Skal lille Peter have en datamat for at lære?

Hvilken rolle spiller datamaten i vore børns uddannelse?

Hvor god en lærer er den?

LILLE PETERS mor sidder og lytter med alvor til læreren, som netop har fortalt hende at hendes dreng ikke klarer sig så godt i skolen.

„Hvad vil De da foreslå?“ spørger moderen.

„Har De tænkt på at anskaffe en hjemmedatamat?“ spørger læreren.

Denne ordveksling er hentet fra en annonce. Sådanne annoncer har været stærkt medvirkende til at mange bekymrede forældre efterhånden tror at de må og skal sørge for at deres børn lærer alt hvad de kan om datamater, eller computere, hvis de skal sikres en ordentlig uddannelse og have udsigt til at finde beskæftigelse. Desuden er datamaterne hastigt på vej til at blive et almindeligt syn i skolerne.

Det står fast at man med datamaten har mulighed for at undervise børn og udvikle deres kreativitet og deres evne til at løse problemer, på måder som man førhen ikke troede mulige.

For eksempel findes der et program hvor eleven ikke blot skal dissekere en frø, men også ’samle’ den igen. Hvis eleven udfører „operationen“ rigtigt, ser han som belønning frøen komme til live og springe bort fra skærmen. Andre programmer simulerer planetbevægelserne, skildrer jordens geografi eller sætter eleven i stand til at flyve en flyvemaskine, køre bil eller udføre kemiforsøg.

Datamaten finder også anvendelse i det der almindeligvis kaldes datamatstøttet undervisning, hvor datamaten stiller et spørgsmål som eleven skal besvare rigtigt før den stiller det næste. Er svaret forkert, giver den et stikord for at hjælpe. På denne måde lærer eleven af sine fejl og kan gå frem i sit eget tempo. Desuden har en datamat uendelig tålmodighed og bliver ikke irriteret når eleven svarer forkert, sådan som en lærer måske ville blive. Også dette fremmer indlæringen.

De fleste skoler har nu edb-undervisning, hvor eleverne lærer at betjene og måske programmere en datamat. Dette har især betydning for dem der påtænker at arbejde med edb. Nogle tilhængere af dataundervisning går stærkt ind for at alle elever bør have i det mindste nogen orientering om betjeningen og udnyttelsen af datamater. Interessen skærpes også af at ens jobmuligheder efter sigende er afhængige af ens kendskab til edb.

Skoledatamater er også velegnede til øvelser i at formulere sig skriftligt. Lærere har erfaret at elever der anvender datamater til tekstbehandling, ofte er villigere til at omskrive og bearbejde stoffet — noget der er af stor betydning for formuleringsevnen — fordi de altid har et pænt, færdigt resultat foran sig.

Eleven kan også via datamaten disponere over omfattende mængder af oplysninger. Ved hjælp af det rette udstyr kan elever på én skole kommunikere med elever på andre skoler i forbindelse med særlige projekter. Desuden kan de hente oplysninger fra store databiblioteker og databanker og på en lang række felter skaffe sig adgang til de nyeste oplysninger som deres eget skolebibliotek ikke ligger inde med.

Brugt på rette måde er datamaten tydeligvis velegnet som undervisningsmiddel. Det virker udviklende på yngre elever når de kan opnå personlig erfaring med edb og arbejde sig metodisk frem. Større elever kan supplere deres lærebogspensum og drage nytte af de nye indlæringsmetoder datamaten har muliggjort.

Det lyder alt sammen meget godt. Men hvordan fungerer det i praksis? Har datamaten levet op til forventningerne?

Er forventningerne blevet indfriet?

Dybest set er forudsætningerne for at undervisning ved hjælp af datamater kan lykkes, de samme som ved enhver anden undervisning. Der behøves hensigtsmæssige programmer og dygtige lærere. Er disse betingelser blevet opfyldt?

I deres hastværk for at holde trit har nogle skoler anskaffet datamater uden omhyggeligt at overveje deres anvendelse og elevernes behov. Mange steder har man derfor haft besvær med at udtænke fornuftige anvendelsesmuligheder for datamaterne.

Dette fremgår blandt andet af den måde skoledatamater for tiden anvendes på. Der findes fængslende programmer med opfindsomme undervisningsmetoder, men undersøgelser har vist at sådanne programmer kun bruges i forsvindende få af skolernes samlede undervisningstimer. De mest anvendte programmer indeholder rutinemæssige øvelser eller undervisning i datamatbetjening.

Rutinemæssige øvelser har naturligvis deres berettigelse; men det er svært at gendrive logikken i det spørgsmål en datalærer stiller: „Hvorfor give 2000, eller 1200, eller blot 600 dollars [14.500; 8700 eller 4350 kroner] for en elektronisk arbejdsbog, når en almindelig, ’gammeldags’ arbejdsbog til 2,95 dollars [21 kroner] med masser af øvelsessider er lige så velegnet?“ Nogle skolefolk mener desuden at denne måde at anvende skoledatamater på er i modstrid med selve deres formål, fordi man derved reducerer hele indlæringsprocessen til et valg mellem rigtige og forkerte svarmuligheder, frem for at stimulere tænkning og kreativitet.

Hvad angår behovet for kendskab til datamater, mener mange at der er tale om et smart reklametrick fra datamatfabrikkernes og beslægtede virksomheders side. Under påvirkning af annoncer som den der omtaltes i indledningen, og måske på grund af deres personlige frygt for disse ’nymodens’ maskiner, tror mange forældre at deres børn aldrig bliver til noget hvis de ikke lærer at arbejde med edb. Faktum er at kun få stillinger forudsætter kendskab til programmering og datasprog med mere. Datamater vil i de fleste tilfælde være arbejdsredskaber, i store træk ligesom regnemaskiner og elektriske skrivemaskiner er det i dag. Det er givetvis en fordel at kende noget til betjening af datamater, men man behøver ikke at vide hvordan de fungerer indeni, medmindre man ønsker arbejde inden for edb-branchen. Det fremherskende synspunkt er at dataundervisning bør være et valgfrit fag.

Eftersom datamater er et forholdsvis nyt fænomen i skolerne, står lærere uden særlige tekniske forudsætninger ofte mere uforstående over for edb end eleverne gør. Skolefolk har derfor erfaret at modvilje mod forandringer er den største hindring for en højnelse af edb-undervisningsniveauet.

„Mange lærere føler sig utrygge ved datamater,“ udtaler en skoleleder. „De er klar over at datamaterne er kommet for at blive, og at de burde være interesserede. Men uddannelse af lærere er stadig det største problem.“ Det koster tid og penge at omskole lærere; men skolemyndighederne håber at datamaterne vil blive brugt mere effektivt efterhånden som lærerne får større erfaring og flere lærere med dataerfaring kommer til.

Hvad forældre bør gøre

Skal lille Peter have en datamat for at lære? Svaret kan meget vel afhænge af jer forældre. Hvis I frygter at jeres barn aldrig bliver til noget hvis han ikke har en datamat, kan det foregående måske hjælpe jer til at se mere nuanceret på sagen.

Der er almindelig enighed blandt pædagoger om at skolebørn bør have et vist kendskab til datamater. Til det formål har de fleste skoler i dag en eller anden form for undervisning der giver eleverne et grundlæggende kendskab til apparaturet — datamaten, tastaturet, diskettedrevet, printeren og så videre — samt til grundelementerne i programmering. Skolerne stiller normalt det nødvendige udstyr til rådighed, så eleverne selv kan prøve at betjene en datamat. De der har interesse i edb, kan så vælge faget i de højere klasser, mens andre elever for eksempel vælger regnskab eller formning.

Der findes naturligvis skoler hvor datamaten anvendes i større udstrækning, og hvor der på en idérig måde undervises i en lang række fag. Men eftersom dette endnu er på begynderstadiet, er ingen endnu rigtig sikker på om dette er at foretrække frem for den gængse undervisningsmetode.

Måske kan man bedst sammenfatte situationen i den udtalelse som en gymnasieelev har fremsat i The New York Times: „Som redskab har datamaten sin plads i undervisningen, men den er ikke en slags forsikring mod manglende dygtighed og en forvirret tankegang.“ Han understreger også vigtigheden af at man lærer eleverne at tænke selvstændigt, og slutter derpå: „Der findes ikke nogen teknologisk genvej til dette mål.“

[Tekstcitat på side 26]

„Barnet vil have større gavn af at tilbringe en time sammen med en interesseret far eller mor end af at tilbringe en time foran en bippende kasse.“ Rubrikken Personal Computers i The New York Times