Et valg jeg aldrig har fortrudt
VINDEN havde flået sejlene i stykker, og strømmen førte os ubarmhjertigt mod nogle farlige klipper. Det så ud til kun at være et spørgsmål om tid før vi ville forlise.
Det var december 1937, og vi var på vej fra Indonesien til Australien om bord på Lightbearer, en seksten meter lang, tomastet havkrydser. Den var nu i tre år blevet brugt til at bringe budskabet om Guds rige ud til øerne i Indonesien.
Da det så allersortest ud, kom styrmanden i tanker om at han havde læst at hjælpemotorer som regel kan yde mere i bakgear. Han satte hurtigt motoren i bakgear, og til vores store overraskelse og lettelse virkede det! Vi blev trukket væk fra klipperne i løbet af et øjeblik.
Det er nu over 50 år siden. Hvordan gik det til at jeg som den eneste kvinde befandt mig om bord på Lightbearer?
Tvunget til at vælge
I 1926, da jeg var 16, fortalte min bedstemor mig om Bibelens vidunderlige løfter om en ny verden. Med tiden begyndte jeg at dele denne gode nyhed med andre ved at forkynde fra hus til hus nær vort hjem i Perth, Australien. Min far blev meget vred eftersom han mente at dette bragte vanære over familien. I 1929, det år jeg blev døbt, gav min far mig valget mellem at holde op med at forkynde eller flytte hjemmefra.
Jeg elskede min familie meget højt, men selv om jeg vidste at jeg ville komme til at savne mine forældre og mine to søstre og seks brødre, flyttede jeg og begyndte i heltidstjenesten som pioner.
Barske oplevelser i 1930’erne
Jeg tjente i et stykke tid i nærheden af Perth, delstatshovedstaden i Vestaustralien. Derefter blev jeg indbudt til at slutte mig til en gruppe pionerer der forkyndte i afsidesliggende egne af landet.
Til tider var det hårdt, eftersom vi ofte kun havde vores telte at sove i ude i bushen. Den verdensomspændende økonomiske krise ramte Australien i begyndelsen af 1930’erne, og mange landmænd havde svært ved at klare sig. Så vi tog æg, kød og grøntsager i bytte for bøger og blade.
I 1933 rejste vores pionergruppe nordpå. Efterhånden som vi nærmede os Australiens centrale ørken blev træerne mindre og mere forkrøblede, og bundvegetationen blev afløst af sand. Men kompensationen kom når der faldt en smule regn, for da var der vilde blomster så langt øjet rakte. Ved nogle lejligheder kunne vi slet ikke lade være med at stoppe bilen og med dyb værdsættelse beundre den gudgivne skønhed der omgav os.
Nogle farme kunne kun nås ved at vi tog sko og strømper af og vadede over floder og vandløb. Vi opsøgte folk som klippede får, pløjede, malkede eller lavede mad. For det meste kunne vi få en længere samtale med dem vi mødte på denne måde. Det var svært for dem at afvise nogen som lige var vadet over et vandløb for at nå frem til deres farm.
Ægteskab og et nyt distrikt
Clem Deschamp, en ung pionerbroder der havde været med til at påbegynde forkyndelsesarbejdet på Java, Indonesiens folkerigeste ø, kom i 1935 til Perth på vej til stævne i Sydney. Han tog ofte del i forkyndelsen sammen med vores pionergruppe. Jeg var 25 og han var 29 — høj, mørk og flot, syntes jeg. Da vi havde lært hinanden at kende tænkte vi: ’Kunne vi forestille os noget bedre end at tjene Jehova sammen?’ Vi besluttede derfor at gifte os og derefter overvære stævnet i Sydney som ægtepar. Jeg havde aldrig været så lykkelig.
Efter stævnet fik vi tildelt et distrikt som pionerer i Melbourne. Senere samme år blev Clem udnævnt til rejsende tilsynsmand i hele staten Victoria, hvor vi fik den forret at besøge alle menighederne. Vi blev også begejstrede da Clem blev indbudt til at føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Indonesien. Vi sejlede op langs Australiens vestkyst og ankom endelig, i juni 1936, til Surabaja, en af Javas største byer.
Indonesien — en anden verden
På den ene side af vejen var der Cadillac’er, mænd i hvide jakkesæt, og damer i blonder og flæser. På den anden side var der overdækkede, vandbøffeltrukne kærrer — ofte med kusken sovende i kærren. Der var velskabte kvinder med farverige saronger og mænd der bar kurve med mad eller havde messingtøj hængende fra en lang stav tværs over skuldrene. De skyndte sig altid af sted i deres særegne, fjedrende og dog slæbende gangart.
Vi fik fat på en taxa og kørte hen til en mand der havde vist interesse for budskabet om Riget da Clem tidligere havde været i Surabaja. En stor mand i hvid kappe som svarede nøjagtig til min forestilling om Moses, tog imod os med udstrakte arme, ligesom de gamle patriarker. Denne varme og begejstring fik mig til at føle mig rigtig velkommen.
Vores vært havde været millionær, men på grund af de faldende sukkerpriser havde han økonomiske problemer. Til trods for dette var han stadig lige livsglad og havde med begejstring taget imod Bibelens sandheder. Vi boede kun hos ham et kort stykke tid før vi flyttede til hovedstaden Batavia, som nu kaldes Djakarta. Der overtog Clem Selskabets kontor efter Frank Rice, som flyttede til Fransk Indokina.
Et betagende distrikt
Vi lærte at forkynde på hollandsk og malajisk både i velhaverkvarterer og i klynger af småhytter der kaldes kamponger. Når vi forkyndte i disse landsbyer kunne der nogle gange være op til 50 børn i laset tøj som fulgte efter os fra dør til dør. Der blev spredt mange bøger overalt på Java.
Vi brugte havkrydseren Lightbearer når vi forkyndte på Indonesiens mange øer, deriblandt Celebes og Borneo. Hver gang vi kom til en lille havn, tændte besætningen for grammofonen og spillede et foredrag af J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Forestil dig hvor overraskede de isolerede malajiske landsbyboere blev når de så en stor yacht komme sejlende ind i deres havn, alt imens de kunne høre en høj, kraftig stemme. En flyvende tallerken kunne næppe have vakt større interesse.
Tilskyndet af præsteskabet blev den indonesiske regering med tiden fjendtligt stemt over for vort arbejde og forbød at Lightbearer lagde til i de indonesiske havne. Det blev derfor besluttet at båden skulle vende tilbage til Australien. Da vi var ivrige efter at komme tilbage til Sydney for at overvære broder Rutherfords besøg, rejste vi tilbage om bord på båden. Det var på det tidspunkt vi nær havde lidt skibbrud.
Rutherfords opmuntrende besøg
Avisoverskrifterne lød: „Jehovas Vidner nægtet Sydneys rådhushal — dommer Rutherford må ikke lande.“ Selvfølgelig fik han lov til at lande, men trods vor ihærdige indsats fik vi ikke tilladelse til at benytte Sydneys rådhushal. Men det var også godt det samme, for rådhusets kapacitet på 4000 siddepladser ville alligevel ikke have været nok.
Al den uretfærdige modstand vi oplevede, gav bagslag. Resultatet var at der blev vakt en enorm interesse, så omkring 25.000 overværede mødet, der i stedet blev holdt i Sydneys store Idrætspark. Opmuntrede af oplevelsen var vi ivrige efter at vende tilbage til vort missionærdistrikt.
Spændende oplevelser på Sumatra
Kort efter at vi vendte tilbage til Indonesien besluttede Clem at der igen skulle forkyndes på Sumatra. Så Clem og jeg arbejdede sammen med Henry Cockman der også var australier, med at forkynde både i bjergene og i rismarkerne på øen. Vi overnattede på hoteller hvoraf nogle var gode, mens andre lod meget tilbage at ønske.
Da vi forkyndte i en landsby som hovedsagelig bestod af små kinesiske butikker, afsatte vi på mindre end en time en hel kasse kinesiske bøger. Butiksindehaverne havde kun set meget få hvide kvinder, og ingen havde nogen sinde besøgt deres beskedne butikker. Jeg ved ikke om det var grunden til at jeg kom af med en bog i hver eneste butik, men jeg afsatte i hvert fald så mange bøger at Clem og Henry brugte det meste af tiden til at hente friske forsyninger til mig fra bilen.
Da jeg i en anden landsby kom tilbage til bilen efter mere læsestof, så jeg at den var omringet af råbende og fægtende mennesker. Der så ud til at være problemer. Jeg skyndte mig temmelig bekymret over til bilen, hvor Clem til min overraskelse stod halvt inde i bilen og delte blade ud så hurtigt han kunne. Betalingen gik fra hånd til hånd hen over hovederne, og bagefter sendte Clem et blad samme vej tilbage til den der havde givet mønten. Det var et forbløffende syn — folk sloges praktisk talt for at få noget at læse i.
En aften kom vi til den lille by Banko. Eftersom tømmerflåden der skulle føre os over floden ikke sejlede igen før næste dag, overnattede vi i den lokale pension. Ejeren rådede os til at tage et bad med det samme, hvilket undrede os fordi folk normalt var meget høflige.
Vi begyndte at tro at han satte spørgsmålstegn ved vores personlige hygiejne. Clem spurgte om vi kunne nå at få noget at drikke først, men ejeren opfordrede os til at bade så hurtigt vi kunne eftersom brusebadet var udenfor. Han forklarede: „Der er tigre her i området, og de fleste aftener efter mørkets frembrud strejfer der nogle omkring udenfor.“ Vi stod i receptionen hvor seks store tigerskind var udstillet. Skindene var flotte og hele, og viste disse prægtige skabningers store hoveder og mægtige gab. Det er vist overflødigt at bemærke at vi badede med det samme; og det er formentlig det hurtigste brusebad jeg nogen sinde har taget!
Da vi kom tilbage til Djakarta havde Hitler invaderet Polen, og Anden Verdenskrig var brudt ud. Der var derfor store politiske spændinger i Indonesien.
Modstanden mod vort arbejde vokser
En del af vores litteratur blev forbudt, og hvis myndighederne fandt en forbudt bog, konfiskerede de den. På et tidspunkt insisterede en politimand på at checke alle vore bogkasser, som stod i bilen dér hvor bagsædet normalt var. Vore hjerter sank i livet, for vi havde lige modtaget en ny sending af den forbudte bog Fjender. Han checkede ihærdigt alle de øverste kasser men fandt ikke nogen af de forbudte bøger.
Lige da han skulle til at begynde med det nederste lag hvor ’Fjende’-bøgerne var, kom der pludselig en skybrudsagtig skylregn. Betjenten og Clem løb hen til et nærliggende skur; de blev begge drivvåde selv på så kort et stykke. Men de tropiske regnskyl holder op lige så pludseligt som de begynder, så betjenten kom snart tilbage og fortsatte med at checke kasserne. Prøv at forestille dig hans skuffelse og Clems forbavselse da der heller ikke nu viste sig nogen forbudte bøger!
Jeg turde ikke tale om dette „mirakel“ før vi var tilstrækkelig langt væk derfra — jeg havde byttet om på de to lag kasser, så kasserne med ’Fjende’-bøgerne nu var kommet til at stå øverst, dér hvor betjenten allerede havde checket. Han checkede derfor de samme kasser to gange uden at vide det!
At vores litteratur skulle forbydes begrundede man med at den var imod Hitler. Men da Tyskland invaderede Holland mistede Hitler de hollandske myndigheders velvilje. Vi spurgte derfor om vores bøger kunne frigives, og det blev de. Friheden til at fortsætte forkyndelsesarbejdet uforstyrret varede imidlertid ikke længe.
En morgen da jeg sad ved skrivemaskinen på kontoret gik dørene pludselig op, og ind marcherede tre hollandske embedsmænd klædt i fuld militær paradeuniform — med fjer i hatten, gallakårder og medaljer. Arbejdet var allerede blevet forbudt i Australien, og var nu også blevet forbudt i Indonesien. I november 1941 foreslog Selskabet derfor at missionærerne vendte tilbage til Australien, og det gjorde vi så.
Det føltes underligt at sidde til møderne og lytte til mere engelsk end vi havde hørt i årevis! En anden stor forandring skete da vi blev velsignet med en dejlig søn. Kort efter blev Clem inviteret til Perth for at tage sig af Selskabets lager, hvorfra litteratur blev sendt ud til hele Vestaustralien, og her fortsatte vi i pionertjenesten.
På besøg i Indonesien
I 1971 vendte Clem og jeg tilbage til Java for at overvære et stævne. Men nu var alt forandret! For det første var jeg ikke længere 31 men 61. Vi var overvældede over at møde så mange vi havde kendt. Én mindede os om at Clem havde døbt ham i en rismark da han var 16 år. Nu, i en alder af 46, kunne han præsentere os for sine børnebørn. Efter stævnet overnattede vi hos nogle gamle venner. Alt her var som før — vi boede i det samme hus, og i det samme værelse, og sov i den samme seng. Selv guldfisken i den lille sø så ud til at være den samme. Det var som om vi var faldet i søvn og vågnet op 30 år senere.
I Bandung, som ligger 96 kilometer inde i bjergene, boede nogle andre af vore gode venner. Moderen i familien fortalte hvor glad hun var for at se at jeg var vokset og så ud til at være sund og rask! Hun fortalte at hun for år tilbage havde været bekymret over at en så tynd kvinde arbejdede i troperne. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over de kulturelle forskelle i vores vurdering af hvor tyk man bør være.
Senere på vores nostalgiske rejse fortalte en ven at mange af de bøger der var blevet spredt til hollænderne i begyndelsen, var endt hos antikvarboghandlere da hollænderne forlod landet, og her blev de købt af folk der ledte efter noget at læse i. Nogle der på denne måde fik fat i vore bøger fik en god forståelse af Bibelen og var glade for at tage del i forkyndelsen lige så snart de blev kontaktet af Jehovas vidner.
Ét sted tog en forkynder hen for at fortælle sin far om de bibelske sandheder han havde lært. Hans far hævdede imidlertid at han allerede havde fundet den sande tro. Han havde samlet omkring hundrede som tilbad på den måde han havde opdaget var den rigtige. Forestil dig hvor overrasket sønnen blev da han opdagede at denne gruppe studerede Vagttårnsselskabets bøger og blade! De vidste slet ikke at der allerede fandtes en verdensomspændende organisation som tilbad Jehova på denne måde.
Glad for det valg jeg traf
Det er nu 60 år siden jeg blev døbt, og i 58 år har jeg haft den glæde at være pioner. Sørgeligt nok fik min livsledsager, Clem, Parkinsons sygdom. Han blev svagere og svagere og mere fraværende, og måtte til sidst have hjælp for overhovedet at eksistere i en kørestol. I 1987 sov han fredeligt ind i døden. Jeg er glad for at han er blevet befriet for sin sygdom, men tomrummet efter ham er stort. Jeg savner ham meget.
Pionertjenesten bringer mig stadig stor glæde, lykke og tilfredshed. Jeg har nok at se til, og hvis jeg har lidt tid tilovers kan jeg se tilbage på det rige og virksomme liv min kære mand og jeg havde sammen. Jeg er lykkelig for det valg jeg traf for 60 år siden. — Fortalt af Jean Deschamp.
[Illustration på side 11]
Lightbearer, januar 1935
[Illustration på side 13]
Sammen med Clem da vi var unge
[Illustration på side 15]
I dag