Menneskers styre på vægtskålen

Har vi egentlig brug for et styre?

ANARKI: Fravær af politisk myndighed under nogen form; et regeringsløst samfund af individer der kræver total frihed.

DEN græske filosof Aristoteles hævdede at alle menneskelige styreformer i bund og grund er ustabile og foranderlige. Ifølge en skribent hævdede Aristoteles at „alle regimers stabilitet undergraves af tidens nedbrydende magt“.

I betragtning heraf er det ikke så overraskende at nogle er gået ind for afskaffelse af al regeringsmagt, eller i hvert fald for at begrænse den mest muligt. De har gjort sig til fortalere for anarki, et udtryk der er hentet fra et græsk ord der betyder „uden hersker“.

For 150 år siden, i 1840, brugte Pierre-Joseph Proudhon, en fransk politisk skribent, for første gang ordet „anarki“. Men den anarkistiske teori blev allerede formuleret 200 år tidligere af englænderen Gerrard Winstanley. Som forklaret i The New Encyclopædia Britannica „udformede Winstanley det der senere blev anarkismens grundlæggende teser: at magt korrumperer, at ejendomsret er uforenelig med frihed, at myndighedsudøvelse og ejendomsret avler kriminalitet, at kun et samfund uden herskere, hvor arbejdet og goderne bliver delt, kan gøre mennesker frie og lykkelige, idet de ikke retter sig efter ovenfra påtvungne love men efter samvittighedens lov.“

Men viser erfaringen ikke at ethvert samfund må fungere inden for visse rammer? The World Book Encyclopedia svarer: „Lige fra de ældste tider er en eller anden form for styre indgået som en vigtig bestanddel i enhver samfundsdannelse.“ Der siges videre i bogen at „alle grupper af mennesker — lige fra familien til nationen — har nogle regler som medlemmerne må indrette sig efter“. Hvordan vil man ellers kunne tilgodese alles interesser?

De fleste har ikke svært ved at anerkende at visse institutioner må udøve myndighed og træffe afgørelser til alles fælles bedste. Uden nogen regeringsmagt til at tage beslutninger på samfundets vegne ville den enkelte, som Winstanley sagde, være overladt til at følge sin egen samvittighed. Ville det fremme enheden? Er det ikke mere sandsynligt at folk kun ville tænke på deres egne interesser, og ofte træde på andres rettigheder?

Eksperimenter med anarki har vist sig ikke at være til menneskehedens gavn. Det samme gælder terroristernes forsøg på at få det bestående samfund til at bryde sammen — og ødelægge det som de påstår ødelægger dem.

Hvor der intet styre er, opstår der kaos. Spørgsmålet er derfor ikke om der skal være en regeringsmagt eller ej, men om hvilken styreform der er den bedste.

Mennesker begynder at styre selv

Oprindelig var menneskene i Edens have underlagt Guds styre. Skaberen understregede at menneskene var afhængige af ham og hans ledelse. Dette stemmer med det bibelske princip: „Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Eller som et kinesisk ordsprog siger: „Uden himmelens hjælp kan mennesket ikke gå en fod.“

Men det første menneskepar ræsonnerede anderledes. De valgte at vandre „uden himmelens hjælp“ og måtte derfor forlade det paradis som Gud havde givet dem. Senere, da menneskefamilien voksede, opstod behovet for love og regler for at sikre fred og orden. Eftersom Guds styre var blevet vraget, måtte mennesker selv prøve at styre. — 1 Mosebog 3:1-5.

Fællestræk ved de politiske systemer

Siden denne skæbnesvangre begyndelse har der været mange forskellige menneskelige styreformer — lige fra de allersimpleste til de mest komplicerede. Der er dog visse fællestræk ved de politiske systemer. Her er nogle få:

Sørger for borgernes behov. Hvis ikke statsmagten gør det, mister den sin legitimitet.

Opstiller retsregler, som, hvis ikke de overholdes af undersåtterne, medfører straf. Retsreglerne, den gældende ret, er vedtægter og love samt sociale normer der har vundet hævd i århundredernes løb. Borgerne adlyder retsreglerne enten fordi de kan se at det tjener deres eget vel, fordi de synes at det er det rigtigste, fordi alle andre gør det, eller fordi de frygter for straf.

Har lovgivende, udøvende og dømmende magt, hvilket forudsætter at der er et forvaltningsapparat til stede. Der udarbejdes love, opretholdes et retsvæsen, og politiske beslutninger føres ud i livet.

Har nære økonomiske bånd til forretningsverdenen.

Allierer sig ofte med en eller anden form for religion — nogle i højere grad end andre. Dette gør de for at legitimere deres magtposition.

Der findes en lang række forskellige styreformer. Det er forskelligt hvordan politologer klassificerer og kategoriserer dem. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Der er for eksempel den klassiske inddeling af styreformer efter antallet af styrende — enevælde (monarki eller diktatur), fåmandsvælde (aristokrati eller oligarki) og flertalsvælde (demokrati).“

Man kan også kategorisere styreformerne efter deres vigtigste institutioner (parlamentarisme, kabinetsstyre), efter principperne for deres udøvelse af den politiske myndighed (traditionel, karismatisk), efter den økonomiske struktur eller efter deres magtanvendelse. „Skønt ingen af disse analyseprincipper er dækkende, har de hver især deres berettigelse,“ siger det samme opslagsværk.

Men uanset hvordan vi klassificerer de menneskelige styreformer, må vi indse at de alle, uden undtagelse, er blevet vejet og fundet for lette. Dette vil få store konsekvenser for os alle.

[Ramme på side 6]

Angående de regeringsmyndigheder der har hersket op til vor tid, skrev apostelen Paulus: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1, 7) Kristne der lever efter Bibelens vejledning, adlyder samvittighedsfuldt lovene i det land hvor de bor, medmindre disse strider imod Guds love, som har forrang.

[Illustration på side 7]

Et styre er nødvendigt for et samfund, ligesom kontrol er nødvendig for trafikken