Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g90 8/2 s. 21-23
  • Gæld — let at stifte, svær at afvikle

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Gæld — let at stifte, svær at afvikle
  • Vågn op! – 1990
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Sådan stifter man gæld
  • Få styr på gælden
  • Få gælden afviklet
  • Kommunikation
  • Guide til at blive gældfri
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2012
  • Gæld — en livsform i dag
    Vågn op! – 1977
  • Kan det svare sig at stifte gæld?
    Vågn op! – 1995
  • Er gælden ved at nå krisepunktet?
    Vågn op! – 1977
Se mere
Vågn op! – 1990
g90 8/2 s. 21-23

Gæld — let at stifte, svær at afvikle

LOUISE og Henrik havde været gift i et års tid. Som så mange andre unge par ville de gerne have det hele med det samme — og det var jo let! Afdraget på fjernsynet var kun 365 kroner om måneden, og en videobåndoptager bragte det kun op på 546 kroner. Det var straks værre med de nye møbler — de skulle betales med 2000 kroner om måneden. Det omfattede selvfølgelig ikke gardinerne og tæppet, som skulle betales i rater a 325 kroner. Men deres pengeinstitut havde vist sig yderst samarbejdsvilligt.

De hårde hvidevarer gav ikke så mange problemer, for dem kunne de købe på deres kreditkort. Det betød at de månedlige afdrag blev betalt automatisk, og at de ikke behøvede at tage et lån. Det ville have været rart hvis Henriks bil som planlagt havde været betalt før brylluppet, men det var altså ikke lykkedes.

Henrik siger: „Jeg troede at det ville være alle tiders at være gift, men nu tænker jeg næsten ikke på andet end vores gæld.“ Louise nikker og tilføjer: „Det gik så let med at stifte gæld. Men kommer vi nogen sinde ud af den?“

Dette enkle spørgsmål udtrykker det dilemma millioner af familier i de fleste af verdens lande befinder sig i. Der er langt mellem dem som kan leve deres liv uden at stifte gæld — og hos nogle bliver gælden bundløs.

Sådan stifter man gæld

Hvordan stifter man gæld? Det er ingen sag. Faktisk er det en hel livsform. Både regeringer, multinationale selskaber, småfirmaer, familier og enkeltpersoner betragter det efterhånden som ganske normalt at sidde i gæld.

Ofte er det stolthed der ligger bag. Gæld skaber stress, og stress fører andre problemer med sig. Hvordan kan man leve i en gældsorienteret verden uden at stifte gæld?

Måske må man først og fremmest lære at modstå salgsteknik. Man kan ikke gå ind i et pengeinstitut uden at plakater med lånetilbud springer én i øjnene. Det er også let at få fat i et kreditkort eller kontokort. Og mellem „lånehajen“ og det respektable pengeinstitut er der en lang række smarte, pågående mennesker som lever af at sælge penge. For dem er penge en vare som enhver anden, og deres job er at sælge varen til dig. Du må derfor lære at sige NEJ.

Få styr på gælden

Der findes mange beregninger af hvor stor en gæld man kan ’tåle’ i forhold til indkomsten, men de er så vidt forskellige at de ikke er til nogen praktisk hjælp. Nogle økonomer mener for eksempel at en familie kan anvende op til 30 procent af bruttoindtægten til husleje. Dette lader sig imidlertid næppe gennemføre for de meget fattige. Generelle løsninger er således ofte for vage. Det er lettere at vurdere gælden på det personlige plan.

En vis gæld kan være acceptabel, men økonomien bør planlægges og gennemtænkes omhyggeligt på forhånd. De fleste kan for eksempel ikke købe et hus eller en ejerlejlighed uden at stifte gæld. Det er urealistisk at forestille sig at et par bor til leje indtil de har sparet så mange penge sammen at de kan gå ud og købe en bolig kontant. Det sker sandsynligvis aldrig. Parret føler måske at huslejepengene i stedet kan anvendes som en del af betalingen for et hus. Skønt det vil tage mange år før huset er betalt, finder de denne løsning mest praktisk.

Da terminsydelserne på et hus sædvanligvis er faste, mens det generelle prisniveau stiger lidt år for år, kan man godt med tiden komme til at sidde lidt „billigere“. Hvis afdragene er rimelige kan det derfor godt være acceptabelt at have gæld i et hus. Det samme gælder andre varige forbrugsgoder.

Andre former for gæld kan være fuldstændig uacceptable. Hvis man skal have styr på sin gæld er man nødt til at kunne sige nej. En god huskeregel lyder: Køb ikke noget du strengt taget ikke har brug for eller råd til. Undgå impulskøb. Selv om noget er nedsat til halv pris er det ikke et godt tilbud for dig hvis du ikke har pengene. Lån ikke penge til luksus. Rejs ikke på ferie medmindre du kan betale turen før du tager af sted. Alt hvad du køber skal betales før eller senere. Kreditkort har den fordel at man ikke behøver at gå rundt med kontanter på sig, men de er dyre hvis man bruger dem som et middel til at låne penge.

Få gælden afviklet

Du mener måske at disse gode råd kommer alt for sent til at du kan have gavn af dem. ’Jeg er allerede begravet under en lavine af regninger og forpligtelser. Hvordan skal jeg komme ud af det?’ Det er aldrig for sent at begynde.

Du skal først og fremmest få et samarbejde i stand med et velrenommeret pengeinstitut. Hvis du er nødt til at låne penge, er det sandsynligvis dér du får de bedste lånevilkår. Og hvis din bank nægter dig et lån, kan du sikkert være glad for det. Det er jo bankens job at udlåne penge, og den vil gøre det hvis det overhovedet synes rimeligt.

Dernæst skal du begynde at betale din gæld systematisk. Tag et stykke papir og opregn dine forventede indtægter over de næste 24 måneder. Vær realistisk. Husk hver en lille indtægt du regner med at få. Lav derefter en liste over det der skal betales. Sæt et beløb til side til uforudsete udgifter. Stil gældsposterne op på række med de vigtigste øverst. Fordel derefter dine penge retfærdigt, så hver gældspost får i det mindste nogen betaling. Ud for hver gældspost skriver du desuden den dato hvor du håber at kunne betale gælden ud.

Overvej i forbindelse med denne plan hvordan du kan skære ned på dine udgifter. Det kræver altid nogle ofre at afvikle en gæld. Kan du skære ned på husholdningsudgifterne ved at gå efter tilbud eller vælge billigere fødevarer? Kan du begrænse ferieudgifterne? Kan din levestandard sænkes? Kan du nedsætte dit forbrug af luksusartikler? Nogle af dine udgifter kan måske flyttes fra listen over „nødvendigheder“ til listen over „luksus“. Somme tider er man nødt til at være hård ved sig selv.

Når du har udarbejdet en plan på papiret, skal du tale med din bankrådgiver. Det vil gøre indtryk på ham at se at du mener det alvorligt. Det kan være han vil give dig nogle forslag til forbedring af planen, og måske kan han endda tilbyde dig et gældssaneringslån. Hvis han gør det, må du omhyggeligt overveje renten og hvilket tidsrum den sanerede gæld skal tilbagebetales over. Det vil i regelen betyde mindre afdrag over længere tid. Men bliv ikke fristet til at låne flere penge efter gældssaneringen.

Kommunikation

Kommunikation er en betingelse for at et forsøg på at afvikle gæld kan lykkes. Besøg eller ring til alle dem du skylder penge. Vis dem eventuelt din plan. Tal i hvert fald med dem. Husk at de gerne vil vide hvad du foretager dig. Hold dem hele tiden underrettet. Det eneste en kreditor ikke kan affinde sig med, er tavshed. Tavshed kan let fortolkes som ligegyldighed eller endda modvilje mod at betale. Mange kreditorer har anlagt sag for at få deres penge igen, blot fordi ingen gjorde sig den ulejlighed at fortælle dem hvad der foregik.

Skulle du overveje at indgive konkursbegæring? Det er et valg som loven i visse lande åbner mulighed for — men det er afgjort ikke noget man bør tage let på. Når man stifter gæld er man moralsk forpligtet til at betale. En konkurs vil uvægerlig gå ud over andre. Og den vil sætte en uafvaskelig plet på én selv.

Der er meget rigtigt i det gamle ord: „Man skal betale enhver sit.“ Det er klogest at undgå gæld hvis det overhovedet er muligt. Gæld kan være som dødsensfarligt kviksand. Louise og Henrik lod sig suge ned af det, men hvis de foretager nogle forandringer kan de lidt efter lidt få deres gæld afviklet.

Hvis du var begravet under en bogstavelig lavine ville du grave af alle kræfter for at komme fri. Det tager måske sin tid, men til sidst lykkes det. Husk at uanset hvor lang tid det tager eller hvor besværligt det kan forekomme, er det anstrengelserne værd at få sin gæld afviklet.

[Illustration på side 23]

At komme i stor gæld er som at blive suget ned af kviksand

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del