og den grufulde virkelighed i gaskamrene. Da Rudolf Höss blev spurgt hvordan han kunne klare dette arbejde, lød svaret: „Jeg gav det samme svar hver gang, at alle menneskelige følelser netop måtte tie over for den jernhårde konsekvens, med hvilken vi måtte udføre Førerens ordre.“

Den sadistiske marionet Rudolf Höss indrømmede altså villigt at Holokaust havde fundet sted og at han som lejrkommandant i Auschwitz var en af de hovedansvarlige.

I bogen Values and Violence in Auschwitz, en bog der først udkom på polsk, skriver Catherine Leach, som har oversat bogen til engelsk, at 3.200.000 polske jøder mistede livet under masseudryddelser, tortur og slaveri i koncentrationslejrene. Hun skriver: „Massenedslagtningen af de europæiske jøder fandt sted på polsk jord.“

Druknedøden

Døden kunne have mange afskygninger i lejrene. Nogle døde af sult og sygdom mens andre blev skudt, hængt, halshugget, druknet eller pryglet ihjel. Flertallet døde i gaskamrene. Druknedøden var særlig uhyggelig.

Forfatteren Terrence Des Pres forklarer: „Faktisk blev fangerne systematisk tvunget til det værst tænkelige beskidte arbejde. Med fuldt overlæg udsatte man dem for latrinær vold. . . . Det var ikke ualmindeligt at fangerne i de nazistiske koncentrationslejre bogstavelig talt druknede i deres egne ekskrementer. I Buchenwald, for eksempel, bestod latrinerne af huller der var 8 meter lange, 4 meter brede og 4 meter dybe. . . . Om natten blev fanger sat til med små spande at tømme disse huller, der altid flød over.“ Et øjenvidne beretter: „Stedet var meget smattet og der var intet lys. Af de tredive som blev sat på opgaven faldt der hver nat i gennemsnit ti ned i hullet. De andre måtte ikke hjælpe dem op igen. Først når arbejdet var udført og hullet tømt, fik de lov til at fjerne ligene.“

Der kunne anføres mange andre vidnesbyrd som bevis for nazisternes udryddelsespolitik efterhånden som flere og flere lande i Europa blev besat. Bibliografien over dette emne er endeløs, og øjenvidnernes udsagn sammen med det fotografiske bevismateriale er rystende. Men omfattede Holokaust kun jøderne? Da nazisterne invaderede Polen, var det da udelukkende jøderne de ønskede at likvidere?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

„Havde man med det samme sendt fangerne ind i gaskamrene i Auschwitz, ville man have sparet dem for mange lidelser.“ — Rudolf Höss, lejrkommandant i Auschwitz

[Tekstcitat på side 6]

’Tro mig, det var ikke altid nogen fornøjelse at se på bjergene af lig og gå i lugten af den uophørlige ligbrænding.’ — Rudolf Höss

[Tekstcitat på side 8]

„Der ankom stadig flere mennesker, stadig flere — flere end vi havde mulighed for at dræbe. . . . Gaskamrene havde en alt for ringe kapacitet.“ — Franz Suchomel, SS-Unterscharführer

[Ramme på side 6]

Betalt vidneudsagn

„Retten har tilkendt en af de overlevende fra Auschwitz 50.000 dollars i dusør for at have tilvejebragt ’beviser’ for at nazisterne med gas ombragte jøder i koncentrationslejre, meddeler den overlevendes advokat i dag.

Dommer Robert Wenke ved [Los Angeles’] højesteret har godkendt at Instituttet for Historisk Nyvurdering skal betale Mel Mermelstein, der overlevede Auschwitz, . . .

Instituttet, der hævder at Holokaust aldrig har fundet sted, må også betale Mermelstein 100.000 dollars for den smerte dusørtilbudet har forvoldt ham, siger advokaten. . . .“

Advokaten Gloria Allred har sagt at „Mermelsteins sejr i denne sag indeholder et klart budskab til alle mennesker i hele verden som søger at forvanske historien og påføre jøderne lidelser, om at de overlevende fra Holokaust vil kæmpe ved domstolene for at beskytte sig selv og forsvare sandheden om deres liv.“ — The New York Times, 25. juli 1985.

[Ramme på side 7]

Var Sachsenhausen blot en interneringslejr?

Var Sachsenhausen virkelig en tilintetgørelseslejr, eller var det blot en interneringslejr?

Max Liebster, der er af jødisk afstamning og som overlevede Holokaust, forklarer:

„Min beretning bygger på personlige erfaringer og det som jeg har oplevet i denne lejr. Jeg behøver ikke udenforståendes bedømmelse af hvilken slags lejr Sachsenhausen var. Nazistyret og medierne hævdede ganske vist at det var en Schutzhaftlager, hvilket betyder ’interneringslejr’. De følgende erfaringer taler for sig selv:

I januar 1940, da Gestapo (det hemmelige statspoliti) overførte mig fra Pforzheim til fængselet i Karlsruhe, fortalte de mig at jeg skulle sendes til en tilintetgørelseslejr. Gestapo overdængede mig med ukvemsord og sagde: ’Du Stinkjude wirst dort verecken, kommst nicht mehr zurück!’ (Din stinkende jøde! Du kommer til at dø som et dyr. Du kommer aldrig mere tilbage!)

Den mishandling vi blev udsat for da vi ankom til Sachsenhausen trodser enhver beskrivelse. Jøder blev anbragt i en særlig lejr der lå inde i selve hovedlejren. De havde dårligere forhold end alle andre. For eksempel havde jøderne ingen køjer men måtte nøjes med halmsække på gulvet. Barakkerne var så overfyldte at man lå som sild i en tønde, med hovedet ved sidemandens fødder. Om morgenen lå de døde side om side med de levende. Jøderne havde ingen adgang til lægebehandling.

Jeg fik at vide at min fader befandt sig tre barakker borte. Jeg fandt ham bag en bunke halmsække, med opsvulmede ben og forfrysninger i hænderne. Da han døde måtte jeg selv bære ham til krematoriet på mine skuldre. Her lå der så store ligbunker at krematoriet ikke kunne følge med.

Tusinder døde i Sachsenhausen på grund af den umenneskelige behandling. Mange af ofrene led en værre død i Sachsenhausen end dem der måtte lade livet i Auschwitz’ gaskamre.“

[Ramme på side 8]

„Der må absolut ikke være spor af dem“

„Da man åbnede den sidste grav genkendte jeg hele min familie. Mor og mine søstre. Tre søstre med deres børn. De var der allesammen. De havde ligget i jorden i fire måneder, og da det var vinter, var de ret velbevarede.“ „Vilnas Gestapo-chef sagde til os: ’Der ligger halvfems tusinde mennesker der. Der må absolut ikke være spor af dem.’“ — Vidneudsagn af Motke Zaïdl og Itzhak Dugin, overlevende jøder.

„Lige da vi gik igennem [lejren] så var de ved at åbne dørene til gaskammeret . . . menneskene faldt ud som kartofler. . . . Hver dag udvalgte man hundrede jøder, der skulle slæbe ligene hen til gravene. Om aftenen jog ukrainerne disse jøder hen i gaskamrene, hvor de dræbte dem. Hver dag. . . . Der ankom stadig flere mennesker, stadig flere — flere end vi havde mulighed for at dræbe. . . . Gaskamrene havde en alt for ringe kapacitet.“ — Franz Suchomel, SS-Unterscharführer, om sit første indtryk af tilintetgørelseslejren Treblinka.

(Disse citater stammer fra interviewene i dokumentarfilmen Shoah.)