Mayaruinerne — Ensomme skildvagter fra en svunden tid

Af Vågn op!-​korrespondent i Guatemala

FRA de varme, tørre sletter i den mexicanske Yucatánprovins, ned gennem de frodige, evigtgrønne regnskove i Guatemala og Belize og videre ned gennem de varme dale i El Salvador og Honduras i Mellemamerika, findes der en uregelmæssig mosaik af delvist restaurerede mayaruiner. De står som ensomme skildvagter fra en svunden fortid med tårnhøje templer og imponerende paladser der var dygtigt konstrueret og udsmykket. I den daværende verden var de et vidunder, og i vor tid er de en betagende arkæologisk gåde og en påmindelse om en pragt der for evigt er forsvundet.

Hvad var det der gjorde mayakulturen, der går over 2000 år tilbage i tiden, så enestående? Til trods for at mayaerne hverken havde hjul, metalredskaber, lastdyr eller kilestensbuer, og bestandig måtte kæmpe mod den evigt fremtrængende jungle, lykkedes det dem at skabe den højest udviklede indianerkultur der er fundet spor af på det nordamerikanske kontinent fra tiden før Columbus. „Under denne kultur blev der udviklet et skriftsystem — det eneste egentlige skriftsystem som er udviklet i Amerika — og der blev gjort bemærkelsesværdige fremskridt inden for matematik og astronomi,“ bemærker bladet Smithsonian. „Dette folk havde opfundet det nyttige begreb nul, og [mayaerne] havde en kalender som satte dem i stand til temmelig nøjagtigt at udregne planeternes og himmellegemernes baner.“

Den klassiske periode

Mayaerne søgte konstant at bestemme tiden og føre optegnelser over den, og de ydede deres største præstationer inden for dette område. Under den klassiske periode, der varede fra år 250 til år 900, lykkedes det dem at udregne det tropiske år og nøje at forudsige sol- og måneformørkelser, samt Venus’ omløbstid i forhold til solen.

Lærde mayaer nedskrev deres fortegnelser på papir lavet af bark fra vilde figentræer som var blevet udhamret og dækket med kalk. Deres skrifttegn, som er en blanding af fonetiske symboler der betegner lydenheder og ideogrammer der står for ord, er et af de fem grundlæggende skriftsystemer som mennesket har udviklet. I værket The New Encyclopædia Britannica kan man læse at mayaernes opdagelse af positionssystemet og af nullet kan betragtes som „en af menneskehjernens mest fantastiske præstationer“. Historien viser at der kun er to andre kulturer som har udviklet det matematiske begreb nul, nemlig den indiske og den arabiske.

Selv om dette var nogle forbløffende bedrifter, siger arkæologen Michael D. Coe dog i sin bog The Maya: „Man bør imidlertid ikke overdrive. Videnskab, i nutidens forstand, fandtes ikke. I stedet finder vi, som i de mesopotamiske kulturer, en sammenblanding af forholdsvis nøjagtigt astronomisk materiale med noget der kun kan betegnes som talmagi udviklet af præster til religiøse formål.“

Mayafolket, som anslås at have haft et befolkningstal på op imod 3.000.000, byggede imponerende pyramider og templer i omkring 40 byer med over 20.000 indbyggere i hver. Selv om de ikke kendte hjulet, hentede de enorme mængder sten til disse bygningsværker og tildannede stenblokkene ved hjælp af hårdere sten, slibegarn, vulkansk glas, eller andre naturligt forekommende materialer. Mens romersk arkitektur var kendetegnet af kilestensbuer, blev der i mayaernes fine bygninger anvendt kragstensbuer — som bygges ved at man lader forskudte lag af sten nærme sig hinanden fra begge sider af en åbning der øverst holdes på plads af en dæksten. Bygningernes vægge var kunstfærdigt udsmykket med reliefbilleder og skrifttegn. Derudover kendetegnedes den klassiske periode af flerfarvet lertøj og af steler, opretstående tavler, på hvilke bemærkelsesværdige begivenheder blev omtalt.

Mayastelerne

Mennesket har i umindelige tider stræbt efter at bevare sit navn og sine bedrifter for eftertiden ved at skrive på uforgængelige materialer såsom ler og sten. Det er den kendte Nabonids Krønike fra fortidens Babylon og Rosettestenen fra det gamle Ægypten vidnesbyrd om. Mayaerne var ingen undtagelse. Man har fundet mindst tusind stentavler, eller steler, af forskellig form og størrelse. Gennemsnitshøjden er fra 2 ¹/₂ til 3 meter. Man tolker nu disse steler som værende monumenter til ære for mayaherskere, som førte optegnelser over deres regeringsperiode og historie. De 86 steler man har fundet i Tikal, Guatemala, lader til at være enorme gravsten. På hovedparten af de kun 21 steler der er dekoreret, ses en overdådigt klædt relieffigur som bærer et scepter og nedtræder fanger og hvis ansigt er vendt mod venstre.

Et af de mysterier der har voldt eksperterne hovedbrud har været tydningen af mayaernes skrifttegn, de såkaldte glyffer. Hvor meget er det lykkedes at dechifrere? „Jeg tror at vi på nuværende tidspunkt kan læse omkring 75 procent af glyfferne på monumenterne,“ siger mayaeksperten David Stuart. „Og ud fra dette tyder det på at mayaerne var mest interesserede i at føre optegnelser over herskernes afstamning, hvornår de blev indsat, hvor mange krigsfanger de tog, og hvornår de udførte de rituelle blodige ceremonier og ofringer.“

Tre betydningsfulde opdagelser inden for relativ kort tid banede vej for dechifreringen. Den første blev gjort i 1958, da epigrafikeren Heinrich Berlin påviste at mindesmærkerne indeholdt tegn der enten symboliserede de mayabyer hvor mindesmærkerne var blevet fundet eller de herskerslægter der havde regeret over dem.

Det andet gennembrud skete i 1959 da mayaeksperten Tatiana Proskouriakoff opdagede en forbindelse mellem 35 daterede stenstøtter i Piedras Negras — der med vilje var opstillet i syv grupper — og den kendsgerning at ingen af de syv grupper omspænder en tidsperiode der er længere end en gennemsnitlig levetid. Hver gruppe viste sig at indeholde beretninger fra en hel regeringsperiode. Endelig blev det påvist at glyfferne udgjorde et skriftsystem med fonetiske symboler og grammatisk struktur.

Der findes muligvis ingen andre steder i mayaernes landområde så kunstnerisk udførte steler som blandt de smukke ruiner i Copán i det vestlige Honduras. Rundt om denne elegante mayaby findes der mange rigt dekorerede stenstøtter af en grønlig vulkansk tufsten kaldet trakyt — der er blød når den tilhugges, men som gradvis bliver hårdere når den udsættes for vind og vejr. Denne sten er bedre at arbejde i end kalkstenen i Tikal og giver frihed til større kunstnerisk udfoldelse, hvilket fremgår af den tredimensionale virkning i reliefferne.

Nogle synes at de flotteste glyffer er dem som er blevet fundet i den kunstfærdige by Quiriguá — en lille, rolig mayaby der ligger omkring 50 kilometer nord for Copán i Guatemala, i et område der tidligere var regnskov men som nu består af bananplantager. Mens selve tempelområdet er uanseligt, gør noget helt andet sig gældende hvad angår de tolv sandstenssteler. Stele „E“, der vejer 65 tons, er det største mayamindesmærke; det er 11 meter højt, 1,5 meter bredt og 1,3 meter tykt.

Den klassiske by Tikal

Dybt inde i den utilgængelige Peténjungle i det nordlige Guatemala ligger Tikal, den største klassiske mayaby der til dato er fundet. I denne 130 kvadratkilometer store by, hvor bykernen alene dækker et område på 16 kvadratkilometer, findes der over 3000 bygninger, lige fra beskedne boliger til enorme, zigguratlignende templer. Det største, det tårnhøje Tempel IV, der er et tempel for den dobbelthovedede slange, er 65 meter højt. Hjertet i Tikal er det én hektar store torv med Tempel I, kæmpejaguarens tempel, mod øst og Tempel II, maskernes tempel, mod vest.

Hvilket formål tjente disse templer? Der råder stadig en vis tvivl på dette område, men maya-arkæologen Edwin M. Shooka udtaler til Vågn op!: „De var templer i religiøs forstand, og de blev bygget til det formål. Derudover blev de brugt til at ære en person, idet hans rester blev begravet på et sådant ærefuldt sted. Westminster Abbey blev for eksempel heller ikke bygget til at huse gravsteder. Men englænderne ærer alligevel deres store ved at bisætte dem i Westminster Abbey. Det er nøjagtig det samme der går igen i hele mayasystemet — på få undtagelser nær.“ Det var Shook som opdagede og navngav Tikals store gader efter tidligere opdagelsesrejsende — såsom Mendez, Maudslay, Maler og Tozzer.

På de to andre sider af det store torv ligger det nordlige og det midterste akropolis, der menes at have været paladser og administrationsbygninger. I nærheden af det sydlige akropolis findes den tredobbelte boldplads, der engang genlød af den hårde dumpe lyd af en gummibold som beskyttelsesklædte spillere skød til hinanden. Eftersom Tikal ligger på en sokkel af porøs kalksten, som det værdifulde regnvand let trænger igennem, var det nødvendigt for mayaerne at bygge adskillige vandreservoirer, hvoraf nogle endda oprindelig var kalkbrud. Disse cisterner var indvendig beklædt med en særlig slags ler for at hindre udsivning. Blandt de særlige træk der er bevaret i Tikal er det sydlige akropolis, østpladsen og vestpladsen, de syv templers plads, torvet i bymidten, de fire hovedgader der blev benyttet til religiøse processioner, og den tabte verdens kompleks, som for nylig er blevet restaureret af arkæologer fra Guatemala.

Enden på den klassiske periode

Hvorfor sluttede den klassiske periode? Der findes utallige teorier, men ingen kender det rigtige svar. Fra dateringer ved man kun at der pludselig ikke blev opført flere steler, paladser og offentlige bygninger. Den yngste stele man har fundet i Tikal er dateret til år 869. Byboerne forlod de store mayabycentre og bosatte sig i små, spredte landsbyer hvor de beskæftigede sig med landbrug. Junglen der tidligere blev holdt på afstand, bredte sig nu kraftigt. Nye træer fik rodfæste i hver en krog og revne i bygningerne og blev til store træer. Deres rødder på adskillige centimeters tykkelse ødelagde hjørner, knækkede kalkstensblokke, svækkede vægge og knuste kragstenshvælvinger. Forladte og glemte blev Tikal og andre lignende byer skjult for omverdenen i junglens kvælende favn.

Men kunne de nedskrevne mayafortegnelser ikke have kastet lidt lys over sagen? Det kunne de godt hvis ikke det havde været for de spanske erobrere i det 16. århundrede. „I et udbrud af katolsk nidkærhed øgede Diego de Landa, den første biskop i Yucatán, mysteriet ved at forsøge at udslette alle spor af mayakulturen,“ bemærkede Smithsonian. „Han brændte umådelige mængder af kodekser, de indfødtes bøger på papir lavet af bark (kun fire af mayaernes bøger vides med sikkerhed at være bevaret til i dag) som måske kunne have forklaret sammenhængen og sparet os for megen senere forvirring.“

Mayaernes mosaik af delvist restaurerede bygninger i Mellemamerika er derfor stadig en arkæologisk gåde. Disse ruiner står tavse som ensomme skildvagter fra en svunden tid.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

El Castillo, den største af syv mayabygninger i Chichén Itzá, Yucatán, Mexico

[Illustration på side 16]

Pyramidetempel (syvende århundrede), det store torv, Tikal, Guatemala

[Illustrationer på side 17]

Denne plads i Copán, Honduras, blev brugt til boldspil

[Kildeangivelse]

Instituto Honduren̂o de Antropologia e Historia

En Chac Mool, i forgrunden, der muligvis er blevet brugt til at modtage menneskehjerter; Krigernes Tempel, Chichén Itzá, Yucatán, Mexico