En læsers reaktion på en artikel i Vågn op!

Vores datter led af DOWNS SYNDROM

VÅGN OP! for 8. august 1989 indeholdt en artikel om en pige ved navn Suzy som var født med Downs syndrom. Artiklen beskrev den store kærlighed og tålmodighed Suzys forældre og søskende viste hende, og alt det de gjorde for hende. Som reaktion på denne artikel har en kvinde i Spokane i Washington sendt følgende brev til Vågn op!:

„Efter at have læst 8. august-nummeret af Vågn op! følte jeg at jeg måtte skrive til jer. Jeg vil gerne takke for at I bragte artiklen om lille Suzy. Jeg føler mig på en måde beslægtet med Suzys mor fordi jeg selv er i den specielle situation at min mor er som et barn jeg må passe. Jeg synes at I skal høre om et af de mange problemer som nogle af os må kæmpe med i dag, og I skal også vide hvor stor pris vi sætter på alt det I gør for at hjælpe os til at holde ud.

Jeg blev så rørt over beretningen om lille Suzy med Downs syndrom at jeg græd. Jeg har let ved at føle med sådanne børn og forældre, for jeg har kendt flere der stod i samme situation. Da jeg læste om Suzys problemer, græd jeg over min mor. Jeg er selv en ældre dame i halvfjerdserne og min mor er gået i barndom.

De første minder jeg har om hende, er fra dengang hun var en køn, omsorgsfuld, elsket og livlig ung kvinde. Nu er hun i 90’erne. Efter en række slagtilfælde er det gået fysisk ned ad bakke med hende så hendes krop nu er ynkeligt forkrøblet, skønt legemsfunktionerne er næsten normale.

Efter det første større slagtilfælde kunne hun ikke længere føre husholdningsregnskab, skrive indkøbslister og den slags. Da der var gået et års tid var det så slemt at hun end ikke kunne varme lidt mad til middag.

Halvandet år senere fik hun endnu et slagtilfælde. Det lammede hende, fratog hende taleevnen og gjorde hende inkontinent. Hun var nu blevet som et lille barn, og det var sådan jeg betragtede hende. Hun måtte mades og skiftes som et spædbarn, og løftes fra sengen og over i en kørestol.

Mor kunne ikke fortælle os hvad hun tænkte og følte eller hvad hun havde lyst til. Men vi lærte at kommunikere med hende ved hjælp af øjnene, og med smil og tårer! Hendes ansigt lyste altid op når jeg fortalte hende noget interessant jeg havde læst i Vagttårnet eller Vågn op! eller hørt ved et møde i Jehovas Vidners rigssal, og når jeg havde en hilsen til hende fra nogle af hendes venner dér.

Når jeg skulle gå fik hun som regel tårer i øjnene og gav mig et lille kys på kinden. Men hvis jeg sagde: ’Mor, klokken er syv, så nu skal jeg af sted til møde i rigssalen,’ smilede hun og nikkede ’ja’, og gav mig et stort kys. Så fulgte hun mig med øjnene når jeg gik hen til døren, og vrikkede med fingrene til farvel, sådan som et af hendes oldebørn havde lært hende.

Kort efter at mor var kommet på plejehjem var det allehelgensaften, og en dag da jeg kom for at besøge hende fandt jeg hende i opholdsstuen. Fire kørestole var kørt hen til hvert af de lange borde, der var fyldt med materialer til at lave dekorationer til allehelgensaften af. Dér sad mor med et ansigtsudtryk som en fireårig der uden ord siger: ’Jeg vil ikke, jeg gør det ikke!’

Jeg gik hen bag hende og sagde ’Dav, mor’, og idet jeg bøjede mig frem for at kysse hende på kinden smilede jeg (for at skjule mine tårer) og hviskede i hendes øre: ’De har kørt dig herind for at du skal lave allehelgensdekorationer.’ Hun drejede hovedet og så op på mig med et smil og et gavtyveagtigt glimt i øjnene. Så skar hun en grimasse der tydeligt udtrykte dyb foragt! Og sådan var det ved alle højtiderne. Hun kunne ikke gå ind for dem på grund af deres hedenske baggrund, og selv om hun var syg og svækket holdt hun fast ved sin tro.

For otte måneder siden fik hun endnu et slagtilfælde. Hun lå i koma og hendes nyrer begyndte at svigte, men alle andre organer fungerede normalt. Efter fem dage havde hun det så meget bedre at lægen ikke troede sine egne øjne. I begyndelsen kunne hun ikke genkende nogen af os. Men nu reagerer hun somme tider når vi kysser hende. Vi kan mærke at hun presser sine læber let mod vores kind.

I de sidste otte måneder har min mor været lige så ubehjælpsom som et nyfødt barn — et menneske der lever og ånder, men som er helt afhængigt af andres pleje. Et spædbarn nægter somme tider at spise, men græder så en halv time senere for at vise at det er sultent og vil have opmærksomhed. Mor kan ikke på nogen måde lade os vide hvad hun har brug for eller lyst til. Sygeplejerskerne og familien har måttet lære hvorfor hun somme tider beholder maden i munden i nogen tid uden at synke. Lægen har forklaret os at hun måske venter fordi et opstød er på vej. Eftersom hun er delvis lammet virker hendes muskler ikke altid som de skal. Hvis hun skynder sig og synker før det føles rigtigt, kan hun blive kvalt.

Det kræver noget at passe et barn som for eksempel Suzy, eller en voksen som min mor. Hvor var det heldigt for Suzy at hun havde en så kærlig og omsorgsfuld familie! Mine søskende og jeg føler os også begunstigede fordi vi har haft nogle dejlige forældre. Da vi var børn læste mor højt for os af artikler om sundhed og andet af interesse fra Vagttårnsselskabets blade. Hun tilskyndede mig til at bruge oplysningerne når jeg skulle skrive stile eller holde foredrag i skolen.

Nu er rollerne byttet om — vi er forældrene, og mor er barnet. Hvorfor græd jeg da jeg læste om Suzy? Hvorfor kom jeg til at tænke på min gamle mor i forbindelse med lille Suzy? Måske fordi jeg følte et slægtskab med hendes mor. Jeg følte også en pludselig bølge af dyb kærlighed til vor himmelske Fader, Jehova Gud, der i sin godhed har sørget for at lille Suzy og min mor en dag, i Guds nye verden på den paradisiske jord, vil være fuldkomne, ligesom det fra begyndelsen har været hans hensigt at menneskene skulle være. — Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:4, 5.

Jeg håber at vore familier en dag, i det kommende Paradis, kan mødes og være sammen med andre i samme situation. Så vil vi måske græde af glæde, vi vil le, og vi vil takke og prise vor Skaber, Jehova, og hans søn, Jesus Kristus, vor genløser.“ — Indsendt.