’Klippefast som Gibraltar’

Gibraltar, denne stejle klippe der hæver sig 425 meter over Middelhavets lune bølger, giver afgjort indtryk af at være fast. På en klar dag kan den spidse klippe ses milevidt omkring, både i Sydspanien og i Marokko på den anden side Middelhavet.

Gibraltars historie går tilbage til de mørke århundreder hvor søfolk der troede at jorden var flad, ikke vovede at sejle gennem Gibraltarstrædet af frygt for at falde ud over kanten af jorden og ned i afgrunden. Engang betragtede man også klippen som den ene af Herkules’ søjler. Den anden var Jebel Musa i Ceuta, på den afrikanske side af strædet. Ifølge mytologien havde guden Herkules kløvet bjergene i to.

Byen Gibraltar blev grundlagt i 1160 af araberne, som i det 8. århundrede var kommet dertil fra Nordafrika. Navnet Gibraltar kommer af det arabiske navn Djabal-Tarik, der betyder Tariks Bjerg. Tāriq ibn Ziyād var en arabisk feltherre som i 711 besejrede den sidste gotiske konge.

I 1462 erobrede spanierne Gibraltar, men måtte i 1704 afstå den til briterne. I dag er den en af det tidligere Britiske Imperiums sidste forposter. Gibraltarklippen står dog stadig som et symbol på noget fast og uforgængeligt.

I Gibraltar forkynder to menigheder (en engelsk og en spansk), bestående af 120 Jehovas vidner, for gibraltarerne at Guds rige snart vil overtage herredømmet, og dette håb er lige så fast forankret som selve klippen Gibraltar! — Titus 1:1, 2; Hebræerne 6:17-19.