Den vestafrikanske væver i arbejde

Af Vågn op!-​korrespondent i Liberia

DETTE århundredes tekniske landvindinger har gjort datastyret masseproduktion så almindelig at det er en fornøjelig afveksling at se en dygtig håndværker udøve sit fag på omtrent samme måde som det foregik på Bibelens tid.

En dag jeg besøgte Mustapha sad han og arbejdede ved sin væv. I gamle dage var vævning en hemmelig kunst, og ifølge lokal skik måtte man derfor ikke stå bag ved en væver for at iagttage ham under arbejdet. Mustapha forklarede at alle vævere i Mende-stammen engang havde tilhørt samme familie under en bestemt høvding. Selv dengang kendte kun få fremgangsmåden, og kun højtstående høvdinge havde råd til at ansætte en væver.

Når en sådan højtstående høvding indgik en aftale med en væver, blev der ryddet en lysning i den nærliggende skov, og der blev rejst et palmehegn omkring vævepladsen. Ifølge folketroen bistod en ånd væveren i det indviklede arbejde med at fastsætte mønstre og farver, og indhegningen skulle derfor hindre at nogen overraskede væveren.

Den højtstående høvding bestilte væveren til at fremstille en gbalee, der var lidt større end et sengetæppe og bestod af adskillige sammensyede strimler. Væveren, hans familie og hans medhjælper flyttede hen i høvdingens hyttekompleks, hvor de fik en hytte og deres daglige kost. Væveren havde intet hastværk og kunne bruge helt op til et år på at færdiggøre to gbalee’er. Når en regeringsembedsmand eller en anden rangsperson aflagde besøg, fik han en gbalee overrakt som gave. Væveren fik ikke penge for sit arbejde, men fik måske en ko eller en ung jomfru.

Nutidens vævere som Mustapha arbejder imidlertid kommercielt. Mustapha havde endog en kontrakt på at udsmykke mødesalen i Organisationen for Afrikansk Enhed i Monrovia. Med opsvinget i turismen er der også et voksende marked for kjoler, skjorter, sengetæpper, dækkeservietter og andre vævede brugsting.

Hvor materialerne kommer fra

Jeg fik at vide at alle råvarerne kan skaffes lokalt. Trådene laves af bomuld, som kan inddeles i to typer: Den hvide, der stammer fra nogle lave buske, og den brune, der stammer fra nogle høje buske. Derpå opdeles bomulden efter farver — brun, lysebrun og hvid — og anbringes i kinjas (opbevaringskurve).

Jeg blev indbudt til at besøge en ældre kvinde, Siah, for at se hvordan bomulden forberedes til væveren. Hun var stolt af at vise sine færdigheder.

Det første trin består i at fjerne frøene fra bomulden. Bomulden anbringes på en træblok, hvorefter man ruller den med en rundstok eller et rundt stykke jern. På denne måde presses frøene ud af bomulden, hvorpå fibrene lægges i kurve for at blive kartet.

Det er fængslende at iagttage hvordan bomuldsfibrene foldes over en buestreng og derpå plukkes gentagne gange, så de bliver løse og luftige. Så trækkes stykker på størrelse med en håndflade af, klappes flade og lægges i løse lag i kurve, klar til at blive spundet.

Det er for det meste kvinder der spinder. Dette leder tanken hen på Bibelens rosende omtale af en dygtig hustru: „Hun rækker hænderne ud mod rokken, og hendes hænder tager fat om tenen.“ (Ordsprogene 31:19) Siah viser at det foregår på nøjagtig samme måde i dag.

Først snor hun den kartede bomuld løst omkring en glat pind, tenen, som hun holder højt hævet i venstre hånd, mens hun trækker fibrene nedad med højre hånd og samtidig snor dem til en grov tråd. Tråden sættes på rokken, hvor den bliver snoet yderligere.

Eftersom bomulden fra naturen er hvid eller brun, spekulerede jeg over hvorfra man får de livlige farver. Den højrøde farve får man ved at koge barken af cabantræet. Den gule farve udvindes af gurkemejeplanten, og en bestemt rod behandles på samme måde for at afgive brun farve. Der tilsættes træaske for at gøre farverne mere vaskeægte.

Den klare blå farve får man fra de sarte unge blade af indigoplanten. Bladene trædes i stykker på en måtte og soltørres i tre til fire dage. Derefter lægges de løst i opbevaringskurve som hænges op under husets tagskæg. Senere hentes farvestofferne fra disse kurve og blandes med vand, hvorpå de opbevares i store, overdækkede lerkrukker, som ofte ses på gårdspladsen eller bag huset, stående på jorden eller halvvejs nedgravet. Garnet lægges i farvebadet en hel dag, og dette kan gentages alt efter hvilken farvestyrke man ønsker.

Vævekunsten har i århundreder beriget menneskers tilværelse på utallige måder. For mig var det fascinerende at studere nogle af detaljerne i denne proces på nærmeste hold.