Unge spørger:

Hvorfor gør mine forældre mig så flov?

Midt i biologitimen bliver du sløj. Til din store fortvivlelse ringer skolen hjem til din mor, og inden længe kommer hun — iført hjemmesko, lyserøde curlere og de dér hæslige røde joggingbukser hun altid går rundt i derhjemme. Overbevist om at du er i stor nød har hun skyndt sig for at komme dig til undsætning — uden så meget som at se sig i spejlet. Du er ikke videre begejstret for hendes redningsaktion. Det eneste du tænker på er hvor fjollet og sjusket hun ser ud. Og da hun så begynder at udspørge dig om din tilstand mens alle dine klassekammerater hører det, er det bare for meget. Du er så flov at du ville ønske du kunne grave dig ned!

DEN slags situationer er sjove at være tilskuer til. Men hvis man selv er hovedpersonen, går det morsomme af. Man bliver frygtelig flov — det er så pinligt at man kunne synke i jorden af skam. Du kender det sikkert selv. Men du er ikke den første der har prøvet det. Også fortidens jøder var klar over hvor ubehageligt det er at blive sat i forlegenhed. Talmud sammenlignede dét at ydmyge en person offentligt med at udgyde hans blod!

Pinlige situationer kan opstå på utallige måder, men mange unge siger at deres forældre er de værste til at gøre dem flove. Du synes måske også at dine forældre ydmyger dig hele tiden: de kærtegner dig offentligt, de praler af hvor dygtig du er, de opfører sig latterligt mens dine venner ser det, de beder dig om at „optræde“ når de har gæster. Ja, selv deres udseende er pinligt! Det er ikke så mærkeligt at nogle unge helst vil undgå at blive set sammen med deres forældre.

Men hvordan kan det være at dine forældre så tit gør dig flov? ’Ved de virkelig ikke bedre?’ tænker du måske ved dig selv.

Hvorfor de gør dig flov

Lad os lige fordybe os lidt i dine følelser. Da du er ung har du særlig let ved at blive flov. Du er med tiden blevet opmærksom på at der er andre mennesker i verden end dig og din familie, og du vil gerne accepteres — især af dine jævnaldrende. Derfor anstrenger du dig for at gøre „det rigtige“. Og selvfølgelig vil du nødig have at dine kammerater skal vende dig ryggen fordi dine forældre opfører sig fjollet. Som en pige ved navn Linda siger: ’Hvis ens forældre gør noget pinligt er man straks urolig: „Åh nej, hvad tænker mine venner nu om mig?“’ Hvordan kan det være at dine forældre ikke tager mere hensyn til dine følelser?

Psykologen Bernice Berk fortæller at en mor sagde til sin meget ’sarte’ teenagesøn: „Det er simpelt hen min opgave at gøre dig flov. Min mor gjorde mig flov, og du kommer også til at gøre dine børn flove.“ Der er mere end et gran af sandhed i denne rappe kommentar. Ikke fordi tilbøjeligheden til at gøre andre flove er arvelig, men det er der noget andet der er: ufuldkommenheden.

Forældre er ufuldkomne. (Romerne 3:23) Man kan ikke forvente at de ligner fotomodeller, eller at de altid kan finde ud af at sige eller gøre det rigtige. (Det kan du heller ikke selv, vel?) De har også ret til at slappe af og more sig ind imellem. Hvis de somme tider opfører sig som om de var unge — eller ligefrem skaber sig — er det måske fordi det irriterer dem at de bliver ældre. Uden at ane hvor flov du bliver prøver din mor måske at lære den allernyeste dans af dine veninder, eller din far forsøger at bevise at han stadig er skrap til at spille fodbold. Er det pinligt? Måske — men de gør det ikke for at genere dig.

Dine forældre vil gerne have at det går dig godt, og fordi de er ufuldkomne overreagerer de måske hvis de tror at du er syg eller i fare. Bibelskribenten Lukas fortæller for eksempel om dengang Jesus som 12-årig var med sine forældre i Jerusalem for at fejre påsken. Da hans forældre var på vej hjem opdagede de at han ikke var med. De ledte efter ham alle vegne, og efter tre dages forløb „fandt de ham i templet, hvor han sad midt iblandt lærerne og hørte på dem og stillede dem spørgsmål“. Der er ingen tvivl om at Jesus nød at tale med mændene, der var meget ældre end han. Men da hans mor fandt ham sagde hun, måske mens disse førende mænd blandt folket hørte det: „Barn, hvorfor har du behandlet os således? Se, din fader og jeg har med stor bekymring ledt efter dig.“ — Lukas 2:41-48.

Noget andet du kan tænke på er at dine forældre også har deres problemer at slås med, måske endda nogle du ikke kender til. Det kan være at deres opførsel skyldes økonomiske bekymringer, sygdom eller lignende.

Endelig er de fleste forældre stolte af deres børn og kan godt lide at prale lidt af dem. Det kan desværre føre til alle mulige pinlige situationer, for eksempel at din mor beder dig spille klaver for sine veninder, eller at din far fortæller til højre og venstre om hvor utrolig kvik du er!

Hvordan kan du klare det?

En pige der hedder Tonia fortæller at hun rødmer dybt når hendes forældre opfører sig pinligt. Det er en helt naturlig reaktion, men der findes faktisk noget man kan gøre for at klare det. Hvis man tænker på noget af det der har været nævnt indtil nu, kan situationen for eksempel blive lettere at bære. (Ordsprogene 19:11) Måske kan du også bruge nogle af disse forslag:

Lad være med at bekymre dig: Det hjælper sandsynligvis ikke det fjerneste at du bruger en masse energi på at bekymre dig. (Se Mattæus 6:27.) Dine forældres opførsel er jo trods alt ikke dit ansvar; du er et selvstændigt menneske. ’Enhver skal bære sin egen ansvarsbyrde,’ står der i Galaterbrevet 6:5. Desuden er situationen sikkert ikke nær så pinlig som du forestiller dig. Dr. Joyce L. Vedral nævner at ’enhver genert teenager forestiller sig at han iagttages af et publikum’. Men de fleste går såmænd slet ikke så højt op i dine forhold. Joyce Vedral tilføjer: „De fleste tænker mere på den bums de har på næsen end på dig og din familie.“ Og glem ikke at dine kammerater også går og spekulerer over hvilket indtryk deres forældre gør!

Gør ikke situationen værre: I Ordsprogene 27:12 står der: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“ Du gør bare situationen værre hvis du henleder opmærksomheden på dig selv ved at udbryde: „Mor, altså!“ Det kan være klogt at ’skjule sig’ ved at tie stille. — Prædikeren 3:7.

Tag imod den nødvendige tugt: Du finder det sikkert pinligt hvis dine forældre irettesætter dig mens andre hører på det. Men i mange tilfælde har du vel gjort dig fortjent til det, og din skamfuldhed er en del af tugten. (Hebræerne 12:11) Det kan godt være at du synes det er uretfærdigt. Men tænk så på hvordan Jesus reagerede da hans mor fandt ham i templet. Han tog det roligt og forklarede hvorfor han var der. Bibelen fortæller at han „fortsatte med at underordne sig“ sine forældre. (Lukas 2:49, 51) Måske skulle du prøve at efterligne ham?

Tal med dine forældre: Fortæl dem venligt og respektfuldt hvad det er der går dig på. Det hjælper! Rosalee, der har prøvet det, siger at „hvis man fortæller dem hvordan man ser på det, og de synes det lyder fornuftigt, vil de som regel forsøge at forbedre sig“. En måde der kan hjælpe dine forældre til at se sagen fra din side, er at spørge dem om de ikke kan huske nogle pinlige situationer fra dengang de var unge. Så kan de måske lettere forstå dig.

Bær over med dem: Tænk på alle de gange du har gjort dine forældre flove! Gjorde du det med vilje, for at genere dem? Nej, selvfølgelig ikke! Hvorfor så tro at dine forældre med overlæg prøver at sætte dig i forlegenhed?

Tag det med et smil: Som en ung pige siger: „Nogle situationer må man bare prøve at tage fra den humoristiske side. Når man senere tænker tilbage på dem, er de faktisk meget sjove.“ Ja, hvorfor blive helt slået ud fordi noget ikke lige går som det skal? Husk at der er „en tid til at le“, og somme tider er en situation ikke nær så pinlig hvis man kan le ad den. — Prædikeren 3:4.

Uanset hvad du gør, kan du dog ikke helt undgå at blive flov nu og da. Men hvis du prøver at følge de råd vi har givet her, kan du måske få et andet syn på de såkaldt pinlige situationer.

Forfatteren Jami Bernard fortæller for eksempel: „Min mor ville altid have at jeg skulle holde hende i hånden når vi skulle over gaden, også da jeg var blevet stor. En dag rev jeg hånden til mig og mukkede: ’Mor, jeg har altså ikke brug for at blive holdt i hånden mere!’ Hun så på mig og sagde: ’Men det har jeg.’ Jeg ved ikke om hun mente at hun havde brug for en at støtte sig til, eller hun savnede den tid da jeg var lille, eller hun gerne ville have kontakt med mig og ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre. Men når vi nu skal over gaden og jeg holder hende i hånden, gennemstrømmes jeg af en varm følelse — ikke skamfuldhed, men kærlighed.“ — Bladet Seventeen, december 1985.